Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde…

Det eneste, der skulle til, for at jeg fik gang i drømmene og planerne igen (dem der var væk i sidste uge), var at komme tilbage til hverdagen. Bum. Så skal jeg love for, at der kom ved på det bål, der består af ting, jeg hellere vil lave end at sidde på job i 35 graders varme.

Jeg har mit overophedet kontorhoved fyldt med planer og tanker, som jeg skal gøre noget ved, når jeg endelig kan forlade det varme kontor. Meeen når det så kommer til aftenstiden, hvor der er ro og behagelig temperatur, til at få nedfældet noget af det der presser sig på… så er der altid en serie eller en bog, der hellere vil have opmærksomhed. Og det med at læse bøger om aftenen, er ellers ikke noget jeg bare skriver, fordi det lyder godt. Det gør jeg rent faktisk for tiden. Jeg er lidt inde i en dødperiode med gode serier, som jeg faktisk altid er om sommeren, mens bøger er mit nye drug. Jeg har i denne sommer læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager, Den Der Lever Stille af Leonora Christine Skov og den sidste bog i Napoli-serien, som jeg har manglet at læse færdig i flere år. Den første og den sidste er klart dem, der har sat sig mest i mig, selvom LCSs selvbiografiske bog kan helt sikkert også noget. Jeg er bare generelt ikke så meget til biografier, så jeg synes bogen lidt for ofte bliver en opremsning af tingenes gang, uden at hæve sig til et højere abstraktionsniveau. Men det er et spændende og vigtigt emne, som jeg beundrer Leonora for at tage fat i. Når mødre ikke elsker deres børn, og børn der lider i “velfungerende” familier.

Noget af det der går op for én, når man kommer tilbage til hverdagen efter ugers ferie er, at jeg er helt uvant med at være sulten. Jeg har ikke været sulten i flere uger. Lige så snart overmætheden fra forrige måltid har lagt sig, er der igen plads til at proppe noget i munden. Og intet af det, jeg har valgt at putte i munden de sidste 4 uger, har været kedeligt nok til, at jeg gad stoppe med at spise, bare fordi jeg var mæt. Deraf overmæthed. Så der har været godt gang i opfedningen og jeg skulle nu være helt klar til en lang vinter.

Nu sidder jeg her og har spist min rugbrødsmad for længst og stirre tomt på det æble, jeg har med til eftermiddagssnack. Vil det være for meget “alene-på-kontoret”-agtigt hvis jeg i stedet medbringer en lille aperol-spritz, bare til at komme igennem eftermiddagen? Jeg tror det, desværre.

 

Hverdagen kalder… men mest på mere vin og chokolade

Min ferie er ved at være til ende. Det er ok. Det har været 4 uger med masser af sol (lige som resten af Danmarks befolkning kan prale af) og masser af tid med min datter. TID. Det var det eneste jeg havde ambitioner om at suge til mig af i min ferie. Jeg plejer at være lidt for god til at have store planer og ambitioner om at skrive en roman eller ommøblere mit hjem eller lægge mit liv helt om i løbet af min sommerferie. Det resulterer ofte i, at jeg ved feriens afslutning er helt slukket og ærgerlig over, at jeg skal tilbage til det liv, jeg forlod i juni, uden at have nået mine mål for sommerferien.

I år er det lidt anderledes, fordi jeg faktisk har nået alt det jeg havde sat mig for. Jeg skulle tilbringe så meget tid som muligt sammen med mit barn og jeg skulle slappe af. Det har jeg gjort. I høj grad!

Jeg har knap nok gjort mig en eneste tanke om hvad mit efterår skal indeholde, og mine augustforsætter ligger så langt væk i min hjerne, at jeg tvivler på, om de når at komme frem inden efteråret har ramt os.

Jeg vil gerne begynde til yoga igen. Og jeg overvejer at undersøge, om jeg kan tage min datter med i træningscenteret, der ligger tæt på os, så jeg kan træne, mens hun ser youtube på min tlf. Er det good or bad parenting? Jeg er i tvivl. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg skal igang med noget træning. Min krop og min energi bærer tydelige præg af sommerens pasta, rosé, hvidt brød og sukkerfest. Det har været skønt, men jeg orker ikke engang at bøje mig efter den solcreme, der lige er trillet ud af min taske, og mit taljemål får elastikken i min nederdel til at være spændt ud til max. Det er ikke så flaterende, kan jeg godt vedkende mig. Men som altid er det et spørgsmål om at jeg ikke har ret meget tid i min hverdag til at træne i. Jeg må erkende at det der med at træne hjemme på stuegulvet, har jeg simpelthen ikke rygrad til. Og hvis jeg ikke kan tage barnet med, er eneste bud på motionstid hveranden lørdag formiddag. Det gør jo ingen hvepsetalje.

Nå men mens jeg skriver dette sidder jeg i toget på vej hjem til København, og har lige sat tænderne i en Snickers (Jeg købte to, så jeg ikke skulle dele) Måske det er tid til at walk the talk?

