Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.

En kærlighedhistorie – Begyndelsen

En gang for længe siden mødte jeg en mand på Studenterbaren i Århus. Det var en tirsdag (eller onsdag?..) i januar, og det sneede og jeg havde lige afleveret en eller anden opgave på uni, og det skulle fejres med alkohol, som den slags jo sig hør og bør. Da baren lukkede (eller vi fik lyst til at danse? Jeg husker ikke detaljerne) tog vi videre på det eneste dansested, der har åbent en hverdag i januar, og dansede natten væk. Han hviskede mig beruset i øret, inden vi skiltes den aften “Vi to skal se noget mere til hinanden, for jeg er slet ikke færdig med dig”. Det grinede jeg af, for jeg var fuld og til fals for smiger. Jeg glemte i øvrigt min telefon på dansestedet, og var derfor uden for rækkevidde resten af ugen. En ikke helt uvant situation for mig dengang.

Et halvt år senere sad jeg i en rundkreds på Skanderborg festivalen med hel flok mere eller mindre nye bekendtskaber. Vi drak uspecificeret alkohol af den vamle slags, da et næsten kendt ansigt kom forbi. Jeg hidkaldte og inviterede manden med i cirklen. han tog imod invitationen og satte sig ved siden af mig. Da natten blev til morgen og rundkredsen var svundet ind til kun os to, og det grå lys over festivalpladsen begyndte at vise sig, fulgtes vi ad til vores telte, og slentrede således afsted balancerende mellem barduner, plastikkrus og efterladte enlige gummistøvler, som alt sammen kendetegner en brugt festivalplads i sensommeren. Han bad om mit telefonnummer, og jeg bad ham selv finde ud af det…  (Fuld og koket i solopgangen, var en del af min charme)

En uge efter festivalen havde han fundet frem til mit nummer, og skrev om vi skulle mødes. Det gjorde vi, og vi datede i et par måneder. Han var sød og sjov og klog, men vi havde vidt forskellige drømme og og var begge på vej nye steder hen i livet. Jeg var fascineret af hans eventyr, og hans kringlede hjerne, som jeg sjældent forstod, og måske derfor dampede interessen lige så stille af, og uden at nogen blev sårede, gik vi hver sin vej ganske udramatisk.

4 år senere skrev jeg speciale på Den Sorte Diamant i København og havde begået den studiemæssige fejl at logge mig på bibliotekets internet, og dermed sænke min skrivehastighed og koncentration i en betydelig grad. Internettet bød blandt andet på det nye og sjove Facebook, hvor man kunne finde gamle venner og flammer, og finde ud af hvad de havde fået ud af livet.

Min gamle flirt fra Århus-dagene var der minsandten også. Han rejste stadig jorden tyndt og var stadig lige klog, fascinerende og charmerende. Men nu boede han langt ude på landet, hvilket jeg på ingen måde fandt interessant, men han ville gerne invitere mig på et besøg på “gården” og en gåtur i det smukke område. Det kunne jeg alligevel ikke sige nej til, selvom jeg overhovedet ikke delte samme begejstring for den Djurske natur.

Vi mødtes og gnisten var der stadig efter så mange år. Vi lod begge alle paraderne falde og flød med kærlighedsstrømmen ind i endnu et forhold, denne gang på afstand mellem København og Djursland.

Alle de forskelligheder der før havde været åbenlyse, var ikke længere så aktuelle. Vi ville begge gerne se verden, vi stod begge et sted i livet, hvor vi trængte til noget nyt og længtes efter at springe ud fra vippen og give os i kast med helt nye territorier. Jeg arbejdede i København, men var ramt af et dårligt job, hvor jeg ikke følte mig tilstrækkelig og værdsat, og han drømte om at slippe sit studieliv og kaste sig ud i at blive selvstændig. Jeg besluttede mig for at flytte tilbage til det jyske, for at lægge mit liv helt om, og bygge noget op sammen med den mand, der fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt.

