Tak d’damer!

Det var en meget mærkelig og fantastisk følelse, at sende et så personligt indlæg afsted i tirsdags, for derefter at mærke at forståelsen vælter ind fra seje mennesker (Det er åbenbart mest kvinder er læser med her) som også kender de der grimme følelser, man helst så sig for god til. Jeg er faktisk helt på røven over det. Både over at det er et af mine mest læste indlæg (Men har I læst det her? det er altså meget sjovere ;)) men også over at selv folk, der har styr på deres liv, og ikke hænger fast i en gammel tør skilsmisse, kan mærke det der sting af jalousi, når en anden kvinde skal flette barnets hår. Jeg hader det. Jeg skal nok arbejde med at komme derhen, hvor det ikke rører mig, men indtil da forbeholder jeg mig ret til at være helt urimelig.

Tak fordi I viser, at vi er mange, der synes det er lidt svært. jeg sender jer et vidende smil, når jeg ser jer næste gang.

Alt denne luren over skilsmissehegnet har medført, at jeg har en ekstrem lyst til at gøre noget vildt. Sådan noget som ingen havde forestillet sig. Kunne jeg hive ungen ud af skolen og flytte til Sydspanien? Kunne jeg begynde til Japansk eller flytte i villa i Dragør? Eller måske begynde til kampsport? Måske kunne jeg åbne en lille cafe, hvor jeg kunne sidde og læse digte op hver dag? Eller købe en veteranbil? Eller løbe et marathon? Bare alt andet end at lade mit liv stå stille. Jeg vil ikke stå stille.

Og når jeg så er færdig med at have ondt af mig selv og klamre mig til min “familie”, så er jeg lidt lykkelig over at det nu er weekend, hvor jeg skal drikke sjusser med søde mennesker og på søndag bage julekager med mit barn og mine fætre og kusiner. Det glæder jeg mig til. For jeg er ud af en ret stor familie. Både min mor og far har mange søskende og de har fået mange børn (som så har fået mange kærester, som de har fået mange børn med, og sådan fortsætter historien ud i det uendelige!) Fælles for hele denne herlighed af fantastiske og meget forskellige familier, er at vi alle er eminente til at hygge os. Både på min mors og min fars side er der sjældent en grund, der er for lille til at mødes. Så i weekenden skal jeg være blandt gode mennesker.

 

Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Højtelskede weekendmorgener

Det mest fantastiske ved at få børn er, når man opdager at man har formet dem til små kloner af sig selv, og hjernevasket dem til at kunne lide præcis de samme underlødige ting som én selv. Således er Kaisa og jeg i fuld gang med vores version af kvalitets-weekend-morgen. I sengen med hver sin device, hvidt brød, hjemmelavet smoothie (det sunde indspark), kaffe og sporadisk snak om rokketænder,  julepynt, klassefest og andre vigtige ting. Der er ingen af os det har lyst til at stå ud af sengen før langt op ad formiddagen, og vi elsker det!

I denne uge har vi fejret Halloween. Hold nu kaje det er en højtid, jeg i den grad har tænkt mig at tage til mig! I år var første gang Kaisa har vist interesse for det. Sidste år anede hun ikke hvad det var, og det gjorde jeg sådan set heller ikke. Men i år!! Det er en helt genial lejlighed til udklædning, oppyntning med lys og lamper udenfor, uhygge og ikke mindst gå rundt og hilse på naboer. Næste år håber jeg at vi bor et sted hvor vi kan gå all in på Halloween. (Der var ikke meget højtid over vores bygning som sædvanligt)

Nu skal jeg bare lige holde mig selv i stram snor en lille månedstid endnu – så kører julebussen! Meen ro på lidt endnu.

post-efteraarsferie-blues0-1

Sommerferiens sidste krampetrækninger

Tilbage på den gode gamle læsesal på Den Sorte Diamant. Det var her jeg skrev mit speciale (and look how well that turned out! haha!) og det er her jeg afslutter de sidste dage af denne sommerferie. Find mig her resten af ugen. (Eller don´t, for så får jeg ikke skrevet noget. Jeg er meget let at distrahere.)

Jeg har ca. en uge tilbage af min sommerferie. Det er på samme tid rigtig lang tid og også skræmmende kort tid. Jeg har brugt denne sommerferie på at drømme og på at tænke. Og det er heldigt for det behøver man hverken sol eller 30+ grader til. Regnvejr er as good as any. Det er tit at sommerferien gør at jeg, får set tingene i et lidt andet perspektiv. Det tror jeg, de fleste kender til. Man mærker ligesom tydeligere, hvad man er glad for i sit liv og hvad der skal laves om på.

