Jeg kan lugte guld

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi hidtil ikke har været sådan rigtig dygtige til at skaffe penge til sparegrisen her i huset. Vi er mere typerne, der kradser på bunden af kisten i håb om, at der skulle være glemt en penny et sted.

Eller det troede jeg. For pludselig ser fremtiden meget lysere ud for hustanden.
Midt i al krise og sparetid har en løsning meldt sig fra uventet kant.

Jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, at jeg mangt en mandag morgen har overvejet, hvordan jeg kunne læsse ansvaret over på andre skuldre. Og nu har jeg so to speak læst the writing on the wall og set en virksomhedsmulighed, som kun kan føre velstand og lykke med sig.

Lige for tiden ligger der nemlig guld på alle overflader i hjemmet.
Det er det her jeg taler om:

Køkkenlåge-kunst

Køkkenlåge-kunst

Badeværelsesdør

Badeværelsesdør-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

computertaske-kunst

computertaske-kunst

Jeg vidste, at mit englebarn kunne bruges til noget mere profitabelt end blot at blæse sæbebobler med. For det kan da umuligt kun være mig, der ser talentet lyse lige der?

jeg tænker t-shirt, postkort, plakater, krus og askebægere (er der business i askebægere mere?) med Kaisas kunst. Og hvis de ringer fra Københavns kommune, er vi villige til at indgå en aftale om at pryde byens husmure mod en rimelig betaling. (Forudsagt at sikkerheden er i orden naturligvis. Det er et krav.)

I kan bare bestille her på bloggen, så sætter jeg gerne kunstneren i sving med pen og papir. Papir for himlens skyld papir!

(Og så ikke et ord om, at den lille “kunstner” allerede har kostet mig et opkald til forsikringsselskabet om noget med en kuglepenstegning på en hvid ruskindsstol. Ikke et ord om det.)

Jeg kan lugte guld

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi hidtil ikke har været sådan rigtig dygtige til at skaffe penge til sparegrisen her i huset. Vi er mere typerne, der kradser på bunden af kisten i håb om, at der skulle være glemt en penny et sted.

Eller det troede jeg. For pludselig ser fremtiden meget lysere ud for hustanden.
Midt i al krise og sparetid har en løsning meldt sig fra uventet kant.

Jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, at jeg mangt en mandag morgen har overvejet, hvordan jeg kunne læsse ansvaret over på andre skuldre. Og nu har jeg so to speak læst the writing on the wall og set en virksomhedsmulighed, som kun kan føre velstand og lykke med sig.

Lige for tiden ligger der nemlig guld på alle overflader i hjemmet.
Det er det her jeg taler om:

Køkkenlåge-kunst

Køkkenlåge-kunst

Badeværelsesdør

Badeværelsesdør-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

computertaske-kunst

computertaske-kunst

Jeg vidste, at mit englebarn kunne bruges til noget mere profitabelt end blot at blæse sæbebobler med. For det kan da umuligt kun være mig, der ser talentet lyse lige der?

jeg tænker t-shirt, postkort, plakater, krus og askebægere (er der business i askebægere mere?) med Kaisas kunst. Og hvis de ringer fra Københavns kommune, er vi villige til at indgå en aftale om at pryde byens husmure mod en rimelig betaling. (Forudsagt at sikkerheden er i orden naturligvis. Det er et krav.)

I kan bare bestille her på bloggen, så sætter jeg gerne kunstneren i sving med pen og papir. Papir for himlens skyld papir!

(Og så ikke et ord om, at den lille “kunstner” allerede har kostet mig et opkald til forsikringsselskabet om noget med en kuglepenstegning på en hvid ruskindsstol. Ikke et ord om det.)

Så er der rundvisning. Kender du typen..

Fik jeg nogen sinde pralet med min nye sofa? Altså med billede og alting. Nej det gjorde jeg vist ikke, og nu er der nemlig også kommet puder i, og jeg synes, det er blevet lige præcis så hyggeligt, som jeg gerne vil have det. Se selv:

Nu der endelig var ryddet op, og jeg alligevel var i gang med at tage billeder, kunne jeg jo lige så godt vise et frem af spisebordet også. Det er noget helt nyt for mig at have møbler, jeg selv har valgt, og som jeg synes er flotte.

