Hende med meninger om hashtags

Der er simpelthen så meget, jeg har lyst til at kommentere på for tiden, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Er verden ved at være fuldstændig bindegal, eller er det bare der, jeg kigger hen? Eller.. måske skal jeg tage det som et tegn til at jeg skal åbne munden, og fortælle alle hvor skabet skal stå. Jeg ved det nemlig.

#detkunnehaveværetmig …Næ, det kunne det så strengt taget ikke. Jeg er nemlig ikke læge, og jeg har gudskelov aldrig stået i en situation, hvor min beslutning har afgørende betydning for, om folk lever eller dør. (Udover selvfølgelig når jeg sætter mig bag rettet i en bil, men det er jo ikke det, det handler om her) Men #detkunnehaveværetmig har gået sin gang på de sociale medier blandt alle mine lægevenner de sidste uger. Et hashtag der skal skabe opmærksomhed omkring lægernes (og de andre lægefaglige folks) helt urimelige arbejdsvilkår. Og deres angst for som enkeltperson at kunne blive stillet til ansvar for et system, der ikke bakker op om deres faglighed. Jeg bliver bekymret, når lægerne råber op og fortæller om, hvad besparelser og øget pres på dokumentering og implementering af nye sundhedssystemer gør ved et menneske, der står med ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer. Jeg har forholdsvis mange læger i min vennekreds og fælles for dem alle er, at de brokker sig ALDRIG. Og da slet ikke på de sociale medier. Når de så gør, som nu, bliver jeg bekymret.

Jeg har endnu aldrig selv været patient på et hospital (udover da jeg fødte), men har utallige gange været pårørende, og lagt al min tillid i hænderne på uddannede fagfolk. Jeg bliver NØDT til at kunne stole på, at de får de absolut bedste betingelser til at udføre deres arbejde.

#metoo er også et hashtag, der kører på fuld sving rundt på de sociale medier lige nu. Jeg har selv valgt at lægge det på min status, fordi jeg for et års tid siden var udsat for et overfald, der satte dybere spor, end jeg sådan lige ville være ved. Ja, jeg er både voksen og tækkelig klædt og intelligent og alligevel følte jeg mig skamfuld, lillebitte og tænkte over om det måske lidt var min egen skyld, selvom det absolut ikke var det.  Jeg synes, det er et fuldstændigt vanvittigt vilkår kvinder har, at det er hvad der kan ske. I mørke gyder, i nattelivet, i situationer hvor man er alene med en mand, man ikke kender. Eller med en mand man kender. Det sker. Også for de kvinder du kender. Så vi tager forholdsregler. Vi lærer det fra barnsben; gå aldrig alene hjem, lad ikke din drink ude af syne, vær opmærksom på dine omgivelser, sådan forsvarer du dig, sådan holder du dine nøgler i hånden, så de kan gøre mest skade på en eventuel overfaldsmand. osv. osv. Det er også noget jeg skrev om 8. marts her. Fordi jeg synes det er vigtigt.

… Og nu er jeg helt forpustet over at mene noget om hashtags, men også dejligt lettet over at deltage i diskussionen. Jeg er med på alt, hvad nogen nogensinde taler om!

img_5827

 

Det er hårdere end forventet at have fødselsdag…

Nå for dælen da også. Da røg den påskeferie. Og lidt til, og lidt mere til. Faktisk ret meget til. Jeg har både arbejdet, haft fødselsdag, været på kursus og været ramt af fødselsdagsbues i mellemtiden. Jeg har forrygende travlt på mit arbejde for tiden, og det gør at alt andet bliver sådan lidt venstrehåndet (no offence til alle jer, der er rigtigt venstrehåndet. I er dejlige mennesker!) Jeg bruger al min energi på, at nå hvad der skal nåes, og smile mens jeg gør det, og når jeg så kommer hjem, er jeg verdens dårligste mor, der laver morgenmad til aftensmad og råber lidt ad mit barn, mens jeg sætter hende foran en skærm. Det er så lykkeligt.

Jeg tvinger mig selv til at være aktiv og kreativ og skrive, med det resultat at alt, hvad der produceres fra min hånd, er lige til at smide ud, og det gør mig i tvivl om jeg overhovedet kan finde ud af noget som helst, og mon jeg ikke bare skal sætte mig og se noget mere serie. Så det gør jeg.

Det er mit inspirerende liv lige nu. Og det har muligvis noget at gøre med, at jeg siden i søndags har skulle svare noget helt andet, hvis nogen forvilder sig til at spørge, hvor gammel jeg er. Så lad lige være med det. Jeg er slet ikke klar til at indtage mit sidste år i trediverne, hvilket jeg godt selv kan høre er fjollet. For selvfølgelig er jeg glad for livet, og jeg er stolt af, at jeg har lavet verdens dejligste unge, og alt i alt mangler jeg ikke noget. Og jeg er jo selvfølgelig heller ikke mere gammel endnu. 40erne bliver da også dejligt. Engang. Om hundred år.

Jeg er da ikke sådan rigtig voksen endnu. Jeg har for eksempel ikke engang to ens rødvinsglas.

