waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)

 

 

Da de første valg skulle træffes, var jeg heller ikke træfsikker…

Så for satan, nu er jeg tilbage. Med bandeord lige i fjæset på første linje. Den ikke så mange dikkedarer-type.

Lige for tiden funderer jeg meget over valg og beslutninger. Hvilke valg har jeg foretaget mig gennem mit liv, og hvilke konsekvenser har de haft. Både dem der er valgt helt bevidst, men også de ubevidste valg, som jeg har foretaget uden at vide, at jeg her tog stilling til noget, som jeg ville mærke konsekvenserne af resten af mit liv. På godt og ondt. Det noget chokerende udfald af denne tankerække er, at jeg opdager, hvor mange valg jeg egentlig ikke har taget, men bare reageret på omstændighederne, og fulgt med masserne. Det har jeg det lidt svært med at indrømme, kan jeg mærke.

En af det første gange jeg kan huske, at jeg skulle vælge noget om min fremtid, var da jeg i 9. klasse ikke blev erklæret “egnet” til gymnasiet. Jeg blev erklæret “måske egnet”. Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg følte at hele min opfattelse af mig selv ramlede. Jeg havde aldrig haft andre planer end at følge de andre på gymnasiet  efter 9. klasse. Jeg kan huske, at min lærer var helt ked af at skulle overbringe mig den nyhed. Han var min dansklærer, og jeg kunne rigtig godt lide ham, og fik kun gode karakterer i dansk. Det var matematikken der haltede. Men mest var det fordi, jeg var social og forholdsvis vellidt, og min matematiklærer var også studievejleder og ville gerne have nogle stærke elever til at føre den nye 10. klasses kulturlinje, som skulle samle alle de elever, der ikke valgte den ellers meget populære idrætslinje. Jeg skulle være med til at samle “resten”, som det så smukt blev formuleret. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. (og de havde åbenbart også regnet ud, at jeg sikkert ikke ville vælge idrætslinjen)

Jeg gik hjem og græd, og følte at nu var det endelig bevist, at jeg var dummere end alle de andre. (i øvrigt en skøn bekræftelse at få som 15 årig) og jeg skulle overveje, om jeg ville gå til den ekstra prøve, der var for “måskeegnede”. Jeg turde ikke gå til nogen prøve. Tænk hvis den ville afsløre, at jeg vitterlig var dum?? Og så ville jeg jo også afsløre at jeg troede, jeg kunne gå på gymnasiet. Det turde jeg ikke.

Men skæbnen ville, at jeg kom hjem til en besked fra en efterskole, jeg havde skrevet mig op til flere år forinden, som netop havde ringet og sagt, at der var kommet en plads til mig. Jeg skulle altså den eftermiddag vælge, om jeg ville går til “måskeegnede”-prøven eller blive i min folkeskole i 10. klasse eller springe ud det nye vilde liv – efterskole!

– Jeg valgte det sidste! Heldigvis! Jeg ville ikke have trivedes et år mere i folkeskolen, men jeg tror faktisk, jeg ville have fået mere ud af at gå direkte på gymnasiet. Jeg var ikke en lykkelig efterskoleelev. Jeg kunne ikke give slip på det derhjemme, og den følelse af at være blevet afsløret i ikke at være god nok, hang ved alt alt for længe. Mit efterskoleår blev en lærdom for livet, og efterfølgende har jeg været meget glad for at have fået den oplevelse, men mens jeg var der, var jeg faktisk ikke glad for det. Jeg var hjemme hver weekend, og holdt mig til nogle få meget tætte veninder jeg fik på skolen. De har til gengæld fulgt mig i mange år efter og givet mig rigtig rigtig meget.

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde valgt efterskolen, sådan rigtigt. Eller at jeg havde turde tage den der ekstra prøve til gymnasiet, så jeg havde fået vendt nederlaget til succes, for den havde jeg selvfølgelig bestået. Men sådan gjorde jeg ikke, jeg lod livet vælge for mig, sådan som jeg stadig gør over and over again. Jeg tror det er på tide at jeg får sat en stopper for den udvikling. Jeg vil gerne selv stå ved roret. Nu hvor jeg sådan er ved at være voksen.img_8325

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø….. Jeg vil ikke døøøø!

Den der mandagsstemning, der bare sidder hårdt i kroppen, når vækkeuret ringe kl. 06.15 og den gode weekend med afslapning, sukkerindtag og kølig vin i glas (i modsætning til at drikke af flasken, som jeg jo gør til daglig?) stadig løber i blodet. Ja, den kan altså godt følge med hele ugen, kan jeg hilse og sige, for den var der i mandags, den var der i tirsdags, og den var der også onsdag. Først i dag kan jeg ane den nye sprøde weekend ude i horisonten. Januar for fanden.

Jeg bliver 40 år om 3 måneder. Faktisk næsten præcis 3 måneder i dag. Det er da lige til at blive træt i ansigtet og lidt ned ad halsen af. Så deprimerende, at jeg ikke ved, hvor jeg skal vende mig hen for at nå til en forståelse af, at mit liv bare af fløjet afsted i 40 år! Oh rædsel! Jeg skal jo for hæwled dø lige om lidt! Jeg er næsten midaldrende. Midt i livet. Nu lakker det kun mod enden. Døden rækker sin klamme kolde hånd ud efter mig og snart venter alderdommen med sine skavanker og møre knogler. Shiiit mayn!

