afsnit 3: Single-city-girls

Kapitlet hvor det hele ender lykkeligt

ENDELIG! Endelig er min skrivekløe på vej tilbage. Jeg har den sidste tid slet ikke kunnet finde ud af at skrive. Og heller ikke læse bøger for den sags skyld. Mine notesbøger har stået gabende tomme og skreget på at blive åbnet og udfyldt med lister, drømme, tanker, ideer og underlige citater, og mine bøger har ligget uåbnet og samlet støv på natbordet. Jeg har nu genfundet glæden ved egne ord, og jeg spytter dem gerne ud af fingrene, alle steder jeg kan komme til. Forhåbentlig finder jeg også snart glæden ved andres ord igen, så jeg kan fylde mine efterårsaftner med gode historier og smukke sætninger.

Jeg tænker at mit første indlæg i meget lang tid må være at få afsluttet den kærlighedsfølgeton, jeg begyndte på her på domænet for et halvt år siden. jeg har som med alt andet skrivearbejde efterladt den et sted i uvisheden. Den vil jeg samle op igen med det samme, da den er en stor del af grunden til at min liv det sidste års tid har ændret sig fuldstændigt radikalt, selvom jeg ikke har flyttet mig nogen vegne hen.

Jeg har i øvrigt også siden sidst opsagt mit medlemskab af Bloggers Delight, da jeg ikke rigtig syntes det gav mig noget nævneværdigt at være tilknyttet dem, og min blog, som jo bare er min egen fritidssyssel fortsætter helt lige så sporadisk som før, nu bare helt min egen. Det er på en måde helt rart. Jeg var sgu aldrig helt en bloggerpige alligevel.

“Single-city-girls” var seneste overskrift i kærlighedsfølgetonen, og den tid var magisk og sød på rigtig mange områder. Min datter og jeg fandt hinanden og tilbragte så meget tid sammen, at jeg nogen gange tænker at alt den smerte, der også var i den forliste kærlighed og familiedrømmen, blev overgået af alt det gode det medførte. I hvert fald var det en stor styrke i vores liv, at jeg brugte al min tid i de år på at falde til i rollen som mor, og gav min datter alt hvad jeg havde i mig af kærlighed. Jeg tror faktisk, jeg blev en bedre mor af at være alene. Måske er det kontroversielt at sige, men hvis hendes far og jeg ikke var gået fra hinanden, havde jeg nok lænet mig op af hans beslutninger, og havde i mange tilfælde vendt mig mod ham for at få svar. Nu var det mig, der tog alle beslutninger og indrettede vores liv efter det, og til min egen store overraskelse havde jeg ret godt styr på det.

Og netop det med at vores liv ikke nødvendigvis havde været lykkeligere, hvis vi ikke var gået fra hinanden dengang, er i høj grad med til at gøre beslutningen om at finde sammen igen lettere. Vi er ikke blevet kærester igen fordi det var en forkert beslutning, der nu skal gøres om. Det kunne ikke være anderledes. Hverken vores brud eller vores nyfundne kærlighed.

Egentlig vil jeg gerne skrive om, hvordan vi fandt sammen igen efter 7 år, men det kan jeg ikke, fordi det bare var noget der skete. Vi har altid været tætte og fortrolige, og lige så stille begyndte den der kærlighed at spire igen. Den slags kommer ikke lige pludselig, og der er mange tilfældigheder der spiller ind, og der er mange mange mange (!) dybe indåndinger der skal tages, fordi ingen af os ville springe ud i det her en gang til, med fare for at slå os rigtig meget selv, men ikke mindst knuse vores datters hjerte. Vi skånede hende for en skilsmisse første gang, fordi hun var så lille, vi kan ikke give hende et skilsmisse igen. Det går ikke. Så i lang tid var det hemmeligt og lidt skamfuldt, sådan at træde et stort nonchalant skridt henover 7 års godt skilsmisseskab, og kaste os ud i det, der meget vel kunne vise sig at være en hovedløs forelskelse, som dampede af igen lige så snart hverdagen trådte ind på banen. Den slags kan man jo ikke vide før man har prøvet. Så vi blev nødt til at prøve…

.. og man kan aldrig lov noget til nogen om kærlighedens veje. Det har erfaringen fortalt os. Vi er kærester igen, vi er flyttet sammen igen, og vi er rigtig glade for hinanden og vores nye liv sammen. Så længe vi er det, håber jeg vi bliver sammen resten af livet. Jeg ved det ikke, men jeg håber det. Og jeg lover at kæmpe alt hvad jeg kan, for at det sker.

… og således er jeg altså havnet i den der en-to-tre kernefamilie, og singlelivet er en saga blot.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

afsnit 3: Single-city-girls