Anbefalinger til de mørke decemberdage

Decembermorgener er super stressede hjemme hos os. Der er alt for mange julekalendere der skal åbnes, lys der skal brændes, og ting der skal dimses og dulles med. Det er til at blive vanvittig over. MEN løsningen mine damer (og herre) ligger lige for. Julemusik! Det er simpelthen så hyggeligt og beroligende at høre musik om morgenen, ok indrømmet, julemusik er måske ikke ligefrem beroligende, men det er hyggeligt og det skaber gode muligheder for samsang i stuen, på toilettet og mens strømpebukserne matcher de rigtige  ben og fødder. Jeg forudser at vi fortsætter med musikken langt ind i det nye år. (dog ikke juleversionen, -det er jo ikke til at holde ud)

Noget af det, der en gang i mellem popper op, som noget jeg bare MÅ dele med andre, er anbefalinger til podcasts, insta og tv.

Jeg har en række ting, jeg gerne vil anbefale andre at se nærmere på, fordi jeg er begejstret, og ikke taler nær nok om det med andre folk.

The Moth: Jeg bruger mine cykelture til og fra arbejde til at høre podcasts. det er den mest geniale “opfindelse” siden tandpastaen. Jeg kommer gennem byen let og smertefrit med gode historier i ørerne. The Moth er liveoptagelser af helt almindelige menneskers virkelige historier, fortalt på en scenen et sted i USA (eller alle mulige andre engelsktalende lande) Hvert afsnit har et tema og tre til fire historier. De er alle vidt forskellige og som regel virkelig godt fortalt. Jeg både tuder og griner højt, der mellem de andre morgentravle cykelister i Københavns gader. Hvis du er til gode hverdags historier, kan denne podcast varmt anbefales!

The Vulva Gallery: Ja, jeg bruger min insta tid på at kigge på tissekoner. Det er pæne akvarelmalede tissekoner i alle afskygninger, og med til hver “kone” hører en lille historie om ejerkvinden. Jeg synes det er så fint, og jeg kan godt lide tanken bag, at vi skal være stolte af hvordan vi ser ud, for det er det fineste vi har. Jeg har personligt aldrig været ked af min egen. Jeg har faktisk aldrig spekuleret på om den var “pæn”, eller hvordan den så ud i det hele taget. Og jeg har ved gud heller aldrig været i en situation, hvor det har været vigtigt, hvordan så ud. Men på den anden side, så har jeg heller ikke beskæftiget mig så meget med det område af min krop. Den er der bare, den fungerer fint til alle de formål den skal, og den kræver ikke yderligere opmærksomhed. Derfor synes jeg også, det er overraskende og nedslående at rigtig mange kvinder er flove, kede af og ligefrem hæmmede af udseendet på deres “Punani”. Hvis du har bare den mindste tvivl, om du ser “anderledes ud”, så kan jeg anbefale at følge The Vulva Gallery. jeg lover dig, der er sikkert også én der ligner dig.

SMILF: serie på HBO.. Jamen det er jo mig! Jeg kan genkende alt. Altså bortset fra at jeg ikke er én, der som sådan går under betegnelsen “ung mor”… og jeg er heller ikke særlig god til basket…  og jeg er heller ikke nær så white-trash som de er i serien. Jeg er vel lidt mere sådan provins-middelklasse-single-gammel-mor. Men BORTSET fra det, så er Bridgette og jeg som to dråber vand! To dråber vand, siger jeg jer. SE den!

Hemmeligheder fra Nuuk: Jeg har siden barns ben haft et soft spot for Grønland. Det storslåede og forslåede land, som jeg aldrig har været i, men som på så mange områder har haft en stor betydning i min opvækst. Jeg drømmer om at kunne tage Kaisa med der til en gang. Jeg er vild med at høre de unge stemmer fra et land, som jeg synes sjældent bliver præsenteret ligeværdigt i danske medier. Tak for det DR.

Tv jeg ser og ikke ser…

Jamen dog som tiden løber fra mig i disse dage. Blogging er der sgu ikke tid til. Jeg har vigtigere ting at foretage mig. For eksempel at klæde mit barn ud til fastelavn. Det tog lige et par uger… Jeg overgjorde det måske også lige en kende, men der skal altid være den mor, der tropper op med fire fade med kage, når der kun skulle laves en pr. person. Det er så mig.

Jeg har i øvrigt ikke set en eneste Oscar film overhovedet. jeg har heller ikke set showet. Jo selvfølgelig den famøse “I cant read the card” scene, men udover det, intet. Jeg tænker at jeg tager hul på det i den kommende weekend. barnefri weekend, og tid til biograf film. Jeg lover at lave en anmeldelse her på stedet, så alle bliver glade. (For jeg er sikker på at alle herinde er spændte på at vide, hvad jeg synes om de film jeg ser i biografen.)

Mit yndlings reality program er slut, og jeg er så underinformeret, at jeg overvejer at kalde på nogle af mine venner for at hjælpe mig med at finde dem, der har lavet programmerne for at få dem til at lave en follow up. Ja, jeg taler selvfølgelig om “Alene i Vildmarken”.