Er det sådan indrettet, at man i min alder ikke kan skifte karriere, fordi det er for sent? Er jeg blevet for gammel til at gå efter mine drømme, nye som gamle? Er jeg for gammel til at gå med crop-tops? eller dr. Martens igen? Er jeg for gammel til at farve mit hår blåt (igen) eller pink, hvis det var det, jeg havde lyst til?

Jeg er i hvert fald for gammel til at komme på landsholdet i noget som helst. Og til at lære at spille et instrument. Har man hørt om store jazz-sangerinder, der først begyndte at synge efter de fyldte 40? Problemet er bare at jeg ikke har opgivet de drømme i mit hoved. Jeg tror jeg ville blive en pisse god jazz-sangerinde! Og jeg tror også, at jeg med lidt mere øvelse kunne lære at spille klaver eller saxofon eller ukulele. Nogen stor sportsudøver, det bliver jeg sgu nok aldrig, men på den anden side, så er der mange sportsgrene jeg endnu ikke har prøvet, så hvem ved, måske ligger mit talent der et eller andet sted? Så er det sgu da en skam, at jeg har spildt de første 40 år på ingenting, uden at vide at det for eksempel var i vandpolo mit talent lå gemt!

Jeg talte med en veninde i weekenden, som er lidt ældre end mig, og hun kunne bekræfte at kvinders seksualitet fra man er 40-50 bare er bedre end nogensinde. Altså hot sex i 40’erne, bare klø på med det. Men jeg skal så åbenbart ikke finde mig en jævnaldrende mand, da det går lige modsat for dem. Har jeg hørt. Karrieren derimod den stagnerer for kvinderne, og man må ligesom finde sig til rette med der hvor man er. Mændene sætter kurs mod stjernerne efter de er fyldt fyrre. Åh men altså. Jeg vil ikke døøøøø! (disclamer: Intet af det jeg lige har postuleret, har jeg nogen evidens for at sige. Jeg vil bare ikke dø)

Jeg tror, jeg må ændre mine nytårsforsætter til at bruge dette år (og i hvert fald de næste 3 måneder) til at leve denne midtvejskrise ud i livet for fuld udblæsning! Jeg skal ud og prøve noget nyt! Jeg skal finde mit talent!

Men først skal jeg vise jer nogle af de januarkøb, jeg har gjort mig. For ja. Det kan jo ikke handle om døden det hele, live a little, som man siger. Så mens jeg lige så stille vandrer mod graven, kan jeg nu føle slægtskab med Tove Ditlevsen og vælge mellem flere forskellige sæt pænt undertøj og 4 par nye bukser at iføre mig undervejs. Det skal man heller ikke kimse ad.img_9075

På billedet ses skyggen af tre par bukser, en bunke undertøj, som jeg er for genert til at vise sådan rigtigt. en sort bluse med blonder alt sammen fra H&M og Monki, (Se hvor teen jeg kan være) sko og taske fra ASOS og Digtsamling fra Gyldendal.

 

 

Ting der er købt i januar, mangler ikke på listen i februar. Det er god økonomisk sans!

Det eneste man (jeg) kan gøre i det her iskolde blæsende gråvejr, er at gå på nettet og finde noget at bruge alle mine penge på. Bum. Derfor har jeg hele januar shoppet Asos tyndt for udsalgsvarer, jeg absolut mener jeg har brug for. Så sparer jeg jo pengene i februar, right? Jeg har købt tasker, kondisko (som det hedder i min generation), lidt for korte kjoler og sexet undertøj, fordi det for nylig gik op for mig at mit undertøj ikke afspejler min nye “go out and get it”-attitude. Jeg overvejer nu at bruge de sidste sparemønter på en helt ufornuftig rejse et sted, hen jeg ikke har været før. Jeg er stor tilhænger at bruge shopping som psykolog, og det er muligvis noget jeg må tale med min rigtige psykolog om, men det må blive i næste uge, for nu skal jeg købe noget mere.

Jeg er i perioder ret god til at give pokker i vold og shoppe lige lidt over hvad fornuften egentlig burde tillade. Men jeg har også haft ret mange gode år, hvor jeg har været fattig, og derfor har sat mit forbrug ned på et minimum, og det var jeg faktisk også ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan godt se det lidt som en sport at finde ting billigt, at undvære nye ting og finde nye måder at bruge madvarer og lign. så man får mest for pengene. Det kan faktisk godt være helt sjovt, at downsize i perioder. Hvis det ikke er perioder der varer for længe, vel at mærke.

Jeg har tænkt mig snart at træde ind i en downsizing periode igen, og jeg har tænkt mig at se på den med mulighedernes blik. Se hvordan jeg kan leve på en sten og stadig ligne en million! Det er min mission for mit forår! Jeg vil gerne spare nogle penge sammen til forestående udgifter af den halvstore slags, og så kan man jo med lidt omtanke få pengene til at strække, og lægge resten til side. Uden at være nærig! For guds skyld ingen nærighed i vores hus!

img_4776

 

Older posts