Jeg arbejder i toget…

2 dage. Kaisa har gået i skole i 2 dage, og vi er ikke kommet for sent endnu. Jeg er meget stolt. Det har altid været en del af min identitet at være hende, der kommer for sent til alting. Det er ikke noget jeg er stolt af, men på den anden side er det heller ikke noget, jeg kan blive ved med at slå mig i hovedet med. Jeg undskylder 800 gange om måneden over at folk må vente på mig, og jeg ved godt at folk med vilje giver mig et andet tidspunkt en resten af flokken, for at vi alle kan nå toget samlet. Og det virker!
Jeg har derfor også sat et andet tidspunkt inde i mit hoved til Kaisas mødetidspunkt om morgenen. Så er jeg sikker på at vi når det. (Altså indtil det går op for mig, at jeg har snydt mig selv, og derfor begynder at snyde tilbage igen. Its a never ending life scam, der kan drive enhver crazy)

I dette sekund sidder jeg i en togvogn på vej til Århus. Jeg skal nemlig på kursus, og jeg glæder mig. Ikke fordi kurset er særlig spændende, for det er det egentlig ikke, men fordi det at skulle tidlig afsted til en anden by for at arbejde, simpelthen bare føles så eksotisk. Se mig, jeg er businesswoman. Pendler-Karen. Tidlig kaffe på hovedbanen og susende gennem landet. Det er noget helt andet end mine sædvanlige ture til Jylland, med barn og oppakning og ramasjang.

Jeg har i øvrigt for nylig meldt mig under fanerne hos Bloggers Delight, og vil inden længe træde ind i kampen med clickbaits, reklamekampagner og samarbejder med diverse modehuse. forvent en masse “se hvad jeg vil købe på Asos” “20 lækre sommerkjoler på bud” og lignende indlæg. Jeg drømmer om at få flere læsere til at droppe modebloggerne på 25, til fordel for hverdagsbloggere på snart 40 som mig selv. Det skal nok gå godt. Ha!

I hvert fald flytter jeg om lidt bloggen derover (til Bloggers Delight) og regner med at det også gør, at jeg er lettere at finde på Bloglovin, og at jeg får flere læsere. Det betyder også at jeg kommer til at lave flere indlæg end hidtil – SÅ hvis du kan lide hvad du læser, så sig det endelig til din ven.

Lidt om mine skriverier og ambitioner.

I sidste uge skrev jeg to linjer på Facebook om datoen d. 4. maj. Den dag hvor man sætter lys i vinduerne for at markere, at krigen sluttede, og Danmark atter blev frit i 1945. Jeg satte lys i vinduerne, og tænkte lidt på mine bedsteforældre, der oplevede krigen og alle dens grimme ansigter.

Jeg ved ikke ret meget om deres historie i den tid. Jeg ved dog lidt. Og det lidt jeg ved, er jeg ved at skrive lidt mere om. Jeg er nemlig i gang med en historie, som tager udgangspunkt i min families historie. Det er et større projekt, som jeg har været ret lang tid undervejs med, og som jeg på en eller anden måde aldrig bliver rigtig færdig med. Det er svært at komme rigtigt i gang, fordi jeg hele tiden synes jeg skal researche mere, vide mere eller bare ikke rigtig tør åbne den boks, der indeholder mine ambitioner og mit ønske om at fortælle denne historie respektfuldt.

Og nu har jeg afleveret mit første bud på et treatment til én, som er fandens god til at strikke historier sammen, og ved noget om hvordan man får læseren til at græde/grine på de rigtige tidspunkter, og jeg er pisse nervøs for hvad hun siger. Hun har ikke lige haft tid til at læse det endnu, men vil gerne mødes i løbet af ugen, hvis det er ok med mig…
Fuuuuck… Jeg er en kylling, når det kommer til præstation og ambitioner. – og det er jo helt åndsvagt. Jeg har siden jeg afleverede mine sider, fortrudt alt hvad jeg har skrevet. Jeg mener ikke noget af det. Det var bare lige rystet ud af ærmet. “Årh dén gamle historie, den har jeg da glemt alt om!”

Fokus Karen! Chin up! Stå ved det du har lavet, for du tror jo på det. JEG vil gerne det her. Uanset om kritikken bliver hård og ubarmhjertig, så må jeg jo bare rejse mig igen.

pyyyh… breathe..

Traditionen tro…

… er der weekendindlæg fra min hånd. Jeg var til fredagsbar i fredags. Og det var vildt og sjovt, og jeg var festens midtpunkt og lo og lo, og lavede high fives med alle mine unge og smarte kunstneriske venner….

… Not so much. På mit arbejde er der forholdsvis tit fredagsbar. Det er en kunstskole, så eleverne holder fredagsbar i tide og utide, og mangt en mandag morgen er startet med at lufte ud og finde frem til dem, der var ansvarlige for at gå i Netto med tomme flasker/vaske gulvene eller stille højtalerne tilbage på plads. Det er på ingen måde et problem, men kun rigtig hyggeligt, og jeg er altid en lille smule misundelig på de søde tømmmis mennesker, der glider rundt langs gangene. Jeg har som regel brugt min fredag aften i sofaen med X-factor og et sovende barn i soveværelset. Ikke så meget street over det.

