Jeg er stadig syg. Jeg hader det. Jeg gider ikke snotte mere, jeg gider ikke frysesvede mere, og jeg gider slet ikke have hovedpine mere. I morgen skulle jeg have været til første fest/bytur efter baby. Og jeg skulle mødes med god veninde i morgen formiddag. Nu ligger jeg her og glor (og nyser). Øvøvøvøvøv!
Synd for mig.

Nu vil jeg gå i seng og håbe på mirakler i nat…

Igen er der kun ros til englebarnet, der totalt er indforstået med at øve sig i at kravle i stilhed, mens mor stønner og snotter på madrassen foran fjerneren. (at kravle = stå med røven i vejret og næsen i gulvtæppet, mens hun prøver at pruste sig fremad – hvis jeg har overskud til at se klart i morgen, tager jeg et billede)