Så gik der endnu en uge – med og uden skriverier

… Måske en lidt træg opstart på blogging livet igen. Pyt med det. Jeg skal nok komme efter det!
Jeg har brugt ugen på at blive klogere og lave en masse skriverier til mig selv og til verden. Eller i hvert fald på at få produceret nogle sider til mit manuskript, og har fået ideer til nye projekter. Jeg er typen der ikke kan gøre et projekt færdigt, før jeg er igang med det næste. Det betyder i realiteten, at jeg har 50 ikke-færdige projekter i min skrivebordsskuffe. Nogle af dem er geniale! Andre er lidt mere tvivlsomme. Og så er der dem som giver mig krummede tæer, fordi de er så pinlige, at jeg aldrig viser dem til nogen! (allright knowing me, ender jeg med at stille mig på en scene og læse dem højt for hvem der kunne have lyst til at grine ad dem. Og mig. Det er en form for katarsis jeg åbenbart dyrker.)

Denne uge havde jeg taget 3 dage fri fra arbejde, for at få nogle af dem videre i mit system. Jeg har et par ideer, jeg gerne vil arbejde videre med sammen med nogle andre. Og dem skal jeg rykke på. Det bliver spændende, den næste tid, for det er min ambition at det der skriveri skal blive noget mere permanent i min hverdag.

Det er det jeg bedst kan lide at lave. Altså at skrive. Så er det jo fjollet at jeg ikke gør det noget mere.

Jeg havde nogle nytårsforsætter sidste år, som indebar at jeg fik skrevet noget mere. Altså faktisk var jeg nok lige lidt voldsom ambitiøs, da jeg skrev, at jeg både ville have udgivet en digtsamling, en roman og et manuskript, men hvis man sigter efter stjernerne… ender man på månen? eller hvordan er det nu det er? Anyways. Jeg har nu skrevet en hel masse, og jeg skal lige samle det i nogle læselige bunker, og så sender jeg det til kloge mennesker der kan hjælpe mig videre. OG så sidder jeg jo her og skriver på min blog, som har fået et fint nyt udseende! Det er da også noget.
Jo- Der sker lidt i min skriveverden.

I anledning af sådan lidt fødselsdag..

For ret præcist 3 år siden startede jeg denne blog. Ja det er vel en slags fødselsdag. Da jeg startede bloggen forestillede jeg mig, at den skulle indeholde en hel masse noveller, digte og lignende tekster, som jeg dengang gik og puslede med. Indholdet har ændret sig en del med tiden, men jeg går stadig med tanker om at indføre små historier igen. Bare for at komme i gang med at skrive fiktion igen.

Jeg lægger blødt ud med at genudgive denne lille “friske” fortælling, som jeg skrev i 2010. Den er inspireret af en engelsk kortfilm jeg engang så, der hedder “About a girl” (eller noget lignende). Ja, I kan jo også bare bladre tilbage og læse de første indlæg jeg udgav, men hvem fanden gider det.

Nå men træk vejret dybt ind for her kommer den:

Fejlen

Jeg bor i en lille landsby. Eller det vil sige den er altså ikke helt lille. Den er bare heller ikke stor. Der er mange andre byer, der er meget mindre, men, sådan på landsplan vil den nok betegnes som ret lille. Jeg går i niende klasse på den eneste skole i byen, og jeg keder mig. Sådan virkelig keder mig. Og det er ikke kun fordi, vi lige nu har dansk med Finn, og jeg for længst er blevet færdig med de opgaver om Pelle Erobreren han gav os for 20 minutter siden.

Det er bare så røvsygt at bo i den her by. Mest fordi alle kender hinanden, og jeg har allerede været kæreste med alle de drenge, der er noget værd at kende. De fleste af dem flere gange. Og min mor har efterhånden været kæreste med alle deres fædre. I hvert fald dem, der er skilte. Og også nogle af dem, der ikke er. Det er jeg selvfølgelig den eneste der ved. Det er den slags hemmeligheder, som jeg ved, at jeg aldrig kan sige til nogen. Slet ikke Helle, som ellers skulle forestille at være min bedste veninde. Men egentlig kan jeg godt lide at vide, at jeg har set A.Ks far liste ud fra bagdøren i vores kælder sidste år efter den store byfest. Jeg havde taget noget af min mors gin og blandet det op med cola, mens de gamle havde siddet og hamret hånd og albue i bordet til tonerne fra ?VLTJ?, havde mig og Lademanns drengene drukket om kap omme bag redskabsskurene.