Om at være en charmerende type

Det er lidt ligesom at kigge ind i et skab, man har haft lukket alt for længe. Åbne lågen op til loftet, hvor alt det gamle skrammel ligger gemt. hvad mon jeg finder, når jeg åbner for indlæg på bloggen igen?
Jeg er bange for, at det er en kæmpe rodebunke af gamle indlæg og tanker, der aldrig fandt deres sted at komme ud. Så vær lidt overbærende her i starten, for det bliver muligvis noget værre vrøvl.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse, jeg havde sidste fredag.
Jeg var ude at spise med nogle gode venner. Vi fik god mad og drinks. Lidt for mange drinks for nogles (mit) vedkommende og lidt for få for andres vedkommende – efter min mening åbenbart. For i mit buzz begyndte jeg at spørge ind til hvorfor vedkommende ikke drak… eller nej. jeg “spurgte ikke ind til”. Jeg spurgte højt og tværs over bordet: “Sig mig lige en gang, er du sikker på du ikke er gravid??!! For selvfølgelig er du da det! Ellers ville du da aldrig sige nej tak til så gode drinks! Ha! Jeg har luret dig!!”

Den stakkels veninde var tvunget til at smile anstrengt og indrømme at hun muligvis var en lille smule gravid, men at de ville helst ikke tale for meget om det endnu.

Nånå Ok.

Så sad jeg der og tænkte over, hvorfor jeg synes, jeg havde ret til at blande mig i andres krop og privatliv? Jeg har absolut ingen ret til at råbe op om, hvad jeg tror at have luret eller ej, men in the moment var det bare så vigtigt at bevise at INTET går forbi min skarpe næse! Sådan er jeg sådan en charmerende type efter tredje drink.

Nogle gange kan man se sig selv udefra, som den klovn de andre gerne vil smide i søen. Well. Do it. Jeg lover at svømme over til den anden bred og gå hjem.

Mandag morgen

Så blev det mandag morgen, og jeg sidder i solen med computeren (Jeg kan ikke se en skid) og en kop the, mens jeg lægger planerne for den kommende uge. Det bliver stort. Det gør det jo altid mandag formiddag. – Looking back fredag eftermiddag, not so much.

Jeg er kommet frem til, at jeg for en stund vil skære ned på alle “Jeg er arbejdsløs, så jeg må hellere hænge mig selv”-indlæggene og begynde at fokusere på noget andet. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har fået desperationens stank på mig, og den er vi ikke så glade for. Jeg er blevet til ham der fyren, som egentlig sikkert er meget sød, men som efter en enkelt Gin Tonic begynder at stille dig spørgsmål henvendt til hele den kvindelige del af befolkningen. “hvorfor synes I altid…” “Det du siger der, er bare så typisk kvinder…” Og et splitsekund senere kommer den: “Svar mig lige heeelt ærligt og uden pis; Hvorfor er det at kvinder ikke er interesseret i et seriøst forhold med mig?!” (Ja, jeg har mødt den mand et par gange)

Åh Gud! Sådan én vil man jo ikke være vel! Jeg hader at svare som om alle kvinder er som mig. Uhh scary scenario. Jeg synes jeg er meget speciel og går ud fra at alle andre har det på sammen måde (Hmm??) Men altså jeg gider ikke rigtig tale om alle problemerne mere. De er der, jeg tager mig af det, og taler om noget andet. Slut.

Jeg er med andre ord ude i, at jeg fra nu af kun vil opdatere om mit kedelige joblife, når der sker noget positivt. Og hvem ved, måske ikke en gang der. Jeg er jo så meget mere end business and money. SÅ meget!

It has been brought to my attention…

Jeg har gået og ruget over mit sidste indlæg om polterabend. Jeg har ruget og læst det igen og ruget lidt mere.

Sagen er den, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg ved at udtale “Jeg kan ikke lide polterabend”, lyder som om det er alle andres polterabend, jeg ikke har kunnet lide. DET UNDSKYLDER JEG! For det var ABSOLUT ikke min mening. Jeg har aldrig været til et polterabend, hvor jeg ikke hyggede mig. Jeg ved at alle brude har elsket deres dag, og jeg ved hvor meget tid og energi, der er lagt i hver eneste fest (hell, jeg har selv arrangeret flere af dem), så mit lille outburst handlede mere om form og koncept og traditioner, som jeg har svært ved at finde mig tilrette i.

Jeg bryder mig ikke om konceptet og formen ved polterabend. Og jeg drømmer ikke om at få mit eget. Men jeg drømmer heller ikke om at blive gift, så det hele kommer nok af sig selv.

-Måske skal indlægget læses som en opfordring til at ryste posen. Måske skal det læses som en single kvindes sure opstød. Måske skal det læses som en kærlig albue i siden til de kedelige kvinder, der glemmer at give sig selv fri fra børn og “burde”. Måske skal det læses som en guide til mine veninder, om hvordan de skal arrangere mit polterabend (!) – Men det skal i hvert fald ikke læses som et personligt angreb på nogen!

Og så er det slut med at forklare og undskylde egne indlæg.

Older posts