Smælder med pisken og de røde strømper!

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke får skrevet så ofte herinde for tiden. Årsagen skal findes i mit sidste indlæg, der proklamerede, at jeg nu er voldsomt aktivt jobsøgende og samtidig ramt lige i fjæset af job. Det er et paradoks, der levner lidet tid til blogskrivning.

Men alt det vil jeg lade ligge et øjeblik, for jeg er nemlig blevet indigneret, og det må jeg hellere komme ud med inden det forsvinder igen. Ja, jeg jo som bekendt ikke så vanvittig god til det der med vredesudbrud.

Men det, der har gjort mig indigneret, er den der kampdag, der lige har passeret. Eller faktisk er det ikke kampdagen i sig selv, men det der er at kæmpe for.

Jeg er TRÆT af (Så nu ruller den!) at de emner, der af den ene eller anden grund ligger lige udenfor de fleste mænds interessefelt bliver pakket ind i undskyldninger og latterliggørelse, bare fordi mænd ikke kan se mening i det.
Ja, jeg blev lige lidt rød i strømpen der.
Forleden så jeg i Go’aften Danmarks daglige paneldiskussion at tre kloge kendisser blev rørerende enige om, at det værste man kunne læse på Facebook, var opdateringer fra mødre, der skrev om deres børn. Og puha tænk sig de kvinder der overlod deres profilbillede til de børn der!
Og når seje kvinder i muntert lag en sjælden gang indrømmer, at de faktisk læser artikler med overskriften “Sådan får du forårsklare ben” eller “10 tips til at få sommerhår som Jennifer Aniston”, skal det ironiseres og pakkes ind, hvis der er mænd til stede. For Gud forbyde at vi nogen tror vi er tøsede og useriøse.

Men jeg hører altså ingen mænd undskylde, at deres seneste statusopdatering lød “Så skal der hentes 3 point i weekenden. Kom så Arsenaaaaaal!” Eller komme med pinlige bortforklaringer over at EB.dk og Bold.dk dukker frem som senest besøgte sider på arbejdscomputeren.

Folk benytter rask væk billeder af solnedgange i Thailand, selvportrætter taget i strakt arm og grynet kvalitet, kaffekopper i modlys og andre madvarer som profilbilleder, men et billede af afkom i fastelavnstøj er useriøst. Hvorfor? Fordi det mest er kvinder, der poster den slags billeder. Det er mødrene der skriver om børnenes influenza, tabte tænder og første skoledag. Hvorfor spørger jeg lige igen? (For jeg var jo indigneret, husk det) -Fordi det fylder så satans meget i vores liv, og det skal vi da være stolte af!

Vi kan jo bare slette eller sige net tak til opdateringerne, hvis vi synes at andres børn er kedelige. Det gør jeg selv uden at blinke, og jeg forventer at andre gør det samme, hvis de ikke gider mine opdateringer. Men jeg vil altså ikke skjule at det at være nogens mor fylder temmelig meget i mit liv, for det er det vildeste jeg har gjort i mit liv. Men jeg mistede ikke hjernen ved at blive mor.

Jeg foreslår at kvinder der ikke synes de har andet at kæmpe for (for det der med ligestilling og kvindekamp er jo noget, der hører til nede i 70erne, som en veninde skrev i fredags (?!)) begynder at tale sig selv lidt mere op i stedet for ned. Også når der er mænd til stede.
Man kan jo altså godt være både sej, intelligent og samfundskritisk OG se genudsendelser af Sex and the City, døje med tørre hårspidser og vise billeder af barn på slæde på sociale medier. Det er i mine øjne det, der definerer en sej kvinde.

