Nyt fra real life

Jeg styrter rundt som en flue i en flaske i disse dage, og jeg må sige, at jeg ret godt kan lide det, selvom det er tungen lige i munden, og en lille smule for hæsblæsende. Med lige dele planlægning og lige dele held, når jeg alt, hvad der står på min liste (undtagen at blogge om det hele!). Jeg har den sidste uge arbejdet mere end de sidste to år tilsammen, pakket og flyttet min datter og mig og alle vores ting til et nyt hjem, som også trænger til kærlighed før det bliver mit “rigtige” hjem. Men vi er godt på vej.
Dette er for eksempel min første blog-post fra mit nye hjem!

Lidt om min uge:
I onsdags samlede jeg to veninder (to! Ja det er, hvad der kan dukke op, når man flytter på en hverdag.) og hyrede to flyttemænd (Pissego idé! Flytter altid med flyttemænd fra nu af!) Og slæbte alt mit jordiske gods fra pæne og voksne Østerbro til flippede ungdoms-agtige Nørrebro. I “kolle” med en anden singlemor med en datter på alder med Kaisa.

Torsdag flyttede jeg midlertidigt ud igen,og jeg afleverede Englebarnet hos faderen, da lejligheden var lejet ud til AirBnB folk, og jeg tjekkede derfor ind hos min kusine i deres Kæmpekasse af et hus i Vanløse, mens jeg ventede på at kunne indtage min nye lejlighed for real.

Fredag stod jeg fandens tidligt op og rejste til Stockholm for at arbejde og rejste hjem igen sent fredag aften. (Hej hej liv på farten! Jeg er sådan en international type!)

Lørdag lå jeg brak, på kusines sofa.

Søndag stod jeg tidligt op for at arbejde igen og resten af dagen/aftenen brugte jeg på at hente mit barn og komme hjem til lejligheden igen.

Mandag og tirsdag er gået med lange arbejdsdage, og først i dag har jeg været rigtigt hjemme i min lejlighed og har pakket en flyttekasse ud. Èn.

Fuuuck hvor ville jeg ønske, at man kunne hyre nogle til at pakke flyttekasserne ud, på samme måde som man hyrer flyttemænd. Altså til samme pris. Jeg ved da godt, at de rige sikkert får indretningsarkitekten til at ordne det hele, men sådan foregår det jo ikke in my world. Så hvem pakker ud for mig, mens jeg ser Breaking Bad i sofaen?? Kom nu, jeg gi’r kaff’?!

Hej hej verden!

Det er en af de dage i dag, hvor jeg trænger til at gøre noget nyt. Jeg kigger på bloggen og synes den roder. Jeg ser mig om i lejligheden, og synes der roder big time! Jeg har lige modtaget en opsigelse fra min udlejer, så jeg skal finde et nyt sted at bo inden tre måneder. (Ikke på grund af rod, bevares, jeg er civiliseret under al rodet. Fordi hun gerne vil flytte tilbage i lejligheden selv. Men alligevel, det føles som et tegn)

Så jeg har besluttet mig for at rydde op (!) – big surprise, og tage mit pæne tøj på og gå ud og finde mig et job. I dag. Med mit CV under armen og min pæne kjole på skal verden indtages. Og nu har jeg sagt det her, så er der ingen vej udenom. (Har nemlig taget tilløb, så længe at det er til at grine/græde over)

Hej Hej!

Er jeg en speltkusse?

Jeg synes, det er vigtigt, at mit barn får god mad – nu hvor hun rent faktisk spiser mad. Jeg synes det er vigtigt, at det er økologisk, fordi jeg ikke selv gider at tænke på, hvor maden kommer fra. Jeg har næsten altid hjemmebagte boller i fryseren (fordi det er fucking billigt – og virkelig kræver et minimum af overskud) og jeg hygger mig helt vildt ved at gå hjemme på barsel, og kunne egentlig allerhelst tænke mig at arbejde deltid, så mit barn ikke skal være i institution 37 timer om ugen. (Men det kan jo på ingen måder hænge sammen money-wise)
Og nå ja, så bærer jeg gudhjælpemig også mit barn i en slynge på ægte hippiemanér. Oh Yes!

MEN jeg er hverken perfekt eller så meget som tæt på, og jeg kunne ALDRIG finde på at påtvinge andre mine værdier – eller mangel på samme.
Og jøsses, hvor er jeg bare ikke særlig sundhedstjekket, intellektuel eller det mindste storbysmart, når jeg spiser kager fra Netto der er pakket i plastik (med en holdbarhed på flere år?!), mens jeg ser Gossip Girl i fjerneren og klipper mit pandehår med en køkkensaks.

Jeg synes måske bare, at jeg føler mig lidt ramt, når der bliver skældt ud på de såkaldte “speltmødrene” (Speltkusserne), fordi de “bare er alt for perfekte” og “fordømmende overfor os andre” – altså, handler det ikke bare om, at DE slet ikke findes, men i virkeligheden bare er noget vi finder på, for at dække over vores egen dårlige samvittighed over, at vi måske ikke altid sætter barren højt nok. Sådan er det i hvertfald for mig. Jeg kunne helt sikkert gøre alting bedre… og det prøver jeg så på. Uden at skele alt for meget til, hvordan andre gør det. Og uden at have det mindste dårlig samvittighed.

Sådan kan der også se ud i mit hjem (og jeg ikke flov over at vise rod frem i offentligheden. Overhovedet ikke… ikke det mindste… nope!)

    Newer posts