… om det var en god ide? Hmm. Det var det nok ikke, men det er kun noget jeg kan konstatere her fra fremtiden, hvor fortiden ser så ulidelig let og klar ud. Virkeligheden dengang var, at jeg var forelsket og ikke kunne andet end at tro på det.

Fortsættelsen følger, når jeg har fundet mod til at dykke ned i den del af historien igen. Det næste kapitel kan jeg vel passende kalde De Hårde År, eller måske De Nemme? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det bliver sværere at skrive, end det første kapitel, for nu kommer smerten og alt det grimme. Lykken og kærligheden klarer sjældent sig selv.

 

Tak d’damer!

Det var en meget mærkelig og fantastisk følelse, at sende et så personligt indlæg afsted i tirsdags, for derefter at mærke at forståelsen vælter ind fra seje mennesker (Det er åbenbart mest kvinder er læser med her) som også kender de der grimme følelser, man helst så sig for god til. Jeg er faktisk helt på røven over det. Både over at det er et af mine mest læste indlæg (Men har I læst det her? det er altså meget sjovere ;)) men også over at selv folk, der har styr på deres liv, og ikke hænger fast i en gammel tør skilsmisse, kan mærke det der sting af jalousi, når en anden kvinde skal flette barnets hår. Jeg hader det. Jeg skal nok arbejde med at komme derhen, hvor det ikke rører mig, men indtil da forbeholder jeg mig ret til at være helt urimelig.

Tak fordi I viser, at vi er mange, der synes det er lidt svært. jeg sender jer et vidende smil, når jeg ser jer næste gang.

Alt denne luren over skilsmissehegnet har medført, at jeg har en ekstrem lyst til at gøre noget vildt. Sådan noget som ingen havde forestillet sig. Kunne jeg hive ungen ud af skolen og flytte til Sydspanien? Kunne jeg begynde til Japansk eller flytte i villa i Dragør? Eller måske begynde til kampsport? Måske kunne jeg åbne en lille cafe, hvor jeg kunne sidde og læse digte op hver dag? Eller købe en veteranbil? Eller løbe et marathon? Bare alt andet end at lade mit liv stå stille. Jeg vil ikke stå stille.

Og når jeg så er færdig med at have ondt af mig selv og klamre mig til min “familie”, så er jeg lidt lykkelig over at det nu er weekend, hvor jeg skal drikke sjusser med søde mennesker og på søndag bage julekager med mit barn og mine fætre og kusiner. Det glæder jeg mig til. For jeg er ud af en ret stor familie. Både min mor og far har mange søskende og de har fået mange børn (som så har fået mange kærester, som de har fået mange børn med, og sådan fortsætter historien ud i det uendelige!) Fælles for hele denne herlighed af fantastiske og meget forskellige familier, er at vi alle er eminente til at hygge os. Både på min mors og min fars side er der sjældent en grund, der er for lille til at mødes. Så i weekenden skal jeg være blandt gode mennesker.

 

snot-syg igen igen!

Ååååhh jeg er syg igen! Det er SÅ ulig mig, at være så meget syg, som jeg har været i denne vinter/efterår. Øv. Det må være alle de hjertekvaler, der går direkte i imunforsvaret. Eller også er det moderrollen, der kræver al energien? Anyways, jeg ligger her igen, med snot ud over det hele og et hoved der dunker, hvis jeg åbner øjnene, hvilket derfor betyder, at jeg går rundt i lejligheden med halvt åbne øjne, åben mund, to striktrøjer og uldsokker indeni hjemmeskoene. Oh hvilken skam jeg ikke er modeblogger!
Englebarnet har været helt fantastisk hensynsfuld i dag. Hun vågnede kl. 06.00, hvor vi stod op og spiste havregrød – og gik i seng igen, og sov til kl 9.20!! Hold kæft det var lige hvad gamle mutti kunne klare! Tak baby.

Nu sover hun igen, og når jeg lige har spist denne pose slik og set lidt håndbold, så ligger jeg også inde ved siden af hende. Det var den dag.