Hold kæft hvor er det åndssvagt. Så sad vi der bag skurene på nogle halvrådne bænke og svinede hinanden til, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at tale sammen på normal vis. Jeg tror, at hvis Anette Hansen havde set mig der, ville hun fortryde, at hun sagde, at jeg ikke udnytter mine talenter. Det er måske bare ikke lige de talenter, hun mener. Anette er skolevejlederen, som jeg har haft et utal af samtaler med, fordi ingen og slet ikke mig, ved hvad jeg skal lave efter niende, og som bliver ved med at snakke om, at det gælder om at finde sine ?spidskompetencer? og ?udnytte sine talenter?. Åndssvagt ord. Mine spidskompetencer kunne måske ikke skaffe mig ind på universiteterne, men at bunde en øl på 5 sekunder og lade den ene pat tilfældigt hoppe ud af skjorten samtidig, det er sgu da en spidskompetence, som Anette aldrig har kunnet. Garanteret ikke en gang da hun var ung og på LSD i de glade 70?ere.

Efter Michael var blevet svinet til, og de andre havde stået med et fjoget grin og kløet sig i skridtet, mens jeg pakkede patterne ind i skjorten igen, gik jeg hen for at finde de andre piger. De sad omme på bagerste fodboldbane, som i dagens anledning var blevet invaderet af Dalgaards Tivolis gøglerplads. Helle sad og flirtede med en høj tynd gøglertype med overskæg og fedtet hår, der blev ved at give hende bamser fra nederste hylde. Helt ærligt, når hun nu smider så mange 20?er på bordet, kan han sgu da godt give hende den store lyserøde Grisling, som hun tydeligvis kæmper for. Hun har helt sikkert betalt for den mange gange nu.
Ingen opdager, når Helle flirter. Slet ikke fyrene. Men jeg kan se det. Jeg kan altid se det. Hun diskuterer og argumenterer, meget mere end hun pleje.

Efter at jeg havde hængt ud med Helle og lånt hende penge til endnu fire tøsekast mod dåser, der stod som limet fast til bordpladen, gik jeg hjemad. Jeg havde det lidt dårligt efter den Gin, og jeg vidste at Melanie (min lillesøster) havde inviteret en veninde fra fritteren hjem i morgen, så jeg måtte tidligt op for at gøre rent og rydde de værste beviser på mors ligegyldighed væk.

jeg går altid ind ad kælderdøren, når jeg kommer sent hjem. Kælderdøren ligger ud mod skoven, som i virkeligheden ikke er en skov, men egentlig bare en samling træer, og er skjult af et kæmpe mirabelletræ. Så ingen af naboerne kan se mig derfra, og jeg kan se lyset fra mors soveværelse herfra. Hvis hun altså er der. Og det var så her jeg mødte A.K?s far.

A.K hedder egentlig Anne Kathrine, men det er sådan et voksent navn, som slet ikke passer til hende. Hun bor sammen med sin mor og far og to små brødre i huset skråt overfor. Vi legede meget sammen da vi var små, og jeg har tit været hjemme hos A.K. Det var sådan et hjem som man altid ser i amerikanske film med samtalekøkken og dug på bordet. A.Ks mor laver madpakker og diskuterer politik med A.Ks far. Hendes far var altid sød og gav os chokolade fra den hemmelige skuffe, og moderen lod som om hun blev sur, men endte altid med selv af spise noget og sige et eller andet fjollet som ?slankekuren kan vente til i morgen?, eller sådan noget. Måske skulle hun have tænkt lidt mere på den slankekur, så kunne det være at hendes mand ikke ville kigge sådan efter min mors røv. Og nu kom den ellers så korrekte og ordentlige far luskende med tishullet åbent ud af vores kælder kl. 23.20 og havde netop dusket min mor. Nar.

