Da de første valg skulle træffes, var jeg heller ikke træfsikker…

Så for satan, nu er jeg tilbage. Med bandeord lige i fjæset på første linje. Den ikke så mange dikkedarer-type.

Lige for tiden funderer jeg meget over valg og beslutninger. Hvilke valg har jeg foretaget mig gennem mit liv, og hvilke konsekvenser har de haft. Både dem der er valgt helt bevidst, men også de ubevidste valg, som jeg har foretaget uden at vide, at jeg her tog stilling til noget, som jeg ville mærke konsekvenserne af resten af mit liv. På godt og ondt. Det noget chokerende udfald af denne tankerække er, at jeg opdager, hvor mange valg jeg egentlig ikke har taget, men bare reageret på omstændighederne, og fulgt med masserne. Det har jeg det lidt svært med at indrømme, kan jeg mærke.

En af det første gange jeg kan huske, at jeg skulle vælge noget om min fremtid, var da jeg i 9. klasse ikke blev erklæret “egnet” til gymnasiet. Jeg blev erklæret “måske egnet”. Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg følte at hele min opfattelse af mig selv ramlede. Jeg havde aldrig haft andre planer end at følge de andre på gymnasiet  efter 9. klasse. Jeg kan huske, at min lærer var helt ked af at skulle overbringe mig den nyhed. Han var min dansklærer, og jeg kunne rigtig godt lide ham, og fik kun gode karakterer i dansk. Det var matematikken der haltede. Men mest var det fordi, jeg var social og forholdsvis vellidt, og min matematiklærer var også studievejleder og ville gerne have nogle stærke elever til at føre den nye 10. klasses kulturlinje, som skulle samle alle de elever, der ikke valgte den ellers meget populære idrætslinje. Jeg skulle være med til at samle “resten”, som det så smukt blev formuleret. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. (og de havde åbenbart også regnet ud, at jeg sikkert ikke ville vælge idrætslinjen)

Jeg gik hjem og græd, og følte at nu var det endelig bevist, at jeg var dummere end alle de andre. (i øvrigt en skøn bekræftelse at få som 15 årig) og jeg skulle overveje, om jeg ville gå til den ekstra prøve, der var for “måskeegnede”. Jeg turde ikke gå til nogen prøve. Tænk hvis den ville afsløre, at jeg vitterlig var dum?? Og så ville jeg jo også afsløre at jeg troede, jeg kunne gå på gymnasiet. Det turde jeg ikke.

Men skæbnen ville, at jeg kom hjem til en besked fra en efterskole, jeg havde skrevet mig op til flere år forinden, som netop havde ringet og sagt, at der var kommet en plads til mig. Jeg skulle altså den eftermiddag vælge, om jeg ville går til “måskeegnede”-prøven eller blive i min folkeskole i 10. klasse eller springe ud det nye vilde liv – efterskole!

– Jeg valgte det sidste! Heldigvis! Jeg ville ikke have trivedes et år mere i folkeskolen, men jeg tror faktisk, jeg ville have fået mere ud af at gå direkte på gymnasiet. Jeg var ikke en lykkelig efterskoleelev. Jeg kunne ikke give slip på det derhjemme, og den følelse af at være blevet afsløret i ikke at være god nok, hang ved alt alt for længe. Mit efterskoleår blev en lærdom for livet, og efterfølgende har jeg været meget glad for at have fået den oplevelse, men mens jeg var der, var jeg faktisk ikke glad for det. Jeg var hjemme hver weekend, og holdt mig til nogle få meget tætte veninder jeg fik på skolen. De har til gengæld fulgt mig i mange år efter og givet mig rigtig rigtig meget.

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde valgt efterskolen, sådan rigtigt. Eller at jeg havde turde tage den der ekstra prøve til gymnasiet, så jeg havde fået vendt nederlaget til succes, for den havde jeg selvfølgelig bestået. Men sådan gjorde jeg ikke, jeg lod livet vælge for mig, sådan som jeg stadig gør over and over again. Jeg tror det er på tide at jeg får sat en stopper for den udvikling. Jeg vil gerne selv stå ved roret. Nu hvor jeg sådan er ved at være voksen.img_8325

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø….. Jeg vil ikke døøøø!

Den der mandagsstemning, der bare sidder hårdt i kroppen, når vækkeuret ringe kl. 06.15 og den gode weekend med afslapning, sukkerindtag og kølig vin i glas (i modsætning til at drikke af flasken, som jeg jo gør til daglig?) stadig løber i blodet. Ja, den kan altså godt følge med hele ugen, kan jeg hilse og sige, for den var der i mandags, den var der i tirsdags, og den var der også onsdag. Først i dag kan jeg ane den nye sprøde weekend ude i horisonten. Januar for fanden.

