Længe leve den frie tanke, kvinder på film og dagbøger!

Jeg har arbejdet på et skriv herinde om mit forhold religion og folkekirken. Det var et emne, som jeg helt genialt troede, jeg selv havde fundet på. Jeg tænkte, at jeg på forskellig vis flere gange i denne uge og ugen før havde befundet mig i situationer, hvor jeg havde tænkt over, hvordan mit forhold til folkekirken og kristendommen egentlig er. Så geniale selvstændige tanker jeg har. …Placeret i mit hoved af DR. fedt nok. Jeg er blot et offer for manipulationen fra vores alle sammens Statsradiofoni, der i sidste weekend havde premiere på efterårets søndagsserie “Herrens Veje”. Øv hvor er jeg gennemskuelig. Længe leve den frie tanke.

Jeg så den, Herrens Veje (fordi jeg er småborgerlig nok til at synes, at søndagsserier er tha’ bomb! – nej ok. Jeg er for gammel til at bruge den slags udtryk.) og var begejstret! Men også lidt irriteret. Mest begejstret dog. hr. Mikkelsen er jo fantastisk. Ikke et ondt ord om ham. Men kvinderne… hvor var de? altså de stærke af dem? Jeg mangler en kvinde, der ikke er nogens hustru. Der har et liv selv. der ikke sidder med et beundrende smil og ser på sin mand. Heldigvis har vi da nu fået en kvindelig biskop. kan man have lov at håbe på at hun rusker lidt op i det hele?

Jeg har tyvstjålet denne her fra en af mine venner på facebook, men jeg digger den, og jeg er enig. (Ok. Jeg stopper med de der ungdomsudtryk, jeg ikke rigtig kan magte alligevel)

sana

OK. Det var da godt nok et helt forfærdeligt dårligt billede, men you get the picture. Vi trenger flere jenter. Kule jenter. Sana siger det.

Nå men udover at tænke på religiøse spørgsmål og søndagsserier, så tilbringer jeg for tiden mine aftner i selskab med mit 14-15 årige jeg. Jeg arbejder nemlig på mit manus til at jeg på lørdag skal stå på scenen på Nørrebro Teater for 3. gang og læse højt af mine allerhemmeligste tanker. KOM og grin med med! Det bliver pinligt og undergravende for mit image som en af det seje kule jenter, men det bliver helt sikkert sjovt for dig at høre på!

Og jeg trænger helt sikkert til at drikke en øl med dig bagefter!

Billetter kan købes her

Presset af at være blevet skolebarnsforældre

Jeg har været syg i en uge nu. Jeg har ikke spist et rigtigt måltid i en hel uge. Det føles lidt som om, jeg har fået en akut spiseforstyrrelse, selvom jeg vist ikke tror den slags findes. Jeg må finde ud af hvad der foregår i mit system, inden jeg svinder ind til det rene ingenting.

Derfor har jeg heller ingen energi overhovedet for tiden. Jeg er helt flad og træt det meste af tiden, og hvis jeg ikke havde et liv, der forpligtede mig til som minimum at stå oprejst, havde jeg lagt mig fladt (Eller støttet op af diverse puder) på sofaen hele dagen. Det går ikke i den virkelige verden, så jeg kæmper mig igennem på bedste vis. (Jeg er i øvrigt bange for, at jeg ikke er blevet ramt af en dårlig bakterie, men af dårlig karma. Yup. Det findes. Og jeg taler aldrig aldrig aldrig mere dårligt om andre!)

Derfor har jeg haft dette indlæg liggende i mine kladder i et par uger. For der er noget jeg gerne vil snakke om…

…Legegrupper og fælles fødselsdage og arrangementer, der følger med når ens barn er startet i skole. Hvad mener vi om det??

På et tidspunkt lige efter skolestart blev Kaisa spurgt af en velmenende voksen, om hun var begyndt at få lektier for henne i skolen. Hun svarede “Nej, det er kun min mor der har det!” Og hun aner ikke hvor ret hun har!

Jeeze altså! Jeg har været til forældremøde i skolen, i fritteren, i skole igen og så meldte jeg mig gudhjælpemig også til klasserådet, som selvfølgelig også har holdt møde. Alt sammen inden for den seneste måned. Dertil kommer selvfølgelig de daglige opdateringer på forældreintra og kbh Forældre, (som er det intranet som fritteren bruger.)

Til klasserådsmødet blev der besluttet, at vi skulle have tvungen legegrupper, fælles fødselsdage, diskofest med unger, julefrokost uden unger (?!), morgenmad med klassen og lærerne mindst 2 gange inden jul, og måske en pizza aften. Jeg var lidt chokeret. Hvordan i alverden skal jeg få tid til alt det, hvis jeg også skal passe et arbejde?

Og hvad er det for noget med tvungen legegrupper? Er det bare noget alle københavnske skolebørnsforældre er blevet enige om er en god ting? Jeg har jo af gode grunde ingen erfaring med den slags, men på mig virker det lidt kaotisk og bestemmer-agtigt, at vi forældre beslutter hvilke 5 børn, der skal lege sammen på en gang, og så skal der bare leges! 5 børn! Jeg bor i en lille 2 værelses lejlighed. Det bliver kaos! kan man ikke opfordre til, at børnene selv arrangerer legeaftaler på kryds og tværs, og så se hvordan det går?