Men nogle gange sker det, at jeg joiner ungdommen (Som altså ikke er SÅ meget yngre end mig!) og deriblandt altså også i fredags, og det endte på samme måde som de andre gange, hvor jeg tror, jeg kan blende ind blandt eleverne. – Det kan jeg ikke. Det bliver mærkeligt og awkward, og jeg må liste af og søge tryghed blandt mine egne på en vinbar på Vesterbro i stedet. Måske skal jeg droppe at tro, jeg kan være unge sjove Karen med eleverne på skolen? Eller også skal jeg skyde brystet (Brysterne) frem og være pisse ligeglad. Jeg tror det handler om at kende sin scene og sit publikum. Vinbarer på Vesterbro er nok mere min scene.

Pagten

Altså ikke julekalenderen! (Er det sådan en mor-skade, at man ikke kan læse det ord, uden at tænke på en DR julekalender?)

Nej det handler om noget helt andet. Jeg har nemlig lige lavet en pagt med mig selv. Jeg skal skrive minimum 10 minutter hver dag. Mails gælder ikke. Jeg skal skrive på mit projekt eller her. HVER DAG! Det er en pagt, som er vigtig at jeg overholder, for at rykke videre i mit liv. Sådan er det med pagter, de kan ikke brydes. Januar er altid en killer for mig. (For de fleste vel?) Og februar er endnu værre. Dette år er ingen undtagelse, så jeg bliver simpelthen nødt til at have nogle ting, der kan holde mig oppe. Skriveprojekter, feriedrømme, tv-serier, skønhedsprodukter, fester, besøg af venner og familie, billetter til dit og dat, og en kæmpe JA-hat, der bare blindt siger JA til alt, hvad andre foreslår mig. Ellers går jeg ned. Jeg lægger mig på sofaen og stener tv-serier og spiser chokolade, indtil forårs solen dukker frem over tagene i byen. Så står jeg op som en zombie vågnet fra de dødes land, og børster chokoladeresterne af dobbelthagerne og cykler desillusioneret ud og møder resten af verden.

Men ikke i år. I år vil jeg være på forkant. Så når 2017 foråret er over os, så er jeg i flyvende fart. Jeg er forberedt. Jeg har jo en PAGT! Ha! Det bliver SÅ sindssygt godt, at du slet ikke kan forestille dig det! Hvem var det? Det var Karen! Var det virkelig? Men hun ligner da slet ikke sig selv?? Nej, hun har haft en PAGT hele vinteren, Så nu er hun lysår foran os andre, og flyver afsted. Sådan lyder det over hele landet i april. Thats how its gonna be!

Men først skal jeg lige have set det nye afsnit af min nyeste obsession på tv-fronten, Alene I Vildmarken, for ham Levi, skal da bare sendes med den første båd hjem. For slet ikke at tale om Emil! (Ham der saaaavner kone og barn derhjemme) Argh men altså hold nu op! Tryk på knappen og få det overstået i stedet for at gå der og klynk!

Nå.. tilbage til min pagt…

Så gik der endnu en uge – med og uden skriverier

… Måske en lidt træg opstart på blogging livet igen. Pyt med det. Jeg skal nok komme efter det!
Jeg har brugt ugen på at blive klogere og lave en masse skriverier til mig selv og til verden. Eller i hvert fald på at få produceret nogle sider til mit manuskript, og har fået ideer til nye projekter. Jeg er typen der ikke kan gøre et projekt færdigt, før jeg er igang med det næste. Det betyder i realiteten, at jeg har 50 ikke-færdige projekter i min skrivebordsskuffe. Nogle af dem er geniale! Andre er lidt mere tvivlsomme. Og så er der dem som giver mig krummede tæer, fordi de er så pinlige, at jeg aldrig viser dem til nogen! (allright knowing me, ender jeg med at stille mig på en scene og læse dem højt for hvem der kunne have lyst til at grine ad dem. Og mig. Det er en form for katarsis jeg åbenbart dyrker.)

Denne uge havde jeg taget 3 dage fri fra arbejde, for at få nogle af dem videre i mit system. Jeg har et par ideer, jeg gerne vil arbejde videre med sammen med nogle andre. Og dem skal jeg rykke på. Det bliver spændende, den næste tid, for det er min ambition at det der skriveri skal blive noget mere permanent i min hverdag.

Det er det jeg bedst kan lide at lave. Altså at skrive. Så er det jo fjollet at jeg ikke gør det noget mere.

Jeg havde nogle nytårsforsætter sidste år, som indebar at jeg fik skrevet noget mere. Altså faktisk var jeg nok lige lidt voldsom ambitiøs, da jeg skrev, at jeg både ville have udgivet en digtsamling, en roman og et manuskript, men hvis man sigter efter stjernerne… ender man på månen? eller hvordan er det nu det er? Anyways. Jeg har nu skrevet en hel masse, og jeg skal lige samle det i nogle læselige bunker, og så sender jeg det til kloge mennesker der kan hjælpe mig videre. OG så sidder jeg jo her og skriver på min blog, som har fået et fint nyt udseende! Det er da også noget.
Jo- Der sker lidt i min skriveverden.

Older posts