Mit liv som boheme og nomade

img_8151

 

I disse uger gør jeg tilløb til igen at bevæge mig ud i min før så elskede tilværelse om nomade. Det er en tilværelse jeg har elsket, siden jeg flyttede hjemmefra, men efterhånden er det ikke så eksotisk længere. Det er som om, det der fast bolig har en lidt større tiltrækningskraft, når man har et barn, end når man er en ensom, altid på farten, boheme, som jeg længe så mig selv i mine tyvere.

Da jeg var barn, drømte jeg om at rejse rundt i verden og aldrig stå stille (LA, New York, Paris) og være skuespiller/sanger/forfatter/talkshowvært. (Ja, jeg var en dramaqueen, længe før det blev socialt acceptabelt) Sådan lidt som det der afsnit af Beverly Hills, hvor Brenda flytter over i en venindes lejlighed, forsøger sig med stand up og skifter tøjet ud med lange boheme-gevandter og overvejer at droppe ud af high school. Well that would be me!

Jeg drømte i hvert fald IKKE om at bo i et hus med have i en lille by, som var det jeg kom fra. Jeg syntes det var SÅ eksotisk, når jeg i fjernsynet så, at der i byerne fandtes folk der boede i lejligheder! Tænk at have en baggård! og overboer! wow!

Nu har jeg boet i den samme lejlighed i snart 4 år, hvilket er det længste jeg har boet noget sted, siden jeg flyttede hjemmefra som 20 årig. I henved 20 år har jeg rakket rundt og  ikke boet mere end et års tid hvert sted, før jeg fandt græsset grønnere et andet sted. Jeg ved præcis hvordan mine ting bedst pakkes ned, og hvad der kan være i hvilke kasser. Jeg ejer ikke meget gods jeg ikke bruger, fordi jeg årligt har skulle tage stilling til, om det var vigtigt nok til at komme med i det nye bo. Det har været med fuldt overlæg, at jeg flyttede hele tiden og aldrig slog mig rigtigt ned noget sted. Og det har fandme også været den dårligste økonomiske beslutning nogensinde. Mens andre gik rundt og købte lejligheder flyttede jeg ind i et nyt fremleje. Og når de samme mennesker så senere solgte deres studenterhybler og slog profitten sammen med kærestens og købte hus i Vanløse eller Hjortshøj, fortsatte jeg mit fremlejeshow. God beslutning, Karen. Wise.

Efter forælderrollen har sat sig på min hofte, er jeg blevet lidt mere kræsen. Jeg kan jo ikke bo i en utæt kælderlejlighed mere, og det gør faktisk en ret stor forskel, hvis vi skal flytte for langt væk fra Vesterbro. Og to separate soveværelser er (næsten) et krav.

Snart må jeg desværre op på boligsøgningshesten igen (what horse? hvad snakker hun om?), hvor jeg klynker om hjælp på Facebook, kigger lidt for interesseret på samtlige af Kaisas legekammeraters adresser, for at lure om der er en liste, man kan blive skrevet op på, eller om en nabo skal rejse væk i lang tid og mangler én til at betale huslejen. (hej fremleje,  min gamle ven) Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at finde en mere permanent løsning, men hence mit tidligere rakkerliv, har jeg ikke nogen opsparing at tage med ind i et boligkøb. Så jeg tror på karma og gode venner med forbindelser i stedet. Det sker da nogen gange, gør det ikke?

Kaiserinden og jeg laver begge lister over, hvad vi drømmer om. Kaisas ønskeliste til et perfekt bo, som hun kalder det, og som jeg synes er det hyggeligste ord: Trapper! En gård. flere rum. en trampolin og gymnastikringe i loftet. Faktisk har hun bemærket at samtlige af alle hendes venner bor større og flottere end vi gør. Og hun har ret. Av. Hvilket får mig til at spørge; Hvor fanden er de små Vesterbro lejligheder, og de “fattige” Vesterbro-beboere??

