En kærlighedhistorie - Begyndelsen

Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kærlighedhistorie - Begyndelsen