Succeserne jeg samler på og tager med mig ind i det nye år...

Det er sådan, jeg går og har det..

Jeg har min helt egen blog. På den kan jeg skrive lige hvad jeg vil. Jeg kunne skrive om alle de irriterende ting, jeg synes verden er fuld af. Folk der  ikke kan se ud over deres egen næselængde. Folk der generaliserer på ting, de ikke ved noget om. Folk der føler sig snydt, når det går andre godt. Men det ville være en kedelig og negativ blog, og jeg ville få det virkelig dårligt over at fokusere på den slags, hver gang jeg satte mig ved computeren for at skrive. På den anden side, ville jeg også føle, at jeg skrev om noget “rigtigt”, fremfor bare at skrive om min egen uinteressante hverdag. Men det gør jeg ikke. Jeg skriver ingenting. For hver gang jeg sætter mig for at skrive, er der noget andet, jeg hellere vil skrive om. Eller også er der en stemme i mit hoved, der siger: ” Hvorfor i alverden skriver du det her? Skulle du ikke hellere skrive noget andet? Noget sjovere?” Og sådan dræber man enhver lyst til at gøre noget som helst i denne verden. Dette blogindlæg har været flere dage undervejs. Uger måske.

Åh hvor jeg trænger til forandringer. Jeg trænger til at tage skeen i egen hånd og styre mit eget skib. (med en ske… åbenbart) Jeg drømmer om at have en hverdag, hvor jeg mærker hver dag, at jeg rykker mig. At jeg LAVER noget. Noget kreativt, og udfordrende. Jeg keder mig helt enormt meget i min hverdag, men jeg er alt for bange, til at gøre noget ved det. Jeg er hundeangst for ikke at kunne kom op af den sump igen. Min hverdag er hyggelig. Det er stille og roligt, der er ingen udfordringer, der er for store, og der forventes ikke noget af mig, som jeg ikke kan indfri. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke er god nok til de opgaver, der ligger på mit bord. Det er jo sådan set godt nok, ik? Er det ikke sådan man gerne vil have det? Jeg ved det ikke. Jeg finder en god tryghed i at min løn kommer ind hver måned, og at jeg har nogenlunde overblik over, hvad jeg har til mig selv hver måned. Det er ikke meget, men det er heller ikke lidt. Fint nok.

Fint nok. Det er hele mit liv. Fint nok. Jeg er ved at kaste op over fint nok. Hvordan kommer jeg ud af Fint nok?

Mit tvivlsomme forsøg på at løfte blikket har hidtil været at svælge i de andre bloggeres chiagrød med blåbær og events for dit og dat. Jeg skæver misundeligt til journalister og forfattere, der helliger sig det skrevne ord. Jeg fascineres af skuespillere og performere og foredragsholdere, der går på scenen og brænder for deres job.  Og jeg suger til mig fra dem jeg ser i min hverdag,  der kæmper med næb og klør og liv og død for en kreativ ide. Jeg bliver inspireret af gør-det-selv kvinder, der smækker turbo på deres arbejdsliv, eller kaster sig ud i kreative eventyr. Jeg drømmer om selvstændighed og et frit arbejdsliv, men jeg frygter stress, fattigdom, ensomhed og lavt selvværd.

Hvad gør jeg ved det? Hvad er mit næste skridt? Well, til en start har jeg flyttet rundt i min lejlighed, for at gøre plads til at min lejlighed kan rumme en voksen mere, end blot min datter og jeg.  Ja. Det er nemlig også sådan, jeg går og har det. Parforholds-agtigt. Og det føles rigtig godt. Det at flytte rundt og rydde op og ud, gør at jeg trods alt føler, at jeg er på vej et sted hen. At beslutninger bliver taget af MIG. Omend det indtil nu er beslutninger om, hvorvidt jeg skal stille en potteplante på reolen eller på gulvet foran reolen, så gør det en forskel, og jeg kan mærke, at jeg ændrer noget. I hvert fald lidt. (ren Marie Kondo. Blogger inspiration, du ved.)

Det er små skridt. Alt for små skridt, men der er sådan, jeg går og har det lige nu.

4 kommentarer

  • Marianne

    Måske er det Tilværelsens ulidlige lethed? Jeg fandt at det her skriv ramte en nerve i mig.
    https://heartbeats.dk/jeg-mangler-intet-men-det-er-en-journalistisk-stramning-at-kalde-mig-lykkelig/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karensnotebook

      Tak for den artikel. Det er jo meget genkendeligt og virkelig godt skrevet. Jeg er meget enig i hendes sidste linjer om, at det nok er mens vi drømmer, vi er lykkelige, og ikke når vi slår øjnene op og ser os omkring i lyset. Jeg kan huske, at jeg en gang som teenager læste et interview med en supermodel, som var så ked af at hendes lilletæer var skæve, at hun undgik at gå i sandaler om sommeren. Det fik mig til at kigge ned på mine egne tæer og opdage, at jeg slet ikke havde haft tid til at overveje om de kunne være skæve, fordi jeg kun havde drømt om at få lange ben, flot hår og flad mave. Min pointe med den historie er, at hendes græs netop også blev lidt gult i kanten, fordi hun slet ikke var så lykkelige, som jeg tænkte, jeg ville være i hendes krop. Men tænk sig ikke at turde gå i sandaler om sommeren! Det er da synd!
      Tak fordi du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Håber du og skeen får styret skibet et fedt sted hen – spændende bliver det da hvertfald med en blind passagere i kahytten snart 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karensnotebook

      Ja det bliver spændende! Og tak fordi du læser med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Succeserne jeg samler på og tager med mig ind i det nye år...