Mit serieland for tiden

Det er ingen hemmelighed, at jeg er opslugt af serier hele året rundt. Jeg har altid gang i mindst én, og jeg dyrker ofte hele universet omkring serierne, når det er muligt. Jeg har altid været typen der nørder i film. Sådan én der læste alt om hovedkaraktererne, så kommentarsporet på DVD’erne og elsker alt det “bag kameraet” materiale, jeg kan komme i nærheden af. Måske ikke så underligt, at jeg havnede i den branche jeg er i 😉
Jeg føler mig ret godt hjemme i serieland, hvor der altid er nyt land der skal erobrers.

Nu er serier det vi alle ser. Jeg gør selvfølgelig også stadig væk – Og jeg vil gerne løfte sløret for, hvad der for tiden fylder mit skærmforbrug:

Divorce er en forholdsvis ny serie på HBO: Sara Jessica Parker spiller hovedrollen i denne lidt dystre komedie om et ægtepars skilsmisse. der har været 3 afsnit indtil nu, og jeg er ikke rigtig hooked, men jeg følger den, fordi SJP er min gode og tætte veninde. Vi har fulgt hinanden gennem småt og Big. Som man siger..

Insecure er lidt ligesom Lena Dunhams “Girls” – men sat i LA og med kun sorte karakterer. Jeg elsker det! Jeg synes hun er sjov, jeg elsker at de tager pis på hvide og på stereotype black-girl-karakterer. Jeg elsker at hun rapper akavet til sig selv i spejlet, og at hun altid failer, når hun prøver at være hot, cool og out of this world. Jeg er med hele vejen.

Dokumania på DR – De er som regel altid gode. Senest så jeg “Weiner”, som var genial. Jeg synes det er så fedt at se dokumentarfilm, og specielt de film der rykker ved mit indskrænkede beskyttede hvide hetro-normative verdensbillede. Hvad driver en politiker der er står til at vinde valget om at blive New Yorks næste borgmester til at sende dick-pics til tilfældige piger- Igen og igen. Er han en syg stodder eller en hårdtarbejdende politiker med lidt rod i privatlivet? Og hvorfor kaster han sig hovedløst ind i mediernes maskine, der flår ham levende? Det er sgu da spændende.

Bagedysten er stadig en god onsdags-killer. som giver mig lyst til at spise en masse kage. Men jeg kan bedst lide når det går galt, eller når deltagerne græder lidt over grumset glace eller en blød mousse.

Bedrag – som jeg faktisk hader lidt, men jeg synes jeg skal støtte søndags-dramaserien. jeg kan skrive et helt indlæg for sig, om hvor irriterende jeg synes replikker og karakterer er i den. Jeg forstår f.eks. slet ikke hvad det er Bimse og ham den anden vil med Svenskeren?? Og hvorfor har en bank som Absalon en narkoman alkoholiker og en svag tvillingebror ved roret? Nå nok om det en anden gang.

Skam. (SPOILER ALERT) jamen altså!! jeg elsker det! Elsker elsker elsker! Min verden drejer sig kun om mine norske venner, og jeg er på Skams hjemmeside mindst en gang om dagen. For tiden hepper jeg selvfølgelig så meget på Isak og Even, og kan mærke i maven hvor ondt det gør, at Noora og William har problemer. Jeg savner lidt pigerne i denne sæson, specielt synes jeg, at Eva er forsvundet lidt for meget fra Isaks liv. De var jo ret tætte i 1. sæson? Til gengæld er jeg vild med at Sana har fået lidt mere tid. Og skal vi snart finde ud af, hvorfor Vildes mor altid har vinaften, når der skal holdes vors?

Desuden samler jeg løbende op på ugens DR programmer, såsom diverse dokumentarprogrammer som Anja i Afrika (hedder den det?), Og hvad der ellers fanger min interesse på DRs hjemmeside.

– Så ja. Jeg har travlt på skærmfronten. og stadig på udkig efter mere! Why am I still single? Snart kommer 3. sæson af An Affair! Uh det glæder jeg mig til…

Overvejelser om “den nye blog”.

Opmærksomheden om mit sidste indlæg, har fået mig i tænkeboxen igen. Jeg er jo en sucker for det der ros, og når folk (ok, i sandhedens lys, det var faktisk bare et par stykker) giver udtryk for at de vil savne mine indlæg, hvis jeg stopper helt, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige gik i tænkebox for at finde på emner, der kan få min skrivekløe i gang igen.

Et af de overvejelser jeg har gjort mig er at skrive om livet fra rendesten. Det er en metafor. Jeg bor ikke i en rendesten og jeg er på ingen måde fattig sådan på rigtigt. Jeg har i-landsfattigdom, med en udmærket lejlighed på Vesterbro og telefon, internet og mad på bordet. Men jeg har gæld. Det er pinligt at indrømme, og hvis jeg skulle skrive om det for real, så skulle jeg offentliggøre hele min privatøkonomi, og det ved jeg ikke om jeg synes er sjovt. Altså om jeg tør. Det er pinligt. Men måske kunne jeg lære noget? Måske var der andre der kunne lære noget? Måske kunne mine i-landsproblemer, sætte fokus på verdens virkelige fattige?

