En meta-tanke om, hvorfor jeg er tavs på bloggen…

Når man har en blog og ikke har skrevet et indlæg på den i lang tid, kan det være svært at finde modet til at skrive på den igen. Det skal jo være et indlæg, der matcher den lange pausetid. Som om jeg har arbejdet på lige netop dette skriv i flere uger, og derfor måtte vente med at trykke udgiv, til det var helt perfekt. Eller også skal der som minimum falde en form for forklaring, om at jeg har arbejdet på andre projekter, som har taget al min tid. Og nå ja, det har jeg vel til dels også. Eller i hvert fald har jeg brugt tiden på bare sådan helt almindeligt offline life. (Who am I kidding, jeg er sgu da aldrig offline!) Det der liv som er så helt utroligt kedeligt at dokumentere i en blog, men som er så vigtigt at have ind i mellem alt det andet. Det er mest det jeg har lavet siden sidst.

Og det er lige der vi har balladen. Jeg kan nemlig ikke sige mig fri for at føle at mit jadajaja omkring mit hverdags liv går hen og bliver lidt kedeligt for dig som læser at følge med i, og om ikke andet så i hverfald for mig at skrive. Jeg keder mig lidt på bloggen for tiden. Derfor får jeg ikke skrevet så meget. Det skal jeg lige finde ud af om det er noget jeg skal gøre noget ved, eller om jeg skal pause den lidt mere og se om ikke lysten kommer tilbage.

Jeg drømmer om at gøre bloggen lidt mere “voksen” nu da jeg selv er ved at blive det. Jeg gider ikke selv læse blogs, der er for meget lyserød-living og sådan-har-min-weekend-været, men på den anden side kan jeg godt selv se, at sådan skriver jeg selv blog til tider. Det er ikke så tilfredsstillende faktisk. Jeg interesserer mig egentlig heller ikke rigtig for grafikken og det æstetiske look, og markedsføringen (altså læserjagten) er jeg ikke vanvittig dygtig til, må jeg indrømme. Jeg vil helst bare have tid og mulighed for at skrive.

Hvis jeg skulle lave mit blog-design om, hvad skulle det så være? Hvad er det jeg har lyst til at skrive om? Hvorfor synes jeg det er så fedt at have en blog i det hele taget? Det er den slags tanker der flyver rundt i mit hoved for tiden, og derfor får jeg ikke skrevet så meget. Så der kom den alligevel; en slags forklaring på min blog-tavshed.

img_8566

Hoste og sollys og anelsen af en blå frosthimmel

Så blev det endelig februar. Og skal vi ikke bare komme hurtigst muligt igennem den nu. Jeg bladrede  igennem nogle af mine sommerbilleder i går, og jeg blev helt varm om hjertet af at se, at jeg rent faktisk en gang har været en lækker solbrun steg, og ikke sådan en træt bleg dame, som jeg føler mig lige nu. Jeg er fandeme så træt for tiden.

Måske er det fordi jeg har været syg i tre dage, og det føles som om jeg har været væk fra omverden i flere uger. Jeg går rundt hele dagen, som om jeg lige er trådt ud af et mørkt rum og misser mod sollyset. Eller “sollyset” er måske lige at stramme den en anelse for hårdt op, for der er jo for filan gråvejr igen i dag. I går har jeg på fornemmelsen, at det var solskin hele dagen, ikke at jeg opdagede det, da jeg jo lå på langs i sengen med snotklude og Yogi-the inden for behagelig rækkevidde. – og nå ja, jeg har vel også fået onduleret en serie eller to på mit sygeleje. F.eks. er jeg ret godt opdateret på det engelske kongehus gøren og laden de seneste par hundred år. House of Winsor på Netflix. Bum 5-6 timers underholdning, man snildt kan blunde fra nu og da og stadig fange the highlights.

Jeg har også skrevet lidt på mit eget, men det er begrænset hvilke guldkorn, der er sluppet igennem den grødet masse af snot og feber mit indre udgøres af. Det blev mest til mærkelige drømme om Mountbatten og noget med, at jeg opdagede, at jeg havde et tykt blond overskæg, som jeg ikke rigtig vidste om jeg skulle fjerne, eller om jeg kunne skjule det på en måde. Feberdrømme er skræmmende.

Jeg er nu gået ud i virkeligheden igen, mest fordi det liv der findes på min sofa ikke er tilstrækkeligt til at fodre min hjerne, og jeg har hostet mig igennem en skøn tirsdag på kontoret. Mine opture er den tid jeg stjæler til mine egne projekter, og den croissant jeg spiste i formiddag, og at jeg fik sendt en masse gode mails ud, så det ser ud som om jeg har været rigtig effektiv i dag. Det var jeg ikke. Nu vil jeg cykle hjem, mens jeg endnu kan ane lidt af den blå frosthimmel, og i morgen er jeg helt sikkert mere frisk end jeg var i dag… er det ikke sådan det fungerer?

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø….. Jeg vil ikke døøøø!

