It has been brought to my attention…

Jeg har gået og ruget over mit sidste indlæg om polterabend. Jeg har ruget og læst det igen og ruget lidt mere.

Sagen er den, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg ved at udtale “Jeg kan ikke lide polterabend”, lyder som om det er alle andres polterabend, jeg ikke har kunnet lide. DET UNDSKYLDER JEG! For det var ABSOLUT ikke min mening. Jeg har aldrig været til et polterabend, hvor jeg ikke hyggede mig. Jeg ved at alle brude har elsket deres dag, og jeg ved hvor meget tid og energi, der er lagt i hver eneste fest (hell, jeg har selv arrangeret flere af dem), så mit lille outburst handlede mere om form og koncept og traditioner, som jeg har svært ved at finde mig tilrette i.

Jeg bryder mig ikke om konceptet og formen ved polterabend. Og jeg drømmer ikke om at få mit eget. Men jeg drømmer heller ikke om at blive gift, så det hele kommer nok af sig selv.

-Måske skal indlægget læses som en opfordring til at ryste posen. Måske skal det læses som en single kvindes sure opstød. Måske skal det læses som en kærlig albue i siden til de kedelige kvinder, der glemmer at give sig selv fri fra børn og “burde”. Måske skal det læses som en guide til mine veninder, om hvordan de skal arrangere mit polterabend (!) – Men det skal i hvert fald ikke læses som et personligt angreb på nogen!

Og så er det slut med at forklare og undskylde egne indlæg.

Men det er jo bare min mening…

I sidste uge var jeg til polterabend. Det var en sjov og hyggelig dag, hvor alle og ikke mindst bruden hyggede sig gevaldigt. Jeg er fattig, så jeg vidste på forhånd, at jeg ikke tog med i byen efter middagen, så jeg gav den maxgas fra tidlig morgen. Skålede, skænkede op og deltog i første række i alle aktiviteterne. Skal jeg sige det selv, var jeg en primagæst til det polter. (Og ja, jeg skal sige det selv, for det er min blog.) Jeg havde en fest hele dagen, men den fik mig alligevel til at tænke over konceptet. (Og nu håber jeg ikke, at jeg træder nogen over tæerne her.)

Jeg kan ikke lide polterabender. Og skal heller aldrig selv have et. Tak, men nejtak. Jeg har aldrig været til et polterabend, som jeg ønskede var mit eget, og hele konceptet med at fejre dagen før dagen med kun sine kvindelige gæster, synes jeg er lidt… fjollet for at sige det mildt.

Dont get me wrong. Jeg elsker bryllupper! Elsker at to mennesker gerne vil råbe ud til hele verden, at de vil elske hinanden for livet (Eller i hvert fald har ambitioner derom) Jeg elsker fester, hvor jeg får lov at tage min fineste kjole på, spise god mad, drikke champagne og danse til stilletterne ikke længere kan holde og pinsesolen danser og alt det der. DET elsker jeg! Og jeg har aldrig været til et bryllup, der ikke var FANTASTISK!

Men polterabend kan jeg godt være foruden. Voksne kvinder er efter min mening ikke ret gode til at feste en hel dag. Vi er til gengæld pissegode til rødvinsaftner, shoppeture, sjusaftner, sommerhusture og charterferie! Men heldagsdruk generelt not so much.

Der er for det første altid en vis procentdel af selskabet, der er gravide eller ammer, så de drikker ikke, og tager muligvis også tidligt hjem. (Hey, jeg har selv været der, så jeg må godt dizze) For det andet er der altid nogle “kedelige” veninder. Dem der siger nej tak til Asti til morgenmaden, fordi de ikke kan lide alkohol om morgenen. Ved du hvad Snuske, Det er der sgu ingen der kan, men det er The Name Of The Game, so suck it up! Det er de samme piger, der ikke kan lide øl, og som hellere vil slukke tørsten i en sodavand (allerhelst i den kildevand, der er med i tasken) efter cykelturen end at drikke hvidvin af flasken. Igen; Der er INGEN, der har lyst til at slukke tørsten i varm hvidvin, men det er præmissen. Vi er her ikke, for at gøre det vi plejer, men for at drikke os fulde slå os løs! Ikke for at sidde og snakke om institutionspladser og ferieplaner og holde tilbage på alkoholen, fordi ungerne vågner tidligt i morgen!
Jeg bliver SÅ træt på mit køns vegne, når jeg hører om mændenes polterabend. De laver sjove ting og INGEN af dem tænker på, hvornår ungerne vågner i morgen.
Sir det bare.

