Sur på systemet…

Nå, men Karen, hvordan går det så med planlægningen af den der forældreorlov, du fandt ud af du havde tilbage? Har du fundet et spændende sted, hvor du og Englebarnet skal rejse hen i 8,3 uger?

Shut the F… up og spørg aldrig igen. Den er aflyst. Det hele er aflyst. Jeg blev snydt og jeg er sur og indigneret på samfundet. Ja, på HELE samfundet og på vegne af mig selv, og mødre og fædre i det ganske land, og når jeg finder et parti jeg kan stå inde for, melder jeg mig ind i politik med det formål at få lavet systemet om.

Forklaring til de af jer, der sidder helt blanke og tænker hvad snakker hun om?:

På min side hos Borger.dk, I ved den der side, som man aldrig kigger på, men som indeholder alle mulige oplysninger om én, som f.eks. bolig, børn, institutioner, og ja barsel, der opdagede jeg ved en tilfældighed for et par uger siden at jeg havde 8,3 ugers forældreorlov, som jeg ikke havde brugt. Whaart! Jeg havde 8,3 uger! Som jeg kunne bruge sammen med mit nu 6 årige barn til lige hvad jeg vil! De skal bruges inden barnet er fyldt 9 år, men jeg ville bruge dem NU. Straks fløj mine drømme afsted til de varme lande, og jeg talte med barnets far, som var helt indforstået med, at jeg tog den orlov, da det jo var mig, der i sin tid havde prioriteret at gemme barsel. (Jeg var selvfølgelig storsindet og lovede ham, at han kunne få et par uger, hvis det passede ind. Stor i slaget er man, når (dag)pengene ruller ind)

Men jeg skulle blive slemt skuffet, skulle jeg. For en  flink dame hos Udbetaling Danmark kunne fortælle mig, at når man går fra barselsdagpenge til dagpenge som jeg gjorde, kan man ikke gemme sin barsel. Det var der bare ingen, der fortalte mig dengang i 2012!

Og lad mig lige fortælle lidt om mit liv i 2012. Jeg var nemlig lige blevet mor (obviously) og 3 måneder derefter alene-mor, var flyttet tilbage til København, og var så opsat på at få mit liv til at ligne normalen som muligt, at jeg valgte at træde ud i jobsøgningen, selvom jeg havde 2 måneder tilbage af min barsel. Jeg håbede dengang, at jeg ude i fremtiden ville kunne bruge de resterende uger lidt mere overskudsagtigt, end hvad der var tilfældet for mit liv i 2012.

DERFOR er det simpelthen så provokerende, at der på min borger.dk side står med store grønne tal, at jeg har 8,3 uger tilbage af min orlov, men jeg kan åbenbart ikke bruge dem! Men det kan faderen!! Whaaart!?? Det er jo mig, det har “sparet” dem! Det er jo mig, der havde (og har) barnet boende! Det er jo mig, der ifølge systemet råder over orloven! Jeg fatter det ikke.

Der står nemlig ikke noget på faderens borger.dk. Så han er altså i princippet fuldstændig uvidende om, at der er noget forældreorlov at tage, medmindre jeg fortæller ham det. Det er sgu da på alle måder uretfærdigt. For ham, fordi han skal gå til mig, for at få overblik over den barsel,  han har ret til med vores barn, og for mig fordi systemet har bestemt at jeg skal stå med familie-chefkasketten på og fordele orloven, selvom vi gik fra hinanden da barnet var 3 måneder.

Så ja, jeg er sur på systemet! Også selvom jeg for kort tid siden ikke vidste, at jeg havde noget orlov og slet ikke følte at jeg havde krav på noget. Det har jeg nu, og jeg er blevet snydt.

Vietnam, du og jeg må vente nogle år på at møde hinanden!

img_7545

Hende med meninger om hashtags

Der er simpelthen så meget, jeg har lyst til at kommentere på for tiden, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Er verden ved at være fuldstændig bindegal, eller er det bare der, jeg kigger hen? Eller.. måske skal jeg tage det som et tegn til at jeg skal åbne munden, og fortælle alle hvor skabet skal stå. Jeg ved det nemlig.