Den der mandagsstemning, der bare sidder hårdt i kroppen, når vækkeuret ringe kl. 06.15 og den gode weekend med afslapning, sukkerindtag og kølig vin i glas (i modsætning til at drikke af flasken, som jeg jo gør til daglig?) stadig løber i blodet. Ja, den kan altså godt følge med hele ugen, kan jeg hilse og sige, for den var der i mandags, den var der i tirsdags, og den var der også onsdag. Først i dag kan jeg ane den nye sprøde weekend ude i horisonten. Januar for fanden.

Jeg bliver 40 år om 3 måneder. Faktisk næsten præcis 3 måneder i dag. Det er da lige til at blive træt i ansigtet og lidt ned ad halsen af. Så deprimerende, at jeg ikke ved, hvor jeg skal vende mig hen for at nå til en forståelse af, at mit liv bare af fløjet afsted i 40 år! Oh rædsel! Jeg skal jo for hæwled dø lige om lidt! Jeg er næsten midaldrende. Midt i livet. Nu lakker det kun mod enden. Døden rækker sin klamme kolde hånd ud efter mig og snart venter alderdommen med sine skavanker og møre knogler. Shiiit mayn!

Er det sådan indrettet, at man i min alder ikke kan skifte karriere, fordi det er for sent? Er jeg blevet for gammel til at gå efter mine drømme, nye som gamle? Er jeg for gammel til at gå med crop-tops? eller dr. Martens igen? Er jeg for gammel til at farve mit hår blåt (igen) eller pink, hvis det var det, jeg havde lyst til?

Jeg er i hvert fald for gammel til at komme på landsholdet i noget som helst. Og til at lære at spille et instrument. Har man hørt om store jazz-sangerinder, der først begyndte at synge efter de fyldte 40? Problemet er bare at jeg ikke har opgivet de drømme i mit hoved. Jeg tror jeg ville blive en pisse god jazz-sangerinde! Og jeg tror også, at jeg med lidt mere øvelse kunne lære at spille klaver eller saxofon eller ukulele. Nogen stor sportsudøver, det bliver jeg sgu nok aldrig, men på den anden side, så er der mange sportsgrene jeg endnu ikke har prøvet, så hvem ved, måske ligger mit talent der et eller andet sted? Så er det sgu da en skam, at jeg har spildt de første 40 år på ingenting, uden at vide at det for eksempel var i vandpolo mit talent lå gemt!

Jeg talte med en veninde i weekenden, som er lidt ældre end mig, og hun kunne bekræfte at kvinders seksualitet fra man er 40-50 bare er bedre end nogensinde. Altså hot sex i 40’erne, bare klø på med det. Men jeg skal så åbenbart ikke finde mig en jævnaldrende mand, da det går lige modsat for dem. Har jeg hørt. Karrieren derimod den stagnerer for kvinderne, og man må ligesom finde sig til rette med der hvor man er. Mændene sætter kurs mod stjernerne efter de er fyldt fyrre. Åh men altså. Jeg vil ikke døøøøø! (disclamer: Intet af det jeg lige har postuleret, har jeg nogen evidens for at sige. Jeg vil bare ikke dø)

Jeg tror, jeg må ændre mine nytårsforsætter til at bruge dette år (og i hvert fald de næste 3 måneder) til at leve denne midtvejskrise ud i livet for fuld udblæsning! Jeg skal ud og prøve noget nyt! Jeg skal finde mit talent!

Men først skal jeg vise jer nogle af de januarkøb, jeg har gjort mig. For ja. Det kan jo ikke handle om døden det hele, live a little, som man siger. Så mens jeg lige så stille vandrer mod graven, kan jeg nu føle slægtskab med Tove Ditlevsen og vælge mellem flere forskellige sæt pænt undertøj og 4 par nye bukser at iføre mig undervejs. Det skal man heller ikke kimse ad.img_9075

På billedet ses skyggen af tre par bukser, en bunke undertøj, som jeg er for genert til at vise sådan rigtigt. en sort bluse med blonder alt sammen fra H&M og Monki, (Se hvor teen jeg kan være) sko og taske fra ASOS og Digtsamling fra Gyldendal.

 

 

Søndagsbalancen fejler ingenting

img_8922

 

Jeg startede på dette indlæg i fodenden af min seng sammen med barnet, der tegnede og så Sprinter Galore på Ramasjang. Thats how we roll on a sunday. Men jeg blev afbrudt i skriveriet af et spændt barn, der glææædede sig til den legeaftale, der nu er i fuld gang. Kaisa har fået en pige fra klassen på besøg i dag, som ikke har været her før. Kaisa har glædet sig heeelt vildt! Hun har ryddet op på sit værelse hele dagen igår. Ja. HELE dagen. Ikke fordi det var rodet til at starte med, men fordi det er sådan hun forbereder sig til at noget godt skal ske. SÅ skal der ryddes op. Hun elsker systemer og orden og laver planer, for hvad de skal lege og hvordan. Det er simpelthen så sødt, men også virkelig sjovt, for jeg er sådan cirka i det totalt modsatte ringhjørne. Jeg roder, har ingen systemer for noget i hvert fald ikke ret meget, og når jeg får gæster, sætter jeg i stedet nye projekter igang lige inden de kommer, så støvsugning og oprydningen bliver det jeg ikke når. Gæster hos mig må altid finde sig i at mit hjem ligner… mig.

