Kapitlet hvor det hele ender lykkeligt

Dag 2

Det er dag 2. Dag 2 efter jeg læste mine dagbogshemmeligheder op i Musikhuset i Århus i lørdags sammen med resten af En Pinlig Affære slænget. Det var som altid helt vildt festligt og sjovt, og denne gang var det en anelse mere skræmmende, da der rent faktisk sad folk i salen, som kendte mig dengang dagbogen blev skrevet. Og nogle af dem kunne også møde sig selv i den. En delegation fra min hjemby havde taget turen til Århus, for at se mig, hvilket jeg blev helt vildt rørt over. Tænk at være vokset op med så gode mennesker, altså!

Det er også dag 2 på andre måder. Det er dag 2 i menstruationscyklussen, og jeg hader den dag. Det betyder for mit vedkommende, at al min energi fosser ud mellem benene på mig, og jeg er træt, gnaven og lidt ulykkelig over små og store ting. Jeg ved ikke om andre kvinder har det på samme måde som mig, men jeg blev i hvert fald helt lettet, da jeg hørte Anika Aakjær synge om dag 2 i Operaen for hele Zulu-parnasset tidligere på året. Da følte jeg mig set.

Det er også dag 2 i en anden forstand. Jeg synes nemlig godt, at jeg kan kalde det dag 2 i min nye skriveproces. Jeg åbnede min blog igen efter måneders pause for et par dage siden, og nu er jeg her minsandten igen. Jeg varmer op ved bloggen, til at bruge nogle gode timer på mine “rigtige” skriveprojekter, og det føles så godt at få gang i fingrene igen og lade ideerne få plads i hovedet. Alle ideer bliver dyrket for tiden. Både dem der har haft lange tilløb og er blevet arbejdet på i umindelige tider, og dem der pludselig dukker op, når jeg ligger der i grænselandet mellem dag og nat og en tanke som ” måske skulle jeg skrive om menstruation på min blog” dukker op. Jamen så dyrker jeg den! Bam! Så er den ude i verden og en realitet. Det tegner godt for mine andre ideer, at der sådan er én der får lov at flyve og lander så fint på bloggen. Mensis i åben forum. Det er jo befriende.

… Eller er det? Det kunne også bare være en smule kvælende altid at skulle forholde sig til sin egen og (oh skræk) andres blodige cyklusser. Jeg er i syv sind om, hvordan mit feministiske jeg forholder sig til debatten om menstruation i offenlige rum. På den ene siden ser jeg det som vanvittig befriende og skønt at unge (jamen det er de unge der går forrest) ikke orker at skjule deres bind eller tampon i et ærme på vej på toilettet, og uden blu spørger ud i det åbne forum “Er der nogen der har en ekstra tampon jeg må låne?” I rum med både mænd og kvinder til stede! Jamen jeg er alt for gammel til ikke at føle skammen omklamre mig. På den anden side, er jeg stadig så gammeldags, at jeg gerne vil have min cyklus for mig selv. Mit blodige skræv passer jeg selv, og du behøver ikke blandes ind i mit, hvis jeg så til gengæld kan holdes ude af dit.

Jeg vil egentlig helst have fri fra arbejde på hele dag 2, så jeg kan ligge i fosterstilling derhjemme og ae min krop og sjæl, men på den anden siden vil jeg ikke have, at der skal tages specielle hensyn til mig eller andre kvinder, fordi vi bløder 5 dage om måneden. We are fierce! We are powerfull! tvetydig? dobbeltmoralsk? Giver det ingen mening? Skal jeg tage og slappe af? well. Jeg er jo på dag 2, såååå…

Efter al denne snak om cyklusser, tror jeg at jeg vil rejse mig og lave den kop kaffe, for så at gå i gang med noget “rigtigt” arbejde.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kapitlet hvor det hele ender lykkeligt