Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Shh solen kommer..

Der er forår i luften, og det føles fantastisk.
Jeg har nu været alene med Englen i et halvt år. (Jeg har ikke nogen dato for “the big break up”, men sådan ca.) Det har været 6 fantastiske måneder. Jeg har lyst til at sparke den næste, der siger at jeg klarer mig flot. Gu fanden gør jeg da det, for det skal jeg!
Men jeg har brug for at rejse væk. Jeg har brug for at lukke helt ned for nogle ting og tvinger mig selv til kun at se én vej. Fremad. Kan jeg rejse væk fra mit barn i en måned? …. en uge? Nææ, det tror jeg sgu ikke at jeg kan.

Det er ikke første gang at foråret bringer “stikke af” tankerne frem i mig. Jeg får sådan en lyst til at stikke af fra det hele og mærke afstande igen. Dem mærker man ikke når livet strammer. Men jeg kommer jo for fanden aldrig afsted. Jeg sidder her og lever det der liv. hvorfor er det jeg vil væk? Jeg tror, jeg vil nyde at være her i stedet for.
Her tag en kiks og nyd solen for helvede!