Fint at Jon vandt. Det var fortjent og stort tillykke!
MEN: Hvad synes de andre om hinandens præstationer, løsninger og (manglende!) udholdenhed? Kunne man ikke lade dem mødes og tale forløbet igennem? Jeg kunne også godt bruge noget mere viden, om hvordan de var forberedt på opgaven. Hvor meget vildmarkstræning har de fået? Har de fået hjælp til at pakke tasken? Fiskeri-træning? (Obviously var der nogle, der ikke lyttede så meget efter, da der blev gennemgået fiskenet opsætning for eksempel.) Hvad var det egentlig for et område de var i? Kunne man få en ægte norsk vildmarks m/K til lige at gennemgå the basics? Der er så mange informationer jeg mangler i det program, at jeg håber jeg får programredaktøren til bords en gang, for jeg har så mange ideer til forbedringer. Men når det er sagt; Genialt reality! Loved it.

Girls er tilbage. Sluger det råt. Elsker voksen Hannah. afsnittet i mandags var genialt og pisseirriterende på samme tid. Jeg var helt vild med budskabet om at succesfulde hvide mænd skal holde der pikke for sig selv og ikke statusudnytte unge håbefulde kvinder, og der er ikke noget mere ynkeligt, end en mand anklaget for sexkrænkelser, der udråber sig selv som offer. Føj. Jeg kunne godt skrive mere om det emne, for der er meget der skal siges, og det gør jeg nok også en dag. Men mens jeg sad og råbte Amen og Halleluja til afsnit 3 i 6. sæson, var jeg også vildt skuffet, da rulleteksterne ramte skærmen. For hvad med alle de andre! Et heeelt afsnit dedikeret til en vigtig sag er fint nok, men jeg vil videre med historien! Jeg må vide mere! Glæder mig til mandag!

Homeland er også tilbage. Jeg er dog ikke helt så begejstret for denne sæson endnu. Men måske kommer det senere.

Snart weekend. Trænger virkelig til det…

Metallica – en metaljomfrus bekendelser

Jeg var til Metallica koncert i sidste uge. jeg går ellers aldrig til koncerter. Ikke fordi jeg er religiøst i mod det eller noget, men mest fordi jeg altid ender med at bruge mine penge og tid på andre kulturelle oplevelser end musik. Det havde jeg i mange år dårlig samvittighed over. Jeg syntes det var pinligt, så når andre talte om det fede koncerter de havde været til, lod jeg enten som om jeg også lige havde været afsted til noget sejt, eller som om jeg havde forsøgt at få billet, men ikke nåede det. Noget der selvsagt godt kunne ende i lidt pinlige samtaler.

Nu er jeg mere voksen omkring mit manglende koncert-gen. (ja det er et gen. videnskaben har talt, så shut up.) Jeg kan godt lide musik og jeg lytter næsten altid til musik. Jeg ved også hvad jeg kan lide, når jeg hører det, men jeg kan ikke huske navne på bands og numre, og jeg står helt af i forlegenhed, når musiknørderne slår til med deres årstal, lyrics, udvikling, navne på bassister og what have we not. Jeg aner ikke noget om musik. Og jeg opsøger ikke nyt musik selv. folk fortæller mig hvad jeg skal høre, og så gør jeg det.

Den værste pick up line er “Hvad for noget musik lytter du til?” I DONT KNOW!! Spil noget og måske kan jeg genkende det..

Hvordan fik jeg så forvildet mig ind i den der Metallica-koncert? Well long story;

I den by hvor jeg voksede op, var det drengene der slog tonen an. I alle mine teenageår troede jeg, at det gjaldt om at være som drengene, for at de kunne lide én. Så jeg var dark and mysterious, havde hængerøv og hår under armene. (så sindssygt charmerende) Jeg var pigen med de smadrede Dr. Martens, fedtet hår og min fars aflagte ternede skjorte. Det var ikke et kønt syn kan jeg afsløre. Men det var heller ikke meningen. For jeg skulle jo for guds skyld ikke ligne én, der gik op i sit udseende. Jeg var så pisseligeglad med alt. Med life og love og alt det i mellem.

Og jeg lyttede for guds skyld heller ikke til pop musik! Det mest poppede der kom ud af mine højtalere var Alanis Morrisette og Tracy Chapman. Og Metallicas 3 stille numre. (Officielt i hvert fald, for der var også noget med en masse musical hits og Løvernes Konge, men det er en anden historie)

Så da drengene hjemme fra min by kontaktede mig for at høre, om jeg vil med på en ekstra billet til Metallica, sagde jeg straks JA! SGU DA! Det var så fedt at være vred og rebel igen. Og øm og dyb til Nothing Else Matters.

Jeg er siden blevet lidt mere afslappet omkring musik jeg kan lide. Min smag er alsidig, for at sige det mildt. Og i sidste uge var det altså Metallica, der fik en ordentlig tur på “anlægget” (Jeg har ikke noget anlæg) herhjemme. Og på cykelturene til og fra arbejde. Og det kan sgu stadig noget det der Metallica. Også de vrede numre. Jeg er fan. Igen.

Det føltes som om vi var meget tættere på!

IMG_6709