Voksne beslutninger og juleopstart

Jeg skrev for et par dage siden, at jeg ikke ville have at mit liv stod stille, og det må man så sandelig sige, at det heller ikke gør. Jeg står lige nu med nogle vigtige beslutninger og satsninger og kaster mig ud i det ene nye efter det andet. I går var jeg ude at se på en ny lejlighed, jeg står på vippen til nogle store forandringer i mit arbejdsliv, og jeg siger JA til alt der kommer min vej, uden at tænke mig om, fordi det aldrig fører andet en tvivl med sig, hvis jeg tænker mig om.

Lejligheden har jeg dog takket nej til. (Jah ok. Jeg siger så ikke JA til alting. Jeg tænker mig faktisk om. Jeg er kedelig.) Selvom det var en svær beslutning, fordi lejligheden var hyggelig og helt perfekt, men jeg orker ikke mere fremleje. Når jeg flytter igen, skal det været til mit eget. Eje/leje/andel anything bare det er mig, der står på kontrakten. Og jeg har tid nok endnu til at være lidt kræsen.

På hjemmefronten startede vi julen op med fuld honnør tidligt i morges. For dæwlen hvor har vi glædet os til denne sæson! jeg har for første gang nogensinde købt et juletræ, som er blevet pyntet med alt muligt, bare fordi man kan. Jeg nyder så meget den her tid med et barn, der helt ned i store tæerne giver udtryk for sin glæde. Det er skønt. Jeg selv glæder mig ikke så voldsomt til den her jul, men det skal nok blive rigtig hyggeligt. Som sagt er vi jo ret gode til at lukke hele verdens problemer ude og bare hygge os i min familie.

Jeg kunne godt drømme om en lidt mere “ordentlig” julepynt hjemme hos mig. Men jeg elsker altså også de der børneting, og der kommer flere og flere af dem, så lige så stille bliver lejligheden fyldt med ragelse fra år til år. Og det er selvfølgelig ikke kun barnet der laver børnejulepynt. Jeg fletter også, når først glöggen flyder. Åh glögg! Jeg får for lidt glögg, kan jeg mærke.

Jeg tror jeg vil købe lidt mere voksen julepynt i år.

 

Tak d’damer!

Det var en meget mærkelig og fantastisk følelse, at sende et så personligt indlæg afsted i tirsdags, for derefter at mærke at forståelsen vælter ind fra seje mennesker (Det er åbenbart mest kvinder er læser med her) som også kender de der grimme følelser, man helst så sig for god til. Jeg er faktisk helt på røven over det. Både over at det er et af mine mest læste indlæg (Men har I læst det her? det er altså meget sjovere ;)) men også over at selv folk, der har styr på deres liv, og ikke hænger fast i en gammel tør skilsmisse, kan mærke det der sting af jalousi, når en anden kvinde skal flette barnets hår. Jeg hader det. Jeg skal nok arbejde med at komme derhen, hvor det ikke rører mig, men indtil da forbeholder jeg mig ret til at være helt urimelig.

Tak fordi I viser, at vi er mange, der synes det er lidt svært. jeg sender jer et vidende smil, når jeg ser jer næste gang.

Alt denne luren over skilsmissehegnet har medført, at jeg har en ekstrem lyst til at gøre noget vildt. Sådan noget som ingen havde forestillet sig. Kunne jeg hive ungen ud af skolen og flytte til Sydspanien? Kunne jeg begynde til Japansk eller flytte i villa i Dragør? Eller måske begynde til kampsport? Måske kunne jeg åbne en lille cafe, hvor jeg kunne sidde og læse digte op hver dag? Eller købe en veteranbil? Eller løbe et marathon? Bare alt andet end at lade mit liv stå stille. Jeg vil ikke stå stille.

Og når jeg så er færdig med at have ondt af mig selv og klamre mig til min “familie”, så er jeg lidt lykkelig over at det nu er weekend, hvor jeg skal drikke sjusser med søde mennesker og på søndag bage julekager med mit barn og mine fætre og kusiner. Det glæder jeg mig til. For jeg er ud af en ret stor familie. Både min mor og far har mange søskende og de har fået mange børn (som så har fået mange kærester, som de har fået mange børn med, og sådan fortsætter historien ud i det uendelige!) Fælles for hele denne herlighed af fantastiske og meget forskellige familier, er at vi alle er eminente til at hygge os. Både på min mors og min fars side er der sjældent en grund, der er for lille til at mødes. Så i weekenden skal jeg være blandt gode mennesker.

