Succeserne jeg samler på og tager med mig ind i det nye år…

Nå, men jeg har jeans på i dag. Træerne vokser jo ikke ind i himlen, og mit klædeskab er bare mest gearet til jeans, så jeg kan ikke helt droppe dem endnu, sådan som et af mine nytårsforsætter ellers foreskriver. Til gengæld skriver jeg nu på mit andet blogindlæg på tre dage, så på den måde går det jo meget godt med nytårsforsætterne. OG jeg spiste rester i går både til frokost og aftensmad, så ingenting blev smidt ud. Det går da egentlig meget godt, synes jeg.

Jeg synes tit det går meget godt, og faktisk vil jeg gå så langt som at dedikere et helt indlæg til dette. Succeserne. Det jeg er stolt af, og det jeg gerne vil have mere af i det nye år.

Jeg nævnte forleden, at jeg har gået hos en psykolog i det meste af 2018, og det har haft samme virkning på mig, som hvis jeg havde brugt året i et træningscenter eller hos massøren. (årh tænk lige! Et år hos massøren!) Jeg har taget mig selv alvorligt. Det har været rigtig godt for mig .. og kun for mig. Men det er ikke kun det, jeg er stolt af i 2018.

I 2018 har jeg stået på scenen hele 4 gange med min dagbog, og hver gang er det noget helt specielt. Jeg synes det er så sjovt,  og håber at få lov at gøre mere af det. Enten med dagbogen eller noget helt andet. Uanset så har det været en udfordring, jeg har elsket, og jeg er blevet mindet om, at jeg altid gerne har villet optræde og “gøre mig til”, så jeg må finde mig noget mere af den slags i det nye år.

Jeg har også fejret min fødselsdag med gæster fra nær og fjern. Jeg fik taget mig sammen til at holde den store fest, som jeg drømte om, og selvom pengene og tiden og alt det andet gjorde, at planerne blev ændret en del gange undervejs, blev det alligevel helt som jeg havde håbet. jeg fik mærket, hvor skønt det er at samle gode folk omkring sig, og lade alle bekymringer forsvinde i snak og dans og musik og grin. Det vil jeg gøre mere af i 2019! Invitere gæster! Arrangere.

I forbindelse med at jeg i foråret stod overfor endnu en flytning, har jeg skullet kigge dybt og længe på mine drømme, og på hvordan jeg har tænkt mig at nå derhen.  Det har været sundt for mig, og jeg forudser, at jeg i 2019 kommer til at drømme endnu mere og komme op med nogle helt nye drømme for mit liv og fremtid. Jeg skal jo temmelig sikkert flytte igen, inden vi rammer nytåret nok engang, og denne gang håber jeg på at finde noget, der kan være mit eget.

Jeg glæder mig til det nye år, og nu skal jeg nok stoppe med flere nytårsindlæg. Altså indtil næste år, hvor mine nytårforsætter helst skulle ændre sig en del. Det håber jeg. Og jeg ser frem til at blive overrasket over hvad 2019 har i posen til mig.

Godt nytår!

Nytår! Tid til at blive et bedre menneske… næsten helt til februar

3. januar. Dagen hvor der ikke er nogen som helst undskyldning, for ikke at tage fat på de der nytårsforsætter. Så det gør jeg nu.

I 2018 har jeg fået en anelse (bare en anelse!)  mere styr på mit liv. Jeg fyldte 40 i 2018, og det var ikke et nemt hjørne at runde, kan jeg godt afsløre. Jeg synes overhovedet ikke det var fedt eller ligetil, og selvom jeg fejrede det med verdens bedste fest, var det en dag jeg så frem til med benægtelse og begyndende dødsangst. Jeg er så småt begyndt at vænne mig til at sige det højt (Jeg er 40 år!) og jeg er også ved at vænne mig til, at jeg snart skal lægge et år mere til det tal. Det kan jeg takke min psykolog for. Jeg begyndte nemlig i terapi i 2018 (Egentlig var det i 2017, men hvem tæller) for at rydde lidt op i de der mønstre der gjorde, at jeg gik og spændte ben for mig selv. Min psykolog har givet mig et sprog, og et blik for nogle ting som går igen i mit liv, og som jeg gerne vil lave om på. Det har været rasende godt, og jeg er vildt glad for at jeg tog den beslutning, og jeg er ikke helt færdig med den slags endnu. Lige så stille får jeg vendt livet derhen, hvor jeg gerne vil være, og det vil jeg fortsætte med i 2019. Det handler om kærlighed, drømme, økonomi og karriere. Jeg er for eksempel overbevist om at mine timer hos psykologen har hjulpet mig til at finde kærligheden igen, og det er jeg så sindsygt glad for! blandt andet derfor ved jeg, at 2019 bliver et helt andet og spændende år end 2018 var det.