Så søstre! Jeg stemmer for, at vi dropper de der polterabend, og gør det vi er bedst til; A little shoe-shopping og middag med vino og sandhederne på bordet! Eller endnu bedre pakker pas og bikini og drager sydpå, hvor drinksne er billige og ungerne er langt væk!
Who’s with me?! …. Anyone??

Nå. Ok, så ring da til ham croquis-modellen fra Husum. Jeg skal nok tegne fuld-frontal delen.

Mor er skuffet. Og pissesur!

Jeg er så pisse eddikesur. Jeg gider ikke mere, og jeg orker ikke flere “Så var det heller ikke meningen” og “Det perfekte job venter lige rundt om hjørnet”. Fuck!! Jeg fik ikke det job. Jeg har sparket til stolene og kastet med tingene (Ok nøgler kastet ned i sofaen. Men det var hårdt kastet.) Jeg. Er. Så. Træt. Af. Det. Her!!! This is not me. JEG er ikke sådan én der ikke arbejder. Jeg er karriere-menneske. Jeg er udadvendt og fandeme ikke sådan én der sidder på bænken! PIS!

Er jeg gået glip af noget?

Jeg så overhovedet ikke Melodunten i år. Altså det har jeg faktisk ikke gjort de sidste par år, for jeg synes, det er utrolig mange dårlige sange, at skulle igennem, for at se om Denmark får douze point fra Moldovia. Men når det så endelig sker, så ville man jo gerne have været der, ikk! Eiihh altså! Nu kan jeg ikke fortælle barnet om den gang Emmelie med de bare tæer vandt det hele og Danmark var i ekstase… Ekstase? Not really. Det var sjovere, da det var Brødrene Olsen. Eller da vi vandt EM i fodbold. Eller bare den gang i gamle dage. Venlig hilsen den Gamle Gnavne

Planer der ikke går i vasken

Nå men så skal jeg da love for at det blev mandag, hva?! Også med et brag.

Jeg startede egentlig på et langt klage-indlæg om alle de planer, jeg går og har mig for tiden (job, nyt hjem, ny blog, nye projekter både krea og arrangementer) Men jeg slettede det hele igen, for helt ærligt så bliver det simpelthen så kedeligt at høre mig selv fortælle om planer og planer og planer. Jeg vil se resultater!

Så jeg starter forfra, og skriver om de ting som rent faktisk startede som en plan, men som nu er en realitet. Min madlavning for eksempel. Jeg laver mad hver dag. Eller næsten.. nogle gange er et spejlæg også mad. Men jeg er bedre til det, end jeg troede jeg ville være. Kaisa og jeg får varieret kost med kød og grøntsager, og jeg er pavestolt! Jeg har endda kastet mig ud i vanvittige udfordringer som en helstegt kylling, flæskesteg og Thaisuppe! Og farserede porer!! (Aner man et mormor-tema?) Nogle gange smager det også så godt, at jeg får lyst til at invitere naboen ind til middag, fordi det da er en skam, at mit eneste vidne er en unge på næsten to, der hellere vil have en bolle med ost (Det får hun altså ikke.. i hvert fald ikke hver gang).

Måske skulle jeg gøre det. Invitere naboen ind. Han virker lidt ensom og huleboer-agtig. hmm måske var det en ny plan at føje til listen. Socialisere mere med naboerne inden jeg skal flytte igen. Måske er der nogle af dem som kan hjælpe med at finde et sted at bo. Åhh nu kommer de snigende igen, planerne..