Da de første valg skulle træffes, var jeg heller ikke træfsikker…

Så for satan, nu er jeg tilbage. Med bandeord lige i fjæset på første linje. Den ikke så mange dikkedarer-type.

Lige for tiden funderer jeg meget over valg og beslutninger. Hvilke valg har jeg foretaget mig gennem mit liv, og hvilke konsekvenser har de haft. Både dem der er valgt helt bevidst, men også de ubevidste valg, som jeg har foretaget uden at vide, at jeg her tog stilling til noget, som jeg ville mærke konsekvenserne af resten af mit liv. På godt og ondt. Det noget chokerende udfald af denne tankerække er, at jeg opdager, hvor mange valg jeg egentlig ikke har taget, men bare reageret på omstændighederne, og fulgt med masserne. Det har jeg det lidt svært med at indrømme, kan jeg mærke.

En af det første gange jeg kan huske, at jeg skulle vælge noget om min fremtid, var da jeg i 9. klasse ikke blev erklæret “egnet” til gymnasiet. Jeg blev erklæret “måske egnet”. Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg følte at hele min opfattelse af mig selv ramlede. Jeg havde aldrig haft andre planer end at følge de andre på gymnasiet  efter 9. klasse. Jeg kan huske, at min lærer var helt ked af at skulle overbringe mig den nyhed. Han var min dansklærer, og jeg kunne rigtig godt lide ham, og fik kun gode karakterer i dansk. Det var matematikken der haltede. Men mest var det fordi, jeg var social og forholdsvis vellidt, og min matematiklærer var også studievejleder og ville gerne have nogle stærke elever til at føre den nye 10. klasses kulturlinje, som skulle samle alle de elever, der ikke valgte den ellers meget populære idrætslinje. Jeg skulle være med til at samle “resten”, som det så smukt blev formuleret. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. (og de havde åbenbart også regnet ud, at jeg sikkert ikke ville vælge idrætslinjen)

Jeg gik hjem og græd, og følte at nu var det endelig bevist, at jeg var dummere end alle de andre. (i øvrigt en skøn bekræftelse at få som 15 årig) og jeg skulle overveje, om jeg ville gå til den ekstra prøve, der var for “måskeegnede”. Jeg turde ikke gå til nogen prøve. Tænk hvis den ville afsløre, at jeg vitterlig var dum?? Og så ville jeg jo også afsløre at jeg troede, jeg kunne gå på gymnasiet. Det turde jeg ikke.

Men skæbnen ville, at jeg kom hjem til en besked fra en efterskole, jeg havde skrevet mig op til flere år forinden, som netop havde ringet og sagt, at der var kommet en plads til mig. Jeg skulle altså den eftermiddag vælge, om jeg ville går til “måskeegnede”-prøven eller blive i min folkeskole i 10. klasse eller springe ud det nye vilde liv – efterskole!

– Jeg valgte det sidste! Heldigvis! Jeg ville ikke have trivedes et år mere i folkeskolen, men jeg tror faktisk, jeg ville have fået mere ud af at gå direkte på gymnasiet. Jeg var ikke en lykkelig efterskoleelev. Jeg kunne ikke give slip på det derhjemme, og den følelse af at være blevet afsløret i ikke at være god nok, hang ved alt alt for længe. Mit efterskoleår blev en lærdom for livet, og efterfølgende har jeg været meget glad for at have fået den oplevelse, men mens jeg var der, var jeg faktisk ikke glad for det. Jeg var hjemme hver weekend, og holdt mig til nogle få meget tætte veninder jeg fik på skolen. De har til gengæld fulgt mig i mange år efter og givet mig rigtig rigtig meget.

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde valgt efterskolen, sådan rigtigt. Eller at jeg havde turde tage den der ekstra prøve til gymnasiet, så jeg havde fået vendt nederlaget til succes, for den havde jeg selvfølgelig bestået. Men sådan gjorde jeg ikke, jeg lod livet vælge for mig, sådan som jeg stadig gør over and over again. Jeg tror det er på tide at jeg får sat en stopper for den udvikling. Jeg vil gerne selv stå ved roret. Nu hvor jeg sådan er ved at være voksen.img_8325

 

Kærlighed til håret

I fredags tog jeg det store spring og tog til frisøren. Det er en luksus, jeg tillader mig ca 1 gang om året, og når det endelig sker, glæder jeg mig helt vildt til den luksus det er, at mit hår er The Centre Of The Univers i et par timer. Jeg er nemlig ikke særlig god til at sende kærlighed til håret til daglig. Det ender som regel med at ligne sig selv, ligegyldigt hvor mange produkter og hvor meget tid jeg lægger i det. Men jeg har altid en drøm om at ligne en Hollywoodstjerne, når jeg går derfra.

I fredags var ingen undtagelse. Jeg kom helt modig og beslutsom ind i salonen og forklarede med arme og ben om lyse striber, som ikke er stribet, men som er mere solskins-agtig, du ved? Lige som modellerne i bladene, og jeg viste frem og pegede. Hev telefonen frem og viste billeder af min mest blonde periode. Altså det skal ikke være ligeså blond, men som du kan se, så kan jeg godt bære det, og det her mørkebrune er bare slet ikke mig. Altså selvom det er det jo, for det er jo min naturlige hårfarve, men den kan jeg ikke rigtig finde mig tilrette i. Ja jeg er da også ret glad for, at jeg fandt ud af, at jeg ikke er blevet grå endnu… haha… (?!)