Jeg er til gengæld helt uden kvaler ved at sætte mig midt i rodet og drikke kaffe (eller vin) uden at bekymre mig det mindste om opvask eller matchende kopper. Jeg kan huske en gang, da jeg gik på efterskole og var hjemme på weekend. Jeg havde inviteret en veninde hjem, og vi sad bogstavelig talt midt i vasketøjsbunken, som jeg havde tømt midt ud på gulvet. Jeg havde ikke skænket en tanke, at min veninde kunne have noget i mod det. Først da min mor kiggede ind til os og brød ud i et stort grin, lagde jeg mærke til at min veninden faktisk havde forsøgt at finde et sted uden beskidt tøj at sætte sig, mens jeg bare havde placeret min teen-røv midt i det hele. Men vi havde sikkert noget vigtigt, der skulle debatteres og ikke kunne vente på kedelige ting som vasketøj.

Min datter er tydeligvis mere som sin far. Hvilket nok skal blive lærerigt for os begge, og jeg gør virkelig mit bedste for at hjælpe hende med at rydde op og stille ting i orden, så hun kan glæde sig på sin egen måde. Så vi har altså ryddet op, sat påklædningsdukker i orden (efter farven på deres kjoler forstås. Blå ved siden af grøn ved siden af rød ved siden gul. Tror jeg nok.)  og støvsuget og tørret støv af både i stuen og på børneværelset, for at byde en 6 årig velkommen.

Nu leger de på værelset, og heldigvis roder det helt sindssygt lige nu. For det hører nu stadig med til god leg! Jeg har lovet højt og helligt at jeg nok skal hjælpe med at rydde det hele op inden sengetid i aften.

Imens får jeg skrevet dette indlæg færdigt og vasket tøj og måske lagt ny neglelak. Store mål for en søndag.

Januar og lidt om de der mænd…

Jeg synes altid, at januar er en god blanding af mørke og mangel på inspiration og depri-tanker, om at lyset måske aldrig vender tilbage. Men så bliver vi begavet med dage som der har været flere af i denne uge, hvor solen skinner fra en frostklar blå himmel, og alle nytårsforsætterne og ambitionerne vokser, og fremtiden synes lys og venlig. Indtil dagen efter, hvor lyset atter er væk, og energiniveauet rammer rock bottom, og man lige så godt kan give sig hen i fosterstilling med hvede og selvynk.

Det er jo lige til at blive bipolar af! (Det er ikke med vilje, at jeg kaster om mig med diagnosticeringer som depression og bipolar, jeg kan ikke gøre for det. Måske har jeg tourette? Not. Funny. I know.)

Det er fredag og jeg er single. Begge dele er vist ingen hemmelighed. Og hvis det er, så skal jeg fandme sørge for at skrige det ud til hele verden nu, for jeg vil gerne udnytte det fact lidt mere, end hvad jeg har gjort hidtil (også fredagene!) Benene op og gang i de lagner! Ha!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg det er langt svære at date, når man er blevet nogens mor, end det var, da jeg bare var mig selv. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, for det kan det sagtens. Jeg dater, og jeg møder mænd rundt omkring, men jeg synes, det er svært at være helt afslappet og forelske mig. Det er svært ikke at blive mødt, som en der enten er ude for at finde en ny far til sit barn, eller en far til det næste barn. Mit barn har en far, så den del af dealen er jeg selv ret afklaret med. Mænd der opfører sig som om de skal “redde mig” fra singlemom tilværelsen, eller byder ind med faderlige vendinger omkring mit barn, får sparket lige med det samme. (for ja, det er der faktisk mænd der gør!?). Måske er jeg for hård, men det er jo nok også en af de mange grunde til at jeg er single.

Det andet issue, det med at lede efter mit næste barns far, kan jeg jo nok ikke sige mig helt fri for, samtidig med at “vil du have flere børn” ofte er den slags spørgsmål, der får mig til at dreje om på hælen. Jeg vil virkelig bare gerne kysse flere frøer, og se hvad der sker. Det er ikke min drøm kun at få ét barn, men hvis det er sådan det bliver, så er det sådan. Jeg oplever alt for ofte, at den slags planer kommer på bordet længe før forretten, hvilket dræber det hele for mig. Og desværre kan jeg også selv falde i fælden og bringe det på banen, selvom jeg helst ikke vil høre svaret, før vi er nået til at tale om alt muligt andet. Igen: all the reasons why i’m still single.

At have et barn, der bor 90% af tiden hos mig, sætter selvfølgelig også sine egne helt praktiske begrænsninger på datinglivet. Så alt i alt er der plads til forbedring, som man siger.

Og med den lille snak er det vist tid til at sige god weekend derude!IMG_6904

Older posts