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Det der jeg ikke er så stolt af

Jeg forsøger at være et stort menneske. Sådan én der kan glæde sig på venindens vegne, når hun fortæller, at hun har fået masser af penge tilbage i skat og vil bruge pengene på at rejse jorden rundt i 5 måneder, inden hun vender tilbage til det der nye velbetalte job, hun også lige har landet. Så er det, at jeg gerne vil være hende, der bryder ud i spontan jubel og klapper hende på skulderen og siger, at hvis nogen fortjener det, så er det da hende, og gid at det må gå hende vel i mange mange år.
-Og det gør jeg da også. Jeg kan bare ikke gøre det uden først at sluge den der klump i maven, der instinktivt giver mig lyst til at ruske hende, mens jeg skriger hende ind i hovedet; “Neeej! Det var MIG der skulle have det job, og MIG der skal rejse, og MIG der ikke skal kæmpe med latterlige restskat! Det er MIG der har fortjent det! MIG!”

Jeg har altid set det som en af mine kvaliteter, at jeg ikke dyrker misundelse og jeg brokker mig ikke og jeg klynker ikke. Jeg kan godt unde andre medgang, selvom jeg selv står i stampe. Men på det seneste er det blevet lidt svære end det plejer. Og jeg ved egentlig godt hvorfor… (Trækker vejret ind) Here goes:

Jeg har ikke kæmpet nok. Jeg gør ikke alt, hvad jeg kan for at komme i arbejde. Jeg nasser på systemet, fordi jeg ikke kan tage mig sammen.
Puha der slap den ud den grimme satan. Jeg ved det godt, og jeg er bestemt ikke stolt af det. I løbet af det sidste år har jeg brugt mine kræfter og energi på at pudse næsen og fjerene og dyrke lidt for meget at være et sølle offer for systemet og følt mig snydt over, at det der ‘fucking life’ ikke har holdt, hvad det lovede. Jeg har brokket mig over, at jeg ikke fik et job hældt ned i halsen, for det havde jeg da fortjent. Og hvis bare jeg havde det, så skulle jeg nok klare alt det andet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Til alle de veninder, der ikke har fået en jubeldans fra hjertet, da de fik nye job, tog på rejser, fandt kærester, fik børn og penge tilbage i skat. Undskyld! I har virkelig fortjent det! Alle sammen.
Jeg vil også gerne sige undskyld til alle jer, der er i arbejde og har betalt al jeres skat, for at jeg har rodet rundt i min egen navle og ikke kæmpet med overskud og åben pande for at løfte i flok sammen med jer. Jeg lover at arbejde til jeg er 80, så jeg kan betale det jeg skylder i fælleskassen tilbage.

Nu strammer dagpengenettet til om mig og det har jeg fortjent. Det er fuld berettiget at jeg er kommet helt herud, for jeg har selv ladet det ske, og det ligner ikke mig. Jeg har ladet stå til, og krøbet sammen og ventet på at nogle andre tog affære. Jeg har søgt de job jeg skulle, men jeg har jo ikke rigtig kæmpet for det.
Det er slet ikke mig. Sådan er jeg jo ikke. Jeg plejer jo selv at tage affære.

Og det gør jeg nu. Inden måneden er omme har jeg fundet mig et job, fordi det skal jeg. Jeg er god med kniven for struben, det har jeg altid været. Det er på tide, at jeg rejser mig og finder den Karen frem, jeg altid har været. Hende der er stolt.

At spytte i kassen

Jeg forestillede mig, at jeg skulle skrive et langt indlæg om noget med små børn, der er alene i verden, og noget om verdens fattigdom, som bare bliver værre og værre. Men de små børn har jeg så svært ved at skrive om, fordi jeg synes, det er synd for ALLE, og jeg græder som pisket, bare jeg ser 5 minutter af den forfærdeligt dokumentar, som alle taler om.
Jeg kan pr definition ikke klare at se på små børn der græder, og jeg kan slet ikke holde ud at se forældre, som gerne vil hjælpe, men ikke kan finde ud af det.
Og jeg kan slet slet ikke holde ud, at et samfund som vores ikke kan magte opgaven at hjælpe de forældre og de børn, der har brug for det. Uanset om det er adopterede børn, flygtningebørn eller fattige familier, hvor forældrene ikke kan finde ud af at prioritere rigtigt.