Nå hvad siger du? Er vi enige om, at vi tager sådan D-005 blandet med en blablabla, så det går ind og arbejder med strukturen og dit mørke og laver sådan en Jennifer Aniston-lignende sommer-honning-naturlig lyst? Ja Fedt! Og hvad tror du cirka det kommer til at koste?

…. Jeg synes bare du skal klippe spidserne, og ved du hvad, så kan du får lov at gå lidt bersærk i pandehåret. Det vokser jo ud igen ikk.
Og har i Latte? Og det nyeste Costume? Taaark søde!

Sådan gik det til, at jeg gik fra frisøren looking like this
IMG_1196

Når jeg i virkeligheden ville have gået derfra looking like this
jennifer-aniston

Kærlighed til håret

I fredags tog jeg det store spring og tog til frisøren. Det er en luksus, jeg tillader mig ca 1 gang om året, og når det endelig sker, glæder jeg mig helt vildt til den luksus det er, at mit hår er The Centre Of The Univers i et par timer. Jeg er nemlig ikke særlig god til at sende kærlighed til håret til daglig. Det ender som regel med at ligne sig selv, ligegyldigt hvor mange produkter og hvor meget tid jeg lægger i det. Men jeg har altid en drøm om at ligne en Hollywoodstjerne, når jeg går derfra.

I fredags var ingen undtagelse. Jeg kom helt modig og beslutsom ind i salonen og forklarede med arme og ben om lyse striber, som ikke er stribet, men som er mere solskins-agtig, du ved? Lige som modellerne i bladene, og jeg viste frem og pegede. Hev telefonen frem og viste billeder af min mest blonde periode. Altså det skal ikke være ligeså blond, men som du kan se, så kan jeg godt bære det, og det her mørkebrune er bare slet ikke mig. Altså selvom det er det jo, for det er jo min naturlige hårfarve, men den kan jeg ikke rigtig finde mig tilrette i. Ja jeg er da også ret glad for, at jeg fandt ud af, at jeg ikke er blevet grå endnu… haha… (?!)

Nå hvad siger du? Er vi enige om, at vi tager sådan D-005 blandet med en blablabla, så det går ind og arbejder med strukturen og dit mørke og laver sådan en Jennifer Aniston-lignende sommer-honning-naturlig lyst? Ja Fedt! Og hvad tror du cirka det kommer til at koste?

…. Jeg synes bare du skal klippe spidserne, og ved du hvad, så kan du får lov at gå lidt bersærk i pandehåret. Det vokser jo ud igen ikk.
Og har i Latte? Og det nyeste Costume? Taaark søde!

Sådan gik det til, at jeg gik fra frisøren looking like this
IMG_1196

Når jeg i virkeligheden ville have gået derfra looking like this
jennifer-aniston

Bryster, på den gode måde..

Må simpelthen lige dele det med nogen… En prås er gået op for mig. Ja lige præcis, en prås. Det skete i Amagercenteret, hvor jeg har shoppet i dag. Ikke voldsomt og hovedløst, for det lagde jeg på hylden for et par år siden (og det kan man i øvrigt heller ikke i Amagercenteret, medmindre man er konfirmand eller pensionist) men fornuftigt og planlagt, sådan som strømper, undertøj, barnesko og en dims til køleskabet udgør det. En lille brist var dog at finde, da missionen oprindeligt hed; “Englebarnets Første Sko”, men endte i “Opstramning Af Mors Undertøjsgarderobe Efter Fødsel, Amning og Elevatorvægt”. Men det var tiltrængt og her kommer pråsen; Jeg har for første gang i mange mange år købt bh uden indlæg! Ja, jeg føler mig åbenbart nu så voksen, at jeg kan vise mine bryster (i bh forstås!) præcis så små og bløde som de er. WOW! Her går jeg rundt og øver mig i at elske mig selv og min dobbelthage og linjerne ved mundvigen, smilerynkerne, og den bløde mave, ja sågar mine lange krogede tæer har fået loving care det sidste stykke tid, for jeg rummer bare mig selv SÅ meget for tiden! Det gør jeg. Og så havde jeg helt glemt brysterne! Men for fanden, det var slet ikke gået op for mig, at min “barm” var et scam. At løgnen var vævet ind i vatindlægget, og at mine bryster slet ikke er så unge, som H&M bh’erne gerne vil gøre dem til. Næ. De er blevet voksne, ligesom resten af mig. Det er sgu da befriende! Og helt ærligt. Efter at have vænnet mig til det nye look i spejlet, synes jeg faktisk, at de er ret flotte i den nye indpakning. Tak til ekspeditricen i Chance for at lade mig stå i upassende lang og kigge på mig selv i spejlet. De er nu så tolerante i sådan nogle undertøjsbutikker. (jeg nægter at kalde det lingeri.. det’ sgu for krukket) PS. Jeg beklager denne fokus på mine bryster. Jeg lover at skrive et indlæg om baller på et andet tidspunkt, så kan det ligesom veje lidt op.. gården og gaden, du ved..