Januar og lidt om de der mænd…

Jeg synes altid, at januar er en god blanding af mørke og mangel på inspiration og depri-tanker, om at lyset måske aldrig vender tilbage. Men så bliver vi begavet med dage som der har været flere af i denne uge, hvor solen skinner fra en frostklar blå himmel, og alle nytårsforsætterne og ambitionerne vokser, og fremtiden synes lys og venlig. Indtil dagen efter, hvor lyset atter er væk, og energiniveauet rammer rock bottom, og man lige så godt kan give sig hen i fosterstilling med hvede og selvynk.

Det er jo lige til at blive bipolar af! (Det er ikke med vilje, at jeg kaster om mig med diagnosticeringer som depression og bipolar, jeg kan ikke gøre for det. Måske har jeg tourette? Not. Funny. I know.)

Det er fredag og jeg er single. Begge dele er vist ingen hemmelighed. Og hvis det er, så skal jeg fandme sørge for at skrige det ud til hele verden nu, for jeg vil gerne udnytte det fact lidt mere, end hvad jeg har gjort hidtil (også fredagene!) Benene op og gang i de lagner! Ha!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg det er langt svære at date, når man er blevet nogens mor, end det var, da jeg bare var mig selv. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, for det kan det sagtens. Jeg dater, og jeg møder mænd rundt omkring, men jeg synes, det er svært at være helt afslappet og forelske mig. Det er svært ikke at blive mødt, som en der enten er ude for at finde en ny far til sit barn, eller en far til det næste barn. Mit barn har en far, så den del af dealen er jeg selv ret afklaret med. Mænd der opfører sig som om de skal “redde mig” fra singlemom tilværelsen, eller byder ind med faderlige vendinger omkring mit barn, får sparket lige med det samme. (for ja, det er der faktisk mænd der gør!?). Måske er jeg for hård, men det er jo nok også en af de mange grunde til at jeg er single.

Det andet issue, det med at lede efter mit næste barns far, kan jeg jo nok ikke sige mig helt fri for, samtidig med at “vil du have flere børn” ofte er den slags spørgsmål, der får mig til at dreje om på hælen. Jeg vil virkelig bare gerne kysse flere frøer, og se hvad der sker. Det er ikke min drøm kun at få ét barn, men hvis det er sådan det bliver, så er det sådan. Jeg oplever alt for ofte, at den slags planer kommer på bordet længe før forretten, hvilket dræber det hele for mig. Og desværre kan jeg også selv falde i fælden og bringe det på banen, selvom jeg helst ikke vil høre svaret, før vi er nået til at tale om alt muligt andet. Igen: all the reasons why i’m still single.

At have et barn, der bor 90% af tiden hos mig, sætter selvfølgelig også sine egne helt praktiske begrænsninger på datinglivet. Så alt i alt er der plads til forbedring, som man siger.

Og med den lille snak er det vist tid til at sige god weekend derude!IMG_6904

Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Noget om biograftur og weekend med barn

Når man er deleforældre som jeg er, så er al tidsregning delt op i weekender med barn og weekender uden. Alle familiefester, julehygge, legeaftaler skal planlægges i de uger, hvor Englebarnet er hos mig. Alle arbejdsweekender, voksenfester, rødvinsaftner med veninder og “singleaktiviteter”, skal hest ligge i weekender uden barn.
Jeg har aldrig prøvet andet, så jeg synes også det fungerer helt upåklageligt! Jeg nyder min tid for mig selv hver anden weekend. og jeg ser lige meget frem til begge slags weekender.

Sidste weekend har været med barn. Og vi hyggede os og slappede af og var i nattøj til langt ud på eftermiddagen. Vi spiste morgenmad på sengen, flyttede om i hele lejligheden (jeg er stadig ikke helt tilfreds,med indretningen) Og vi var også i biografen,hvor vi så Trolls. Vejret inviterede ikke ligefrem til ude aktiviteter, og det passede os begge ret fint. Filmen var i øvrigt et hit hos både voksen og barn. Den voksne rockede med på de kendte sange, og barnet var fuldt optaget af om Poppy og Kvist mon fik reddet vennerne ud af Dorkernes hænder. Ja, meget klassisk og “lige ud af landevejen” historie. Alt er farver og glimmer og glitter i den film, og med Justin Timberlakes “I’ve got that feeling” kan man ikke andet end at danse glad ud af biografen! Vi gjorde i hvertfald!

Jeg var en gang en habil biografgænger. Jeg så næsten alle film i biografen, og gjorde en ære ud af at følge med i, hvad der var på plakaten, hvad der kommer lige om lidt, og jeg havde en mening, om de film jeg ventede på, og de film jeg så. Det var mit arbejde for faen.

