waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

Det der med boligdrømme

Jeg går hele tiden og drømmer om at flytte til en større lejlighed. I virkeligheden er det ikke antallet af kvadratmeter der er afgørende, men sikkerheden i at have mit eget sted. jeg kigger altid på boligannoncer. Jeg har vilde boligdrømme om kviste, lofter, husbåde og 7 værelseslejlighederkigger på alle lejligheder, der bliver opslået på Facebook, og hver gang jeg besøger folk der bor fede steder, skriver jeg mig op på lister og spørger ind til husleje, indgang til gode andele osv. Jeg er konstant på passiv boligjagt.

Jeg har bare ingen penge til at købe noget for. Jeg er for fattig til noget af det jeg kigger på. Jeg er for kræsen til at flytte derhen, hvor jeg har råd til det, så i virkeligheden skal jeg nok bare drømme videre og se at skrabe nogle flere penge sammen til et indskud og et boliglån. Og indtil da skal jeg finde mig til rette i den lejlighed, jeg bor i nu.

Det har jeg brugt weekenden på. Mine helt utrolig dårlige indretnings evner er kommet til skue. Jeg får aldrig gjort tingene helt færdige. for cirka en måned siden flyttede jeg om i min stue, sådan at jeg kunne rykke sengen derind, så Kaisa kunne få sit eget værelse. Det blev sådan set fint nok. men i den process skulle der også flyttes nogle lamper og nogle billeder skulle rykkes. Det er ikke sket endnu. Lampen fik en ske i ledningen, så man ikke hamrer hovedet ind i den hele tiden, og billederne.. ja de hænger sådan lidt mærkeligt, og de fleste er ikke kommet op.

I denne weekend var det meningen at Kaisa og jeg skulle gøre hendes værelse færdigt. Det blev det ikke. Men vi har hygget os helt vildt meget, og vi har også ryddet nogle af hendes ting ud, så der er plads til mere. Men det blev kun et minimum af ting, der blev ryddet ud. Den slags er lettere, når hun ikke er hjemme til at genfinde pludselig kærlighed OG navngive en “skildpadde” lavet af toiletruller for 1 år siden.

Konklussion: Nu er der mere rodet end i fredags, og jeg har opdaget nye mængder af rod, som skal ordnes og udryddes. Skønt skønt skønt…

oprydning – the never ending story

Av av av hvor er det hårdt at cykle til arbejde gennem en helt stille by d. 2. januar. Og når man først har sat sig på stolen og tændt computeren, er det jo som om julen og nytåret er hundrede år væk. Det var i forgårs! Pyh.

Nå men det er mandag og nytårsforsætterne skal holde mig oppe den kolde vinter ud. Jeg havde cykelhjelm på gennem den stille by i dag. Tjek. Og jeg havde madpakke med. Tjek. (kantinen holder stadig ferie, så det gav lidt sig selv) Og på lørdag starter jeg til yoga. (Det er den der headstand der skal øves) Jeg satser på at være max flex by the of june!

Et andet nytårsforsæt og januarsyssel er OPRYDNING!
Hvor jeg dog hader at rydde op. Jeg laver ikke andet HELE tiden end at rydde op. Og min lejlighed ligner stadig et stort rodet hul i jorden, som jeg ikke kan få styr på. Hvad sker der? Hvordan gør I andre? Jeg vil gerne lære mit barn at rydde op. Jeg vil gerne være sådan en, der ikke fik lidt koldsved på overlæben ved at tænke på, at jeg kunne få uventet besøg en tilfældig onsdag aften, og de uventede gæster ville blive mødt af et inferno at vasketøj, rent på stativet i stuen, beskidt i en bunke på stuegulvet, opvask fra i går og idag, julepynt, nytårsgejl og legetøj og prinsesseko og hjemmesko i et stort virvar fordelt på 65 kvadratmeter. Det er ikke altid så slemt, men nogle gange er det. Så jeg tænker, at jeg skal rydde op og smide ud og sælge nogle af alle mine ting. Jeg har slet ikke brug for så meget. Jo flere ting jeg ejer, jo mere er der til at rode i kroge og hjørner. NU skal der styr på det.