Nå, men nu sidder jeg altså her i dansktimen og røvkeder mig. Hvorfor er Dansklærer altid så dumme. De tror de har fundet livets gyldne sætning, fordi de har læst alle fire bind af Pelle Erobreren. Fuck det. Jeg har set filmen og det er den kedeligste film, der findes om gamle bønder på Bornholm. Og ærlig talt, så er ham der faren sgu da os alt for gammel til den lille unge. Det er for klamt. Jeg gider ikke en gang at prøve at diskutere det med Finn, vores dansklærer, for jeg ved allerede, at han vil sige, at det er en useriøs kommentar, og at jeg skal tage mig sammen. Der er så meget man ikke må sige. Jeg begynder at synes, at jeg slet ikke gider sige noget mere, hvis jeg ikke må sige det jeg vil. Man må heller ikke sige, at man hader sin mor. Eller at man ikke synes, det er verdens undergang, at der er børn, der sulter i Afrika. Hvis jeg boede i Afrika med min mor og min lillesøster, ville jeg sgu ikke have noget imod, at hun knaldede med en neger og fik Aids og døde. Og så kunne Melanie og jeg tegne nogle tegninger til overskudskvinder som A.Ks mor. Så kunne vi hænge der på køleskabsdøren og se sultne ud. Så kunne det jo være, der var nogle, der ville interessere sig for, om jeg fik noget at spise eller fik mig en uddannelse. Jeg mærker sgu ikke noget til, at vi åbenbart skulle leve i et af de rigeste lande i verden. Ikke i mit hus.

Men når jeg siger det til hippie-Finn, bliver han helt paf og mumler noget med, at han gerne vil kontakte socialforsorgen, som vil sørge for en plejefamilie, hvis jeg er interesseret. Jeg skal sgu ikke bo hos en eller anden dødssyg plejefamilie, som så kan se mig som deres redningsprojekt for samfundet, og overhovedet ikke fatter hvad det hele drejer sig om. Han vil bare så gerne være helten på lærerværelset, der har fået sin snottede niende klasse ud med raslebøssen på Røde Kors dagen. Fandme nej. Det bliver uden mig.

Jeg har dem alle sammen i min hule hånd. Selv lærerne. De ved ikke, hvad de skal stille op med mig, siger de. De skal slet ikke stille noget op. Det gør jeg selv.

Den eneste jeg ikke har i min hule hånd er min mor. Hun gør, hvad der passer hende og det passer hende åbenbart ikke lige at tage sig af min søster og mig. Ja mig behøver hun sgu egentlig ikke at tage sig af. Jeg klarer mig selv tak. Det løb er ligesom kørt, men min søster kunne hun altså godt tænke lidt mere på, end de par gange om måneden, hvor hun er åndsnærværende nok til at hente pizza hos paki-grillen eller købe en overdyr kjole hos ?Annelises Trendy Modetøj?, fordi hun lige skal vise sig som månedens mor i skysovs. Fint. Det havde været en smuk ting at gøre, hvis det da ikke bare strålede langt væk af, at hun ikke aner hvad størrelse en syvårig bruger. Og hvilken slags tøj man går i som syvårig.

Nå, men mit liv ser altså således ud lige nu. Jeg er 15 år, bor sammen med min mor (som jeg hader) og min syvårige lillesøster, Melanie (som jeg elsker). Indimellem har min mor forskellige kærester, som bor hos os i kortere eller længere perioder. Jeg kender dem ikke og gider heller ikke at lære dem at kende, fordi jeg ved de er væk igen, så snart de finder ud af, hvor fucked up min mor i virkeligheden er. Hun kan ikke gøre for det siger psykologen, men hun har et problem med at knytte sig til andre mennesker. Ja tak, det tror jeg.

Måske har jeg samme problem. Jeg har aldrig været forelsket og bliver det heller aldrig. Jeg er klart den bedste i klassen og lærerne beundrer alt hvad jeg gør. Jeg har ingen veninder, men mange der tror, de er det. Jeg er ekspert i at lade som om. Jeg fortæller mine inderste hemmeligheder til de folk, der tror de endelig har fundet ind til den ?rigtige? mig, men i virkeligheden siger jeg bare, hvad folk gerne vil høre. Der er ingen der kan tåle mine inderste hemmeligheder.