#detkunnehaveværetmig …Næ, det kunne det så strengt taget ikke. Jeg er nemlig ikke læge, og jeg har gudskelov aldrig stået i en situation, hvor min beslutning har afgørende betydning for, om folk lever eller dør. (Udover selvfølgelig når jeg sætter mig bag rettet i en bil, men det er jo ikke det, det handler om her) Men #detkunnehaveværetmig har gået sin gang på de sociale medier blandt alle mine lægevenner de sidste uger. Et hashtag der skal skabe opmærksomhed omkring lægernes (og de andre lægefaglige folks) helt urimelige arbejdsvilkår. Og deres angst for som enkeltperson at kunne blive stillet til ansvar for et system, der ikke bakker op om deres faglighed. Jeg bliver bekymret, når lægerne råber op og fortæller om, hvad besparelser og øget pres på dokumentering og implementering af nye sundhedssystemer gør ved et menneske, der står med ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer. Jeg har forholdsvis mange læger i min vennekreds og fælles for dem alle er, at de brokker sig ALDRIG. Og da slet ikke på de sociale medier. Når de så gør, som nu, bliver jeg bekymret.

Jeg har endnu aldrig selv været patient på et hospital (udover da jeg fødte), men har utallige gange været pårørende, og lagt al min tillid i hænderne på uddannede fagfolk. Jeg bliver NØDT til at kunne stole på, at de får de absolut bedste betingelser til at udføre deres arbejde.

#metoo er også et hashtag, der kører på fuld sving rundt på de sociale medier lige nu. Jeg har selv valgt at lægge det på min status, fordi jeg for et års tid siden var udsat for et overfald, der satte dybere spor, end jeg sådan lige ville være ved. Ja, jeg er både voksen og tækkelig klædt og intelligent og alligevel følte jeg mig skamfuld, lillebitte og tænkte over om det måske lidt var min egen skyld, selvom det absolut ikke var det.  Jeg synes, det er et fuldstændigt vanvittigt vilkår kvinder har, at det er hvad der kan ske. I mørke gyder, i nattelivet, i situationer hvor man er alene med en mand, man ikke kender. Eller med en mand man kender. Det sker. Også for de kvinder du kender. Så vi tager forholdsregler. Vi lærer det fra barnsben; gå aldrig alene hjem, lad ikke din drink ude af syne, vær opmærksom på dine omgivelser, sådan forsvarer du dig, sådan holder du dine nøgler i hånden, så de kan gøre mest skade på en eventuel overfaldsmand. osv. osv. Det er også noget jeg skrev om 8. marts her. Fordi jeg synes det er vigtigt.

… Og nu er jeg helt forpustet over at mene noget om hashtags, men også dejligt lettet over at deltage i diskussionen. Jeg er med på alt, hvad nogen nogensinde taler om!

img_5827

 

Det er hårdere end forventet at have fødselsdag…

Nå for dælen da også. Da røg den påskeferie. Og lidt til, og lidt mere til. Faktisk ret meget til. Jeg har både arbejdet, haft fødselsdag, været på kursus og været ramt af fødselsdagsbues i mellemtiden. Jeg har forrygende travlt på mit arbejde for tiden, og det gør at alt andet bliver sådan lidt venstrehåndet (no offence til alle jer, der er rigtigt venstrehåndet. I er dejlige mennesker!) Jeg bruger al min energi på, at nå hvad der skal nåes, og smile mens jeg gør det, og når jeg så kommer hjem, er jeg verdens dårligste mor, der laver morgenmad til aftensmad og råber lidt ad mit barn, mens jeg sætter hende foran en skærm. Det er så lykkeligt.

Jeg tvinger mig selv til at være aktiv og kreativ og skrive, med det resultat at alt, hvad der produceres fra min hånd, er lige til at smide ud, og det gør mig i tvivl om jeg overhovedet kan finde ud af noget som helst, og mon jeg ikke bare skal sætte mig og se noget mere serie. Så det gør jeg.

