Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde...

Mit nye jeg…

Mød den nye Karen. Den nye Karen gør ting. Hun venter ikke til i morgen, med hvad hun kan gøre idag. Hun smeder, mens jernet er varmt (som man si’r), hun rider den dag hun sadler, og hun ser sig ikke tilbage.

Det er den nye Karen.

Gad vide hvornår hun kommer på banen? Hun venter sgu nok til i morgen…

Jeg har længe gået med tanker om at skifte platform til denne blog. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg elsker at skrive til nogen. Jeg elsker at nogle reagerer på det, jeg har skrevet (undtagen når reaktionen er, at det er noget bras, det jeg har lavet. Så elsker jeg det selvsagt ikke) Jeg vil gerne skrive til et større publikum end til min mor og mine nærmeste venner (Jeg er SÅ glad for, at I læser med!) men når jeg kigger mig om i det her blogland og på Bloggersdelight i særdeleshed, så ser jeg nærmest kun unge piger, der skriver om deres “nyeste fund”, og “10 ting du ikke vidste om mig”, og jeg synes det er lidt kedeligt, for at være ærlig.

Jeg ser ingen som mig.

Hvor og hvordan jeg finder min platform, ved jeg ikke, men jeg må se mig om et andet sted. Jeg er glad for mit dayjob, og har de dejligste kolleger og arbejdsforhold i verden, men jeg drømmer også om at have et job, som giver mig kriller i maven, på samme måde som mit nuværende job gjorde det i starten. og på samme måde som et nyudgivet blogindlæg gav mig for kort tid siden. Jeg vil gerne kunne bidrage med lige netop det som jeg kan. Og det er blandt andet at skrive røven ud af bukserne.

Jeg drømmer også om at lave noget hvor jeg står på en scene. f.eks. stand up. (Shiit. Det sagde jeg bare ikke) det er nok det, jeg frygter allermest i hele verden. At skulle stå på en scene med det erklærede mål at få folk til at grine, men samtidig er det også noget jeg drages af. Hvor ville det være FEDT at lave et show, som folk gad at se, og som jeg helt selv havde lavet. Jeg så en gang en pige lave et one woman show i Århus, hvor hun gennemgik sin smertefulde ansøgningsproces til at komme ind på teaterskolen. Jeg var vildt imponeret, og dødmisundelig. Jeg er i øvrigt altid misundelig, når jeg ser teater. Jeg vil også gerne stå på den scene, og jeg vil også gerne tages alvorligt, når jeg er kreativ.

Men det kræver jo nok at jeg tager mig selv alvorligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde...