En weekend uden pligter…

Oh Yes! Det er weekend lige om lidt, og jeg skal for første gang siden vi flyttede være alene hjemme! Jeg har ingen planer i aften, og jeg glæder mig til at slentre lige så stille hjem fra arbejde, spise aftensmad i sofaen, når det passer mig og slappe totalt af uden pligter hele aftenen!

Min hverdag er lige så stille ved at være oppe at køre i de store træk. (Hej jinx!) Jeg har fundet en bolig, et job og en børnehave til Englebarnet. Men mine eftermiddage halter. Fra kl 16, hvor jeg i huj og hast forlader arbejdspladsen og pisker gennem byen, for at ankomme til vuggestuen inden de lukker, og derefter sætte barnet bag på cyklen for at forcere den halve by (Ih hvor jeg glæder mig til børnehavestart!) til barnet ligger i sin seng og den sidste godnatsang er sunget færdig, har jeg simpelthen ikke tid nok. Jeg vil gerne lave lækkert mad, og opdrage mit barn til at spise varieret og sundt, sidde ved bordet med et varmt hjemmelavet (og økologisk, biodynamisk, low-carb, farvekoordineret, halal) måltid, mens vi grinende og smilende fortæller hinanden, hvad vi har lavet i dag. Men det sker ikke.

Jeg har styr på morgenen og på morgenmaden. Men aftensmaden kommer bag på mig gang på gang.
Jeg har nu lavet en aftale med barnets far, om ikke at give barnet havregryn med mælk på til aftensmad, fordi det for nylig førte til en pinlig hændelse hos farmor, da barnet hellere ville have morgenmad end farmors hjemmelavede børnevenlige mad. OK. Point taken. Ikke mere morgenmad til aften. Nu skal der andre boller på suppen! Hjemmelavede boller that is. Som jeg lige skal finde en god opskrift på… og koge en høne i weekenden…
Pyh.. Jeg går lige ud i solen og nyder den lidt, inden jeg laver mad, rydder op, gør rent og NYDER stilheden!

Velkommen til børnehaveræset på Vesterbro

Solen skinner og jeg er ved at finde til rette i mit nye element. Vesterbro elementet. Det’ sgu meget lækkert. Jeg har ikke rigtig haft tid til at se mig om i mit nye hood, og alle anbefalingerne til steder, jeg bare MÅ drikke min kaffe, er skrevet bag øret og husket til den dag jeg stille og roligt kan defilere omkring og føle summen af at være Vesterbro-beboer. Med eller uden afkom.

Englebarnet har fået børnehaveplads i en institution, som jeg bogstavligt talt kan se fra mit soveværelsesvindue. (Jeg har så også kun set den fra mit soveværelsesvindue, men fra den vinkel ser det hyggeligt ud.) Det er en kærkommen forandring til at piske på cykel fra Vesterbro til Østerbro for at aflevere barnet i vuggestue og derfra videre på job på Holmen. Inden dagen er begyndt, har jeg noget, der ligner 10 km i ballerne, og samme rute forceres i eftermiddagstravlheden. I love it. Jo jeg gør. Motionen er nemlig meget god for en motionsangst dovenlars som mig. Men tiden det tager og alle de steder på ruten, hvor tidsplanen kan skride, er ikke så god for sådan en som mig. Jeg kæmper for at stå fast på, at Kaisa og jeg skal have en rolig morgen, hvilket i realiteten betyder, at jeg sætter vækkeuret 3 timer før jeg skal møde på arbejde, og alligevel ender med at småløbe ud ad døren, med barnet halsende efter. -og så ind ad døren igen fordi jeg har glemt cykelhjelm/regnbuks/vanter/nøgle/barn.

apropos børnehaveplads. jeg lærer aldrig at forstå at navigere i systemet, de kalder pladsanvisningen. For det første bliver jeg aldrig sådan en mor, der gider at bruge tid på at besøge institutioner, og mærke hvordan mavefornemmelsen er de forskellige steder, og spørge ind til lærerplaner, madplaner og forældreengagement. Jeg orker det ikke. Det tager jo hundrede år, og er virkelig kedeligt. Så jeg spørger mine veninder, hvor deres børn går, og hvor de godt kunne tænke sig de gik, og vælger efter det. Denne gang fik jeg tre pladser tilbudt af pladsanvisningen. 3 pladser? Den ene af dem sagde jeg nej til, hvorefter jeg fik to tilbudt med 5 dages mellemrum. Jeg forstår det ikke? Så jeg tog den, der ligger tættest på vores nye hjem, og som flest mennesker sagde noget godt om. Sådan gik det til at Kaisa, som en anden Svinedreng, steg fra Hestestalden til Kongerosen. (hvad sker der for navnene på institutioner i København?! – det er famer Københavneragtigt at sende sit barn i Hestestalden hver dag!)

Englebarnet er SÅ klar til børnehave, og keder sig lidt blandt alle babyerne i vuggeren. Men jeg ved ikke, om jeg er klar. Jeg kan godt blive lidt nervøs ved tanken om, at hun nu kastes for de store og farlige 6årige, der kan trampe hende ned hvert øjeblik det skal være. Det er jo jungleloven, der hersker i sådan en børnehave. Det ved alle. Skulle man lære hende noget asiatisk kampsport inden hun starter? (As if jeg kunne lære hende andet end at stikke i et vræl, så der kommer en voksen)

Efter en fantastisk weekend

Jeg har haft verdens bedste weekend med Englebarnet! Hold kaje hvor har vi hygget! Først en sleep-over hos Mette, Enzo og Hugo i Ordrup (Eller Mette og OdE, som Kaisa kalder dem)

Derefter en lørdag, hvor mor havde tømmermænd og ikke orkede så meget, så vi tog i Lindeparken på Frederiksberg, hvor Camping Teateret startede sæsonen op med en gratis forestilling. Det var pissehyggeligt, og Kaisa var opslugt af de sjove næser og falde på halen vittigheder. Og jeg synes det var brandhyggeligt at hilse på Veninde Elin igen og se hende in action.

Søndag pakkede jeg en madpakke og dagstasken (det er den der ca. indeholder, bleer, sut, skiftetøj, gummistøvler, sæbebobler, stofbleer, en bold, standlegetøj, vandflaske, dadler, madpakke, tæppe… plus det løse) og med alt det i kurven gik vi ud i byen. De af jer der følger mig på Instagram (Karennoroxe) ved at dagen blev flittigt dokumenteret, fordi det var så hyggeligt, at jeg måtte dele det med nogen. Cafebesøg, dukketeater i Kgs have, boldspil og jazz festival var bare nogle af højdepunkterne.

Og i dag arbejder jeg! Som jeg også gjorde i sidste uge og også kommer til de næste par uger. LOVE IT! Jeg sætter alt ind på at fortsætte med at arbejde, så jeg langt om længe kan komme på rette køl igen.

Jeg hvisker dette, da jeg er bange for at jinxe, men jeg tror tingene triller stille og roligt den rigtige vej, og jeg tror på at der kommer forbedringer over hele linjen. Med små små skridt vender jeg tilbage til mig selv. Hvem jeg har været de sidste par år, ved jeg faktisk ikke, men jeg har i hvert fald ikke the best of me. Det bliver jeg igen.

Jep. Det er derfor der er lidt dødt på Bloggen. Jeg kæmper.

Det er ikke viljen, der mangler

Jeg ved det godt. Jeg skriver for lidt herinde, og det er slet ikke med vilje. Jeg havde planlagt, at jeg i aften skulle skrive et langt velovervejet indlæg, men så faldt jeg i søvn under putningen. Det er jo simpelthen så klassisk og nærmest pinligt.

Efter en hel dag med “moar!” – Englebarnet er inde i en periode, hvor hun går rundt som en sonar og siger moar? hvert andet øjeblik. Ikke fordi hun vil mig noget, bare for lige at bekræfte at jeg er der. Og det er jeg. Lige bag hende, foran hende, ved siden af hende, hoppende, dansende, kravlende rundt på diverse klatrestativer. Efter sådan en dag, har jeg glædet mig så meget til min lange aften, med blogskrivning, serier, rødvin og enetid.

-I stedet vågner jeg kl 22.10 med tørre kontaktlinser og ondt i nakken. Pis. Jeg prøver igen i morgen.

Jeg kan lugte guld

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi hidtil ikke har været sådan rigtig dygtige til at skaffe penge til sparegrisen her i huset. Vi er mere typerne, der kradser på bunden af kisten i håb om, at der skulle være glemt en penny et sted.

Eller det troede jeg. For pludselig ser fremtiden meget lysere ud for hustanden.
Midt i al krise og sparetid har en løsning meldt sig fra uventet kant.

Jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, at jeg mangt en mandag morgen har overvejet, hvordan jeg kunne læsse ansvaret over på andre skuldre. Og nu har jeg so to speak læst the writing on the wall og set en virksomhedsmulighed, som kun kan føre velstand og lykke med sig.

Lige for tiden ligger der nemlig guld på alle overflader i hjemmet.
Det er det her jeg taler om:

Køkkenlåge-kunst

Køkkenlåge-kunst

Badeværelsesdør

Badeværelsesdør-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

Badeværelsesvæg-kunst

computertaske-kunst

computertaske-kunst

Jeg vidste, at mit englebarn kunne bruges til noget mere profitabelt end blot at blæse sæbebobler med. For det kan da umuligt kun være mig, der ser talentet lyse lige der?

jeg tænker t-shirt, postkort, plakater, krus og askebægere (er der business i askebægere mere?) med Kaisas kunst. Og hvis de ringer fra Københavns kommune, er vi villige til at indgå en aftale om at pryde byens husmure mod en rimelig betaling. (Forudsagt at sikkerheden er i orden naturligvis. Det er et krav.)

I kan bare bestille her på bloggen, så sætter jeg gerne kunstneren i sving med pen og papir. Papir for himlens skyld papir!

(Og så ikke et ord om, at den lille “kunstner” allerede har kostet mig et opkald til forsikringsselskabet om noget med en kuglepenstegning på en hvid ruskindsstol. Ikke et ord om det.)