Jeg bliver 40 år om 3 måneder. Faktisk næsten præcis 3 måneder i dag. Det er da lige til at blive træt i ansigtet og lidt ned ad halsen af. Så deprimerende, at jeg ikke ved, hvor jeg skal vende mig hen for at nå til en forståelse af, at mit liv bare af fløjet afsted i 40 år! Oh rædsel! Jeg skal jo for hæwled dø lige om lidt! Jeg er næsten midaldrende. Midt i livet. Nu lakker det kun mod enden. Døden rækker sin klamme kolde hånd ud efter mig og snart venter alderdommen med sine skavanker og møre knogler. Shiiit mayn!

Er det sådan indrettet, at man i min alder ikke kan skifte karriere, fordi det er for sent? Er jeg blevet for gammel til at gå efter mine drømme, nye som gamle? Er jeg for gammel til at gå med crop-tops? eller dr. Martens igen? Er jeg for gammel til at farve mit hår blåt (igen) eller pink, hvis det var det, jeg havde lyst til?

Jeg er i hvert fald for gammel til at komme på landsholdet i noget som helst. Og til at lære at spille et instrument. Har man hørt om store jazz-sangerinder, der først begyndte at synge efter de fyldte 40? Problemet er bare at jeg ikke har opgivet de drømme i mit hoved. Jeg tror jeg ville blive en pisse god jazz-sangerinde! Og jeg tror også, at jeg med lidt mere øvelse kunne lære at spille klaver eller saxofon eller ukulele. Nogen stor sportsudøver, det bliver jeg sgu nok aldrig, men på den anden side, så er der mange sportsgrene jeg endnu ikke har prøvet, så hvem ved, måske ligger mit talent der et eller andet sted? Så er det sgu da en skam, at jeg har spildt de første 40 år på ingenting, uden at vide at det for eksempel var i vandpolo mit talent lå gemt!

Jeg talte med en veninde i weekenden, som er lidt ældre end mig, og hun kunne bekræfte at kvinders seksualitet fra man er 40-50 bare er bedre end nogensinde. Altså hot sex i 40’erne, bare klø på med det. Men jeg skal så åbenbart ikke finde mig en jævnaldrende mand, da det går lige modsat for dem. Har jeg hørt. Karrieren derimod den stagnerer for kvinderne, og man må ligesom finde sig til rette med der hvor man er. Mændene sætter kurs mod stjernerne efter de er fyldt fyrre. Åh men altså. Jeg vil ikke døøøøø! (disclamer: Intet af det jeg lige har postuleret, har jeg nogen evidens for at sige. Jeg vil bare ikke dø)

Jeg tror, jeg må ændre mine nytårsforsætter til at bruge dette år (og i hvert fald de næste 3 måneder) til at leve denne midtvejskrise ud i livet for fuld udblæsning! Jeg skal ud og prøve noget nyt! Jeg skal finde mit talent!

Men først skal jeg vise jer nogle af de januarkøb, jeg har gjort mig. For ja. Det kan jo ikke handle om døden det hele, live a little, som man siger. Så mens jeg lige så stille vandrer mod graven, kan jeg nu føle slægtskab med Tove Ditlevsen og vælge mellem flere forskellige sæt pænt undertøj og 4 par nye bukser at iføre mig undervejs. Det skal man heller ikke kimse ad.img_9075

På billedet ses skyggen af tre par bukser, en bunke undertøj, som jeg er for genert til at vise sådan rigtigt. en sort bluse med blonder alt sammen fra H&M og Monki, (Se hvor teen jeg kan være) sko og taske fra ASOS og Digtsamling fra Gyldendal.

 

 

Ting der er købt i januar, mangler ikke på listen i februar. Det er god økonomisk sans!

Det eneste man (jeg) kan gøre i det her iskolde blæsende gråvejr, er at gå på nettet og finde noget at bruge alle mine penge på. Bum. Derfor har jeg hele januar shoppet Asos tyndt for udsalgsvarer, jeg absolut mener jeg har brug for. Så sparer jeg jo pengene i februar, right? Jeg har købt tasker, kondisko (som det hedder i min generation), lidt for korte kjoler og sexet undertøj, fordi det for nylig gik op for mig at mit undertøj ikke afspejler min nye “go out and get it”-attitude. Jeg overvejer nu at bruge de sidste sparemønter på en helt ufornuftig rejse et sted, hen jeg ikke har været før. Jeg er stor tilhænger at bruge shopping som psykolog, og det er muligvis noget jeg må tale med min rigtige psykolog om, men det må blive i næste uge, for nu skal jeg købe noget mere.

