Weekend lige om lidt!

Det er fredag, det er fredag, det er fredag! Den her uge har været laaaang, synes jeg. Lang og utrolig kort. Mit daglige kalorieindtage er oppe på normalen og lidt til, efter jeg havde den der mærkelige spisevægring for et par uger siden. Jeg må konstatere, at hvis jeg nåede at tabe mig lidt på den omgang, så har jeg i hvert fald indhentet det hele igen. Jeg er glad og frisk og har maven fuld af hvidt brød. Hvilket jo er godt, når man går en weekend i møde med drinks og yoga og masser af ambitioner.

Jeg gør det altid. De weekender hvor min datter er hos sin far, har jeg altid ambitioner om at få skrevet, ryddet op, flyttet rundt på møblerne, drukket drinks, shoppet, dyrket yoga, læst romaner, lavet 5 års planer og karrierestrategier og alt muligt andet, som er helt fuldstændig urealistisk for mig at nå på en enkelt weekend. især fordi jeg også synes det hører med til weekender, at jeg skal sove længe og se underlødigt tv… Men bare jeg når lidt af det, er det også en succes. Og i denne weekend er det drinks og yoga, der ikke kan nedprioriteres. Det virker som det mest fornuftige at fokusere på.

Jeg overvejer i øvrigt at opsige mit fitnessabonnement. Jeg bruger det jo ikke, for faen. Men jeg kunne også begynde at bruge det i stedet for? Hvad hvis jeg nu satte alt ind på at bruge det max den næste måned, og hvis det lykkes kan jeg jo fortsætte, og måske få en flad mave (Eller møde en lækker mand på løbebåndet? Det sker da, gør det ikke?) Og hvis jeg ikke kan slæbt min krop de 500 meter ned i fitten, så må kortet ryge ad Hækkenfeldt til og jeg kan bruge pengene på smukke ting til mig selv i stedet? Var det lige en plan der udformede sig der? Jada!! (desværre for min motivation, lyder det allerede mere fristende, at klippe kortet i småstykker og bruge pengene på noget sjovere, end at knokle i et fitnesscenter. Med mindre det der med manden sker for real. Så vil jeg gerne.)

 

Når lyset bare ikke rigtig vil lyse for mig…

Jeg slår mig selv i hovedet for tiden. Det er ikke sundt, og det skal man jo generelt holde op med, for det kommer der ikke noget godt ud af, men det sker nu alligevel af og til.

Jeg slår mig selv i hovedet med alt det som jeg ikke kan, gør eller har. Og jeg kan, gør og har ellers ret meget, det er bare ikke det der overstråler lige i dag.

Her er et lille uddrag:

Jeg har ikke skrevet mit manus færdigt, som jeg ellers havde lovet nogen og mig selv.

Jeg har ikke skrevet den kronik/læsebrev/klumme, som jeg havde tænkt mig.

Jeg har ikke gjort nok for at verden er et bedre sted. (Ja, lige i dag synes jeg, at den opgave ligger på mine skuldre.)

Jeg har hul i mine sko. (og går i dem alligevel, i stedet for at få dem lavet)

Jeg har ingen kæreste.

Jeg har ingen penge til at rejse med Kaisa, sådan som jeg drømmer om.

Jeg er for dårlig til at rykke på de drømme jeg har og de muligheder jeg får.

Min tlf. er gået i stykker 2 gange inden for de seneste 14 dage. Det er 2 x 800kr for reparation. Det har jeg fandeme ikke råd til.

Der er gået hul i mine yndlings jeans, og jeg hader at shoppe jeans.