Jeg er med på at en god gård står højt på vores ønskelisten. Og som sagt mulighed for at vi får separate soveværelser. Lige nu sover jeg i stue/køkkenet, og det er ikke helt så fedt, som det lyder. (Lyder det fedt? Jeg tror det ikke.) Vi har ikke baggård der hvor vi bor nu, og det savner vi begge to. Til gengæld har vi altan, og den vil jeg savne helt vanvittigt, hvis den luksus ryger ved en flytning. Og tjoo, trapper kunne da være meget fint, hvis de var så pæne som dem her:

img_80761

I virkeligheden tror jeg, at Kaisa ville vælge et stort hus i provinsen, hvis hun fik lov at bestemme. Men det gør hun ikke, for hun skal have mig med, og jeg er slet ikke voksen nok til at flytte fra byen og dens muligheder. Så hvis vi ser lidt nøgternt på det, så ender det sgu nok med at generationerne springer et led over, og voksen-Kaisa ender i en lille by på Djursland, hvor jeg kan komme på besøg med rute 888 og hjemmebag. Hvis hun da vil hente mig i Randers.

 

En gammel blog får nye venner

img_8156

 

Måske ser min notebook lidt anderledes ud nu, end sidst du kiggede forbi? Der er kommet reklamer i siden og ny font og en masse jeg ikke har rettet til endnu. Jeg har skiftet side og er flyttet ind hos Bloggers Delight. Det er nye toner fra mig, og jeg blev selv så benovet over den beslutning (og over at det faktisk ikke var så svært, som jeg troede) at jeg straks satte mig på mine hænder og skrev intet i 2 uger.

Jeg er åbenbart den der stiller mig på stolen, slår på glasset, venter på stilhed – og skynder mig så at sætte mig ned igen og kigge rundt, som om det ikke var mig der gjorde det. Det er et interessant reaktionsmønster, som jeg ved lejlighed må bore lidt mere i.

Min tavshed hænger muligvis også sammen med det føromtalte lille bitte menneske, der har lidt svært ved at rumme lykke på den anden side af hegnet, og lige skal finde ud af at være stor og rummelig igen. Men det gider jeg til gengæld ikke at bore for meget i.

Tilbage til det der med bloggen. Jeg har virkelig længe gerne villet være en del af det fine selskab, hvor lækkert tøj og perfekte hjem bliver vist frem i en uendelighed. Men ærlig talt. Mit tøj er ikke dyrt og fint og lækkert (Men det er dog stadig flot, synes jeg selv! Bare i den billige ende…) og mit hjem er på ingen måde til at vise frem i design øjemed. Jeg er nok mere en såkaldt livsstilsblogger? Eller en mommyblogger? nej, ved nærmere eftertanke vil jeg vente lidt med at definere, hvilken slags blogger jeg er.

jeg bevæger mig ret meget i kredse hvor det altid er kunstnere eller kreative eller folk, der bruger deres sparsomme fritid på ting, de inderst inde håber på kan blive en karriere, så de kan droppe deres dayjob og springe ud som sanger, skuespiller, forfatter, kunstner eller lign. Jeg har for nyligt været til en fest, som var uden for mit sædvalige segment. Med Læger og advokater så langt øjet rakte. Og JEG var hende den kreative. Det var befriende og sjovt.

Hej jeg arbejder med film og skriver blog. wauw. Men altså er der penge i den slags? Kan du leve af det? Og mig: Der er masser af penge i filmbranchen og bloggerlivet. Masser! Bare ikke til mig. Endnu! For jeg giver aldrig op på at finde den måde, hvor jeg kan leve af det, jeg er bedst til og tjene skovlfulde guldmønter samtidig. Og et lille spædt skridt i den retning er nu taget med mine nye venner hos Bloggers Delight. Så tag vel i mod mit nye site. Og link, like, kommenter og del med jeres venner og jeres venners venner, så jeg kan få læsere og opgaver og money in my pocket!

