Dag 2

Det er dag 2. Dag 2 efter jeg læste mine dagbogshemmeligheder op i Musikhuset i Århus i lørdags sammen med resten af En Pinlig Affære slænget. Det var som altid helt vildt festligt og sjovt, og denne gang var det en anelse mere skræmmende, da der rent faktisk sad folk i salen, som kendte mig dengang dagbogen blev skrevet. Og nogle af dem kunne også møde sig selv i den. En delegation fra min hjemby havde taget turen til Århus, for at se mig, hvilket jeg blev helt vildt rørt over. Tænk at være vokset op med så gode mennesker, altså!

Det er også dag 2 på andre måder. Det er dag 2 i menstruationscyklussen, og jeg hader den dag. Det betyder for mit vedkommende, at al min energi fosser ud mellem benene på mig, og jeg er træt, gnaven og lidt ulykkelig over små og store ting. Jeg ved ikke om andre kvinder har det på samme måde som mig, men jeg blev i hvert fald helt lettet, da jeg hørte Anika Aakjær synge om dag 2 i Operaen for hele Zulu-parnasset tidligere på året. Da følte jeg mig set.

Det er også dag 2 i en anden forstand. Jeg synes nemlig godt, at jeg kan kalde det dag 2 i min nye skriveproces. Jeg åbnede min blog igen efter måneders pause for et par dage siden, og nu er jeg her minsandten igen. Jeg varmer op ved bloggen, til at bruge nogle gode timer på mine “rigtige” skriveprojekter, og det føles så godt at få gang i fingrene igen og lade ideerne få plads i hovedet. Alle ideer bliver dyrket for tiden. Både dem der har haft lange tilløb og er blevet arbejdet på i umindelige tider, og dem der pludselig dukker op, når jeg ligger der i grænselandet mellem dag og nat og en tanke som ” måske skulle jeg skrive om menstruation på min blog” dukker op. Jamen så dyrker jeg den! Bam! Så er den ude i verden og en realitet. Det tegner godt for mine andre ideer, at der sådan er én der får lov at flyve og lander så fint på bloggen. Mensis i åben forum. Det er jo befriende.

… Eller er det? Det kunne også bare være en smule kvælende altid at skulle forholde sig til sin egen og (oh skræk) andres blodige cyklusser. Jeg er i syv sind om, hvordan mit feministiske jeg forholder sig til debatten om menstruation i offenlige rum. På den ene siden ser jeg det som vanvittig befriende og skønt at unge (jamen det er de unge der går forrest) ikke orker at skjule deres bind eller tampon i et ærme på vej på toilettet, og uden blu spørger ud i det åbne forum “Er der nogen der har en ekstra tampon jeg må låne?” I rum med både mænd og kvinder til stede! Jamen jeg er alt for gammel til ikke at føle skammen omklamre mig. På den anden side, er jeg stadig så gammeldags, at jeg gerne vil have min cyklus for mig selv. Mit blodige skræv passer jeg selv, og du behøver ikke blandes ind i mit, hvis jeg så til gengæld kan holdes ude af dit.

Jeg vil egentlig helst have fri fra arbejde på hele dag 2, så jeg kan ligge i fosterstilling derhjemme og ae min krop og sjæl, men på den anden siden vil jeg ikke have, at der skal tages specielle hensyn til mig eller andre kvinder, fordi vi bløder 5 dage om måneden. We are fierce! We are powerfull! tvetydig? dobbeltmoralsk? Giver det ingen mening? Skal jeg tage og slappe af? well. Jeg er jo på dag 2, såååå…

Efter al denne snak om cyklusser, tror jeg at jeg vil rejse mig og lave den kop kaffe, for så at gå i gang med noget “rigtigt” arbejde.

Kapitlet hvor det hele ender lykkeligt

ENDELIG! Endelig er min skrivekløe på vej tilbage. Jeg har den sidste tid slet ikke kunnet finde ud af at skrive. Og heller ikke læse bøger for den sags skyld. Mine notesbøger har stået gabende tomme og skreget på at blive åbnet og udfyldt med lister, drømme, tanker, ideer og underlige citater, og mine bøger har ligget uåbnet og samlet støv på natbordet. Jeg har nu genfundet glæden ved egne ord, og jeg spytter dem gerne ud af fingrene, alle steder jeg kan komme til. Forhåbentlig finder jeg også snart glæden ved andres ord igen, så jeg kan fylde mine efterårsaftner med gode historier og smukke sætninger.

