afsnit 3: Single-city-girls

Jeg bliver simpelthen nødt til at få os ud af denne her misere.. Jeg efterlod mig selv siddende i vores fælles stue med en baby på armen og kæmpe mælkefyldt brystparti og den nye titel: enlig mor. Efter at have tilbragt to måneder på mit barndomsværelse hos mine forældre, var det tid til at se realiteterne i øjnene, og finde mig et hjem til mig og min datter. Min far tilbød generøst at vi kunne finde et lille hus til mig i nærheden af dem, så de kunne hjælpe mig med babyen og jeg ikke skulle være alene. Den tanke havde slet ikke strejfet mig. Jeg følte mig overhovedet ikke alene. Det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Dels fordi min datters far aldrig har trådt væk fra barnet (kun mig… jep. Det var en fed følelse…) men også fordi alle mine venner, straks viste at de var der for mig, og tilbød al slags hjælp. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg skulle tilbage til København og have mit eget liv op at køre igen.

Det var den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv og min datter. At flytte tilbage til København, hvor mine venner var og hvor byens liv, gør at jeg aldrig føler mig alene. Vi har fandeme haft et dejligt singleliv sammen min datter og jeg. Ok. Det lyder måske forkert, men jeg har i den grad nydt at være singlemor, og jeg kan tage mig selv i at savne den titel og den identitet. Jeg har skrevet om mit liv som singlemor før, ja altså faktisk det meste af bloggens indhold er om mit liv som singlemor, så det vil jeg ikke dyrke så meget her, men i stedet kigge lidt på, hvordan min single tilværelse var. Og hvad skete der egentlig med den der kærlighed.

Jeg brugte det meste af et år, måske længere på at sørge over mit forliste parforhold. På ikke at forstå. På at være vred. Jeg kan huske, at jeg havde samtaler med mine veninder, der mente at jeg burde være hævngerrig og hånlig, og i det mindste holde ham langt uden for mit liv. Men det kunne jeg ikke. Jeg vidste, at stod han en dag uden for min dør med hatten i hånden og bad om tilgivelse, ville jeg tage ham ind med det samme, uden så meget som at stille spørgsmål til, hvor han havde været, og hvorfor han gik. Jeg havde et stort behov for at vi kunne være forældre sammen. Men det gjorde han ikke. Han kom ikke med hatten i hånden, og jeg besluttede på et tidspunkt at jeg heller ikke kunne vente på, at han gjorde det. jeg måtte jo også videre med mit liv. Så jeg begyndte lige så stille at date igen. Bare sådan i det små. Takkede ja til kaffeaftaler, som blev til drinks og det der følger med. Det var fint og godt og jeg mødte en masse spændende mennesker, men der var ingen, der slog benene væk under mig. Jeg er vitterligt ikke så let at slå benene væk under, og slet ikke, når jeg har besluttet mig for, at mit liv leves bedst som singlemor.

For jeg havde det virkelig ret godt alene. Det var mig der var den voksne, og er der beslutninger der skal tages, er det mig der tager dem. uanset om det er beslutninger, der handler om blød eller hård tandbørste, eller om sengetider, sukkerpolitik, opdragelse, legeaftaler, sygdom, vurdering af eksem i knæhaserne, så var det mig der var den. Altid. Det var mig der afleverede i institution, og det var mig der hentede. Der var ingen aftensarrangementer i den periode, for det var også mig, der puttede og sad vagt hver aften. Og det var HELT ok. Jeg havde det godt og trygt i mit liv, og havde ikke lyst til at nogen anden skulle komme ind og vippe den båd.

I den periode (på ca 5-7 år) havde jeg et godt og eksemplarisk venskabsforhold til mit barns far. Jeg fulgte med i hans liv fra sidelinjen, og jeg involverede ham i mit liv med det, jeg synes han skulle være med i (I min datters liv har han selvfølgelig altid været involveret i det meste.)