Jeg arbejder i toget…

2 dage. Kaisa har gået i skole i 2 dage, og vi er ikke kommet for sent endnu. Jeg er meget stolt. Det har altid været en del af min identitet at være hende, der kommer for sent til alting. Det er ikke noget jeg er stolt af, men på den anden side er det heller ikke noget, jeg kan blive ved med at slå mig i hovedet med. Jeg undskylder 800 gange om måneden over at folk må vente på mig, og jeg ved godt at folk med vilje giver mig et andet tidspunkt en resten af flokken, for at vi alle kan nå toget samlet. Og det virker!
Jeg har derfor også sat et andet tidspunkt inde i mit hoved til Kaisas mødetidspunkt om morgenen. Så er jeg sikker på at vi når det. (Altså indtil det går op for mig, at jeg har snydt mig selv, og derfor begynder at snyde tilbage igen. Its a never ending life scam, der kan drive enhver crazy)

I dette sekund sidder jeg i en togvogn på vej til Århus. Jeg skal nemlig på kursus, og jeg glæder mig. Ikke fordi kurset er særlig spændende, for det er det egentlig ikke, men fordi det at skulle tidlig afsted til en anden by for at arbejde, simpelthen bare føles så eksotisk. Se mig, jeg er businesswoman. Pendler-Karen. Tidlig kaffe på hovedbanen og susende gennem landet. Det er noget helt andet end mine sædvanlige ture til Jylland, med barn og oppakning og ramasjang.

Jeg har i øvrigt for nylig meldt mig under fanerne hos Bloggers Delight, og vil inden længe træde ind i kampen med clickbaits, reklamekampagner og samarbejder med diverse modehuse. forvent en masse “se hvad jeg vil købe på Asos” “20 lækre sommerkjoler på bud” og lignende indlæg. Jeg drømmer om at få flere læsere til at droppe modebloggerne på 25, til fordel for hverdagsbloggere på snart 40 som mig selv. Det skal nok gå godt. Ha!

I hvert fald flytter jeg om lidt bloggen derover (til Bloggers Delight) og regner med at det også gør, at jeg er lettere at finde på Bloglovin, og at jeg får flere læsere. Det betyder også at jeg kommer til at lave flere indlæg end hidtil – SÅ hvis du kan lide hvad du læser, så sig det endelig til din ven.

Sommerferiens sidste krampetrækninger

Tilbage på den gode gamle læsesal på Den Sorte Diamant. Det var her jeg skrev mit speciale (and look how well that turned out! haha!) og det er her jeg afslutter de sidste dage af denne sommerferie. Find mig her resten af ugen. (Eller don´t, for så får jeg ikke skrevet noget. Jeg er meget let at distrahere.)

Jeg har ca. en uge tilbage af min sommerferie. Det er på samme tid rigtig lang tid og også skræmmende kort tid. Jeg har brugt denne sommerferie på at drømme og på at tænke. Og det er heldigt for det behøver man hverken sol eller 30+ grader til. Regnvejr er as good as any. Det er tit at sommerferien gør at jeg, får set tingene i et lidt andet perspektiv. Det tror jeg, de fleste kender til. Man mærker ligesom tydeligere, hvad man er glad for i sit liv og hvad der skal laves om på.

Det er for eksempel første gang i al den tid jeg har boet i hovedstaden, at jeg rent faktisk ønsker mig en bil. Det er SÅ meget hyggeligere at tage til Jylland, hvis man har sin egen bil, er jeg kommet i tanke om. Jeg har altid leet hånligt af folk (specielt jyder), der mener, at jeg da må have sådan en lille smart “kone-bil” øverst på min ønskeliste. Næ tak. Jeg har det fint på min cykel, og DSB har den fordel, at man kan se Netflix eller læse bog i 3,5 uforstyrrede timer mens man suser gennem landet. Også med en 6årig. Winwin for alle!
MEN nu orker jeg det ikke mere. Det der med at “suse gennem landet” er det lidt så som så med, må jeg sige. Sidst jeg skulle hjem til København, måtte jeg skifte to gange og med togbus fra Slagelse til Roskilde. Ikke så meget uforstyrret læsning eller “sus” i det. Det er også meget hyggeligere at sidde i en bil med os selv og kunne køre afsted, når det passer os. Jeg er træt af at skulle slæbe på alle vores ting, og løbe ned ad Istedgade for at nå det tog, vi har pladsbilletter til. Vi har været frem og tilbage over Storebælt i alt 4 gange i denne sommerferie. That’s too much!

