En gang bliver det sommer, og så får jeg tid...

waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En gang bliver det sommer, og så får jeg tid...