Er dit barn bange for at få vand i øjnene? Her er løsningen!

Og med sådan en overskrift kan det jo kun gå galt. Mit første sponsorerede indlæg på min blog. Næh jamen dog, Karen skal du nu til at være kommerciel og skrive om mascara og hårtørrer og den slags. Næ. Det skal jeg ikke. (Kun hvis de betaler good money for det. Mama’s gotta live.)

Men jeg vil gerne skrive lidt om Dolphineyes, som er sådan en smart brille, man kan putte på sit barn, når det ikke gider i bad, fordi det er bange for at få vand i øjnene. Sådan et barn har (havde) jeg nemlig, og det var jo en kamp af en anden verden, at få skyllet det hår. Nu er hun blevet stor nok til at det ikke er sååå slemt, som det har været. Vi har før fundet veje og løsninger, der gør badet mindre grådfremkaldende. Ikke uden forhandlinger og dybe voksne indåndinger. Før Dolphineyes brugte vi en vaskeklud for øjne og ører, der skulle være lige præcis våd nok til ikke at være for tør, og tør nok til ikke at være for våd. Virkelig er noget der kan tage meget lang tid at vride op til den rette tørhed, må den utålmodige moder berette.

Men NU mine damer og herre, er alle sorger forsvundet ud med badevandet. For nu er jeg blevet introduceret for Dolphineyes! Yes. Det er simpelthen et stykke “plastik” man med en lille klister strip sætter fast på barnets pande og vupti, så er der afskærmning fra det uhyggelige ækle vand man kan få i øjnene. Eneste minus er at de efter brug, eller egentlig bare efter de er blevet våde falder af. Og da de skal sættes på en tør pande, gør det det lidt besværligt, hvis man gerne vil lade barnet sidde lidt i badekarret inden man hælder vand i håret.

Så jeg tænker, at sidder der nogle derude, der har vandskrække badebørn, så kan Dolphineyes altså være et godt bud på en løsning. Vi havde en fest med dem og husk I så dem først her hos mig! Den kommercielle reklame-blogger! Mascha Vang – jeg vipper dig snart af tronen som blogger-millionøse number one!

 

Dolphineyes kan købes her http://dolphineyes.dk/ og hos matas.dk står der på deres hjemmeside. Jeg har ikke fået en rød reje for at skrive dette, men jeg har fået tilsendt 4 stk badebriller og blev begejstret.

EDIT: Jamen altså! Bloggerlivet vil ingen ende tage. Nu er der dælme også rabatkode til alle mine læsere! Se Emilies kommentar, og hent jer selv et par badebriller. Hell, jeg tror sgu selv jeg vil tage et par på, næste gang jeg er i bad 🙂

img_8795

lidt (mere) om at dele sit barn

Jeg tænker at køre et lille tema her på bloggen. Erfaringer fra en skilsmisse. Det er klart de indlæg jeg får størst respons på, og det er noget jeg har tænkt meget over. Særligt på det seneste.

Man lærer aldrig at holde af afleveringsdagene. De er hæslige uanset hvor mange år der er gået. Men man lærer at leve med dem, og man lærer at savne uden at blive ædt op, og man lærer at nyde sine “fridage”.  Der er fordele og ulemper ved at have delebørn (eller et delebarn, som det er tilfældet her hos mig), og ulemperne er selvklart størst, fordi man inderst inde ved, at man er skyld i sit barns største sorg (at mor og far ikke bor sammen),  men jeg ved også inderst inde, at jeg er voksen nok til at tage det ansvar på mig. At gøre det så nemt for hende som muligt, og tage alt ansvar på mig. Alt.

I vores tilfælde gik vi fra hinanden, da vores datter var 3 måneder gammel (ja, den historie er et andet indlæg. Eller måske er det ikke.) så hun husker ikke, at vi nogensinde har boet sammen. Hun har aldrig set sine forældre være kærester. Alligevel ved jeg, at hun ønsker at vi bare kunne bo sammen. Vi har samtaler, som regel ved sengetid, hvor følsomheden er størst, om hvorfor far ikke bare kan bo her hos os? Hvorfor kan hun ikke få en lillesøster eller lillebror med både far og mor? Og så sent som i søndags, da vi havde vinket farvel til far, og hun var træt efter en begivenhedsrig weekend, brød hun helt sammen og hulkede at hun IKKE ville være skilt, for hun savnede altid én af os.

Man skulle da være en iskold starut, hvis ikke det gjorde ondt i et voksenhjerte at se sit barn ulykkelig over omstændigheder, som jeg har pålagt hende. (frivilligt eller ej)  men jeg ved også, at jeg er den voksne, og jeg kan og skal hjælpe hende til at mærke kærligheden fra både hendes far og hendes mor. Hun må gerne være ked af det. Og hun må også være sur på sine forældre over, at de har bestemt at hun altid må undvære en af dem. Sådan er det. Og vi tager ansvaret.

Jeg savner hende altid, når hun ikke er hos mig. Men jeg har også lært at leve med det. Jeg nyder den frihed jeg har på mine “fridage”, og jeg glæder mig til hun kommer hjem igen. Og så samler jeg al min voksne styrke til at glæde mig over, at hun har et sæt forældre, der elsker hende så himmelhøjt, at vi begge vil slå knuder på os selv for hendes lykke.

