Modekaffe-fælden

…Og så var det, at jeg igen ikke havde så meget at skrive, og jeg pludselig begyndte at overveje om jeg skulle fortsætte med at blogge, når jeg nu ikke kunne komme op med daglige indlæg…

Men så rystede jeg på hovedet og virrede de onde tanker væk, for i stedet med tilfredse nik at bekræfte mig selv i, at dette er min blog, som jeg kan skrive på, lige præcis når jeg vil og om lige præcis hvad jeg vil.

I dag vil jeg for eksempel skrive om at købe kaffe.

For jeg har været i Nespresso-butikken for at købe kaffe. My goodness! Jeg er virkelig ALT alt for jysk til ikke at føle mig totalt til grin, når jeg kommer ud af butikken med en pose med for 500kr blandet kaffe i pæne æsker! Christ! Det er jo kaffe, ikke guldbarre, de sælger! (Sælges der guldbarre nogen steder? Og kommer de i æsker? næppe)

Pæne små petit-piger i pæne stramtsiddende sorte dresses går rundt på små stilletter som stewardesser, og spørger om man har lyst til at smage en variant, mens man venter. (Nej de kan ikke engang bare spørge, om man har lyst til en kop kaffe, men “har du lyst til at smage en variant?” En variant?! Igen: DET ER KAFFE!!)

Der står en pige ved indgangen, hvis eneste job er, at uddele et nummer og sige “velkommen, skal du handle i dag?” og “på gensyn”, når man går ud. Hvis nu alle butikker indførte det system, så kunne man lige overveje, om ikke alle de langtidsledige kunne komme i arbejde lige med det samme? Tror jeg nok lige! Hovedet lidt på skrå og luft på stemmen og “Hej og velkommen på apoteket/I Føtex/H&M/7-Elleven. Skal du handle i dag? Værsgo, du er nummer 335, og dit nummer vil blive vist på tavlen der. Du er velkommen til at se dig omkring mens du venter.” Jøsses.

Og for det ikke skal være løgn blev jeg medlem af sekten, og har nu et kaffekort, som sikrer mig 24 timers support til min kaffemaskine (som ikke er min, men min roomates. Jeg er steget adskillige grader på porcelæns og køkkengearfronten, siden jeg flyttede)
24 timers support! Intet mindre. Så hvis kaffemaskinen pludselig sætter ud kl 3 om natten, så behøver jeg ikke en gang vente til næste morgen med at få hjælp. Jeg kan ringe right away, og få support. Wow! Jeg ved ikke, hvad den support egentlig går ud på? Kommer der nogen og hjælper mig? Guider de mig telefonisk igennem den svære tid? eller får man en stang kaffe på huset, næste gang man besøger butikken? Det må afprøves en dag.

… Men ja. Jeg købte for 500kr blandet kaffe. Fordi det smager godt. Og ser lækkert ud. Pis. Jeg er til grin og jeg ved det.

To år er gået

I disse dage er det 2 år siden, jeg blev alene med Englebarnet. Det er meget mærkeligt at tænke tilbage på, fordi jeg ikke rigtig husker det ordentligt. Mine følelser var et kæmpe rod, og det føltes lidt som om jeg befandt mig i en bobbel, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad der skete, og hvordan jeg skulle reagere. Jeg opdagede, hvordan jeg handler (eller i den grad ikke handler), når verden bryder sammen. (Ja, det er ikke mig, I skal sætte jeres lid til, hvis bomben falder og landet bliver indvaderet! Jeg sætter mig ned og venter på det går over.)

Nogle gange sætter jeg mig ned og læser de indlæg, jeg lavede dengang, og jeg kan genkalde mig det kæmpe kaos, jeg prøvede at navigere i. Det er som om det er en anden, jeg skriver om. Mærkeligt.

Dem der ved noget om den slags siger, at det tager 2 år at komme sig efter et brud. Nu er jeg jo en af dem, der ved noget om den slags, og jeg kan godt give de andre kloge ret. Jeg troede, at jeg efter et år var ovenpå, men jeg kan godt se nu, at det var jeg ikke. Close, but not quit there.

Jeg har brugt ret meget energi på at “finde mig selv”, men i virkeligheden er jeg jo ikke “mig selv” længere. Jeg er en ny (og bedre) udgave af mig selv, fordi jeg er blevet mor, er blevet forladt og har rejst mig igen. Det er på en måde meget godt. Se mig, jeg har lært noget.

Der er mange, der spørger mig, om det ikke er hårdt at være alene-mor. Det ved jeg ikke om det er, jeg synes ikke jeg har det hårdere, end alle de andre mødre jeg kender. Nogen gange synes jeg, at jeg har det nemmere. Andre gange kan jeg godt se, at et par ekstra hænder, en ekstra voksen til at tage beslutninger og ikke mindst en der bakker op (og tager over), når de svære beslutninger skal tages. (altså dem der afføder en skrigende unge og havregryn på gulvet) kunne være meget rart.

Men det er ikke hårdt, at være mor til et Englebarn. Jeg synes, hun har været nem hele hendes liv. Jeg har ikke svært ved at læse hende, og nu kan hun jo snakke, og fortælle hvad hun vil og mener. Jeg har været heldig på den måde. det har heller ikke været svært at dele hende. Hun er jo min det meste af tiden. Jeg har slugt mange kameler i den gode stemnings-tjeneste, og jeg har givet afkald på det meste af mit sociale liv, men gad vide om ikke det havde været det samme, hvis Kaisas far og jeg stadig var sammen. Jeg tror det.

Hjertesorgen gør ikke ondt mere, og hverdagen har sat ind. Lige nu er livet godt, og jeg har overskud til at fylde andet på min hverdag end job og barn.

flyttelivet…

Jeg er SÅ træt. Jeg har pakket min lejlighed sammen og sidder nu i min sofa med flyttekasser i øjenhøjde og ser frem til en uge, hvor jeg skal flytte og arbejde og få det hele til at gå op med en 2årig, der skal hentes og have mad, og overholde sine sengetider. Det bliver formidabelt. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det hele skal lykkes, men 90% er planlagt, og resten er kalkuleret medvind. Det skal nok gå alt sammen 🙂
-Det lille catch er, at jeg skal flytte fra min nuværende lejlighed på onsdag, og først kan flytte rigtig ind i min nye lejlighed på mandag. Jeg skal arbejde mandag og tirsdag, så derfor er alt pakket nu.

Jeg går i seng. Jeg kan slet ikke overskue den her uge… Æder den en dag af gangen, og håber på succes på næste søndag.

Older posts