Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Noget om biograftur og weekend med barn

Når man er deleforældre som jeg er, så er al tidsregning delt op i weekender med barn og weekender uden. Alle familiefester, julehygge, legeaftaler skal planlægges i de uger, hvor Englebarnet er hos mig. Alle arbejdsweekender, voksenfester, rødvinsaftner med veninder og “singleaktiviteter”, skal hest ligge i weekender uden barn.
Jeg har aldrig prøvet andet, så jeg synes også det fungerer helt upåklageligt! Jeg nyder min tid for mig selv hver anden weekend. og jeg ser lige meget frem til begge slags weekender.

Sidste weekend har været med barn. Og vi hyggede os og slappede af og var i nattøj til langt ud på eftermiddagen. Vi spiste morgenmad på sengen, flyttede om i hele lejligheden (jeg er stadig ikke helt tilfreds,med indretningen) Og vi var også i biografen,hvor vi så Trolls. Vejret inviterede ikke ligefrem til ude aktiviteter, og det passede os begge ret fint. Filmen var i øvrigt et hit hos både voksen og barn. Den voksne rockede med på de kendte sange, og barnet var fuldt optaget af om Poppy og Kvist mon fik reddet vennerne ud af Dorkernes hænder. Ja, meget klassisk og “lige ud af landevejen” historie. Alt er farver og glimmer og glitter i den film, og med Justin Timberlakes “I’ve got that feeling” kan man ikke andet end at danse glad ud af biografen! Vi gjorde i hvertfald!

Jeg var en gang en habil biografgænger. Jeg så næsten alle film i biografen, og gjorde en ære ud af at følge med i, hvad der var på plakaten, hvad der kommer lige om lidt, og jeg havde en mening, om de film jeg ventede på, og de film jeg så. Det var mit arbejde for faen.

Det er stadig mit arbejde. Men for filan hvor gør det ondt i mit gamle filmhjerte at scrolle forbi CPH Pix forestillingerne og stoppe ved Trolls. Der er ikke ret meget indie-filmfestival over den film. Historien var efter min mening lidt tynd i det, men det var genialt med sange og glitter til den 5 årig, der godt kan blive lidt bange i biografmørket, hvis det bliver for uhyggeligt. Det gjorde det ikke. Altså blev uhyggeligt. Det var lige på kanten hele tiden, hvilket jo er det bedste. Man (altså den 5 årige) når lige at tænke nu er det uhyggeligt, men så bryder de ud i sang, og uhyggen kommer på afstand.
Vi har flere gange i løbet af ugen fundet billederne frem af Troldene, og talt om handlingen og ikke mindst hørt sangene på Youtube. Vi venter i spænding på at den kommer på Netflix!

-Men næste gang jeg skal i bio må det meget gerne være en film uden glimmer og popsange. Den kommende weekend er “voksenweekend”, hvor jeg skal på filmkursus på Filmskolen, så mon ikke jeg får et godt skud “Jeg er total med på “the schizzel” inden for TV og film!” I think so!

https://www.youtube.com/watch?v=6d1ZedGm13I

Ferien er slut og vagtlægen er tilkaldt. Næsten.

Første dag tilbage på job. Jeg kan sgu meget godt lide det. Jeg har også haft ferie i umindelige tider, og udnyttet det fuldt ud, så lidt arbejde er slet ikke af vejen. Jeg har måske også glædet mig en lille smule. Det hårdeste er, at man ikke længere kan drikke gin/tonics på altanen mandag eftermiddag eller tage med Englebarnet på legepladsen hele formiddagen, men så igen.. jeg kan drikke mine drinks efter kl 20 og legepladsen savner jeg egentlig ikke.

Min sidste weekend skulle selvfølgelig ende i gråd og nødopkald til læger og mødre i nærmeste familie….
Englebarnet brændte sig på en kogeplade! Hun snublede på den stol hun stod på, da hun ville hjælpe med madlavningen. Hun tog fra med hele underarmen på kogepladen. Im telling you, this mama havde seriøst ondt i maven og følte mig som om, jeg selv havde brændemærket hende med et glohedt kostempel, fordi jeg havde ladet en treårig stå og se på at æggene på panden blev hvide.
Jamen! nogle gange tænker jeg, at karma er ude efter mig for alle de gange, jeg har tsk’et og phefp’et, af de pyldrede mødre, der baby-proofer alting og altid husker cykelhjelmen. jeg er en af dem der højlydt klapper med på; “Ha! Da jeg var barn i firserne, havde vi aldrig hørt om cykelhjelme, sikkerhedsseler, knæbeskyttere, rygeforbud og gps-overvågning!- og se hvor godt vi har klaret os alligevel!”

Men vi havde dog hørt om varme kogeplader.

“Vi” (moderen var også hårdt ramt, sådan rent psykisk) slap med en stor 2. gradsforbrænding, som blev behandlet med våde t-shirts og alt godt fra fryseren hele aften og natten – ikke så tit man går i seng med en pose økologiske frosne ærter, men det sker. Og barnet var i hopla igen den næste dag.

I morges kom jeg for sent på arbejde og glemte barnets madpakke, så alt er blevet hverdag igen og om 20 uger er der juleferie.

