Hende med meninger om hashtags

Der er simpelthen så meget, jeg har lyst til at kommentere på for tiden, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Er verden ved at være fuldstændig bindegal, eller er det bare der, jeg kigger hen? Eller.. måske skal jeg tage det som et tegn til at jeg skal åbne munden, og fortælle alle hvor skabet skal stå. Jeg ved det nemlig.

#detkunnehaveværetmig …Næ, det kunne det så strengt taget ikke. Jeg er nemlig ikke læge, og jeg har gudskelov aldrig stået i en situation, hvor min beslutning har afgørende betydning for, om folk lever eller dør. (Udover selvfølgelig når jeg sætter mig bag rettet i en bil, men det er jo ikke det, det handler om her) Men #detkunnehaveværetmig har gået sin gang på de sociale medier blandt alle mine lægevenner de sidste uger. Et hashtag der skal skabe opmærksomhed omkring lægernes (og de andre lægefaglige folks) helt urimelige arbejdsvilkår. Og deres angst for som enkeltperson at kunne blive stillet til ansvar for et system, der ikke bakker op om deres faglighed. Jeg bliver bekymret, når lægerne råber op og fortæller om, hvad besparelser og øget pres på dokumentering og implementering af nye sundhedssystemer gør ved et menneske, der står med ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer. Jeg har forholdsvis mange læger i min vennekreds og fælles for dem alle er, at de brokker sig ALDRIG. Og da slet ikke på de sociale medier. Når de så gør, som nu, bliver jeg bekymret.

Jeg har endnu aldrig selv været patient på et hospital (udover da jeg fødte), men har utallige gange været pårørende, og lagt al min tillid i hænderne på uddannede fagfolk. Jeg bliver NØDT til at kunne stole på, at de får de absolut bedste betingelser til at udføre deres arbejde.

#metoo er også et hashtag, der kører på fuld sving rundt på de sociale medier lige nu. Jeg har selv valgt at lægge det på min status, fordi jeg for et års tid siden var udsat for et overfald, der satte dybere spor, end jeg sådan lige ville være ved. Ja, jeg er både voksen og tækkelig klædt og intelligent og alligevel følte jeg mig skamfuld, lillebitte og tænkte over om det måske lidt var min egen skyld, selvom det absolut ikke var det.  Jeg synes, det er et fuldstændigt vanvittigt vilkår kvinder har, at det er hvad der kan ske. I mørke gyder, i nattelivet, i situationer hvor man er alene med en mand, man ikke kender. Eller med en mand man kender. Det sker. Også for de kvinder du kender. Så vi tager forholdsregler. Vi lærer det fra barnsben; gå aldrig alene hjem, lad ikke din drink ude af syne, vær opmærksom på dine omgivelser, sådan forsvarer du dig, sådan holder du dine nøgler i hånden, så de kan gøre mest skade på en eventuel overfaldsmand. osv. osv. Det er også noget jeg skrev om 8. marts her. Fordi jeg synes det er vigtigt.

… Og nu er jeg helt forpustet over at mene noget om hashtags, men også dejligt lettet over at deltage i diskussionen. Jeg er med på alt, hvad nogen nogensinde taler om!

img_5827

 

På en dag som denne…

…Tænker jeg over, hvad det vil sige at være kvinde. Hvad er det vi har til fælles, som mændene ikke har? Ud over menstruation og lange toiletkøer. Uanset om man er vokset op i Allingåbro, Brønshøj, Napa Valley eller Addis Ababa i Etiopien, er der en ting som alle piger og kvinder er sig meget bevidste, fra de er helt små; Vores egen sårbarhed over for seksuelle krænkelser. Vi er alle blevet opdraget med, at vi ikke skal gå alene hjem en sen aften, at vi skal passe på, hvad der kommes i vores drink, og tage os i agt for de store stygge ulve, om det er på rideskolen, i håndboldklubben eller i nattelivet. Vi har lært the basics i selvforsvar, knytter nøglerne i hænderne på den der måde, som vi har lært, og vi har talt i tlf med veninder og venner hele vejen hjem, fordi det gav os tryghed.

jeg var ikke mere end et stort barn første gang jeg oplevede, at en voksen mand råbte efter mig på gaden, at jeg havde lækre ben. jeg var måske 12 år og anede ikke hvad i al verden det vil sige at have lækre ben??

I sommer var jeg en uge i Portugal alene. Jeg har rejst alene før, og har altid elsket det. Det er friheden til at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, og den ro det at vide, at jeg kan trave rundt i nøjagtig det tempo, der passer mig, der er så tiltrækkende ved at rejse alene. Man oplever tingene på en helt anden måde.