Jeg synes det er lidt et pres. For mig helt klart, men også for min datter. Hun elsker at have legeaftaler med hjem, og vi kan godt have et par stykker, men 5 er mange i hendes lille værelse. Jeg kunne godt se hende blive helt rundt på gulvet, når alle ungerne river alt ned fra hendes hylder og leger med alt legetøjet på en gang. Og det kan jo altid først blive efter skole og med mindre jeg skal tage tidligt fri fra arbejde, så bliver det fra kl. 16.30 og to timer frem. Jeg gentager; 5 børn!

Til gengæld vil jeg gerne invitere hele klassen hjem til fødselsdag, når den tid kommer. (eller bare pigerne, hvis det er det der er stemning for) Men det må man ikke! Næ. Der skal vi gøre det så nemt og upersonligt som overhovedet muligt. Alle børn født i foråret skal holde fødselsdag sammen. Og endelig ikke sætte niveauet for højt. Ikke noget med hoppeborg eller klovne haha! Nå. Men jeg vil da gerne lave noget personligt og sjovt og ja så højt niveau som jeg har mulighed for. Hvis jeg kunne, ville jeg da synes en hoppeborg eller en pet zoo eller en karaoke “bar” ville være toppen! Hvorfor skal vi som forældre i en klasse ligefrem opfordre til ikke at gøre for meget ud af det? Er det ikke sjovt for alle, hvis de får muligheden for at komme til fest hos nogle, som har mulighed for rigtig at give den gas? Jeg synes det er en meget mærkelig kultur, som jeg ikke rigtig ved om jeg bifalder. Men jeg var åbenbart den eneste i klasserådet, der havde kvababbelser ved det, så jeg holdt lav profil.

Det har jeg fortrudt nu.

Skråt op med fælles fødselsdage. Fandeme om Kaisa skal få den største amerikansk inspirerede lyserøde børnefødselsdag endnu set på Vesterbro!

Jeg har helt til maj til at planlægge den.

img_7283

Mit liv som boheme og nomade

img_8151

 

I disse uger gør jeg tilløb til igen at bevæge mig ud i min før så elskede tilværelse om nomade. Det er en tilværelse jeg har elsket, siden jeg flyttede hjemmefra, men efterhånden er det ikke så eksotisk længere. Det er som om, det der fast bolig har en lidt større tiltrækningskraft, når man har et barn, end når man er en ensom, altid på farten, boheme, som jeg længe så mig selv i mine tyvere.

Da jeg var barn, drømte jeg om at rejse rundt i verden og aldrig stå stille (LA, New York, Paris) og være skuespiller/sanger/forfatter/talkshowvært. (Ja, jeg var en dramaqueen, længe før det blev socialt acceptabelt) Sådan lidt som det der afsnit af Beverly Hills, hvor Brenda flytter over i en venindes lejlighed, forsøger sig med stand up og skifter tøjet ud med lange boheme-gevandter og overvejer at droppe ud af high school. Well that would be me!

Jeg drømte i hvert fald IKKE om at bo i et hus med have i en lille by, som var det jeg kom fra. Jeg syntes det var SÅ eksotisk, når jeg i fjernsynet så, at der i byerne fandtes folk der boede i lejligheder! Tænk at have en baggård! og overboer! wow!

Nu har jeg boet i den samme lejlighed i snart 4 år, hvilket er det længste jeg har boet noget sted, siden jeg flyttede hjemmefra som 20 årig. I henved 20 år har jeg rakket rundt og  ikke boet mere end et års tid hvert sted, før jeg fandt græsset grønnere et andet sted. Jeg ved præcis hvordan mine ting bedst pakkes ned, og hvad der kan være i hvilke kasser. Jeg ejer ikke meget gods jeg ikke bruger, fordi jeg årligt har skulle tage stilling til, om det var vigtigt nok til at komme med i det nye bo. Det har været med fuldt overlæg, at jeg flyttede hele tiden og aldrig slog mig rigtigt ned noget sted. Og det har fandme også været den dårligste økonomiske beslutning nogensinde. Mens andre gik rundt og købte lejligheder flyttede jeg ind i et nyt fremleje. Og når de samme mennesker så senere solgte deres studenterhybler og slog profitten sammen med kærestens og købte hus i Vanløse eller Hjortshøj, fortsatte jeg mit fremlejeshow. God beslutning, Karen. Wise.

Efter forælderrollen har sat sig på min hofte, er jeg blevet lidt mere kræsen. Jeg kan jo ikke bo i en utæt kælderlejlighed mere, og det gør faktisk en ret stor forskel, hvis vi skal flytte for langt væk fra Vesterbro. Og to separate soveværelser er (næsten) et krav.

