Jeg bliver simpelthen nødt til at få os ud af denne her misere.. Jeg efterlod mig selv siddende i vores fælles stue med en baby på armen og kæmpe mælkefyldt brystparti og den nye titel: enlig mor. Efter at have tilbragt to måneder på mit barndomsværelse hos mine forældre, var det tid til at se realiteterne i øjnene, og finde mig et hjem til mig og min datter. Min far tilbød generøst at vi kunne finde et lille hus til mig i nærheden af dem, så de kunne hjælpe mig med babyen og jeg ikke skulle være alene. Den tanke havde slet ikke strejfet mig. Jeg følte mig overhovedet ikke alene. Det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Dels fordi min datters far aldrig har trådt væk fra barnet (kun mig… jep. Det var en fed følelse…) men også fordi alle mine venner, straks viste at de var der for mig, og tilbød al slags hjælp. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg skulle tilbage til København og have mit eget liv op at køre igen.

Det var den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv og min datter. At flytte tilbage til København, hvor mine venner var og hvor byens liv, gør at jeg aldrig føler mig alene. Vi har fandeme haft et dejligt singleliv sammen min datter og jeg. Ok. Det lyder måske forkert, men jeg har i den grad nydt at være singlemor, og jeg kan tage mig selv i at savne den titel og den identitet. Jeg har skrevet om mit liv som singlemor før, ja altså faktisk det meste af bloggens indhold er om mit liv som singlemor, så det vil jeg ikke dyrke så meget her, men i stedet kigge lidt på, hvordan min single tilværelse var. Og hvad skete der egentlig med den der kærlighed.

Jeg brugte det meste af et år, måske længere på at sørge over mit forliste parforhold. På ikke at forstå. På at være vred. Jeg kan huske, at jeg havde samtaler med mine veninder, der mente at jeg burde være hævngerrig og hånlig, og i det mindste holde ham langt uden for mit liv. Men det kunne jeg ikke. Jeg vidste, at stod han en dag uden for min dør med hatten i hånden og bad om tilgivelse, ville jeg tage ham ind med det samme, uden så meget som at stille spørgsmål til, hvor han havde været, og hvorfor han gik. Jeg havde et stort behov for at vi kunne være forældre sammen. Men det gjorde han ikke. Han kom ikke med hatten i hånden, og jeg besluttede på et tidspunkt at jeg heller ikke kunne vente på, at han gjorde det. jeg måtte jo også videre med mit liv. Så jeg begyndte lige så stille at date igen. Bare sådan i det små. Takkede ja til kaffeaftaler, som blev til drinks og det der følger med. Det var fint og godt og jeg mødte en masse spændende mennesker, men der var ingen, der slog benene væk under mig. Jeg er vitterligt ikke så let at slå benene væk under, og slet ikke, når jeg har besluttet mig for, at mit liv leves bedst som singlemor.

For jeg havde det virkelig ret godt alene. Det var mig der var den voksne, og er der beslutninger der skal tages, er det mig der tager dem. uanset om det er beslutninger, der handler om blød eller hård tandbørste, eller om sengetider, sukkerpolitik, opdragelse, legeaftaler, sygdom, vurdering af eksem i knæhaserne, så var det mig der var den. Altid. Det var mig der afleverede i institution, og det var mig der hentede. Der var ingen aftensarrangementer i den periode, for det var også mig, der puttede og sad vagt hver aften. Og det var HELT ok. Jeg havde det godt og trygt i mit liv, og havde ikke lyst til at nogen anden skulle komme ind og vippe den båd.

I den periode (på ca 5-7 år) havde jeg et godt og eksemplarisk venskabsforhold til mit barns far. Jeg fulgte med i hans liv fra sidelinjen, og jeg involverede ham i mit liv med det, jeg synes han skulle være med i (I min datters liv har han selvfølgelig altid været involveret i det meste.)