Overspringshandlinger, drømme og sommerferieforventninger

Mens jeg tager tilløb til at udgive 3. del af min personlige miniserie om kærlighedens uransagelig vej, kan jeg passende fortælle om nogle af alle de andre projekter, som jeg har gang i. (Alle bloggere har gang i projekter, så det har jeg selvfølgelig også)

En stor del af mine projekter er skriveprojekter. Jeg er blandt andet ved at skrive en roman. Det er en voldsom overdrivelse, for jeg er faktisk overhovedet ikke i gang med den, men jeg skriver hele tiden på den i min hoved. Jeg har forelagt ideen for flere kloge hoveder, og jeg drømmer om at tage fri fra mit arbejde for at hellige mig tiden til at få skrevet nogle kapitler, så jeg kan sende den til et forlag, og sige mit dayjob op for at blive fuldtidsforfatter. Det har jeg overhovedet ikke råd til, så det kommer ikke til at ske, og jeg planlægger derfor i stedet nogle skriveweekender og aftner og hele dage i min sommerferie, så jeg efterhånden har et par sammenhængende kapitler, som kan vises til folk, hvis mening betyder noget. Jeg giver mig selv en deadline og laver en realistisk plan, så skal det nok ske, ik. Tro på det, Karen.

At leve som fuldtidsforfatter er faktisk ikke hele sandheden. Jeg har flere projekter. Jeg har en drøm om at åbne min egen butik. En lille slikbutik i indre København/Vesterbro/Nørrebro. Jeg vil sælge lækkert slik til kræsne købere aka børn. Det skal være farvestrålende og lækkert at se på, det skal pakkes i søde fine poser med et personligt præg, og det skal være så sundt/øko/hjemmelavet som muligt. Det er selvfølgelig ikke helt muligt, fordi livet er bedst med alt i balance, men overdrevet slik, med alt for mange e-numre får ikke adgang til min butik. Det gør til gengæld hjemmelavet limonade på flaske, håndlavede flødeboller, lækkert øko is, vingummi, lakrids, bolcher og chokolade af fineste kvalitet, lavet med kærlighed af lokale ildsjæle. Jeg tilbyder selvfølgelig at pakke små personlige slikposer til børnefødselsdagen, temaslik som Halloween, jul, påske, fastelavn og andre arrangementer. Butikken skal være indrettet som en gammeldags slikbutik, som vi kender den fra Pippi Langstrømpe og Rosa fra Rouladegade. Det lyder alt sammen meget tiltalende lige til at gå til, men igen; Det har jeg overhovedet ikke råd til, så jeg udtænker planerne og drømmer om et bedre liv hele sommerferien, og vender tilbage til trædemøllen igen, så snart klokken slår august. Same procedure as every year, James.

Et af mine mere personlige projekter for sommerferien, og livet generelt er “mere kultur”-  i mine nytårsforsætter for 2019 (og også 2018 og 2017, men hvem tæller?) lovede jeg mig selv, at jeg ville sætte tid og penge af til mere kultur, og jeg kom egentlig ret godt i gang, men er gået lidt i stå. Jeg har været i  teatret flere gange i år og har også flere gode forestillinger i kiggerten. Det er så inspirerende at gå i teatret. Der er noget helt unikt over den oplevelse, det er at skuespillere og hele scenearrangementet foregår lige for øjnene af én, og jeg føler at de optræder kun for mig. Jeg bliver ikke på sammen måde som en film, suget ind i handlingen, men jeg oplever helheden på en helt anden måde. Når jeg går i teatret starter oplevelsen allerede ude i foyeren, og ofte allerede inden, hvor jeg har taget pænt tøj på, og gjort en aften ud af det med spisning og godt selskab.

Biografen derimod klarer jeg fint alene, og jeg har heller ikke et dogme om at tage pænt tøj på eller nødvendigvis købe popkorn og snacks. Men mine bioture i sommerferien er forholdsvis begrænsede, lige som resten af landet, da jeg hellere vil bruge mine aftner på at drikke kølig hvidvin og se solen gå ned.

Min dårlige samvittighed ligger altid på musikken. Jeg går næsten aldrig til koncerter. Jeg er ikke ret god til at huske at følge med i, hvad der foregår på spillestederne, og jeg opdager først på dagen at en kunstner kommer til landet, og da er de bedste billetter jo som regel solgt. Jeg skal altid have nogle til at hive mig med til nyt musik. Så det er hermed en opfordring. HIV MIG MED TIL MUSIK! Festivalerne er selvfølgelig udsolgte, og det er ikke mig, der har stået i kø til billet. Jeg gider ikke bruge pengene på det, når jeg står der i kulden og skal forestille mig en sommer med lunkne øl og svedent græs, men når alle de andre er afsted, får jeg utrolig ondt af mig selv og føler mig snydt og holdt udenfor det gode selskab. Sådan forbeholder jeg mig hvert år retten til at være en forkælet teenager, de uger hvor landet største festivaller kører.

Opvarmningen til sommeren er gået i gang, og jeg kan ikke vente! Alt bliver bedre, når ferien rammer lige om lidt!

God sommer!

 

Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.