Det bedste der er sket i mit liv (udover at min søster blev født) er Ingemann-brødrene. De er tvillinger og bor på en gård langt ude på landet. De er røv-naive og har røven fuld af penge. Det startede med, at de var forelskede i mig begge to. De er også med i toppen af intelligens-klassen, og vi begyndte første gang at snakke sammen efter en prøve i færdighedsregning i syvende klasse. Man måtte gå ud, når man var færdig, og vi blev færdige langt tid før de andre. Det startede meget nemt med, at jeg skulle lære dem at kysse. De havde playstation derhjemme, og handlen blev, at hvis jeg kyssede dem begge, kunne jeg få lov at spille en time. Det var faktisk helt hyggeligt at sidde der i Ingemanns stue og kysse. De var generte og uerfarne, så det var mig der bestemte farten og havde kontrol over situationen. Dengang.

Siden er det blevet til meget mere playstation og meget mere end kys. Og mange flere mænd. Jeg er femten år, og jeg har allerede været sammen med flere mænd, end de fleste voksne har. Men det gør ikke noget, for det er jo mig, der bestemmer. Det er kun, når det er flere fulde fyre, der ikke forstår, når det gør ondt, eller når jeg ikke gider mere, at det er lidt noget lort at være kendt som byens billigste tøs. Men jeg klarer mig. Jeg er stærk, og jeg er ikke bange for at bruge de tricks, der har hjulpet mig gennem hele min barndom. Det er måske ikke så fint, men det bliver jeg nødt til, for at bevare kontrollen. De skal helst være lidt bange for mig, så det er mig der bestemmer. Jeg kan klare mig selv. Og heldigvis er der ingen der ved, hvad jeg laver, og ingen der bekymrer sig om det.

Udover at være 15 år og gå i niende klasse, er jeg så også hende, der tjener lidt ekstra penge ved at knalde stamgæsterne på byens værste værtshus. Jeg lokker dem med sex, og ender med at tage deres penge, når de, helt flove over det de har gjort, lusker ud fra busken, cykelskuret eller hvor vi nu er endt henne. Det kan godt være det lyder hårdt, men det er slet ikke så slemt. Desuden er min mor meget værre.

Allerhelst vil jeg ruske min mor vågen, så hun kunne nå at redde Melanie, inden hun bliver lige så rådden indeni, som jeg er. Men det sker aldrig, så nu beskytter jeg Melanie, og så hjælper jeg bare min mor med at flygte fra virkeligheden og rydder op efter hendes fejl.

Den seneste fejl har dog været den sværeste at rydde op efter. Jeg plejer bare at skulle hente hende, når de ringer eller hjælpe med at sparke den sidste kæreste ud. Det sidste er jeg ret god til, og det har som sagt lært mig nogle ret brugbare tricks, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. Ja, jeg ser sådan på det, at der er mit liv og min mors. Nu er det hele rodet helt sammen.

Denne her fejl er helt anderledes, og pisse svær at rydde op efter. Det vidste jeg allerede, da hun lå og brækkede sig ude i lokummet kl seks om morgenen. Jeg gemte hende indenfor i ni fucking måneder, og fyldte hende med piller og alkohol, for at hun ikke skulle gå ud, mens jeg var i skole. Jeg købte ind og overholdt alle Melaines børnefødselsdage og gymnastikopvisninger. Og i morges kom fejlen endelig ud, og jeg tog jeg den med ned til åen, hvor jeg smed posen ud og løb herop i skolen. Den var helt stille og ulækker. Med alle de piller og sprut som mor havde indtaget, mens den var inde i hende, var det nok meget godt, at den slet ikke rørte sig, da den endelig lå på tæppet.

Min mor skal være glad for, at jeg ordner problemerne for hende. Nu skal jeg bare slippe af med den her forbandede kvalme. Bare det snart ringer til frikvarter.