Det er tilbage til hverdagen på alle mulige måder!

 

 

Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)

 

 

En meta-tanke om, hvorfor jeg er tavs på bloggen…

Når man har en blog og ikke har skrevet et indlæg på den i lang tid, kan det være svært at finde modet til at skrive på den igen. Det skal jo være et indlæg, der matcher den lange pausetid. Som om jeg har arbejdet på lige netop dette skriv i flere uger, og derfor måtte vente med at trykke udgiv, til det var helt perfekt. Eller også skal der som minimum falde en form for forklaring, om at jeg har arbejdet på andre projekter, som har taget al min tid. Og nå ja, det har jeg vel til dels også. Eller i hvert fald har jeg brugt tiden på bare sådan helt almindeligt offline life. (Who am I kidding, jeg er sgu da aldrig offline!) Det der liv som er så helt utroligt kedeligt at dokumentere i en blog, men som er så vigtigt at have ind i mellem alt det andet. Det er mest det jeg har lavet siden sidst.

Og det er lige der vi har balladen. Jeg kan nemlig ikke sige mig fri for at føle at mit jadajaja omkring mit hverdags liv går hen og bliver lidt kedeligt for dig som læser at følge med i, og om ikke andet så i hverfald for mig at skrive. Jeg keder mig lidt på bloggen for tiden. Derfor får jeg ikke skrevet så meget. Det skal jeg lige finde ud af om det er noget jeg skal gøre noget ved, eller om jeg skal pause den lidt mere og se om ikke lysten kommer tilbage.

Jeg drømmer om at gøre bloggen lidt mere “voksen” nu da jeg selv er ved at blive det. Jeg gider ikke selv læse blogs, der er for meget lyserød-living og sådan-har-min-weekend-været, men på den anden side kan jeg godt selv se, at sådan skriver jeg selv blog til tider. Det er ikke så tilfredsstillende faktisk. Jeg interesserer mig egentlig heller ikke rigtig for grafikken og det æstetiske look, og markedsføringen (altså læserjagten) er jeg ikke vanvittig dygtig til, må jeg indrømme. Jeg vil helst bare have tid og mulighed for at skrive.

Hvis jeg skulle lave mit blog-design om, hvad skulle det så være? Hvad er det jeg har lyst til at skrive om? Hvorfor synes jeg det er så fedt at have en blog i det hele taget? Det er den slags tanker der flyver rundt i mit hoved for tiden, og derfor får jeg ikke skrevet så meget. Så der kom den alligevel; en slags forklaring på min blog-tavshed.

img_8566

Hoste og sollys og anelsen af en blå frosthimmel

Så blev det endelig februar. Og skal vi ikke bare komme hurtigst muligt igennem den nu. Jeg bladrede  igennem nogle af mine sommerbilleder i går, og jeg blev helt varm om hjertet af at se, at jeg rent faktisk en gang har været en lækker solbrun steg, og ikke sådan en træt bleg dame, som jeg føler mig lige nu. Jeg er fandeme så træt for tiden.

Måske er det fordi jeg har været syg i tre dage, og det føles som om jeg har været væk fra omverden i flere uger. Jeg går rundt hele dagen, som om jeg lige er trådt ud af et mørkt rum og misser mod sollyset. Eller “sollyset” er måske lige at stramme den en anelse for hårdt op, for der er jo for filan gråvejr igen i dag. I går har jeg på fornemmelsen, at det var solskin hele dagen, ikke at jeg opdagede det, da jeg jo lå på langs i sengen med snotklude og Yogi-the inden for behagelig rækkevidde. – og nå ja, jeg har vel også fået onduleret en serie eller to på mit sygeleje. F.eks. er jeg ret godt opdateret på det engelske kongehus gøren og laden de seneste par hundred år. House of Winsor på Netflix. Bum 5-6 timers underholdning, man snildt kan blunde fra nu og da og stadig fange the highlights.

Jeg har også skrevet lidt på mit eget, men det er begrænset hvilke guldkorn, der er sluppet igennem den grødet masse af snot og feber mit indre udgøres af. Det blev mest til mærkelige drømme om Mountbatten og noget med, at jeg opdagede, at jeg havde et tykt blond overskæg, som jeg ikke rigtig vidste om jeg skulle fjerne, eller om jeg kunne skjule det på en måde. Feberdrømme er skræmmende.

Jeg er nu gået ud i virkeligheden igen, mest fordi det liv der findes på min sofa ikke er tilstrækkeligt til at fodre min hjerne, og jeg har hostet mig igennem en skøn tirsdag på kontoret. Mine opture er den tid jeg stjæler til mine egne projekter, og den croissant jeg spiste i formiddag, og at jeg fik sendt en masse gode mails ud, så det ser ud som om jeg har været rigtig effektiv i dag. Det var jeg ikke. Nu vil jeg cykle hjem, mens jeg endnu kan ane lidt af den blå frosthimmel, og i morgen er jeg helt sikkert mere frisk end jeg var i dag… er det ikke sådan det fungerer?

 

Older posts