 

Sur på systemet…

Nå, men Karen, hvordan går det så med planlægningen af den der forældreorlov, du fandt ud af du havde tilbage? Har du fundet et spændende sted, hvor du og Englebarnet skal rejse hen i 8,3 uger?

Shut the F… up og spørg aldrig igen. Den er aflyst. Det hele er aflyst. Jeg blev snydt og jeg er sur og indigneret på samfundet. Ja, på HELE samfundet og på vegne af mig selv, og mødre og fædre i det ganske land, og når jeg finder et parti jeg kan stå inde for, melder jeg mig ind i politik med det formål at få lavet systemet om.

Forklaring til de af jer, der sidder helt blanke og tænker hvad snakker hun om?:

På min side hos Borger.dk, I ved den der side, som man aldrig kigger på, men som indeholder alle mulige oplysninger om én, som f.eks. bolig, børn, institutioner, og ja barsel, der opdagede jeg ved en tilfældighed for et par uger siden at jeg havde 8,3 ugers forældreorlov, som jeg ikke havde brugt. Whaart! Jeg havde 8,3 uger! Som jeg kunne bruge sammen med mit nu 6 årige barn til lige hvad jeg vil! De skal bruges inden barnet er fyldt 9 år, men jeg ville bruge dem NU. Straks fløj mine drømme afsted til de varme lande, og jeg talte med barnets far, som var helt indforstået med, at jeg tog den orlov, da det jo var mig, der i sin tid havde prioriteret at gemme barsel. (Jeg var selvfølgelig storsindet og lovede ham, at han kunne få et par uger, hvis det passede ind. Stor i slaget er man, når (dag)pengene ruller ind)

Men jeg skulle blive slemt skuffet, skulle jeg. For en  flink dame hos Udbetaling Danmark kunne fortælle mig, at når man går fra barselsdagpenge til dagpenge som jeg gjorde, kan man ikke gemme sin barsel. Det var der bare ingen, der fortalte mig dengang i 2012!

Og lad mig lige fortælle lidt om mit liv i 2012. Jeg var nemlig lige blevet mor (obviously) og 3 måneder derefter alene-mor, var flyttet tilbage til København, og var så opsat på at få mit liv til at ligne normalen som muligt, at jeg valgte at træde ud i jobsøgningen, selvom jeg havde 2 måneder tilbage af min barsel. Jeg håbede dengang, at jeg ude i fremtiden ville kunne bruge de resterende uger lidt mere overskudsagtigt, end hvad der var tilfældet for mit liv i 2012.

DERFOR er det simpelthen så provokerende, at der på min borger.dk side står med store grønne tal, at jeg har 8,3 uger tilbage af min orlov, men jeg kan åbenbart ikke bruge dem! Men det kan faderen!! Whaaart!?? Det er jo mig, det har “sparet” dem! Det er jo mig, der havde (og har) barnet boende! Det er jo mig, der ifølge systemet råder over orloven! Jeg fatter det ikke.

Der står nemlig ikke noget på faderens borger.dk. Så han er altså i princippet fuldstændig uvidende om, at der er noget forældreorlov at tage, medmindre jeg fortæller ham det. Det er sgu da på alle måder uretfærdigt. For ham, fordi han skal gå til mig, for at få overblik over den barsel,  han har ret til med vores barn, og for mig fordi systemet har bestemt at jeg skal stå med familie-chefkasketten på og fordele orloven, selvom vi gik fra hinanden da barnet var 3 måneder.

Så ja, jeg er sur på systemet! Også selvom jeg for kort tid siden ikke vidste, at jeg havde noget orlov og slet ikke følte at jeg havde krav på noget. Det har jeg nu, og jeg er blevet snydt.

Vietnam, du og jeg må vente nogle år på at møde hinanden!

img_7545

Drømmen om en ladcykel…

img_4795

(Billedet har intet med indlægget at gøre – udover at jeg godt kunne tænke mig at spise cupcakes i New York igen)

Jeg vidste bare at mandag morgen ville blive lidt et ræs for mig. (Ok, indrømmet. Alle hverdagsmorgener er et ræs for mig.) Men denne morgen var specielt hæsblæsende, fordi jeg, inden jeg ramte min arbejdsplads, skulle aflevere den ladcykel, som vi har lånt i weekenden, tilbage.