Jeg er i perioder ret god til at give pokker i vold og shoppe lige lidt over hvad fornuften egentlig burde tillade. Men jeg har også haft ret mange gode år, hvor jeg har været fattig, og derfor har sat mit forbrug ned på et minimum, og det var jeg faktisk også ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan godt se det lidt som en sport at finde ting billigt, at undvære nye ting og finde nye måder at bruge madvarer og lign. så man får mest for pengene. Det kan faktisk godt være helt sjovt, at downsize i perioder. Hvis det ikke er perioder der varer for længe, vel at mærke.

Jeg har tænkt mig snart at træde ind i en downsizing periode igen, og jeg har tænkt mig at se på den med mulighedernes blik. Se hvordan jeg kan leve på en sten og stadig ligne en million! Det er min mission for mit forår! Jeg vil gerne spare nogle penge sammen til forestående udgifter af den halvstore slags, og så kan man jo med lidt omtanke få pengene til at strække, og lægge resten til side. Uden at være nærig! For guds skyld ingen nærighed i vores hus!

img_4776

 

Nu skal I høre, hvad mit nye år skal indeholde! (…eller det der med nytårsforsætter)

jpjj5907

 

Lige midt i julemaden og konfekten og de tunge (lår) øjenlåg, melder begyndelsen til dette års nytårsforsætter sig på banen. Så bruger jeg en uges tid til at mærke efter og rette til og bum, så ligger den her. Dette års nytårsforsætter! Jeg er stor fan af lister og forsætter og ønsker og drømme. Alt sammen i en stor pærevælling. Jeg har i år ikke i sinde at forsætte noget, som jeg ikke vil arbejde hårdt for går i opfyldelse. Det er nemlig det første der står på listen:

 

Færdiggør ting. Jeg har altid været en opstarter. Jeg er god til at begynde på ting, men knap så god til at afslutte. Faktisk har jeg indtil flere professionelle papirer på, at jeg ikke er en afslutter. Det skal jeg lige arbejde med. Jeg skal i år afslutte de projekter jeg har hængende. Afslutte mine noveller, lave en realistisk plan for den roman jeg truer med, afslutte mine gamle nytårsforsætter og mine gamle drømme. Lige kigge på dem en ekstra gang, nåede jeg det? vil jeg stadig gerne nå det? Så gør det. Hvis ikke. Smid det væk. Afslutte alt hvad jeg begynder på, og ikke starte på noget der ikke kan afsluttes.

Jeg skal løbe igen. Jeg kan mærke at beslutsomheden og ambitionerne er høje, og jeg har derfor tilmeldt mig et 10 km løb i juni. Women 10k i juni med min søster! Ja sgu. Vi var pissegode sidste gang, og det bliver vi helt sikkert igen! Jeg løb for første gang i mit liv 10 km for to år siden. Derefter løb jeg stort set ikke igen. Hvad faanden?! Nu løber jeg igen, og jeg tænker at hvis jeg kan løbe 10K i juni, kan jeg også løbe 21 komma et eller andet i september. Waaart?! Ja. Jeg siger hermed højt til jer der tjekker ind her: Jeg løber et halvmarathon i 2018. (…wow)

Jeg skal date noget mere. Ja det er nu 6 år siden jeg var i et forhold. Jeg vil gerne have en kæreste. Tinder fungerer overhovedet ikke for mig, der er simpelthen for mange freaks og frøer derinde, og jeg bliver et koldt løg, der afviser mænd, fordi de har en grim sofa stående i baggrunden, eller har taget profilbilledet ude på badeværelset. Jeg er bedst in real life. Så ud på dates med mig. Jeg er sikker på at mit gamle forhold også vil nyde godt af, at jeg får en hobby, der får mig til at glemme, hvad der foregår på den anden side af hegnet.

Skriv! Det hænger lidt sammen med første punkt på listen. Det har stået på samtlige lister siden jeg var 14 og i år står det der igen. Jeg skriver jo hver dag, hele tiden, så det er ikke fordi jeg ikke skriver, i år skal I andre også bare læse det. Og jeg skal gøre det til mit job. Men det er sådan set også et “let” nytårsforsæt, for det er jeg i fuld gang med, så jeg fortsætter med det forsæt.