 

 

Det er sådan, jeg går og har det..

Jeg har min helt egen blog. På den kan jeg skrive lige hvad jeg vil. Jeg kunne skrive om alle de irriterende ting, jeg synes verden er fuld af. Folk der  ikke kan se ud over deres egen næselængde. Folk der generaliserer på ting, de ikke ved noget om. Folk der føler sig snydt, når det går andre godt. Men det ville være en kedelig og negativ blog, og jeg ville få det virkelig dårligt over at fokusere på den slags, hver gang jeg satte mig ved computeren for at skrive. På den anden side, ville jeg også føle, at jeg skrev om noget “rigtigt”, fremfor bare at skrive om min egen uinteressante hverdag. Men det gør jeg ikke. Jeg skriver ingenting. For hver gang jeg sætter mig for at skrive, er der noget andet, jeg hellere vil skrive om. Eller også er der en stemme i mit hoved, der siger: ” Hvorfor i alverden skriver du det her? Skulle du ikke hellere skrive noget andet? Noget sjovere?” Og sådan dræber man enhver lyst til at gøre noget som helst i denne verden. Dette blogindlæg har været flere dage undervejs. Uger måske.

Åh hvor jeg trænger til forandringer. Jeg trænger til at tage skeen i egen hånd og styre mit eget skib. (med en ske… åbenbart) Jeg drømmer om at have en hverdag, hvor jeg mærker hver dag, at jeg rykker mig. At jeg LAVER noget. Noget kreativt, og udfordrende. Jeg keder mig helt enormt meget i min hverdag, men jeg er alt for bange, til at gøre noget ved det. Jeg er hundeangst for ikke at kunne kom op af den sump igen. Min hverdag er hyggelig. Det er stille og roligt, der er ingen udfordringer, der er for store, og der forventes ikke noget af mig, som jeg ikke kan indfri. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke er god nok til de opgaver, der ligger på mit bord. Det er jo sådan set godt nok, ik? Er det ikke sådan man gerne vil have det? Jeg ved det ikke. Jeg finder en god tryghed i at min løn kommer ind hver måned, og at jeg har nogenlunde overblik over, hvad jeg har til mig selv hver måned. Det er ikke meget, men det er heller ikke lidt. Fint nok.

Fint nok. Det er hele mit liv. Fint nok. Jeg er ved at kaste op over fint nok. Hvordan kommer jeg ud af Fint nok?

Mit tvivlsomme forsøg på at løfte blikket har hidtil været at svælge i de andre bloggeres chiagrød med blåbær og events for dit og dat. Jeg skæver misundeligt til journalister og forfattere, der helliger sig det skrevne ord. Jeg fascineres af skuespillere og performere og foredragsholdere, der går på scenen og brænder for deres job.  Og jeg suger til mig fra dem jeg ser i min hverdag,  der kæmper med næb og klør og liv og død for en kreativ ide. Jeg bliver inspireret af gør-det-selv kvinder, der smækker turbo på deres arbejdsliv, eller kaster sig ud i kreative eventyr. Jeg drømmer om selvstændighed og et frit arbejdsliv, men jeg frygter stress, fattigdom, ensomhed og lavt selvværd.

Hvad gør jeg ved det? Hvad er mit næste skridt? Well, til en start har jeg flyttet rundt i min lejlighed, for at gøre plads til at min lejlighed kan rumme en voksen mere, end blot min datter og jeg.  Ja. Det er nemlig også sådan, jeg går og har det. Parforholds-agtigt. Og det føles rigtig godt. Det at flytte rundt og rydde op og ud, gør at jeg trods alt føler, at jeg er på vej et sted hen. At beslutninger bliver taget af MIG. Omend det indtil nu er beslutninger om, hvorvidt jeg skal stille en potteplante på reolen eller på gulvet foran reolen, så gør det en forskel, og jeg kan mærke, at jeg ændrer noget. I hvert fald lidt. (ren Marie Kondo. Blogger inspiration, du ved.)

