Overvejelser om “den nye blog”.

Opmærksomheden om mit sidste indlæg, har fået mig i tænkeboxen igen. Jeg er jo en sucker for det der ros, og når folk (ok, i sandhedens lys, det var faktisk bare et par stykker) giver udtryk for at de vil savne mine indlæg, hvis jeg stopper helt, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige gik i tænkebox for at finde på emner, der kan få min skrivekløe i gang igen.

Et af de overvejelser jeg har gjort mig er at skrive om livet fra rendesten. Det er en metafor. Jeg bor ikke i en rendesten og jeg er på ingen måde fattig sådan på rigtigt. Jeg har i-landsfattigdom, med en udmærket lejlighed på Vesterbro og telefon, internet og mad på bordet. Men jeg har gæld. Det er pinligt at indrømme, og hvis jeg skulle skrive om det for real, så skulle jeg offentliggøre hele min privatøkonomi, og det ved jeg ikke om jeg synes er sjovt. Altså om jeg tør. Det er pinligt. Men måske kunne jeg lære noget? Måske var der andre der kunne lære noget? Måske kunne mine i-landsproblemer, sætte fokus på verdens virkelige fattige?

Eller også kunne jeg bare lære at leve for 100kr på en uge.

Måske bliver denne blog omdøbt til fattigrøvens univers, og jeg udstiller mig selv som den pengeidiot jeg er, eller også holder jeg den fulde sandhed for mig selv og fortsætter med at skrive fra stuen hvor den treårige danser rundt med cowboyhat og paraply mens hun synger “de første kærester på månen!” Uanset. Jeg er her åbenbart endnu.

Jeg vender tilbage.

Jeg har tidligere annonceret på Facebook, at jeg vil lukke bloggen. Det er egentlig en overflødig annoncering, eftersom jeg ikke har skrevet herinde siden august. Så lukningen har ligesom udført sig selv.
Efter en sommer, hvor jeg gjorde mig en masse tanker om at skrive mere og puste nyt liv i bloggen og dyrke ambitionerne, har jeg gjort det lige præcis modsatte. Jeg skrev ikke et ord i 3 måneder. (ikke helt rigtigt, for jeg har en hel masse kladder liggende, som aldrig er blevet udgivet.)

Jeg føler mig lige nu meget medio. Jeg har ikke noget at skrive om, jeg er ikke inspireret og jeg keder mig over mine egne ord, og jeg når sjældent længere end fire linjer ned, før jeg trykker på delete. Det er alle tiders forudsætning for at skrive en bestseller roman. Eller bare en blog, som andre gider at læse.

Jeg bliver nødt til at sætte bloggen på pause, til jeg har fundet min ild igen. (min ild? really?!) Jeg vender helt sikker tilbage. På denne blog eller en anden. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg rykker til næste skridt. Jeg mangler en coach. Eller endnu bedre en mentor! En der kan skubbe til mig, når jeg tynges alt for meget af min kedelige hverdag, hvor kreativitet er noget de andre laver. En der ikke regner “Jamen jeg er jo enlig mor..” for gyldig undskyldning. En der kan sige; “Bull Shit! Alle kvinder er enlige mødre! Tør øjnene og rejs dig op!” Jeg trænger til en mand. En der kan ruske mig rundt. Ja i alle henseender.

GBR:  FA Respect Pr Shoot - Ray Winstone 23/02/2009

Pengene flyder i gaderne..

For et par uger siden (Dengang jeg havde en masse på hjerte, men ikke kunne finde ud af, at formidle det) oplevede jeg noget skørt. Ja nærmest magisk.

Sæt dig godt til rette og hør efter, for det her bliver den vildeste historie, du har hørt i dag. Jojo! Jeg er ikke bange for at sælge historien, før pointen er fortalt…

Lige præcis i den periode af mit liv, hvor jeg efter laaaang tids stillevand, endelig oplever lidt røre, går jeg i den lave eftermiddagssol hjem fra mit arbejde, og tænker på hvor himlans taknemmelig jeg er over at få lov til at arbejde med så spændende mennesker, og hvor pissego jeg var til at forhandle en løn hjem på en opgave, som jeg egentlig er ret godt tilfreds med. Pludselig ligger der to stykker krøllet papir midt på fortovet. Krøllet på den der lidt tykke måde, som kun pengesedler er det. Men det sker jo ALDRIG, at der ligger pengesedler og flyder på gaden, og der skal jo alligevel lidt til, før man bukker sig ned for at rode ved andres krøllede sedler på gaden. Men jo minsandten om ikke der lå 150 herreløse kroner og vippede i vinden lige der på Gl. Kongevej. Jeg samlede dem op, kiggede mig omkring efter en retmæssig ejermand/kvinde, fandt ingen, og stak dem så i lommen. Finders keepers.

To dage senere kommer jeg cyklende over Langebro (Det var muligvis den anden bro, den der går til Christianshavn, men jeg kan ikke huske, hvad den hedder) og en pige overhaler mig på cykel i hujende fart. Der skal faktisk ikke så meget fart til at overhale mig på broen, så hun var meget hurtigt væk. Men lige ud for mig flyver noget krøllet papir ud af hendes taske. Samme tyngde og krøllethed, som vi kender så godt, men alligevel tog det mig nogle sekunder, før jeg opfattede hvad der skete. Og endnu et par sekunder før jeg besluttede mig for at undersøge sagen. Pigen på cyklen var selvfølgelig over alle bjerge, eller i hvert fald et eller andet sted på Amager, og jeg var også for længst godt på vej ud af Torvegade. Men nærrighed og nysgerrighed fik overtaget, og jeg vendte om og fandt den lille seddel, som ganske rigtigt var en krøllet 50’er. Well, once again; Finders Keepers.