Men det har også begrænsninger at rejse alene kvinde. Jeg kan ikke sætte mig på en restaurant, cafe eller bar uden der kommer mænd hen for at tale med mig. (Og nej, de er ikke interesseret i at vide hvem jeg er, men i at vide, om jeg er single, er her alene og om de kan få mit telefonnr.) Jeg passer på ikke at gå alene ud om aftenen, og jeg opfører mig generelt lidt mere påpasselig, end jeg gør herhjemme.

I Portugal i sommerferien skete der så alligevel noget, der fik mig til at føle mig sårbar og helt magtesløs. Jeg blev overfaldet. Jeg havde besluttet at spare 50 euro og tage bussen i stedet for en taxa til lufthavnen, selvom det betød, at jeg skulle gå fra mit hotel kl 6.00. På vejen hen til bussen, gik jeg et kort stykke på en øde vej, og pludselig mærker jeg en arm stramt om min hals og en hånd i mellem mine ben. Jeg blev so to speak temmelig hårdhændet “grabbed by the pussy”. Han fik mig væltet bagover, og i faldet fik jeg en hudafskrabning på min fod og hånd. Det var det. Han nåede ikke at gøre mere, for jeg skreg af mine lungers fulde kraft så højt og længe som jeg overhovedet kunne. Jeg tror, han blev forskrækket over, hvordan denne dame ingen blu havde og satte i med det eneste selvforsvar, jeg kunne mønstre. Skrig! Så han løb.

Bagefter fortsatte jeg grædende og rystet de knap 200 meter hen til bussen, hvor der stod to mænd og ventede på bussen. De gjorde intet. Den ene vendte bogstavligt talt ryggen til mig, da jeg begyndte at fortælle, hvad der lige var sket (selvom de helt åbenlyst havde hørt mig skrige) og den anden tog det som en invitation til at flirte og fortælle, at han var vild med skandinavien og en gang havde været i Norge. Jeg var SÅ alene i verden indtil en beruset walisisk pige kom, og spurgte om jeg var ok og gav mig et kram.

Min historie er harmløs. Der skete jo ikke noget. Ingen voldtægt, ikke andet end et par hudafskrabninger og en klam følelse i kroppen. Men den følelse sad der længe. Alt for længe. Jeg var i månederne efter bange for at gå ud om aftenen, og blev meget let forskrækket, hvis nogen kom for tæt på mig bagfra. Jeg har heller ikke sådan helt vildt lyst til at rejse alene igen.

Men det mest tankevækkende ved hele den her historie er, at jeg i sekundet hvor jeg mærker armen om min hals tænker: “Så nu sker det!” Det som jeg hele mit liv mere eller mindre bevidst er blevet forberedt på og advaret mod.

For det er vi kvinder. Vi lærer at være på vagt. Ikke at klæde os for udfordrende. Ikke at tale med fremmede mænd. Vi scanner øde gader og mørke kroge helt uden at tænke over det. Fordi vi ved, at det er en mulighed. Nogen kan tage den beslutning at vóldtage os, og der er ikke noget vi kan gøre ved det.

Men fanden tage mig, om jeg vil lade en idiot i Portugal ødelægge min frihed til at rejse alene, og gå ud om aftenen og iklæde mig små sommerkjoler. Vi skal fandeme kæmpe for vores frihed, kvinder!! Både for kvinderne i Brønshøj, Allingåbro og Addis Ababa!!

I agree to disagree..

Jeg har liiige noget, jeg gerne vil sige. Det handler om den kronik af Ditte Giese i Politiken, som alle poster og liker på Faceren. Den der om at vi kvinder har for travlt.

Jeg bliver lidt stram, hver gang der skydes med skarpt (eller løst) på småbørnsforældre (Mødre). For det er jo ikke fordi, der ikke er skyld nok på vores tallerken. Nu må vi heller ikke bruge Doodle længere! Vi har for travlt til at være spontane med veninderne. Der er nogle, der synes vores liv er kedeligt sammenlignet med dem i 20’erne uden børn? Jamen altså jøsses.

Det er så pikke svært (pardon my french) at få hverdag og weekender til at hænge sammen (både for par og singleforældre), og jeg tror hovedårsagen skal findes i, at vi nægter at give slip på noget som helst. Vi vil gerne være den samme dygtige dedikerede og ambitiøse medarbejder, vi var før vi fik børn. Vi vil gerne være den sjove, sexede frie kvinde vores mænd forelskede sig i. Vi vil for alt i verden gerne være den seje, nærværende og sjove veninde, som vi var før de der børn kom. Men BIG news; De der børn fylder altså det hele, når de først er her.