IMG_3384

En weekend uden pligter…

Oh Yes! Det er weekend lige om lidt, og jeg skal for første gang siden vi flyttede være alene hjemme! Jeg har ingen planer i aften, og jeg glæder mig til at slentre lige så stille hjem fra arbejde, spise aftensmad i sofaen, når det passer mig og slappe totalt af uden pligter hele aftenen!

Min hverdag er lige så stille ved at være oppe at køre i de store træk. (Hej jinx!) Jeg har fundet en bolig, et job og en børnehave til Englebarnet. Men mine eftermiddage halter. Fra kl 16, hvor jeg i huj og hast forlader arbejdspladsen og pisker gennem byen, for at ankomme til vuggestuen inden de lukker, og derefter sætte barnet bag på cyklen for at forcere den halve by (Ih hvor jeg glæder mig til børnehavestart!) til barnet ligger i sin seng og den sidste godnatsang er sunget færdig, har jeg simpelthen ikke tid nok. Jeg vil gerne lave lækkert mad, og opdrage mit barn til at spise varieret og sundt, sidde ved bordet med et varmt hjemmelavet (og økologisk, biodynamisk, low-carb, farvekoordineret, halal) måltid, mens vi grinende og smilende fortæller hinanden, hvad vi har lavet i dag. Men det sker ikke.

Jeg har styr på morgenen og på morgenmaden. Men aftensmaden kommer bag på mig gang på gang.
Jeg har nu lavet en aftale med barnets far, om ikke at give barnet havregryn med mælk på til aftensmad, fordi det for nylig førte til en pinlig hændelse hos farmor, da barnet hellere ville have morgenmad end farmors hjemmelavede børnevenlige mad. OK. Point taken. Ikke mere morgenmad til aften. Nu skal der andre boller på suppen! Hjemmelavede boller that is. Som jeg lige skal finde en god opskrift på… og koge en høne i weekenden…
Pyh.. Jeg går lige ud i solen og nyder den lidt, inden jeg laver mad, rydder op, gør rent og NYDER stilheden!

Velkommen til børnehaveræset på Vesterbro

Solen skinner og jeg er ved at finde til rette i mit nye element. Vesterbro elementet. Det’ sgu meget lækkert. Jeg har ikke rigtig haft tid til at se mig om i mit nye hood, og alle anbefalingerne til steder, jeg bare MÅ drikke min kaffe, er skrevet bag øret og husket til den dag jeg stille og roligt kan defilere omkring og føle summen af at være Vesterbro-beboer. Med eller uden afkom.

Englebarnet har fået børnehaveplads i en institution, som jeg bogstavligt talt kan se fra mit soveværelsesvindue. (Jeg har så også kun set den fra mit soveværelsesvindue, men fra den vinkel ser det hyggeligt ud.) Det er en kærkommen forandring til at piske på cykel fra Vesterbro til Østerbro for at aflevere barnet i vuggestue og derfra videre på job på Holmen. Inden dagen er begyndt, har jeg noget, der ligner 10 km i ballerne, og samme rute forceres i eftermiddagstravlheden. I love it. Jo jeg gør. Motionen er nemlig meget god for en motionsangst dovenlars som mig. Men tiden det tager og alle de steder på ruten, hvor tidsplanen kan skride, er ikke så god for sådan en som mig. Jeg kæmper for at stå fast på, at Kaisa og jeg skal have en rolig morgen, hvilket i realiteten betyder, at jeg sætter vækkeuret 3 timer før jeg skal møde på arbejde, og alligevel ender med at småløbe ud ad døren, med barnet halsende efter. -og så ind ad døren igen fordi jeg har glemt cykelhjelm/regnbuks/vanter/nøgle/barn.

apropos børnehaveplads. jeg lærer aldrig at forstå at navigere i systemet, de kalder pladsanvisningen. For det første bliver jeg aldrig sådan en mor, der gider at bruge tid på at besøge institutioner, og mærke hvordan mavefornemmelsen er de forskellige steder, og spørge ind til lærerplaner, madplaner og forældreengagement. Jeg orker det ikke. Det tager jo hundrede år, og er virkelig kedeligt. Så jeg spørger mine veninder, hvor deres børn går, og hvor de godt kunne tænke sig de gik, og vælger efter det. Denne gang fik jeg tre pladser tilbudt af pladsanvisningen. 3 pladser? Den ene af dem sagde jeg nej til, hvorefter jeg fik to tilbudt med 5 dages mellemrum. Jeg forstår det ikke? Så jeg tog den, der ligger tættest på vores nye hjem, og som flest mennesker sagde noget godt om. Sådan gik det til at Kaisa, som en anden Svinedreng, steg fra Hestestalden til Kongerosen. (hvad sker der for navnene på institutioner i København?! – det er famer Københavneragtigt at sende sit barn i Hestestalden hver dag!)

Englebarnet er SÅ klar til børnehave, og keder sig lidt blandt alle babyerne i vuggeren. Men jeg ved ikke, om jeg er klar. Jeg kan godt blive lidt nervøs ved tanken om, at hun nu kastes for de store og farlige 6årige, der kan trampe hende ned hvert øjeblik det skal være. Det er jo jungleloven, der hersker i sådan en børnehave. Det ved alle. Skulle man lære hende noget asiatisk kampsport inden hun starter? (As if jeg kunne lære hende andet end at stikke i et vræl, så der kommer en voksen)

Older posts