Det er små skridt. Alt for små skridt, men der er sådan, jeg går og har det lige nu.

Ting jeg kunne skrive om, hvis jeg ville holde liv i bloggen

Tænk at der stadig er nogle, der læser med her, når jeg nu er så fraværende. Det er jeg nærmest stolt og rørt over. Det går tydeligvis ikke helt så godt med at tage livet af bloggen jvf. indeværende blogindlæg. Det bliver en langsom død kan jeg mærke, og det er vist helt som det skal være. Jeg mærker stille og roligt, at det faktisk er lidt vigtigt for mig, at jeg skriver. Både fordi jeg har jo en overflod af utrolig vigtige ting, jeg må læsse af et sted. Men også fordi jeg må finde mig et sted at tjene nogle ekstra penge, da jeg næsten har brugt denne måneds budget allerede, og det er jo ikke fordi det er en sparemåned, vi går ind i lige om lidt.

Skriverierne må være den eneste vej frem! Det er enten at skrive den roman færdig eller at forpuppe mig på sofaen med Netflix og en flaske billig vin, og  dermed ikke bruge penge på alverdens overflodsgoder. hvilket faktisk er en ganske fornuftig måde at tænke økonomisk på, synes jeg selv. Den strategi fungerer bare ikke i november og december, hvor de materielle overflodsgoder ikke kun tilkommer mig, men skal strøes ud over alle mine kæreste, som skal have julegaver og fødselsdagsgaver og kalendergaver og adventsgaver og mandelgaver og… Oh dear; tilbage til skriverierne!

Mine geniale ideer fra sofaen, til nye emner der skal skaffe kunder i butikken, altså læsere på bloggen og money in the bank:

Ideer til politikere. Jeg har indtil flere gode ideer til politikere, som jeg gerne vil fremføre for dem, så de kan bruge dem og gå videre med det. Gratis hygiejnebind på alle offentlige institutioner er én af dem.  Det er fandeme en god ide, altså. Drømmen: Jeg ville kunne fylde min blog med politik, og udbrede en bedre forståelse for, hvordan (jeg synes) verden hænger sammen. Skære igennem alle de falske nyheder og være en no-bull-shit-kind-a-blog. Det ville være awesome! virkelighed:  Jeg er nok egentlig ikke en no-bull-shit-kind-a-girl, når det kommer til stykket. Og det er vist nok også min eneste gode ide. Den med hygiejnebindene.

Forretningsideer. jeg har indtil flere gode ideer, som jeg gerne vil se ført ud i livet. Enten af mig selv eller af andre. Jeg kunne skrive om vejen til det selvstændige liv… som selvstændig erhvervsdrivende i rivende udvikling. Siddende på toppen i mit eget imperium. Det startede med en god ide og hårdt arbejde, og nu ejer hun hele verden! Jeg har en forretningside. Én. Den kræver indsigt i en branche, som jeg ikke aner noget som helst om.. og well kapital. Lidt mere end hvad mit rådighedsbeløb efterlader. Og jeg gider godt finde på, jeg gider ikke stå i butik eller regne på tal i plus og minus.

Digte og manuskripter. Jeg har jo en masse skuffemateriale, som jeg virkelig godt gad at sætte tid af i hverdagen til at få skrevet færdigt og sende det ud i livet. Jeg kunne jo starte med at sende det ud her og på insta, og se hvad det giver af respons. Måske ville folk sige, at jeg var en tåbe og grine højt bag min ryg, eller også ville jeg blive den nye Rupi Kaur. (Følg hende på insta, hun er yndig og poetisk.) Jeg skriver jo alligevel hele tiden, så hvorfor ikke tjene mønt på det? Okay. Ingen tjener penge på digte. Og jeg har faktisk aldrig skrevet et manuskript færdigt.