Det er mit inspirerende liv lige nu. Og det har muligvis noget at gøre med, at jeg siden i søndags har skulle svare noget helt andet, hvis nogen forvilder sig til at spørge, hvor gammel jeg er. Så lad lige være med det. Jeg er slet ikke klar til at indtage mit sidste år i trediverne, hvilket jeg godt selv kan høre er fjollet. For selvfølgelig er jeg glad for livet, og jeg er stolt af, at jeg har lavet verdens dejligste unge, og alt i alt mangler jeg ikke noget. Og jeg er jo selvfølgelig heller ikke mere gammel endnu. 40erne bliver da også dejligt. Engang. Om hundred år.

Jeg er da ikke sådan rigtig voksen endnu. Jeg har for eksempel ikke engang to ens rødvinsglas.

Om at være en charmerende type

Det er lidt ligesom at kigge ind i et skab, man har haft lukket alt for længe. Åbne lågen op til loftet, hvor alt det gamle skrammel ligger gemt. hvad mon jeg finder, når jeg åbner for indlæg på bloggen igen?
Jeg er bange for, at det er en kæmpe rodebunke af gamle indlæg og tanker, der aldrig fandt deres sted at komme ud. Så vær lidt overbærende her i starten, for det bliver muligvis noget værre vrøvl.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse, jeg havde sidste fredag.
Jeg var ude at spise med nogle gode venner. Vi fik god mad og drinks. Lidt for mange drinks for nogles (mit) vedkommende og lidt for få for andres vedkommende – efter min mening åbenbart. For i mit buzz begyndte jeg at spørge ind til hvorfor vedkommende ikke drak… eller nej. jeg “spurgte ikke ind til”. Jeg spurgte højt og tværs over bordet: “Sig mig lige en gang, er du sikker på du ikke er gravid??!! For selvfølgelig er du da det! Ellers ville du da aldrig sige nej tak til så gode drinks! Ha! Jeg har luret dig!!”

Den stakkels veninde var tvunget til at smile anstrengt og indrømme at hun muligvis var en lille smule gravid, men at de ville helst ikke tale for meget om det endnu.

Nånå Ok.

Så sad jeg der og tænkte over, hvorfor jeg synes, jeg havde ret til at blande mig i andres krop og privatliv? Jeg har absolut ingen ret til at råbe op om, hvad jeg tror at have luret eller ej, men in the moment var det bare så vigtigt at bevise at INTET går forbi min skarpe næse! Sådan er jeg sådan en charmerende type efter tredje drink.

Nogle gange kan man se sig selv udefra, som den klovn de andre gerne vil smide i søen. Well. Do it. Jeg lover at svømme over til den anden bred og gå hjem.

Mandag morgen

Så blev det mandag morgen, og jeg sidder i solen med computeren (Jeg kan ikke se en skid) og en kop the, mens jeg lægger planerne for den kommende uge. Det bliver stort. Det gør det jo altid mandag formiddag. – Looking back fredag eftermiddag, not so much.

Jeg er kommet frem til, at jeg for en stund vil skære ned på alle “Jeg er arbejdsløs, så jeg må hellere hænge mig selv”-indlæggene og begynde at fokusere på noget andet. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har fået desperationens stank på mig, og den er vi ikke så glade for. Jeg er blevet til ham der fyren, som egentlig sikkert er meget sød, men som efter en enkelt Gin Tonic begynder at stille dig spørgsmål henvendt til hele den kvindelige del af befolkningen. “hvorfor synes I altid…” “Det du siger der, er bare så typisk kvinder…” Og et splitsekund senere kommer den: “Svar mig lige heeelt ærligt og uden pis; Hvorfor er det at kvinder ikke er interesseret i et seriøst forhold med mig?!” (Ja, jeg har mødt den mand et par gange)

Åh Gud! Sådan én vil man jo ikke være vel! Jeg hader at svare som om alle kvinder er som mig. Uhh scary scenario. Jeg synes jeg er meget speciel og går ud fra at alle andre har det på sammen måde (Hmm??) Men altså jeg gider ikke rigtig tale om alle problemerne mere. De er der, jeg tager mig af det, og taler om noget andet. Slut.

Jeg er med andre ord ude i, at jeg fra nu af kun vil opdatere om mit kedelige joblife, når der sker noget positivt. Og hvem ved, måske ikke en gang der. Jeg er jo så meget mere end business and money. SÅ meget!

Older posts