Eller også kunne jeg bare lære at leve for 100kr på en uge.

Måske bliver denne blog omdøbt til fattigrøvens univers, og jeg udstiller mig selv som den pengeidiot jeg er, eller også holder jeg den fulde sandhed for mig selv og fortsætter med at skrive fra stuen hvor den treårige danser rundt med cowboyhat og paraply mens hun synger “de første kærester på månen!” Uanset. Jeg er her åbenbart endnu.

Hvorfor jeg ikke kan skrive…

Når verden bare suser af sted, og det nogle gange føles som om man har for få timer i døgnet til at få det til at hænge sammen, kan man miste gejsten på det der er aller-sjovest – Det er uretfærdigt. (Og det er mig der er “man” i denne sammenhæng) Jeg ville så gerne være en super-bloggende-jeg-har-en-mening-om-alt-og-kan-formulere-det-skarpt-kinda-girl, men det er jeg ikke. Ikke lige nu. For når klokken slår 20.00 og jeg har fået Englebarnet til at sove, kan jeg kun tænke på det næste afsnit af Homeland/Breaking Bad/New Girl eller hvad jeg nu ser for tiden. Jeg er ikke en fuldtidsarbejde blogger. Men jeg ser mange tv-serier!

Siden sidst kan jeg fortælle, at jeg er meget glad for mit job, og bruger al min energi på lige så stille at blive tjekket til alt, så jeg kan få tid til andet også. Jeg SØGER alt hvad jeg kan for at finde en ny bolig, fordi det der med at bo i fællesskab med en anden mor/barn slet ikke var så lykkelig en alliance som først antaget. Jeg vil finde noget som Kaisa og jeg kan bo i sammen, kun os 2, i lang tid. Det er åbenbart svært!

Jeg plejer at være sådan en, der har masser af nytårsforsætter, men i år har det bare handlet om at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan ikke rigtig drømme om at dyrke mere motion, se flere film, lave mere god mad, se flere venner, gå mere i byen, rejse mere, møde flere mænd, når jeg ikke en gang kan finde en løsning på, hvordan jeg får hentet Kaisa inden vuggestuen lukker OG lavet (sund) aftensmad inden aftenen er slut og hun skal sove, og jeg bliver til et græskar igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der skal ske med bloggen, for jeg elsker at skrive og få tankerne formuleret, men jeg kan også mærke, at jeg ikke gider at stresse over ikke at have skrevet noget som helst i mange uger. Det duer ikke. Jeg lukker ikke bloggen. Jeg skriver bare kun når jeg kan. Så alt er som det plejer.

to blogge og not to blogge..

Jeg er altså ikke holdt op med at blogge med vilje. Det er bare som om, at hver gang jeg sætter mig for at skrive, bliver mit hoved tomt. Det roder i maskinrummet på bloggen, og jeg kan ikke rigtig finde ud af at rydde op i det. Så når jeg endelig har en ide til et brandhamrende godt indlæg, så bliver det dræbt i opløbet, når jeg ser at skriften er mærkelig, billederne er grimme og alle mine plugins (eller hvad fanden sådan noget hedder) er forsvundet. Jamen jeg kan ikke tænke i det rod.

Og jeg plejer nu altså at være ret god til at navigere i rod. Det er kind of my speciality, faktisk. Men jeg må finde nogle, der kan hjælpe mig med at rydde op, så jeg kan tænke kreativt igen.

Og nå ja, så kunne det jo også være at min manglende kreative hjerne hang sammen med, at jeg er flyttet, har fået nyt (midlertidigt) job og passer mit barn. Det kræver lidt mere hverdags-praktisk tænkning, fremfor “kan jeg mon finde en sjov og spændende måde at beskrive mit besøg hos Waxing-Belinda?” – Som faktisk havde potentiale til at blive et rigtig godt indlæg, hvis altså ikke jeg var så helvedes praktisk for tiden. (Hun hedder Belinda!- Og vokser damers kønsbehåring for a living! – Der burde være stof nok at smide på bloggen lige der!)

Men det gode ved at mit job kun er midlertidigt, er at jeg snart sidder i rendesten igen, fattig og modløs og fuld af gode blogindlæg. Hep hep så positiv jeg er!

Jamen, se hvad jeg har fundet!

Jeg har fundet tre stykker Rittersport på mit bord i min stue, hvor jeg plejer at sidde og se fjernsyn om aftenen, når Englebarnet sover sin englesøvn. De har ligget der i en uge. Så er det edderma’me længe siden, jeg har siddet med benene oppe og set Breaking Bad eller Den Store Bagedyst! Wow jeg har travlt! – På den gode måde! Det er virkelig sjove opgaver jeg sysler med, og jeg bliver bedre og bedre til at travlt i hverdagen, hvilket er et sundt tegn, når man som mig har været arbejdsløs så længe at min hvilepuls slår adskillige slag under par.

Jeg får løn på fredag. En løn jeg helt selv har tjent, og som jeg helt selv kan bestemme over. Den følelse giver glædesbobler helt ned i maven, og jeg krydser alt, hvad jeg har og beder til Gud og de højere magter, om at jeg kan blive helt fri af systemet denne gang. Jeg trænger så meget til frihed.