Vil I med? Så springer vi ud i det sammen!

Jeg elsker dem, forsætterne. Jeg elsker at lave lister over ting, jeg godt kunne tænke mig. At være filosofisk og ambitiøs på mit livs vegne, og hive alle de gode intentioner op af hatten.

Således har jeg igen i år brugt mine decemberdage på at gruble over, hvad jeg vil gøre bedre i 2019. I virkeligheden kan jeg i store træk bare genbruge dem fra sidste år, men det er jo ikke særlig sjovt, ej heller motiverende, da det jo så ville udstille, hvor meget af det jeg troede, jeg ville opnå ved indgangen til 2018, jeg ikke har gennemført. Så det gider jeg ikke.

Min nye forsætter lyder:

  1. Skriv! (Genganger, men ikke desto mindre lige aktuel)
  2. undgå madspild (jeg smider alt for meget ud fra mit køleskab, som skulle være spist i stedet for. Det er fordi jeg er lidt for ambitiøs, når jeg går nede i Netto og tænker “uh Fennikel! Det kan jeg da godt bruge til noget!” Det kan jeg som regel ikke)
  3. Tænke mere grønt i hverdagen (Mere fennikel? eller mindre fennikel?). Både i form af flere grøntsager/mindre (bedre) kød, men også i form af mindre unødvendigt plast og “grønne” løsninger. Med måde som altid selvfølgelig, for jeg gider ikke være fanatisk med noget som helst, men en tanke på det i hverdagen, vil kun gavne verdenshavene, tænker jeg.
  4. Gå mere i bukser, som ikke er jeans. (Jeg er træt af hverdagsjeans-looket. Det trænger til et løft)
  5. Prioritere meget mere kultur i hverdagen. Kunst, teater, film, litteratur – alt det jeg elsker!
  6. Rejse. Åh! Hvor vil jeg gerne rejse meget mere i 2019. Jeg ved godt at CO2 og Indlandsisen og mit punkt 3 ikke ville juble over dette punkt, men jeg er ikke den der vipper CO2 regnskabet med mine flyrejser, så den del har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Jeg vil hellere have lidt mere dårlig samvittighed over det i 2020 faktisk.

Lad os blive bedre mennesker i det nye år! … i hvert fald bare næsten helt til februar..

 

Mit nye jeg…

Mød den nye Karen. Den nye Karen gør ting. Hun venter ikke til i morgen, med hvad hun kan gøre idag. Hun smeder, mens jernet er varmt (som man si’r), hun rider den dag hun sadler, og hun ser sig ikke tilbage.

Det er den nye Karen.

Gad vide hvornår hun kommer på banen? Hun venter sgu nok til i morgen…

Jeg har længe gået med tanker om at skifte platform til denne blog. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg elsker at skrive til nogen. Jeg elsker at nogle reagerer på det, jeg har skrevet (undtagen når reaktionen er, at det er noget bras, det jeg har lavet. Så elsker jeg det selvsagt ikke) Jeg vil gerne skrive til et større publikum end til min mor og mine nærmeste venner (Jeg er SÅ glad for, at I læser med!) men når jeg kigger mig om i det her blogland og på Bloggersdelight i særdeleshed, så ser jeg nærmest kun unge piger, der skriver om deres “nyeste fund”, og “10 ting du ikke vidste om mig”, og jeg synes det er lidt kedeligt, for at være ærlig.

Jeg ser ingen som mig.

Hvor og hvordan jeg finder min platform, ved jeg ikke, men jeg må se mig om et andet sted. Jeg er glad for mit dayjob, og har de dejligste kolleger og arbejdsforhold i verden, men jeg drømmer også om at have et job, som giver mig kriller i maven, på samme måde som mit nuværende job gjorde det i starten. og på samme måde som et nyudgivet blogindlæg gav mig for kort tid siden. Jeg vil gerne kunne bidrage med lige netop det som jeg kan. Og det er blandt andet at skrive røven ud af bukserne.

Jeg drømmer også om at lave noget hvor jeg står på en scene. f.eks. stand up. (Shiit. Det sagde jeg bare ikke) det er nok det, jeg frygter allermest i hele verden. At skulle stå på en scene med det erklærede mål at få folk til at grine, men samtidig er det også noget jeg drages af. Hvor ville det være FEDT at lave et show, som folk gad at se, og som jeg helt selv havde lavet. Jeg så en gang en pige lave et one woman show i Århus, hvor hun gennemgik sin smertefulde ansøgningsproces til at komme ind på teaterskolen. Jeg var vildt imponeret, og dødmisundelig. Jeg er i øvrigt altid misundelig, når jeg ser teater. Jeg vil også gerne stå på den scene, og jeg vil også gerne tages alvorligt, når jeg er kreativ.

Men det kræver jo nok at jeg tager mig selv alvorligt.

waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)