For ca. en måned siden blev vores egen ladcykel først påkørt af en lastbil, mens den stod trygt parkeret i kælderen (vi deler kælder med Nettos vareindlevering, så jeg skyder al skyld på dem) og derefter lignede den lidt for meget en hjemløs cykel, så jeg tror en actual hjemløs har set sit snit til at nole den. Desværre for os, havde jeg købt den brugt af en ven, som havde købt den brugt af en ven, så et sted der imellem venner er kvittering og stelnummer gået tabt. Ergo ingen forsikringspenge til mig. Ergo ingen ladcykel til os på denne side af jul. For jyder og andre privilligerede godtfolk kan dette virke som et luksus problem, men for os er det lidt som at få stjålet sin bil. Altså et decideret stykke essentielt inventar i vores hverdag, der nu er væk. (Dog stadig i first-world afdelingen af problemer, men stadig) Kaisa er slet ikke cykelstærk nok til at navigere i den københavnske trafik, og hvis vi skal noget om aftenen er vi afhængige af offentlig transport, hvilket er godt træls for at sige det mildt. Derfor har vi i weekenden lånt en ladcykel, som skulle afleveres tilbage senest mandag morgen.

Og det var altså en helt spritny Christiania cykel vi lånte.  Og OH MY GOD den var en drøm at køre på! Jeg kunne slet ikke slippe den igen. Jeg fik sådan lyst til bare at hælde barn og forsyninger i kassen, og cykle rundt i Dronningens København hele weekenden uden mål eller mening. Jeg havde desværre ikke helt tiden til det i denne weekend, så det blev bare til en tur til Østerbro og rundt i vores eget kvarter.

Nu savner jeg vores ladcykel endnu mere!

(Vores mandag morgen gik i øvrigt langt bedre end jeg havde turdet håbe på. Måske fordi jeg vidste vi ville få travlt, så gled alting ligesom helt fint uden tårer eller stress)

Efterårstid er drømmetid!

Det er mørkt og regnfuldt og jeg elsker det! Efterår er min absolutte yndlings årstid, og jeg kommer konstant til at tage for meget uld på, fordi jeg elsker at pakke mig ind i strik.

Den der efterårsferie kom en lille smule bag på mig (igen i år) og jeg fik nærmest ikke opdaget at den var der, før den var væk igen. Næste år vil jeg sørge for at tage fri sammen med skolerne, så jeg ikke afleverer et barn til en fritter med 3 børn og 5 pædagoger. De havde det hyggeligt, jovist, men jeg synes måske barnets efterårferie blev lidt kort i det. Jeg tog dog torsdag og fredag fri, så jeg kunne drage til Jylland og besøge familien. Kaisa og jeg er blevet eksperter i at køre med tog. Vi hygger os med Netflix, snacks og tegnegrej hele vejen, og vi glæder os faktisk begge to til turen mod Jylland. Men hjemvejen er laaang. Så skal vi jo “bare” hjem til hverdag og madpakker igen. Og DSB gør det ikke let for os, ved konstant at have forsinkelser, uventede skift og pladsbilletter der bliver forbyttet. Og til en pris, man let kunne flyve til en europæisk storby for. hver gang jeg drager udenfor København, savner jeg at have en bil, selvom jeg i min hverdag ikke ville vide, hvad jeg skulle bruge den til.

Og fra drømmen om en bil til drømmen om tid og rejser og varme himmelstrøg og palmesus og sol på min kind; Jeg har netop opdaget, at jeg har 8,3 ugers barsel tilbage!! Det er jo som at have fået en gave fra himlen! Jeg er fløjet totalt afsted på drømmene om at rejse til de varme lande med barnet, og se hende lege i vandkanten, mens hun spiser papaya direkte fra træet (Eller hvor faen sådan nogle eksotiske frugter vokser?) Det er fantastisk drømmemateriale på min efterårsdag!

Faktisk opdagede jeg det ved en tilfældighed. Jeg var nemlig inde på borger.dk for at udføre den årlige ydmygelse, det er at trykke på “Ja, jeg er stadig enlig forsørger, thank you for asking”-knappen. Jeg hader det. Fordi det bliver lidt, som når velmenende folk siger “hvordan kan det passe at sådan én som dig ikke har nogen kæreste.” Ja det ved jeg sgu da heller ikke. Her er det Staten der spørger; Er du nu helt sikker på at du er ENLIG? Øh ja. Også hvis vi lige ridser op hvad reglerne for ENLIG er? øh ja. Så kan du på tro og love skrive under på, at der KUN er ét barn og én voksen i jeres husholdning. JA for fanden.

… Men da jeg alligevel var inde på den der side, hvor man kan se alle mulige offentlige personlige oplysninger, hoppede jeg lige forbi barsel. Og vupti! Så blev det jo en helt anden fantastisk oplevelse at gå på borger.dk.

 

img_8336

Older posts