Og endnu bigger news: De fylder, fordi vi gerne vil have dem til at fylde. De fleste kvinder jeg kender, får børn fordi de rigtig gerne vil have børn. (Ok, det er en påstand, jeg overhovedet ikke har belæg for, men work with me) Altså vi vil gerne bruge tid sammen med dem, vi vil gerne gøre vores allerbedste for dem, og vi vil gerne have, at de har det godt langt det meste af tiden.
Det er DERFOR, at vi pludselig vælger at tilbringe onsdag eftermiddag på at lægge puslespil på gulvet, eller se et barn hoppe i vandpytter på en legeplads i stedet for at drikke spontane drinks med vores veninder. Den der fredagsbar virker bare helt uoverskuelig, når mindste-pigens grin ligger lige i baghovedet og man ikke har hørt det i en uge.

Jeg siger bare; Det kan godt være, at det ser ud som om alle kvinder bliver bredrøvet og kedelige i det sekund de får børn. Og det for en tid bliver umuligt at lave aftaler med dem, fordi de falder i søvn efter kl 24, men hjælp os nu lige lidt i stedet for at pege fingre. Vi gør alt, hvad vi kan for at være det hele. Det kan man bare ikke, så nogle gange kan det være en kæmpe hjælp at aftale “spontane” kaffeaftaler, drinksaftener og bioture langt ude i fremtiden. Gerne med hjælp fra Doodle. Så har vi noget at se frem til, og vi føler at vi ikke er helt så bredrøvede, som alle de andre (dem der slet ikke får svaret på den der doodle).

Men give us time! Vi er stadig de gode veninder inde under alle de andre kvinder vi også gerne vil være.

Om at være en læsehest.. eller pony

Jeg læser utrolig mange bøger.

– Nej det gør jeg så ikke, men jeg vil gerne. Jeg tror ikke, der er mange singlemødre med et barn på snart to, der vil havne i kategorien “læser mange bøger” på en liste… over øh.. hvor mange bøger man læser. (Virkelig åndssvag liste)

Nå, men jeg læste ENGANG rigtig mange bøger. Jeg startede på Nordisk Sprog og Litteratur alene fordi jeg tænkte, at der måtte man læse mange gode bøger. Jeg overvejede selvfølgelig også Litteraturhistorie, men så var der én, der sagde til mig, at det var maarjet svært, og at man også skulle læse kedelige bøger på tysk, så jeg valgte Nordisk. (Ja, jeg har aldrig været én, der tog sådan en udfordring op.) Jeg ville bare læse gode bøger. Ikke svære bøger.

Da jeg var barn læste jeg rigtig meget. Jeg pløjede hver en bog på biblioteket igennem, og havde konstant 5 bøger liggende på gulvet ved min seng. (Man måtte max låne 5 bøger på skolebiblioteket, så det lånte jeg.) Og så kom bogbussen én gang om ugen, hvor jeg også kunne hente mit bogfix.

Bogbus

Jeg kunne bedst lide at læse sørgelige bøger. Noget med død og fattigdom og børn der lider var mine yndlings. Narj, ikke så meget fantasy eller krimi lit til mig. Død og tunge tårer. Why? Jeg var vel et beskyttet barn, der måtte lære om livets hårde sider gennem litteraturen. Eller også havde jeg bare en syg interesse i andres armod. Melankolsk var det i hvert fald, og jo sortere og mere trist det blev jo bedre.

Men i virkeligheden læste jeg alt. ALT. Jeg læste knaldromaner fra kiosken (min yndlings handlede om en elitesvømmer fra Midtvesten, der flyttede til Californien og forelskede sig i en handicappet footballspiller. Oh yes en handicappet!) til biografier om danske kendisser. (I en alder af 10 vidste jeg skræmmende meget om Janni Spies og Githa Nørby. Jamen Janni er i virkeligheden fra Herlev! Lidt armod lige der) Jeg læste også Anne Franks Dagbog (opfyldte til fulde mit krav om død og fattigdom) og en biografi om Peter Sabroe (Børn der lider, tjek! død, tjek!)

Åh! Der var også den om de fem fattige børn, hvis mor dør, og de bliver bortadopteret til forskellige familier rundt om i USA. “Spredt For Alle Vinde” tror jeg den hed. Nøj den var god! Jeg græd, da den sluttede og blev henrykt, da jeg fandt ud af, at det var en serie! Min mor hjalp mig med at bestille de næste bøger hjem, og jeg cyklede ned i bogbussen og hentede dem. Det var fantastisk! (Jeg cyklede ikke. Var et dovent barn)

Den glæde ved at slippe alt og glide ind i en anden verden, håber jeg at min datter får med. Jeg vil ikke bytte den for noget, og jeg finder den stadig i dag, når jeg læser, går i biografen eller ser serier. Jeg elsker det og planlægger gerne hele weekender uden barn, hvor jeg forlader denne verden til fordel for en anden, som nogen har fundet på. Og det er min plan i næste weekend.