 

Det var godt! Det gør godt sådan at skrive mine slagvåben ned, for listen er faktisk ikke så lang som jeg troede. Jeg kan godt overskue de fleste af punkterne, når de sådan står der på liste. Jeg ryster det lige af mig og tager punkterne et efter et…

For eksempel har jeg jo mega succes med at læse dagbog op sammen med de andre fra En Pinlig Affære. Det giver lidt på selvtillidskontoen. 🙂 Som man kan se; lidt ængstelig inden salen fyldes, Karen 15 år blæst op på stort lærred på scenen, Karen glad og stolt lige kommet ned fra scenen! Kom og se mig næste gang!

img_8317 img_8318img_8325img_8337

Om mine dagbogsskriverier

 

I sidste uge var det dagbogsdag på Nationalmuseet. (Det hedder helt sikkert noget andet end dagbogsdag?) Det betød at Nationalmuseet opfordrede alle til at skrive om vores helt almindelige hverdag, som den udfolder sig netop d. 6/9 2017, og sende det til Nationalmuseet, som så vil opbevare alle dagbøgerne, så fremtidsmenneskene (Som svæver rundt i sølvdragter, som man selvfølgelig gør ude i fremtiden) om mange år kan grine højt af, hvor fuldstændig håbløst gammeldags vores liv er i dag. Jeg synes det er en sjov ide og jeg tog også notater, så jeg regner med at indsende min dag til Nationalmuseet, og derved føle mig som noget ganske specielt.

Man kan vist også tage billeder og video, og det er jo meget 2017 agtigt og er helt sikkert også noget som fremtidsmenneskene vil grine af. Haha, se de tog billeder med deres Iphones! Hvor gammeldags!

Nu er hele dagbogsmediet ikke ligefrem en fremmed størrelse for mig. Jeg har skrevet dagbog siden jeg var teenager og jeg ser også denne blog som en form for offentlig dagbog. jeg har altid en notesbog med mig, uanset hvor jeg går hen. Også hvis jeg bare skal i Netto. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvad jeg skulle gøre uden at kunne skrive. Hvor skulle jeg så gøre af alle mine tanker? Jeg husker bedst med en blyant. Jeg elsker at skrive med blyant. Det er meget bedre end at skrive med kuglepen, selvom det også er lidt mere besværligt. De skal jo spidses hele tiden. Men de glider så dejligt crispy henover papiret.

Alle min gamle dagbøger har jeg fundet frem igen ad flere omgange, fordi jeg af og til deltager i En Pinlig Affære hvor jeg stiller mig på scenen på Nørrebro teater og læse højt af dem, så fremmede mennesker kan grine af mine teenagetanker. Det er på en måde lidt dårlig stil sådan at hænge unge Karen ud for det københavnske borgerskab en lørdag aften, men på den anden side; unge Karen ville også gerne stå på scenen, og hvad gør man ikke for en klapsalve. Hun ville helt sikkert forstå!

Jeg ved ikke, hvornår jeg er på scenen næste gang, men jeg skal nok gøre opmærksom på det her og alle mulige andre steder! Sådan noget går jeg nemlig ikke stille med dørene med. Man kan selvfølgelig også holde øje med En Pinlig Affære her eller Nørrebroteaters program her

Om at være både et stort og et lille bitte menneske

Follow my blog with Bloglovin

Hverdagen er i sandhed værd at holde af. Selvom jeg har hundrede skænderier med min 6 årige, er vi også gode til at hygge os og heldigvis er hun lige så social og oplevelsessyg som sin mor. (Godt hun ikke har arvet sin fars introverte sind. Host host)

Vi har hygget os umådeligt i denne weekend, hvor Copenhagen Pride var dagens absolutte højdepunkt. At stå med sit barn og se festlige glade mennesker danse forbi med deres glæde og seksualitet synligt og stolt fremme i solen. (Nogle mere børnevenligt udklædte end andre, skulle jeg mene, men så fik vi da alle sammen én på opleveren.) Det er en fest!! Kaisa spurgte mig, hvorfor der egentlig var fest og hvad regnbueflagene betød? Jeg svarede, at det var for at vise at vi synes, at alle mennesker skal have lov til at være kærester med dem de har lyst til, og gå i det tøj de har lyst til. Hun kiggede på mig som om jeg havde fortalt hende, at det var fordi himlen er blå. Ja SELVFØLGELIG må man være kærester med dem man vil?! Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at der faktisk er nogen der mener, at det er meget vigtigt at kærestepar ikke er af samme køn, og at de visse steder i verden kan blive slået ihjel for det. Jeg håber at hun vokser op i en verden, hvor det er helt utænkeligt at et menneskes seksualitet kan være afgørende for hvilke job det besidder, hvor det må bo og hvem det må bo sammen med. I hendes (og mine) øjne er kærlighed heldigvis kærlighed.