Snart må jeg desværre op på boligsøgningshesten igen (what horse? hvad snakker hun om?), hvor jeg klynker om hjælp på Facebook, kigger lidt for interesseret på samtlige af Kaisas legekammeraters adresser, for at lure om der er en liste, man kan blive skrevet op på, eller om en nabo skal rejse væk i lang tid og mangler én til at betale huslejen. (hej fremleje,  min gamle ven) Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at finde en mere permanent løsning, men hence mit tidligere rakkerliv, har jeg ikke nogen opsparing at tage med ind i et boligkøb. Så jeg tror på karma og gode venner med forbindelser i stedet. Det sker da nogen gange, gør det ikke?

Kaiserinden og jeg laver begge lister over, hvad vi drømmer om. Kaisas ønskeliste til et perfekt bo, som hun kalder det, og som jeg synes er det hyggeligste ord: Trapper! En gård. flere rum. en trampolin og gymnastikringe i loftet. Faktisk har hun bemærket at samtlige af alle hendes venner bor større og flottere end vi gør. Og hun har ret. Av. Hvilket får mig til at spørge; Hvor fanden er de små Vesterbro lejligheder, og de “fattige” Vesterbro-beboere??

Jeg er med på at en god gård står højt på vores ønskelisten. Og som sagt mulighed for at vi får separate soveværelser. Lige nu sover jeg i stue/køkkenet, og det er ikke helt så fedt, som det lyder. (Lyder det fedt? Jeg tror det ikke.) Vi har ikke baggård der hvor vi bor nu, og det savner vi begge to. Til gengæld har vi altan, og den vil jeg savne helt vanvittigt, hvis den luksus ryger ved en flytning. Og tjoo, trapper kunne da være meget fint, hvis de var så pæne som dem her:

img_80761

I virkeligheden tror jeg, at Kaisa ville vælge et stort hus i provinsen, hvis hun fik lov at bestemme. Men det gør hun ikke, for hun skal have mig med, og jeg er slet ikke voksen nok til at flytte fra byen og dens muligheder. Så hvis vi ser lidt nøgternt på det, så ender det sgu nok med at generationerne springer et led over, og voksen-Kaisa ender i en lille by på Djursland, hvor jeg kan komme på besøg med rute 888 og hjemmebag. Hvis hun da vil hente mig i Randers.

 

En gammel blog får nye venner

img_8156

 

Måske ser min notebook lidt anderledes ud nu, end sidst du kiggede forbi? Der er kommet reklamer i siden og ny font og en masse jeg ikke har rettet til endnu. Jeg har skiftet side og er flyttet ind hos Bloggers Delight. Det er nye toner fra mig, og jeg blev selv så benovet over den beslutning (og over at det faktisk ikke var så svært, som jeg troede) at jeg straks satte mig på mine hænder og skrev intet i 2 uger.

Jeg er åbenbart den der stiller mig på stolen, slår på glasset, venter på stilhed – og skynder mig så at sætte mig ned igen og kigge rundt, som om det ikke var mig der gjorde det. Det er et interessant reaktionsmønster, som jeg ved lejlighed må bore lidt mere i.

Min tavshed hænger muligvis også sammen med det føromtalte lille bitte menneske, der har lidt svært ved at rumme lykke på den anden side af hegnet, og lige skal finde ud af at være stor og rummelig igen. Men det gider jeg til gengæld ikke at bore for meget i.

Tilbage til det der med bloggen. Jeg har virkelig længe gerne villet være en del af det fine selskab, hvor lækkert tøj og perfekte hjem bliver vist frem i en uendelighed. Men ærlig talt. Mit tøj er ikke dyrt og fint og lækkert (Men det er dog stadig flot, synes jeg selv! Bare i den billige ende…) og mit hjem er på ingen måde til at vise frem i design øjemed. Jeg er nok mere en såkaldt livsstilsblogger? Eller en mommyblogger? nej, ved nærmere eftertanke vil jeg vente lidt med at definere, hvilken slags blogger jeg er.

jeg bevæger mig ret meget i kredse hvor det altid er kunstnere eller kreative eller folk, der bruger deres sparsomme fritid på ting, de inderst inde håber på kan blive en karriere, så de kan droppe deres dayjob og springe ud som sanger, skuespiller, forfatter, kunstner eller lign. Jeg har for nyligt været til en fest, som var uden for mit sædvalige segment. Med Læger og advokater så langt øjet rakte. Og JEG var hende den kreative. Det var befriende og sjovt.

Hej jeg arbejder med film og skriver blog. wauw. Men altså er der penge i den slags? Kan du leve af det? Og mig: Der er masser af penge i filmbranchen og bloggerlivet. Masser! Bare ikke til mig. Endnu! For jeg giver aldrig op på at finde den måde, hvor jeg kan leve af det, jeg er bedst til og tjene skovlfulde guldmønter samtidig. Og et lille spædt skridt i den retning er nu taget med mine nye venner hos Bloggers Delight. Så tag vel i mod mit nye site. Og link, like, kommenter og del med jeres venner og jeres venners venner, så jeg kan få læsere og opgaver og money in my pocket!