Jeg starter med tøjet. Både mit og Kaisas skal ryddes op og sælges ud. Det bliver godt, og jeg glæder mig til at gense noget af det tøj, der ligger inderst i skabet og aldrig kommer ud.

Jeg vender tilbage.

Jeg har tidligere annonceret på Facebook, at jeg vil lukke bloggen. Det er egentlig en overflødig annoncering, eftersom jeg ikke har skrevet herinde siden august. Så lukningen har ligesom udført sig selv.
Efter en sommer, hvor jeg gjorde mig en masse tanker om at skrive mere og puste nyt liv i bloggen og dyrke ambitionerne, har jeg gjort det lige præcis modsatte. Jeg skrev ikke et ord i 3 måneder. (ikke helt rigtigt, for jeg har en hel masse kladder liggende, som aldrig er blevet udgivet.)

Jeg føler mig lige nu meget medio. Jeg har ikke noget at skrive om, jeg er ikke inspireret og jeg keder mig over mine egne ord, og jeg når sjældent længere end fire linjer ned, før jeg trykker på delete. Det er alle tiders forudsætning for at skrive en bestseller roman. Eller bare en blog, som andre gider at læse.

Jeg bliver nødt til at sætte bloggen på pause, til jeg har fundet min ild igen. (min ild? really?!) Jeg vender helt sikker tilbage. På denne blog eller en anden. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg rykker til næste skridt. Jeg mangler en coach. Eller endnu bedre en mentor! En der kan skubbe til mig, når jeg tynges alt for meget af min kedelige hverdag, hvor kreativitet er noget de andre laver. En der ikke regner “Jamen jeg er jo enlig mor..” for gyldig undskyldning. En der kan sige; “Bull Shit! Alle kvinder er enlige mødre! Tør øjnene og rejs dig op!” Jeg trænger til en mand. En der kan ruske mig rundt. Ja i alle henseender.

GBR:  FA Respect Pr Shoot - Ray Winstone 23/02/2009

to blogge og not to blogge..

Jeg er altså ikke holdt op med at blogge med vilje. Det er bare som om, at hver gang jeg sætter mig for at skrive, bliver mit hoved tomt. Det roder i maskinrummet på bloggen, og jeg kan ikke rigtig finde ud af at rydde op i det. Så når jeg endelig har en ide til et brandhamrende godt indlæg, så bliver det dræbt i opløbet, når jeg ser at skriften er mærkelig, billederne er grimme og alle mine plugins (eller hvad fanden sådan noget hedder) er forsvundet. Jamen jeg kan ikke tænke i det rod.

Og jeg plejer nu altså at være ret god til at navigere i rod. Det er kind of my speciality, faktisk. Men jeg må finde nogle, der kan hjælpe mig med at rydde op, så jeg kan tænke kreativt igen.

Og nå ja, så kunne det jo også være at min manglende kreative hjerne hang sammen med, at jeg er flyttet, har fået nyt (midlertidigt) job og passer mit barn. Det kræver lidt mere hverdags-praktisk tænkning, fremfor “kan jeg mon finde en sjov og spændende måde at beskrive mit besøg hos Waxing-Belinda?” – Som faktisk havde potentiale til at blive et rigtig godt indlæg, hvis altså ikke jeg var så helvedes praktisk for tiden. (Hun hedder Belinda!- Og vokser damers kønsbehåring for a living! – Der burde være stof nok at smide på bloggen lige der!)

Men det gode ved at mit job kun er midlertidigt, er at jeg snart sidder i rendesten igen, fattig og modløs og fuld af gode blogindlæg. Hep hep så positiv jeg er!