Jeg tænker at mit første indlæg i meget lang tid må være at få afsluttet den kærlighedsfølgeton, jeg begyndte på her på domænet for et halvt år siden. jeg har som med alt andet skrivearbejde efterladt den et sted i uvisheden. Den vil jeg samle op igen med det samme, da den er en stor del af grunden til at min liv det sidste års tid har ændret sig fuldstændigt radikalt, selvom jeg ikke har flyttet mig nogen vegne hen.

Jeg har i øvrigt også siden sidst opsagt mit medlemskab af Bloggers Delight, da jeg ikke rigtig syntes det gav mig noget nævneværdigt at være tilknyttet dem, og min blog, som jo bare er min egen fritidssyssel fortsætter helt lige så sporadisk som før, nu bare helt min egen. Det er på en måde helt rart. Jeg var sgu aldrig helt en bloggerpige alligevel.

“Single-city-girls” var seneste overskrift i kærlighedsfølgetonen, og den tid var magisk og sød på rigtig mange områder. Min datter og jeg fandt hinanden og tilbragte så meget tid sammen, at jeg nogen gange tænker at alt den smerte, der også var i den forliste kærlighed og familiedrømmen, blev overgået af alt det gode det medførte. I hvert fald var det en stor styrke i vores liv, at jeg brugte al min tid i de år på at falde til i rollen som mor, og gav min datter alt hvad jeg havde i mig af kærlighed. Jeg tror faktisk, jeg blev en bedre mor af at være alene. Måske er det kontroversielt at sige, men hvis hendes far og jeg ikke var gået fra hinanden, havde jeg nok lænet mig op af hans beslutninger, og havde i mange tilfælde vendt mig mod ham for at få svar. Nu var det mig, der tog alle beslutninger og indrettede vores liv efter det, og til min egen store overraskelse havde jeg ret godt styr på det.

Og netop det med at vores liv ikke nødvendigvis havde været lykkeligere, hvis vi ikke var gået fra hinanden dengang, er i høj grad med til at gøre beslutningen om at finde sammen igen lettere. Vi er ikke blevet kærester igen fordi det var en forkert beslutning, der nu skal gøres om. Det kunne ikke være anderledes. Hverken vores brud eller vores nyfundne kærlighed.

Egentlig vil jeg gerne skrive om, hvordan vi fandt sammen igen efter 7 år, men det kan jeg ikke, fordi det bare var noget der skete. Vi har altid været tætte og fortrolige, og lige så stille begyndte den der kærlighed at spire igen. Den slags kommer ikke lige pludselig, og der er mange tilfældigheder der spiller ind, og der er mange mange mange (!) dybe indåndinger der skal tages, fordi ingen af os ville springe ud i det her en gang til, med fare for at slå os rigtig meget selv, men ikke mindst knuse vores datters hjerte. Vi skånede hende for en skilsmisse første gang, fordi hun var så lille, vi kan ikke give hende et skilsmisse igen. Det går ikke. Så i lang tid var det hemmeligt og lidt skamfuldt, sådan at træde et stort nonchalant skridt henover 7 års godt skilsmisseskab, og kaste os ud i det, der meget vel kunne vise sig at være en hovedløs forelskelse, som dampede af igen lige så snart hverdagen trådte ind på banen. Den slags kan man jo ikke vide før man har prøvet. Så vi blev nødt til at prøve…

.. og man kan aldrig lov noget til nogen om kærlighedens veje. Det har erfaringen fortalt os. Vi er kærester igen, vi er flyttet sammen igen, og vi er rigtig glade for hinanden og vores nye liv sammen. Så længe vi er det, håber jeg vi bliver sammen resten af livet. Jeg ved det ikke, men jeg håber det. Og jeg lover at kæmpe alt hvad jeg kan, for at det sker.

… og således er jeg altså havnet i den der en-to-tre kernefamilie, og singlelivet er en saga blot.