Det er sådan, jeg går og har det..

En kærlighedhistorie – Begyndelsen

En gang for længe siden mødte jeg en mand på Studenterbaren i Århus. Det var en tirsdag (eller onsdag?..) i januar, og det sneede og jeg havde lige afleveret en eller anden opgave på uni, og det skulle fejres med alkohol, som den slags jo sig hør og bør. Da baren lukkede (eller vi fik lyst til at danse? Jeg husker ikke detaljerne) tog vi videre på det eneste dansested, der har åbent en hverdag i januar, og dansede natten væk. Han hviskede mig beruset i øret, inden vi skiltes den aften “Vi to skal se noget mere til hinanden, for jeg er slet ikke færdig med dig”. Det grinede jeg af, for jeg var fuld og til fals for smiger. Jeg glemte i øvrigt min telefon på dansestedet, og var derfor uden for rækkevidde resten af ugen. En ikke helt uvant situation for mig dengang.

Et halvt år senere sad jeg i en rundkreds på Skanderborg festivalen med hel flok mere eller mindre nye bekendtskaber. Vi drak uspecificeret alkohol af den vamle slags, da et næsten kendt ansigt kom forbi. Jeg hidkaldte og inviterede manden med i cirklen. han tog imod invitationen og satte sig ved siden af mig. Da natten blev til morgen og rundkredsen var svundet ind til kun os to, og det grå lys over festivalpladsen begyndte at vise sig, fulgtes vi ad til vores telte, og slentrede således afsted balancerende mellem barduner, plastikkrus og efterladte enlige gummistøvler, som alt sammen kendetegner en brugt festivalplads i sensommeren. Han bad om mit telefonnummer, og jeg bad ham selv finde ud af det…  (Fuld og koket i solopgangen, var en del af min charme)

En uge efter festivalen havde han fundet frem til mit nummer, og skrev om vi skulle mødes. Det gjorde vi, og vi datede i et par måneder. Han var sød og sjov og klog, men vi havde vidt forskellige drømme og og var begge på vej nye steder hen i livet. Jeg var fascineret af hans eventyr, og hans kringlede hjerne, som jeg sjældent forstod, og måske derfor dampede interessen lige så stille af, og uden at nogen blev sårede, gik vi hver sin vej ganske udramatisk.

4 år senere skrev jeg speciale på Den Sorte Diamant i København og havde begået den studiemæssige fejl at logge mig på bibliotekets internet, og dermed sænke min skrivehastighed og koncentration i en betydelig grad. Internettet bød blandt andet på det nye og sjove Facebook, hvor man kunne finde gamle venner og flammer, og finde ud af hvad de havde fået ud af livet.

Min gamle flirt fra Århus-dagene var der minsandten også. Han rejste stadig jorden tyndt og var stadig lige klog, fascinerende og charmerende. Men nu boede han langt ude på landet, hvilket jeg på ingen måde fandt interessant, men han ville gerne invitere mig på et besøg på “gården” og en gåtur i det smukke område. Det kunne jeg alligevel ikke sige nej til, selvom jeg overhovedet ikke delte samme begejstring for den Djurske natur.

Vi mødtes og gnisten var der stadig efter så mange år. Vi lod begge alle paraderne falde og flød med kærlighedsstrømmen ind i endnu et forhold, denne gang på afstand mellem København og Djursland.

Alle de forskelligheder der før havde været åbenlyse, var ikke længere så aktuelle. Vi ville begge gerne se verden, vi stod begge et sted i livet, hvor vi trængte til noget nyt og længtes efter at springe ud fra vippen og give os i kast med helt nye territorier. Jeg arbejdede i København, men var ramt af et dårligt job, hvor jeg ikke følte mig tilstrækkelig og værdsat, og han drømte om at slippe sit studieliv og kaste sig ud i at blive selvstændig. Jeg besluttede mig for at flytte tilbage til det jyske, for at lægge mit liv helt om, og bygge noget op sammen med den mand, der fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt.

… om det var en god ide? Hmm. Det var det nok ikke, men det er kun noget jeg kan konstatere her fra fremtiden, hvor fortiden ser så ulidelig let og klar ud. Virkeligheden dengang var, at jeg var forelsket og ikke kunne andet end at tro på det.

Fortsættelsen følger, når jeg har fundet mod til at dykke ned i den del af historien igen. Det næste kapitel kan jeg vel passende kalde De Hårde År, eller måske De Nemme? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det bliver sværere at skrive, end det første kapitel, for nu kommer smerten og alt det grimme. Lykken og kærligheden klarer sjældent sig selv.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er sådan, jeg går og har det..