Det er for eksempel første gang i al den tid jeg har boet i hovedstaden, at jeg rent faktisk ønsker mig en bil. Det er SÅ meget hyggeligere at tage til Jylland, hvis man har sin egen bil, er jeg kommet i tanke om. Jeg har altid leet hånligt af folk (specielt jyder), der mener, at jeg da må have sådan en lille smart “kone-bil” øverst på min ønskeliste. Næ tak. Jeg har det fint på min cykel, og DSB har den fordel, at man kan se Netflix eller læse bog i 3,5 uforstyrrede timer mens man suser gennem landet. Også med en 6årig. Winwin for alle!
MEN nu orker jeg det ikke mere. Det der med at “suse gennem landet” er det lidt så som så med, må jeg sige. Sidst jeg skulle hjem til København, måtte jeg skifte to gange og med togbus fra Slagelse til Roskilde. Ikke så meget uforstyrret læsning eller “sus” i det. Det er også meget hyggeligere at sidde i en bil med os selv og kunne køre afsted, når det passer os. Jeg er træt af at skulle slæbe på alle vores ting, og løbe ned ad Istedgade for at nå det tog, vi har pladsbilletter til. Vi har været frem og tilbage over Storebælt i alt 4 gange i denne sommerferie. That’s too much!

Men jeg vil have en lækker bil. En smuk bil. En der gør mig glad hver gang, jeg sætter mig i den. Måske skal jeg finde nogle at dele den med? Tænk alle de weekendture Kaisa og jeg kunne tage. Ud i det blå med tørklæde om håret og kørehandsker på! Åh det vil jeg gerne! Jeg har allerede købt handskerne. Man skal jo starte et sted, right?

Jeg er i det hele taget komme frem til, at det nok er på tide, at jeg tager et par skridt op ad den der voksen-stige, som jeg generelt ikke er så glad for at bestige. Jeg har ikke min egen bolig. Jeg har ikke nogen mand og jeg har ikke nogen bil eller et lederjob. Jeg er ikke politisk aktiv, jeg er heller ikke voksen aktiv i mit barns institution, og jeg ved generelt ved en skid om noget som helst. Det må jeg hellere lave om på. Nytårsforsæt: Se Deadline. Og læs nyhederne andre steder end DR og artikler delt på Facebook. Helt ærligt, jeg havde en gang Samfundsfag på højt niveau!

Jeg tænker at mit næste blogindlæg må være dette års august-forsætter. Det er vist ved at være tid!
Men først billedspam fra min danske sommerferie:

Med hovedet i sommerferie

hold da schatze det er længe siden jeg har været her! Livet og travlheden op til sommerferien, og en generel mangel på inspiration og glæde ved egne ord bærer størstedelen af skylden for fraværet. Nu mærker jeg inspirationen igen, og tasterne kalder på mig. Jeg går jo rundt og savner det, når jeg ikke skriver dagbog/blogger. For ja dette er pt mest min dagbog, som jeg er så excited over at jeg må dele den med alle, der gider at læse med. Jeg drømmer om at jeg på et tidspunkt får lidt mere struktur på bloggeriet og kan skrive andet end dagbog. Men det er en anden snak..

Jeg har lige netop stukket hovedet ind i den der sommerferie, som jeg har glædet mig til helt siden sidste sommer. Og endnu i år, skal den blive fantastisk – det kan jeg mærke. Mine planer er indtil videre ret tæt på minimale. Jeg skriver fra sommerhushytten lige nu, hvor jeg bliver resten af ugen. Derudover har jeg en uge og nogle dage uden datter og nogle dage med hende i kbh og Jylland.

Ugen uden datter plejer at blive brugt på at rejse et sted hen, hvor jeg kan mærke mig selv, og gøre lige hvad jeg har lyst til. Jeg har endnu ikke besluttet om jeg springer på et fly et sted hen, eller om jeg lytter til min økonomi og bliver hjemme.

Jeg har nogle ret store tanker om min job og boligsituation, som jeg gerne vil have på plads i denne sommer. Jeg synes ikke rigtig jeg får tænkt mine tænker helt til ende i hverdagen, og det er faktisk min største ferieplan. Tænke tankerne til ende. Og det kan man jo i princippet gøre både på Vesterbro og på en Kroatisk strand… i princippet.

Sommerhushytten og jeg ønsker god sommerstart! Vi har høj sol og feriestemning på alle tangenter. Vi bader, spiser fisk og is (ikke samtidig!) spiller spil, leger med vand i haven, læser dameblade og slapper totalt af. Jeg er kæmpe fan af sommerferie!

Older posts