Lige nu læser jeg Jonathan Frantzens “Corrections” (Jeg ved ikke hvorfor, jeg skriver titlen på engelsk. Jeg læse den altså bare på dansk) Jeg læste “Freedom” (også på dansk) for et par år siden, og var helt solgt. Den var så velskrevet og så letflydende at karaktererne bliver mine venner og deres problemer er mine. Jeg kender dem alle sammen, og jeg kunne rigtig godt lide, måden han vælger at beskrive en familie fra alle medlemmernes synsvinkler. En virkelig god bog, som jeg anbefaler til alle jeg kender.
Korrektioner er lidt langsommere synes jeg, men med samme dybe karakterkendskab. Det er et stort minus for en ukoncentreret læser som mig, at der ikke er nogle kapitler. Jeg kan ikke finde naturlige steder at holde pauser, så jeg bliver en lille smule stresset, når jeg læser den. Men jeg forventer mig meget af den, når jeg nu i weekenden tager et langt stræk og bliver væk i den. Uhmm jeg glæder mig til weekenden!

Smælder med pisken og de røde strømper!

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke får skrevet så ofte herinde for tiden. Årsagen skal findes i mit sidste indlæg, der proklamerede, at jeg nu er voldsomt aktivt jobsøgende og samtidig ramt lige i fjæset af job. Det er et paradoks, der levner lidet tid til blogskrivning.

Men alt det vil jeg lade ligge et øjeblik, for jeg er nemlig blevet indigneret, og det må jeg hellere komme ud med inden det forsvinder igen. Ja, jeg jo som bekendt ikke så vanvittig god til det der med vredesudbrud.

Men det, der har gjort mig indigneret, er den der kampdag, der lige har passeret. Eller faktisk er det ikke kampdagen i sig selv, men det der er at kæmpe for.

Jeg er TRÆT af (Så nu ruller den!) at de emner, der af den ene eller anden grund ligger lige udenfor de fleste mænds interessefelt bliver pakket ind i undskyldninger og latterliggørelse, bare fordi mænd ikke kan se mening i det.
Ja, jeg blev lige lidt rød i strømpen der.
Forleden så jeg i Go’aften Danmarks daglige paneldiskussion at tre kloge kendisser blev rørerende enige om, at det værste man kunne læse på Facebook, var opdateringer fra mødre, der skrev om deres børn. Og puha tænk sig de kvinder der overlod deres profilbillede til de børn der!
Og når seje kvinder i muntert lag en sjælden gang indrømmer, at de faktisk læser artikler med overskriften “Sådan får du forårsklare ben” eller “10 tips til at få sommerhår som Jennifer Aniston”, skal det ironiseres og pakkes ind, hvis der er mænd til stede. For Gud forbyde at vi nogen tror vi er tøsede og useriøse.

Men jeg hører altså ingen mænd undskylde, at deres seneste statusopdatering lød “Så skal der hentes 3 point i weekenden. Kom så Arsenaaaaaal!” Eller komme med pinlige bortforklaringer over at EB.dk og Bold.dk dukker frem som senest besøgte sider på arbejdscomputeren.

Folk benytter rask væk billeder af solnedgange i Thailand, selvportrætter taget i strakt arm og grynet kvalitet, kaffekopper i modlys og andre madvarer som profilbilleder, men et billede af afkom i fastelavnstøj er useriøst. Hvorfor? Fordi det mest er kvinder, der poster den slags billeder. Det er mødrene der skriver om børnenes influenza, tabte tænder og første skoledag. Hvorfor spørger jeg lige igen? (For jeg var jo indigneret, husk det) -Fordi det fylder så satans meget i vores liv, og det skal vi da være stolte af!

Vi kan jo bare slette eller sige net tak til opdateringerne, hvis vi synes at andres børn er kedelige. Det gør jeg selv uden at blinke, og jeg forventer at andre gør det samme, hvis de ikke gider mine opdateringer. Men jeg vil altså ikke skjule at det at være nogens mor fylder temmelig meget i mit liv, for det er det vildeste jeg har gjort i mit liv. Men jeg mistede ikke hjernen ved at blive mor.

Jeg foreslår at kvinder der ikke synes de har andet at kæmpe for (for det der med ligestilling og kvindekamp er jo noget, der hører til nede i 70erne, som en veninde skrev i fredags (?!)) begynder at tale sig selv lidt mere op i stedet for ned. Også når der er mænd til stede.
Man kan jo altså godt være både sej, intelligent og samfundskritisk OG se genudsendelser af Sex and the City, døje med tørre hårspidser og vise billeder af barn på slæde på sociale medier. Det er i mine øjne det, der definerer en sej kvinde.

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Older posts