Men jeg vil have en lækker bil. En smuk bil. En der gør mig glad hver gang, jeg sætter mig i den. Måske skal jeg finde nogle at dele den med? Tænk alle de weekendture Kaisa og jeg kunne tage. Ud i det blå med tørklæde om håret og kørehandsker på! Åh det vil jeg gerne! Jeg har allerede købt handskerne. Man skal jo starte et sted, right?

Jeg er i det hele taget komme frem til, at det nok er på tide, at jeg tager et par skridt op ad den der voksen-stige, som jeg generelt ikke er så glad for at bestige. Jeg har ikke min egen bolig. Jeg har ikke nogen mand og jeg har ikke nogen bil eller et lederjob. Jeg er ikke politisk aktiv, jeg er heller ikke voksen aktiv i mit barns institution, og jeg ved generelt ved en skid om noget som helst. Det må jeg hellere lave om på. Nytårsforsæt: Se Deadline. Og læs nyhederne andre steder end DR og artikler delt på Facebook. Helt ærligt, jeg havde en gang Samfundsfag på højt niveau!

Jeg tænker at mit næste blogindlæg må være dette års august-forsætter. Det er vist ved at være tid!
Men først billedspam fra min danske sommerferie:

Pagten

Altså ikke julekalenderen! (Er det sådan en mor-skade, at man ikke kan læse det ord, uden at tænke på en DR julekalender?)

Nej det handler om noget helt andet. Jeg har nemlig lige lavet en pagt med mig selv. Jeg skal skrive minimum 10 minutter hver dag. Mails gælder ikke. Jeg skal skrive på mit projekt eller her. HVER DAG! Det er en pagt, som er vigtig at jeg overholder, for at rykke videre i mit liv. Sådan er det med pagter, de kan ikke brydes. Januar er altid en killer for mig. (For de fleste vel?) Og februar er endnu værre. Dette år er ingen undtagelse, så jeg bliver simpelthen nødt til at have nogle ting, der kan holde mig oppe. Skriveprojekter, feriedrømme, tv-serier, skønhedsprodukter, fester, besøg af venner og familie, billetter til dit og dat, og en kæmpe JA-hat, der bare blindt siger JA til alt, hvad andre foreslår mig. Ellers går jeg ned. Jeg lægger mig på sofaen og stener tv-serier og spiser chokolade, indtil forårs solen dukker frem over tagene i byen. Så står jeg op som en zombie vågnet fra de dødes land, og børster chokoladeresterne af dobbelthagerne og cykler desillusioneret ud og møder resten af verden.

Men ikke i år. I år vil jeg være på forkant. Så når 2017 foråret er over os, så er jeg i flyvende fart. Jeg er forberedt. Jeg har jo en PAGT! Ha! Det bliver SÅ sindssygt godt, at du slet ikke kan forestille dig det! Hvem var det? Det var Karen! Var det virkelig? Men hun ligner da slet ikke sig selv?? Nej, hun har haft en PAGT hele vinteren, Så nu er hun lysår foran os andre, og flyver afsted. Sådan lyder det over hele landet i april. Thats how its gonna be!

Men først skal jeg lige have set det nye afsnit af min nyeste obsession på tv-fronten, Alene I Vildmarken, for ham Levi, skal da bare sendes med den første båd hjem. For slet ikke at tale om Emil! (Ham der saaaavner kone og barn derhjemme) Argh men altså hold nu op! Tryk på knappen og få det overstået i stedet for at gå der og klynk!

Nå.. tilbage til min pagt…

Older posts