Jeg kan mærke at skrivelysten er tilbage, og de gode ideer skal nok komme. Der er nok ikke meget holdbar økonomisk fremtid i de ovenstående ideer, men der skal nok dukke noget andet op, det er jeg sikker på. Jeg beholder mit dayjob lidt endnu.

Karensnotebook lever igen!

.. Eller er i hvert fald ikke helt død endnu…

Noter fra min “rigtige” notesbog…

På en måde er det vigtigste i verden

at jeg brænder for noget, men

der må for alt i verden ikke gå ild i noget

i håret eller i lortet

det brænder og

det brænder ikke

 

Jeg har altid en notesbog på mig. Og altid en kuglepen eller en blyant. Allerhelst en blyant, fordi de glider så godt henover papiret. (ønskes sponsorsamarbejde med Viking blyanter?)  Problemet med at have en notesbog OG en blog, som i mit tilfælde egentlig er tænkt som en notesbog, er at de to ting ikke er så nemme at få til at tale sammen. Det vil jeg forsøge at gøre noget ved over det næste stykke tid. Nogle af de tekster, jeg skriver til mig selv på mine rejser, mens jeg venter på bussen, mens jeg lader som om jeg ser The Next Step for 120’ende gang, mens jeg sidder til et vigtigt møde og foregiver at skrive vigtige noter, er måske nogle tekster som kan bruges til noget andet en dag. Som ovenstående. Måske kan den bruges, måske kan den ikke.

Jeg har jo i øvrigt stakkevis af notesbøger og dagbøger, og nogle af dem (de mest pinlige!) læser jeg op af fra tid til anden på Nørrebro Teater i den forestilling, der hedder En Pinlig Affære. Det gør jeg igen lørdag d. 29. september kl 20. Kom og grin ad og med mig, for det bliver sjovt og pinagtigt og jeg plejer at have SÅ meget lyst til en drink, når jeg først kommer ned fra den scene!

Køb dine billetter lige her

En gang bliver det sommer, og så får jeg tid…

Det er sgu lidt vildere at flytte denne gang, end det plejer at være. Måske er jeg blevet for gammel til this shit… eller også er det fordi, jeg egentlig ikke gider at flytte, men meget hellere vil blive boende i “min” lejlighed lidt endnu. “min” altan skriger på at blive plantet til og gjort hyggelig, men det må de næste ejere stå for, og jeg må vente til jeg lander det nye sted, hvor der også er mulighed for blomsterhold.

Det gode ved at flytte er dog, at jeg får ryddet op og ud i mine ting. Og jeg får mulighed for at se mine egne ting i et nyt lys. ( ok.. Det går lidt begge veje med den der med lyset, det kan jeg godt mærke; Hold da kæft, hvor har jeg gemt en masse lort i SÅ mange år?! Why?)

Jeg drømmer om, hvordan jeg i min nye lejlighed skal indrette mig sådan, at jeg får et skrivebord i stuen. Et skrivehjørne om man vil, som kun er mit, og som ikke må indeholde tegneting og malebøger og andet skrammel. Det tror jeg vil være godt for min kreativitet.  Så kan vi skille børnekrea fra voksenkrea. Altså jeg er faktisk ikke som sådan krea. Ikke i den forstand, at jeg bruger aftnerne på at filte eller male bordkort eller sy børnetøj og gardiner i hverfald. Men jeg er kreativ med ord og med ideer, når jeg har de rette rammer. Og som det kan mærkes på frekvensen af indlæg på denne blog, skal jeg vist til at have nogle bedre rammer.

Jeg håber, at når sommerferien skylder ind over os, og vi er kommet på plads i vores nye hjem, så følger overskuddet med. Men er det ikke sådan man altid har det? Lige om lidt bliver alting bedre og jeg får masser af tid. Det får man da også ik´? f.eks. tid til den her slags sommeragtige aktiviteter, som oser af bekymringsfrie nætter…

 

IMG_7498