Dagen efter sidder jeg i toget på vej til arbejde tidlig morgen, og en midaldrende mand rejser sig fra sædet overfor mig for at gå mod døren, så han kan komme af på Sjælør station. Og (trommehvirvel…) Ud af hans lomme falde en krøllet seddel, med tyngde og krøl, som de foregående. Jamen hvad sker der for folk og deres penge! Denne gang reagerer jeg selvfølgelig hurtigt og får anråbt manden, og givet ham de 100 kroner, der faldt ud af hans lomme tilbage. (Jeg er jo ikke ude på at rage folks penge til mig, bevares så grelt står det heller ikke til med min moral)

Men hvorfor er der 3 dage på én uge, hvor jeg finder penge, der ligger og flyder rundt omkring?? Prøver Universet at fortælle mig noget ved at kaste penge efter mig? For hvis det er sandt, må Universet gerne blive ved. Flyder pengene rundt i gaderne altid, det gælder bare om at have øje for det? Jeg synes det både er mystisk og lidt magisk. Lidt uhyggeligt faktisk. Men på en god måde.. måske er det mig, der taber penge næste gang, og så kan det være, at det er dig, der kommer forbi og finder dem… tænk lige over det…

Jeg er vist ved at gå på blogferie..

Jeg har simpelthen så svært ved at finde ud af, hvad jeg skal skrive, når ferien står for døren, jeg arbejder (Yay!) og i øvrigt er træt af at høre mig selv brokke over manglende bolig, job, penge osv. Jeg håber ferien gør mig godt, så jeg kan komme tilbage med fornyet kraft og optimisme. Jeg plejer jo at fejre nytår i august! Ja jeg gjorde det også for to år siden. Lige før verden brød sammen.

Forvent ikke for meget fra min side de næste tre uger. Men jeg ved at jeg kommer tilbage. Det ved jeg!!

Og jeg er stadig at finde på Insta og Facebook! You know my name… (Karennoroxe…)

Det der jeg ikke er så stolt af

Jeg forsøger at være et stort menneske. Sådan én der kan glæde sig på venindens vegne, når hun fortæller, at hun har fået masser af penge tilbage i skat og vil bruge pengene på at rejse jorden rundt i 5 måneder, inden hun vender tilbage til det der nye velbetalte job, hun også lige har landet. Så er det, at jeg gerne vil være hende, der bryder ud i spontan jubel og klapper hende på skulderen og siger, at hvis nogen fortjener det, så er det da hende, og gid at det må gå hende vel i mange mange år.
-Og det gør jeg da også. Jeg kan bare ikke gøre det uden først at sluge den der klump i maven, der instinktivt giver mig lyst til at ruske hende, mens jeg skriger hende ind i hovedet; “Neeej! Det var MIG der skulle have det job, og MIG der skal rejse, og MIG der ikke skal kæmpe med latterlige restskat! Det er MIG der har fortjent det! MIG!”

Jeg har altid set det som en af mine kvaliteter, at jeg ikke dyrker misundelse og jeg brokker mig ikke og jeg klynker ikke. Jeg kan godt unde andre medgang, selvom jeg selv står i stampe. Men på det seneste er det blevet lidt svære end det plejer. Og jeg ved egentlig godt hvorfor… (Trækker vejret ind) Here goes:

Jeg har ikke kæmpet nok. Jeg gør ikke alt, hvad jeg kan for at komme i arbejde. Jeg nasser på systemet, fordi jeg ikke kan tage mig sammen.
Puha der slap den ud den grimme satan. Jeg ved det godt, og jeg er bestemt ikke stolt af det. I løbet af det sidste år har jeg brugt mine kræfter og energi på at pudse næsen og fjerene og dyrke lidt for meget at være et sølle offer for systemet og følt mig snydt over, at det der ‘fucking life’ ikke har holdt, hvad det lovede. Jeg har brokket mig over, at jeg ikke fik et job hældt ned i halsen, for det havde jeg da fortjent. Og hvis bare jeg havde det, så skulle jeg nok klare alt det andet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Til alle de veninder, der ikke har fået en jubeldans fra hjertet, da de fik nye job, tog på rejser, fandt kærester, fik børn og penge tilbage i skat. Undskyld! I har virkelig fortjent det! Alle sammen.
Jeg vil også gerne sige undskyld til alle jer, der er i arbejde og har betalt al jeres skat, for at jeg har rodet rundt i min egen navle og ikke kæmpet med overskud og åben pande for at løfte i flok sammen med jer. Jeg lover at arbejde til jeg er 80, så jeg kan betale det jeg skylder i fælleskassen tilbage.

Nu strammer dagpengenettet til om mig og det har jeg fortjent. Det er fuld berettiget at jeg er kommet helt herud, for jeg har selv ladet det ske, og det ligner ikke mig. Jeg har ladet stå til, og krøbet sammen og ventet på at nogle andre tog affære. Jeg har søgt de job jeg skulle, men jeg har jo ikke rigtig kæmpet for det.
Det er slet ikke mig. Sådan er jeg jo ikke. Jeg plejer jo selv at tage affære.

Og det gør jeg nu. Inden måneden er omme har jeg fundet mig et job, fordi det skal jeg. Jeg er god med kniven for struben, det har jeg altid været. Det er på tide, at jeg rejser mig og finder den Karen frem, jeg altid har været. Hende der er stolt.

Older posts