På det punkt er det meget nemt for mig at være overskudsmenneske og politisk korrekt. I andre situationer er jeg knap så “hellig”. Jeg vil så gerne være et stort og overskudsagtigt menneske. Sådan én der under andre det bedste og aldrig mærker jalousi, grådighed, frygt, vrede og smålighed. Tænk hvis man bare kunne danse gennem livet blandt regnbuer og morgenfruer og solsikker. Voksen og fornuftig og tolerant – altid.

Sådan kan jeg godt være. Sådan er jeg tit. Bare ikke altid.

Nogle gange rammes jeg også af de der grimme følelser, som jeg ikke vil stå ved. Dem der får det værste op i mig. Jeg har behov for en gang i mellem i lukkede rum, eller til mig selv i spejlet, at hvisle det der lille bitte menneske som bor inden i mig, ud gennem sammenbidte tænder. Nå de grimme ting er sagt og kigget på og grinet af, kan jeg igen vende tilbage til at være voksen og glad og velovervejet.

Så jeg ville sådan ønske, at folk der bliver stødt og vrede over andres seksualitet, også ville lade det lille bitte menneske få taletid til spejlbilledet på toilettet, for derefter at forsvinde. Så kan man nemlig meget bedre møde verden med smil.

For vi ved jo alle sammen godt at der ikke er nogen, der ikke rummer både det store favnende menneske og det lille bitte grimme menneske. Lad det store vinde mest.

Jeg arbejder i toget…

2 dage. Kaisa har gået i skole i 2 dage, og vi er ikke kommet for sent endnu. Jeg er meget stolt. Det har altid været en del af min identitet at være hende, der kommer for sent til alting. Det er ikke noget jeg er stolt af, men på den anden side er det heller ikke noget, jeg kan blive ved med at slå mig i hovedet med. Jeg undskylder 800 gange om måneden over at folk må vente på mig, og jeg ved godt at folk med vilje giver mig et andet tidspunkt en resten af flokken, for at vi alle kan nå toget samlet. Og det virker!
Jeg har derfor også sat et andet tidspunkt inde i mit hoved til Kaisas mødetidspunkt om morgenen. Så er jeg sikker på at vi når det. (Altså indtil det går op for mig, at jeg har snydt mig selv, og derfor begynder at snyde tilbage igen. Its a never ending life scam, der kan drive enhver crazy)

I dette sekund sidder jeg i en togvogn på vej til Århus. Jeg skal nemlig på kursus, og jeg glæder mig. Ikke fordi kurset er særlig spændende, for det er det egentlig ikke, men fordi det at skulle tidlig afsted til en anden by for at arbejde, simpelthen bare føles så eksotisk. Se mig, jeg er businesswoman. Pendler-Karen. Tidlig kaffe på hovedbanen og susende gennem landet. Det er noget helt andet end mine sædvanlige ture til Jylland, med barn og oppakning og ramasjang.

Jeg har i øvrigt for nylig meldt mig under fanerne hos Bloggers Delight, og vil inden længe træde ind i kampen med clickbaits, reklamekampagner og samarbejder med diverse modehuse. forvent en masse “se hvad jeg vil købe på Asos” “20 lækre sommerkjoler på bud” og lignende indlæg. Jeg drømmer om at få flere læsere til at droppe modebloggerne på 25, til fordel for hverdagsbloggere på snart 40 som mig selv. Det skal nok gå godt. Ha!

I hvert fald flytter jeg om lidt bloggen derover (til Bloggers Delight) og regner med at det også gør, at jeg er lettere at finde på Bloglovin, og at jeg får flere læsere. Det betyder også at jeg kommer til at lave flere indlæg end hidtil – SÅ hvis du kan lide hvad du læser, så sig det endelig til din ven.

Older posts