Men hvad jeg absolut ikke kan klare er (er der mere? Ja, det er der!), at der er et tv-hold, der filmer det hele og kalder det dokumentar… Det handler om historiefortælling og er ikke virkelighed. Jeg bliver så ked af det, når folket går amok og kræver ofrer op skafottet. “Fyr den læge!” “Send børnene hjem!” “De forældre burde skydes!” – Det ødelægger så voldsomt meget for alle.
Der har siddet en instruktør og en producer (og en hel masse andre) og skåret fra og sat sammen, så historien bliver mest interessant og personerne kommer til at fremstå sådan, som de gerne vil have dem til. Ikke som de er i virkeligheden, for det er kedeligt og uspændende at kigge på. Så når vi ser en læge sige “Der er ikke mere at gøre, jeres datter er død, overvej organdonation” eller en mor sige: “Lad os bare være ærlige, min datter er en nitte” – så er der en grund til at netop de klip har fået lov til at komme med i filmen. Det er dem der skaber flest følelser hos publikum, men det er altså ikke hele sandheden. Mange tanker, handlinger og snak har gået forud, som vi ikke har indblik i. Det er en kæmpe fejl at se bort fra den effekt det har på mennesker, at der er et kamera, der følger alt hvad de gør. Ingen kan være helt sig selv, og ingen kan tåle at blive redigeret af fremmede mennesker med en historie for øje. Også selvom historien er vigtig.

Nå, men det var det, jeg forestillede mig at skrive om. Men jeg kunne ikke (?!) For hvad forskel gør det, at jeg sidder her i min varme stue (den er faktisk slet ikke så varm.. jeg ved ikke, der er vist et eller andet med radiatoren..) og peger fingre ad et system, der nogle gange ikke fungerer optimalt. Og ad nogle medier, der har et ansvar… Nææ jeg må hellere gøre noget. Hjælpe dem jeg kan se trænger, for det er jo i bund og grund det, der er det store ideologiske mål med de dokumentarfilm, der får vores hjerter til at briste. At vi skal gøre noget. Rejse os.
-Nej det er nu også så meget at forlange. Har trods alt lige skænket mig en kop kaffe. Men jeg kan da sende nogle penge via nettet til nogle, der har brug for det.
Jeg har besluttet at jeg vil donere en skærv til fattige familier i Danmark, så de kan få en dejlig jul. Julegaveregn.dk har nu fået en SMS fra mig. Og så vil jeg sende lidt afsted til nogle børn i Afrika… men hvilke??
Hvor og hvordan hjælper jeg bedst?

Min seje veninde!

Jeg har en virkelig sej veninde. Ok jeg har mange, men Janni er helt exceptionelt sej. Hun er mor til Aksel (og Eskild), som udover at være den smukkeste søde dreng, også er autist. At finde ud af at ens perfekte lille barn er handicappet, er en sorg som alle mødre kan sætte sig ind i. Men det bliver jo ikke ved med at være en sorg, for barnet er jo stadig det lille perfekte menneske, man har skabt, og så må man lære at indrette sig efter andre regler. Janni og Mads har være pisseseje til netop det. Hun har kæmpet mod og med systemet, og jeg har så meget respekt for, at hun og hendes mand formår at være den glade positive familie, de bare er.

Jeg er sådan en kylling, der får svedperler på overlæben bare af at tale med pladsanvisningen, men hun har kæmpet sig til en udredning og en specialplads, samtidig med at hun har haft fuldtidsarbejde og en familie at passe. Jeg er fuld af næsegrus beundring!

Nu har hun åbnet sin egen blog, hvor hun fortælle om stort og småt i en familie med et handicappet barn. Hun deler ud af sine erfaringer og skaber et forum for andre forældre med børn, der ikke falder ind i “normalgruppen”. Jamen jeg siger det lige igen: Hun er for sej!

Kig ind på siden, og send den videre til dem I kender med handicappede børn.

    Newer posts