Mindre skærm. Åh. Det punkt er såå svært at skrive på en liste, hvor jeg ikke må skrive noget, jeg ikke har tænkt mig at gennemføre, for jeg kan jo så forbandet godt lide mine skærme. Det kan jeg altså. Men jeg kan også mærke, at det måske vil være smart, hvis jeg drosler lidt ned på skærmtid, når jeg er sammen med mit barn. Jeg kan godt være slem til liiige at snige mig til at tjekke FB, insta, mail, sms, nyheder eller what ever jeg synes er så vigtigt, når hun alligevel sidder og tegner, ser tv, leger eller noget andet. Vi kunne jo også lave noget sammen, faktisk. Jeg vil forsøge at holde skærmfri, når jeg er sammen med hende.

Det var dette års forsætter som de udformede sig henover julemaden og portvinen i juledagene. Nu er det januar, jeg er tilbage på job, og solen har på mystisk vis og helt uden sans for timing valgt at vise sig fra sin bedste side i dag. Alle de dage jeg havde mulighed for at nyde den ved stranden eller i skoven i Jylland, var den væk. men allerførste kontordag; hej blå himmel og sol. Tak for den vejrgud. Det er alletiders.

Godt nytår!

 

img_8953

Ting jeg drømmer om…

Nå men, mens jeg stadig går og bøvler lidt med det der selvværd og drømmen om at være det storslåede og gode menneske, som kan rumme min datters far og hans nye lykkelige liv, synes jeg vi skal fordrive tiden med et godt ofte brugt liste-indlæg. Det er så dejligt overskueligt, og så er det så skønt at få ud af fingrene, når overskrifterne presser sig på, men indholdet ikke rigtig fylder mere, end hvad der kan stå på et par linje. Så here goes:

Ting jeg drømmer om:

-En villa lejlighed på Frederiksberg. – Jamen heeelt ærligt! Hvorfor fanden skal det være så sindssygt dyrt? Jeg går ofte ture på Frederiksberg bare for at drømme og sukke og glo på hyggelige boliger. Kan det virkelig passe, at jeg aldrig skal kunne få råd til at bo der? Kan det virkelig være rigtigt?? På det seneste har det snurret rundt i mit hoved at en lejlighed med brændeovn og have og store gamle vinduer, ville være per-fucking-fekt for barnet om mig. Hun har længe haft på sin ønskeseddel at et hjem med trampolin i haven og trapper indenfor er hendes eneste krav til en ny bolig. Jeg vil ikke ud af byen endnu, og spritnye huse i provinsen gør mig bange, så Frederiksberg ville bare være ganske udmærket. Humlebyen har jeg også kigget på. Det kunne også gå an.

-En hund. Ja det hører med til billedet ovenfor. En sød labrador eller en lidt mindre hund, ville være så fantastisk. Men det skal jo være i en villa, ellers har jeg ikke lyst. Jeg bliver helt stresset ved tanken om at skulle underholde en hund i en lille københavner-lejlighed.

-En god løbeform. Jeg melder mig sgu til et løb igen i år. 10 km. (og muligvis også et længere løb?!) Jeg drømmer om at komme i løbeform igen, for det var sgu ret lækkert sidst jeg var det, og jeg kan godt lide tanken om at jeg passer på mig selv. Jeg er jo for helvede ved at blive gammel, og jeg er jo alt for god til sådan at lade det hele stå til. På med løbeskoen og så afsted! (Det er meget nemt at skrive her fra sofaen, med småkager inden for rækkevidde, haha)

-En rejse med Kaisa. Det er så vigtigt for mig, at vi kommer ud at rejse sammen inden for det næste år. Jeg savner at opleve sammen med hende, og jeg vil gerne vise hende hele verden. Det kommer vi sgu nok ikke til, men noget af den er helt sikkert et must.

Hov nu bliver listen vist mere en liste med nytårsforsætter, og ikke en drømmeliste. Den kan jo fortsætte ud i det uendelige, med punkter jeg drømmer om. Kolonihave, en smuk bil, en mand, flere børn, udgive en bog, genopfriske nogle af de sprog jeg lærte en gang (fransk? tysk? hvor blev I af?) et lederjob (!), en vintage Chanel taske, et sommerhus i Tversted… Jeg er fuld af gode drømme!

Det er dem jeg varmer mig ved, og finder tilbage til, når jeg føler jorden under mig bliver lidt shaken. Kender I det? Hvis ikke, kan det varmt anbefales i denne kolde juletid. Drøm derud af!

Older posts