Mit nye jeg…

Mød den nye Karen. Den nye Karen gør ting. Hun venter ikke til i morgen, med hvad hun kan gøre idag. Hun smeder, mens jernet er varmt (som man si’r), hun rider den dag hun sadler, og hun ser sig ikke tilbage.

Det er den nye Karen.

Gad vide hvornår hun kommer på banen? Hun venter sgu nok til i morgen…

Jeg har længe gået med tanker om at skifte platform til denne blog. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg elsker at skrive til nogen. Jeg elsker at nogle reagerer på det, jeg har skrevet (undtagen når reaktionen er, at det er noget bras, det jeg har lavet. Så elsker jeg det selvsagt ikke) Jeg vil gerne skrive til et større publikum end til min mor og mine nærmeste venner (Jeg er SÅ glad for, at I læser med!) men når jeg kigger mig om i det her blogland og på Bloggersdelight i særdeleshed, så ser jeg nærmest kun unge piger, der skriver om deres “nyeste fund”, og “10 ting du ikke vidste om mig”, og jeg synes det er lidt kedeligt, for at være ærlig.

Jeg ser ingen som mig.

Hvor og hvordan jeg finder min platform, ved jeg ikke, men jeg må se mig om et andet sted. Jeg er glad for mit dayjob, og har de dejligste kolleger og arbejdsforhold i verden, men jeg drømmer også om at have et job, som giver mig kriller i maven, på samme måde som mit nuværende job gjorde det i starten. og på samme måde som et nyudgivet blogindlæg gav mig for kort tid siden. Jeg vil gerne kunne bidrage med lige netop det som jeg kan. Og det er blandt andet at skrive røven ud af bukserne.

Jeg drømmer også om at lave noget hvor jeg står på en scene. f.eks. stand up. (Shiit. Det sagde jeg bare ikke) det er nok det, jeg frygter allermest i hele verden. At skulle stå på en scene med det erklærede mål at få folk til at grine, men samtidig er det også noget jeg drages af. Hvor ville det være FEDT at lave et show, som folk gad at se, og som jeg helt selv havde lavet. Jeg så en gang en pige lave et one woman show i Århus, hvor hun gennemgik sin smertefulde ansøgningsproces til at komme ind på teaterskolen. Jeg var vildt imponeret, og dødmisundelig. Jeg er i øvrigt altid misundelig, når jeg ser teater. Jeg vil også gerne stå på den scene, og jeg vil også gerne tages alvorligt, når jeg er kreativ.

Men det kræver jo nok at jeg tager mig selv alvorligt.

Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde…

Det eneste, der skulle til, for at jeg fik gang i drømmene og planerne igen (dem der var væk i sidste uge), var at komme tilbage til hverdagen. Bum. Så skal jeg love for, at der kom ved på det bål, der består af ting, jeg hellere vil lave end at sidde på job i 35 graders varme.

Jeg har mit overophedet kontorhoved fyldt med planer og tanker, som jeg skal gøre noget ved, når jeg endelig kan forlade det varme kontor. Meeen når det så kommer til aftenstiden, hvor der er ro og behagelig temperatur, til at få nedfældet noget af det der presser sig på… så er der altid en serie eller en bog, der hellere vil have opmærksomhed. Og det med at læse bøger om aftenen, er ellers ikke noget jeg bare skriver, fordi det lyder godt. Det gør jeg rent faktisk for tiden. Jeg er lidt inde i en dødperiode med gode serier, som jeg faktisk altid er om sommeren, mens bøger er mit nye drug. Jeg har i denne sommer læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager, Den Der Lever Stille af Leonora Christine Skov og den sidste bog i Napoli-serien, som jeg har manglet at læse færdig i flere år. Den første og den sidste er klart dem, der har sat sig mest i mig, selvom LCSs selvbiografiske bog kan helt sikkert også noget. Jeg er bare generelt ikke så meget til biografier, så jeg synes bogen lidt for ofte bliver en opremsning af tingenes gang, uden at hæve sig til et højere abstraktionsniveau. Men det er et spændende og vigtigt emne, som jeg beundrer Leonora for at tage fat i. Når mødre ikke elsker deres børn, og børn der lider i “velfungerende” familier.

Noget af det der går op for én, når man kommer tilbage til hverdagen efter ugers ferie er, at jeg er helt uvant med at være sulten. Jeg har ikke været sulten i flere uger. Lige så snart overmætheden fra forrige måltid har lagt sig, er der igen plads til at proppe noget i munden. Og intet af det, jeg har valgt at putte i munden de sidste 4 uger, har været kedeligt nok til, at jeg gad stoppe med at spise, bare fordi jeg var mæt. Deraf overmæthed. Så der har været godt gang i opfedningen og jeg skulle nu være helt klar til en lang vinter.

Nu sidder jeg her og har spist min rugbrødsmad for længst og stirre tomt på det æble, jeg har med til eftermiddagssnack. Vil det være for meget “alene-på-kontoret”-agtigt hvis jeg i stedet medbringer en lille aperol-spritz, bare til at komme igennem eftermiddagen? Jeg tror det, desværre.