IMG_6565

Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Noget om biograftur og weekend med barn

Når man er deleforældre som jeg er, så er al tidsregning delt op i weekender med barn og weekender uden. Alle familiefester, julehygge, legeaftaler skal planlægges i de uger, hvor Englebarnet er hos mig. Alle arbejdsweekender, voksenfester, rødvinsaftner med veninder og “singleaktiviteter”, skal hest ligge i weekender uden barn.
Jeg har aldrig prøvet andet, så jeg synes også det fungerer helt upåklageligt! Jeg nyder min tid for mig selv hver anden weekend. og jeg ser lige meget frem til begge slags weekender.

Sidste weekend har været med barn. Og vi hyggede os og slappede af og var i nattøj til langt ud på eftermiddagen. Vi spiste morgenmad på sengen, flyttede om i hele lejligheden (jeg er stadig ikke helt tilfreds,med indretningen) Og vi var også i biografen,hvor vi så Trolls. Vejret inviterede ikke ligefrem til ude aktiviteter, og det passede os begge ret fint. Filmen var i øvrigt et hit hos både voksen og barn. Den voksne rockede med på de kendte sange, og barnet var fuldt optaget af om Poppy og Kvist mon fik reddet vennerne ud af Dorkernes hænder. Ja, meget klassisk og “lige ud af landevejen” historie. Alt er farver og glimmer og glitter i den film, og med Justin Timberlakes “I’ve got that feeling” kan man ikke andet end at danse glad ud af biografen! Vi gjorde i hvertfald!

Jeg var en gang en habil biografgænger. Jeg så næsten alle film i biografen, og gjorde en ære ud af at følge med i, hvad der var på plakaten, hvad der kommer lige om lidt, og jeg havde en mening, om de film jeg ventede på, og de film jeg så. Det var mit arbejde for faen.

Det er stadig mit arbejde. Men for filan hvor gør det ondt i mit gamle filmhjerte at scrolle forbi CPH Pix forestillingerne og stoppe ved Trolls. Der er ikke ret meget indie-filmfestival over den film. Historien var efter min mening lidt tynd i det, men det var genialt med sange og glitter til den 5 årig, der godt kan blive lidt bange i biografmørket, hvis det bliver for uhyggeligt. Det gjorde det ikke. Altså blev uhyggeligt. Det var lige på kanten hele tiden, hvilket jo er det bedste. Man (altså den 5 årige) når lige at tænke nu er det uhyggeligt, men så bryder de ud i sang, og uhyggen kommer på afstand.
Vi har flere gange i løbet af ugen fundet billederne frem af Troldene, og talt om handlingen og ikke mindst hørt sangene på Youtube. Vi venter i spænding på at den kommer på Netflix!

-Men næste gang jeg skal i bio må det meget gerne være en film uden glimmer og popsange. Den kommende weekend er “voksenweekend”, hvor jeg skal på filmkursus på Filmskolen, så mon ikke jeg får et godt skud “Jeg er total med på “the schizzel” inden for TV og film!” I think so!

https://www.youtube.com/watch?v=6d1ZedGm13I

Ferien er slut og vagtlægen er tilkaldt. Næsten.

Første dag tilbage på job. Jeg kan sgu meget godt lide det. Jeg har også haft ferie i umindelige tider, og udnyttet det fuldt ud, så lidt arbejde er slet ikke af vejen. Jeg har måske også glædet mig en lille smule. Det hårdeste er, at man ikke længere kan drikke gin/tonics på altanen mandag eftermiddag eller tage med Englebarnet på legepladsen hele formiddagen, men så igen.. jeg kan drikke mine drinks efter kl 20 og legepladsen savner jeg egentlig ikke.

Min sidste weekend skulle selvfølgelig ende i gråd og nødopkald til læger og mødre i nærmeste familie….
Englebarnet brændte sig på en kogeplade! Hun snublede på den stol hun stod på, da hun ville hjælpe med madlavningen. Hun tog fra med hele underarmen på kogepladen. Im telling you, this mama havde seriøst ondt i maven og følte mig som om, jeg selv havde brændemærket hende med et glohedt kostempel, fordi jeg havde ladet en treårig stå og se på at æggene på panden blev hvide.
Jamen! nogle gange tænker jeg, at karma er ude efter mig for alle de gange, jeg har tsk’et og phefp’et, af de pyldrede mødre, der baby-proofer alting og altid husker cykelhjelmen. jeg er en af dem der højlydt klapper med på; “Ha! Da jeg var barn i firserne, havde vi aldrig hørt om cykelhjelme, sikkerhedsseler, knæbeskyttere, rygeforbud og gps-overvågning!- og se hvor godt vi har klaret os alligevel!”

Men vi havde dog hørt om varme kogeplader.

“Vi” (moderen var også hårdt ramt, sådan rent psykisk) slap med en stor 2. gradsforbrænding, som blev behandlet med våde t-shirts og alt godt fra fryseren hele aften og natten – ikke så tit man går i seng med en pose økologiske frosne ærter, men det sker. Og barnet var i hopla igen den næste dag.

I morges kom jeg for sent på arbejde og glemte barnets madpakke, så alt er blevet hverdag igen og om 20 uger er der juleferie.

IMG_3384

Older posts