Jeg købte sofaen på Lauritz.com og havde en fest med at byde til højre og venstre (Det kan klart anbefales som aftenunderholdning, når vinteren begynder at ruske i ruderne og andre steder – man skal bare passe på med ikke at ende med sidste bud på den der hæslige ternede sag, som man kom til at byde lidt for meget på, da der gik sport i det. Jeg taler ikke af erfaring. Det gør jeg ikke.)
Sofaen er en Wegner, som højst sandsynligt har stået på et kollegieværelse eller en kaserne et sted en gang. Der er lavet masser af dem, så de er ikke dyre, men kvaliteten er god og så er de så pæne. Synes jeg.
Bordet er et jeg fik i julegave af mine forældre sidste år. De har en ven, der er møbelpolstrer og han er altid god for en god snak om møbler, og har et mindre lager af fine gamle møbler, som han sætter i stand. Jeg er meget meget glad for mit bord.

Ja, efter sådan en lille rundtur i det Karen’ske hjem skulle man jo tro, at jeg var gået hen og blevet huslig. Nææ jeg har såmænd bare ryddet lidt op, og pludselig ser her så hyggeligt ud, at jeg ville vise lidt frem.
Jeg er dog blevet lidt mormor-huslig, for fik jeg fortalt at englebarnet og jeg forleden fik farserede porer med persillesovs og kartofler?? Det gjorde vi! Hjemmelavet af den fineste slags af denne her mama selv. Og sørme om jeg ikke også stoppede op og dokumenterede det hele, som enhver blogger bør gøre…
Og JA, jeg kan godt lide mange kartofler. Mange.
(Jajaja.. En gang skal jeg nok vise billeder af sund mad.)

Så er der rundvisning. Kender du typen..

Fik jeg nogen sinde pralet med min nye sofa? Altså med billede og alting. Nej det gjorde jeg vist ikke, og nu er der nemlig også kommet puder i, og jeg synes, det er blevet lige præcis så hyggeligt, som jeg gerne vil have det. Se selv:

Nu der endelig var ryddet op, og jeg alligevel var i gang med at tage billeder, kunne jeg jo lige så godt vise et frem af spisebordet også. Det er noget helt nyt for mig at have møbler, jeg selv har valgt, og som jeg synes er flotte.

Jeg købte sofaen på Lauritz.com og havde en fest med at byde til højre og venstre (Det kan klart anbefales som aftenunderholdning, når vinteren begynder at ruske i ruderne og andre steder – man skal bare passe på med ikke at ende med sidste bud på den der hæslige ternede sag, som man kom til at byde lidt for meget på, da der gik sport i det. Jeg taler ikke af erfaring. Det gør jeg ikke.)
Sofaen er en Wegner, som højst sandsynligt har stået på et kollegieværelse eller en kaserne et sted en gang. Der er lavet masser af dem, så de er ikke dyre, men kvaliteten er god og så er de så pæne. Synes jeg.
Bordet er et jeg fik i julegave af mine forældre sidste år. De har en ven, der er møbelpolstrer og han er altid god for en god snak om møbler, og har et mindre lager af fine gamle møbler, som han sætter i stand. Jeg er meget meget glad for mit bord.

Ja, efter sådan en lille rundtur i det Karen’ske hjem skulle man jo tro, at jeg var gået hen og blevet huslig. Nææ jeg har såmænd bare ryddet lidt op, og pludselig ser her så hyggeligt ud, at jeg ville vise lidt frem.
Jeg er dog blevet lidt mormor-huslig, for fik jeg fortalt at englebarnet og jeg forleden fik farserede porer med persillesovs og kartofler?? Det gjorde vi! Hjemmelavet af den fineste slags af denne her mama selv. Og sørme om jeg ikke også stoppede op og dokumenterede det hele, som enhver blogger bør gøre…
Og JA, jeg kan godt lide mange kartofler. Mange.
(Jajaja.. En gang skal jeg nok vise billeder af sund mad.)