Det er stadig mit arbejde. Men for filan hvor gør det ondt i mit gamle filmhjerte at scrolle forbi CPH Pix forestillingerne og stoppe ved Trolls. Der er ikke ret meget indie-filmfestival over den film. Historien var efter min mening lidt tynd i det, men det var genialt med sange og glitter til den 5 årig, der godt kan blive lidt bange i biografmørket, hvis det bliver for uhyggeligt. Det gjorde det ikke. Altså blev uhyggeligt. Det var lige på kanten hele tiden, hvilket jo er det bedste. Man (altså den 5 årige) når lige at tænke nu er det uhyggeligt, men så bryder de ud i sang, og uhyggen kommer på afstand.
Vi har flere gange i løbet af ugen fundet billederne frem af Troldene, og talt om handlingen og ikke mindst hørt sangene på Youtube. Vi venter i spænding på at den kommer på Netflix!

-Men næste gang jeg skal i bio må det meget gerne være en film uden glimmer og popsange. Den kommende weekend er “voksenweekend”, hvor jeg skal på filmkursus på Filmskolen, så mon ikke jeg får et godt skud “Jeg er total med på “the schizzel” inden for TV og film!” I think so!

https://www.youtube.com/watch?v=6d1ZedGm13I

Feminisme gone wrong

Jeg har været på shoppetur i Silvan. Jeg har købt en skruemaskine og en værktøjskasse. Jeg føler mig som verdens sejeste kvinde, der både kan bage, synge og sætte skruer i væggen!

IMG_2129

 

 

 

 

 

 

 

 

 

… Bortset fra at det sidste kan jeg så ikke alligevel. Man skal bruge en boremaskine til at sætte en skrue i væggen. Ikke en skruemaskine. Hvorfor helvede ved jeg ikke det?! Nu har jeg lavet et stort skævt hul i min væg, der hvor jeg gerne vil have min lampe til at sidde. (Ja det blev et ret stort hul, for jeg gav jo ikke sådan lige op, vel.)

Jeg vil jo bare sætte en lampe op over min seng. Én eneste lille lampe. Én eneste lille skrue. Det kræver så åbenbart en slagboremaskine inkl. bor i passende størelse (obviously), rawplugs og en skruemaskine til at skrue skruen ind i hullet i væggen. Slap nu af, for en udstyrspakke!

IMG_2130

 

 

 

 

 

– Og ja det blev større endnu, for jeg ville vinde..

Men jeg er fast besluttet på at gøre det selv! Hvor svært kan det være? Hvis alle mænd, selv dem med fine slanke kontorfingre går til en boremaskine med ro i sindet, så kan jeg da også. – selv om jeg i virkeligheden ikke mener, at det skal være mig, der gør den slags. – jeg vil altså hellere pynte en kage. eller strikke en sweater. Hvis jeg skal være helt ærlig.

 

Nyt fra real life

Jeg styrter rundt som en flue i en flaske i disse dage, og jeg må sige, at jeg ret godt kan lide det, selvom det er tungen lige i munden, og en lille smule for hæsblæsende. Med lige dele planlægning og lige dele held, når jeg alt, hvad der står på min liste (undtagen at blogge om det hele!). Jeg har den sidste uge arbejdet mere end de sidste to år tilsammen, pakket og flyttet min datter og mig og alle vores ting til et nyt hjem, som også trænger til kærlighed før det bliver mit “rigtige” hjem. Men vi er godt på vej.
Dette er for eksempel min første blog-post fra mit nye hjem!

Lidt om min uge:
I onsdags samlede jeg to veninder (to! Ja det er, hvad der kan dukke op, når man flytter på en hverdag.) og hyrede to flyttemænd (Pissego idé! Flytter altid med flyttemænd fra nu af!) Og slæbte alt mit jordiske gods fra pæne og voksne Østerbro til flippede ungdoms-agtige Nørrebro. I “kolle” med en anden singlemor med en datter på alder med Kaisa.

Torsdag flyttede jeg midlertidigt ud igen,og jeg afleverede Englebarnet hos faderen, da lejligheden var lejet ud til AirBnB folk, og jeg tjekkede derfor ind hos min kusine i deres Kæmpekasse af et hus i Vanløse, mens jeg ventede på at kunne indtage min nye lejlighed for real.

Fredag stod jeg fandens tidligt op og rejste til Stockholm for at arbejde og rejste hjem igen sent fredag aften. (Hej hej liv på farten! Jeg er sådan en international type!)

Lørdag lå jeg brak, på kusines sofa.

Søndag stod jeg tidligt op for at arbejde igen og resten af dagen/aftenen brugte jeg på at hente mit barn og komme hjem til lejligheden igen.

Mandag og tirsdag er gået med lange arbejdsdage, og først i dag har jeg været rigtigt hjemme i min lejlighed og har pakket en flyttekasse ud. Èn.

Fuuuck hvor ville jeg ønske, at man kunne hyre nogle til at pakke flyttekasserne ud, på samme måde som man hyrer flyttemænd. Altså til samme pris. Jeg ved da godt, at de rige sikkert får indretningsarkitekten til at ordne det hele, men sådan foregår det jo ikke in my world. Så hvem pakker ud for mig, mens jeg ser Breaking Bad i sofaen?? Kom nu, jeg gi’r kaff’?!