I agree to disagree..

Jeg har liiige noget, jeg gerne vil sige. Det handler om den kronik af Ditte Giese i Politiken, som alle poster og liker på Faceren. Den der om at vi kvinder har for travlt.

Jeg bliver lidt stram, hver gang der skydes med skarpt (eller løst) på småbørnsforældre (Mødre). For det er jo ikke fordi, der ikke er skyld nok på vores tallerken. Nu må vi heller ikke bruge Doodle længere! Vi har for travlt til at være spontane med veninderne. Der er nogle, der synes vores liv er kedeligt sammenlignet med dem i 20’erne uden børn? Jamen altså jøsses.

Det er så pikke svært (pardon my french) at få hverdag og weekender til at hænge sammen (både for par og singleforældre), og jeg tror hovedårsagen skal findes i, at vi nægter at give slip på noget som helst. Vi vil gerne være den samme dygtige dedikerede og ambitiøse medarbejder, vi var før vi fik børn. Vi vil gerne være den sjove, sexede frie kvinde vores mænd forelskede sig i. Vi vil for alt i verden gerne være den seje, nærværende og sjove veninde, som vi var før de der børn kom. Men BIG news; De der børn fylder altså det hele, når de først er her.

Og endnu bigger news: De fylder, fordi vi gerne vil have dem til at fylde. De fleste kvinder jeg kender, får børn fordi de rigtig gerne vil have børn. (Ok, det er en påstand, jeg overhovedet ikke har belæg for, men work with me) Altså vi vil gerne bruge tid sammen med dem, vi vil gerne gøre vores allerbedste for dem, og vi vil gerne have, at de har det godt langt det meste af tiden.
Det er DERFOR, at vi pludselig vælger at tilbringe onsdag eftermiddag på at lægge puslespil på gulvet, eller se et barn hoppe i vandpytter på en legeplads i stedet for at drikke spontane drinks med vores veninder. Den der fredagsbar virker bare helt uoverskuelig, når mindste-pigens grin ligger lige i baghovedet og man ikke har hørt det i en uge.

Jeg siger bare; Det kan godt være, at det ser ud som om alle kvinder bliver bredrøvet og kedelige i det sekund de får børn. Og det for en tid bliver umuligt at lave aftaler med dem, fordi de falder i søvn efter kl 24, men hjælp os nu lige lidt i stedet for at pege fingre. Vi gør alt, hvad vi kan for at være det hele. Det kan man bare ikke, så nogle gange kan det være en kæmpe hjælp at aftale “spontane” kaffeaftaler, drinksaftener og bioture langt ude i fremtiden. Gerne med hjælp fra Doodle. Så har vi noget at se frem til, og vi føler at vi ikke er helt så bredrøvede, som alle de andre (dem der slet ikke får svaret på den der doodle).

Men give us time! Vi er stadig de gode veninder inde under alle de andre kvinder vi også gerne vil være.

Er jeg en speltkusse?

Jeg synes, det er vigtigt, at mit barn får god mad – nu hvor hun rent faktisk spiser mad. Jeg synes det er vigtigt, at det er økologisk, fordi jeg ikke selv gider at tænke på, hvor maden kommer fra. Jeg har næsten altid hjemmebagte boller i fryseren (fordi det er fucking billigt – og virkelig kræver et minimum af overskud) og jeg hygger mig helt vildt ved at gå hjemme på barsel, og kunne egentlig allerhelst tænke mig at arbejde deltid, så mit barn ikke skal være i institution 37 timer om ugen. (Men det kan jo på ingen måder hænge sammen money-wise)
Og nå ja, så bærer jeg gudhjælpemig også mit barn i en slynge på ægte hippiemanér. Oh Yes!

MEN jeg er hverken perfekt eller så meget som tæt på, og jeg kunne ALDRIG finde på at påtvinge andre mine værdier – eller mangel på samme.
Og jøsses, hvor er jeg bare ikke særlig sundhedstjekket, intellektuel eller det mindste storbysmart, når jeg spiser kager fra Netto der er pakket i plastik (med en holdbarhed på flere år?!), mens jeg ser Gossip Girl i fjerneren og klipper mit pandehår med en køkkensaks.

Jeg synes måske bare, at jeg føler mig lidt ramt, når der bliver skældt ud på de såkaldte “speltmødrene” (Speltkusserne), fordi de “bare er alt for perfekte” og “fordømmende overfor os andre” – altså, handler det ikke bare om, at DE slet ikke findes, men i virkeligheden bare er noget vi finder på, for at dække over vores egen dårlige samvittighed over, at vi måske ikke altid sætter barren højt nok. Sådan er det i hvertfald for mig. Jeg kunne helt sikkert gøre alting bedre… og det prøver jeg så på. Uden at skele alt for meget til, hvordan andre gør det. Og uden at have det mindste dårlig samvittighed.

Sådan kan der også se ud i mit hjem (og jeg ikke flov over at vise rod frem i offentligheden. Overhovedet ikke… ikke det mindste… nope!)