Forventninger og planer

Jeg sidder på “mit” kontor. (Ok, det kontor der er ledigt, fordi der er ferie, og der derfor ikke sidder andre lige nu) Jeg har kaffe, der er kage, fordi én på kontoret har fødselsdag. Jeg har opgaver, og deadlines der skal nås, og der er frokostordning.

-Jeg tror lige, jeg bliver lidt længere…

Min august står lige om hjørnet, og jeg skal flytte og starte firma (sådan rigtigt) og så skal jeg blive på dette job, så længe jeg kan trække den. Gode målsætninger at have, synes jeg selv.

Noget af det mest presserende (udover det der med at pakke ned, smide ud, sortere, flytte og indrette nyt hjem) er at opgradere min blog. Jeg ved, jeg har talt om det længe, men den roder, og nu ligger der endelig en form for plan i mit hoved, til hvordan jeg gerne vil have den. Nu mangler jeg bare én til at hjælpe mig til at få den op at køre. Glæder mig, for jeg tror det bliver godt.

Happy happy forventnings-Karen smutter ud i solen! (I forbandede jeans, fordi jeg troede det blev regnvejr i dag. Jävla GodMorgen Danmark!)

God integration

Jeg er sådan én af dem, der lader hele mit liv præge af den tv-serie jeg ser, eller den bog jeg læser for tiden. Lige nu ser jeg Mad Men, og jeg føler mig straks mere kvindelig i spadseredragter og med rank ryg og brystet frem. Jeg overvejer, om jeg skal til at bære en forgyldt kuglepen i en kæde dinglende mellem mine bryster. Men så igen, det er sådan lidt upraktisk, når man cykler og jeg bruger jo ikke kuglepen på daglig basis. Har også kun sådan nogle reklame nogle, der bare ikke har samme sexappeal. “Hej smukke, vil du låne min kuglepen? Den er fra Fausing Køreskole i Allingåbro.” Hmm sexy?.. Not so much.

Jeg er også sådan én der pludselig taler meget mere Københavnsk så snart toget kommer syd for Vejle. Og når jeg er i Århus, lyder jeg som om jeg er vokset op i Tilst. Da jeg gik på efterskole i Himmerland, kiggede min søster måbende på mig, da jeg kom hjem efter 14 dage og talte nordjysk uden overhovedet at høre det selv.

Jeg integrerer meget hurtigt.

Just checking in..

Yep! Jeg er her endnu. Still breathing. Har været på miniferie i det jyske, og har råhygget i dag med søde mennesker i solen i grundlovens navn. Jeg er lige nu så dødtræt, at jeg ikke rigtig kan hænge sammen til at skrive et ordentligt indlæg, så jeg melder mig bare klar til arbejde, og smækker benene op med Netflix i skødet. Selvom livet generelt lige nu ser en lille smule stramt ud (mangler ret akut et job og en bolig), så er det nu altid så meget smukkere i solskin. Jeg smiler.

-Og vender tilbage i morgen med billeder fra min dejlige weekend.

Om det der med at være Mor

Nå, men så var det jo, at det var på tide, at jeg afslørede, hvad jeg har foretaget mig i denne lille ferie, hvor jeg har været væk fra bloggen. Jeg har været selskabelig og dyrket familien. Sådan og lovely!

Kaisa havde fødselsdag i går, og er nu en stor pige på 2 år. Det er vildt og ret uforståeligt, at jeg er mor til sådan en lille selvstændig og sej pige, der ikke er spor baby mere. Faktisk kigger hun forundret op på mig, når jeg af vanvare kommer til at kalde hende “baby”. “Nej mor!? Ikke baby. Kaisa.” Okay så.

Hele familien (også dem fra Jylland) var samlet hos hendes far i torsdags, hvor vi fejrede hende med far og mor og alle bedsteforældre og kusiner og fætter. Der skal ikke mangle noget, og barnet (Og alle andre) opførte sig eksemplarisk.

fredag tog min del af familien en tur på legeplads til det, der skulle være fredelig københavnerafslapning inden de fleste rejse vestover igen. Vi voksne løber rundt og leger med børnene, og efter et stykke tid holder vi en kort konference, om hvor vi skal gå hen nu? Er der færgemæssigt tid til en kop kaffe på cafe, eller skal vi stikke hjem? Pludselig lyder der et bumb og et “Det var sgu Kaisa!” Jeg snurrer hurtigt rundt og ser en lille bylt af et barn, der roder rundt nede på jorden. Hun er faldet ca 1.70 ned på, jaja blødt underlag, men alligevel! Jeg styrter selvfølgelig derhen og samler hende op, men hun er helt krumbøjet og gisper efter vejret. Hun græder ikke rigtigt, klynker bare. Jeg bliver ved med at spørge “Hvorfor græder du så mærkeligt?? Hvorfor græder du så mærkeligt??” Vi skynder os at gå hjem, hvor hun falder i søvn med det samme. Sov næsten i mine arme på vejen. Da hun vågner igen vil hun ikke gå. Hun knækker sammen i maven og siger av, hver gang hun prøver at gå mere end et par skridt.

Nå men det hele ender med at min mor og jeg tager på skadestuen (Som nu hedder akutmodtagelsen? Why?) betaler 600 kr til taxa frem og tilbage til Herlev, sidder i venteværelset med en meget meget træt pige, der efter en times tid pludselig godt kan gå igen (!) -for at få at vide at barnet heldigvis ikke fejler noget. God dag og velkommen til livet som mor til en 2årig!

For fanden et chok jeg fik! Tænk hvis to minutters uopmærksomhed skulle betyde at mit barn ikke kan gå! Jamen jeg havde hele registret i beredskab og alle scenario fløj rundt i hovedet på mig. Det værste var at den første følelse, der meldte sig på banen var SKYLD! Dårlig mor! Jeg kunne have forhindret det. Hvis jeg bare havde stået der for at gribe. Hvis bare… Undskyld undskyld undskyld!

Det er jo fjollet at det er det, jeg fyldes af, og det tegner ikke godt for de næste mange år på legepladser! Jeg ved jo godt, at jeg er en pissego mor, og jeg kan ikke forhindre at mit barn kravler op og en gang i mellem falder ned. Jeg vil ikke være en pylremor. Og det bliver jeg heller aldrig. For de er sgu så kedelige..