Noter fra min “rigtige” notesbog…

På en måde er det vigtigste i verden

at jeg brænder for noget, men

der må for alt i verden ikke gå ild i noget

i håret eller i lortet

det brænder og

det brænder ikke

 

Jeg har altid en notesbog på mig. Og altid en kuglepen eller en blyant. Allerhelst en blyant, fordi de glider så godt henover papiret. (ønskes sponsorsamarbejde med Viking blyanter?)  Problemet med at have en notesbog OG en blog, som i mit tilfælde egentlig er tænkt som en notesbog, er at de to ting ikke er så nemme at få til at tale sammen. Det vil jeg forsøge at gøre noget ved over det næste stykke tid. Nogle af de tekster, jeg skriver til mig selv på mine rejser, mens jeg venter på bussen, mens jeg lader som om jeg ser The Next Step for 120’ende gang, mens jeg sidder til et vigtigt møde og foregiver at skrive vigtige noter, er måske nogle tekster som kan bruges til noget andet en dag. Som ovenstående. Måske kan den bruges, måske kan den ikke.

Jeg har jo i øvrigt stakkevis af notesbøger og dagbøger, og nogle af dem (de mest pinlige!) læser jeg op af fra tid til anden på Nørrebro Teater i den forestilling, der hedder En Pinlig Affære. Det gør jeg igen lørdag d. 29. september kl 20. Kom og grin ad og med mig, for det bliver sjovt og pinagtigt og jeg plejer at have SÅ meget lyst til en drink, når jeg først kommer ned fra den scene!

Køb dine billetter lige her

Mit nye jeg…

Mød den nye Karen. Den nye Karen gør ting. Hun venter ikke til i morgen, med hvad hun kan gøre idag. Hun smeder, mens jernet er varmt (som man si’r), hun rider den dag hun sadler, og hun ser sig ikke tilbage.

Det er den nye Karen.

Gad vide hvornår hun kommer på banen? Hun venter sgu nok til i morgen…

Jeg har længe gået med tanker om at skifte platform til denne blog. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg elsker at skrive til nogen. Jeg elsker at nogle reagerer på det, jeg har skrevet (undtagen når reaktionen er, at det er noget bras, det jeg har lavet. Så elsker jeg det selvsagt ikke) Jeg vil gerne skrive til et større publikum end til min mor og mine nærmeste venner (Jeg er SÅ glad for, at I læser med!) men når jeg kigger mig om i det her blogland og på Bloggersdelight i særdeleshed, så ser jeg nærmest kun unge piger, der skriver om deres “nyeste fund”, og “10 ting du ikke vidste om mig”, og jeg synes det er lidt kedeligt, for at være ærlig.

Jeg ser ingen som mig.

Hvor og hvordan jeg finder min platform, ved jeg ikke, men jeg må se mig om et andet sted. Jeg er glad for mit dayjob, og har de dejligste kolleger og arbejdsforhold i verden, men jeg drømmer også om at have et job, som giver mig kriller i maven, på samme måde som mit nuværende job gjorde det i starten. og på samme måde som et nyudgivet blogindlæg gav mig for kort tid siden. Jeg vil gerne kunne bidrage med lige netop det som jeg kan. Og det er blandt andet at skrive røven ud af bukserne.

Jeg drømmer også om at lave noget hvor jeg står på en scene. f.eks. stand up. (Shiit. Det sagde jeg bare ikke) det er nok det, jeg frygter allermest i hele verden. At skulle stå på en scene med det erklærede mål at få folk til at grine, men samtidig er det også noget jeg drages af. Hvor ville det være FEDT at lave et show, som folk gad at se, og som jeg helt selv havde lavet. Jeg så en gang en pige lave et one woman show i Århus, hvor hun gennemgik sin smertefulde ansøgningsproces til at komme ind på teaterskolen. Jeg var vildt imponeret, og dødmisundelig. Jeg er i øvrigt altid misundelig, når jeg ser teater. Jeg vil også gerne stå på den scene, og jeg vil også gerne tages alvorligt, når jeg er kreativ.

Men det kræver jo nok at jeg tager mig selv alvorligt.

Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde…

Det eneste, der skulle til, for at jeg fik gang i drømmene og planerne igen (dem der var væk i sidste uge), var at komme tilbage til hverdagen. Bum. Så skal jeg love for, at der kom ved på det bål, der består af ting, jeg hellere vil lave end at sidde på job i 35 graders varme.

Jeg har mit overophedet kontorhoved fyldt med planer og tanker, som jeg skal gøre noget ved, når jeg endelig kan forlade det varme kontor. Meeen når det så kommer til aftenstiden, hvor der er ro og behagelig temperatur, til at få nedfældet noget af det der presser sig på… så er der altid en serie eller en bog, der hellere vil have opmærksomhed. Og det med at læse bøger om aftenen, er ellers ikke noget jeg bare skriver, fordi det lyder godt. Det gør jeg rent faktisk for tiden. Jeg er lidt inde i en dødperiode med gode serier, som jeg faktisk altid er om sommeren, mens bøger er mit nye drug. Jeg har i denne sommer læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager, Den Der Lever Stille af Leonora Christine Skov og den sidste bog i Napoli-serien, som jeg har manglet at læse færdig i flere år. Den første og den sidste er klart dem, der har sat sig mest i mig, selvom LCSs selvbiografiske bog kan helt sikkert også noget. Jeg er bare generelt ikke så meget til biografier, så jeg synes bogen lidt for ofte bliver en opremsning af tingenes gang, uden at hæve sig til et højere abstraktionsniveau. Men det er et spændende og vigtigt emne, som jeg beundrer Leonora for at tage fat i. Når mødre ikke elsker deres børn, og børn der lider i “velfungerende” familier.

Noget af det der går op for én, når man kommer tilbage til hverdagen efter ugers ferie er, at jeg er helt uvant med at være sulten. Jeg har ikke været sulten i flere uger. Lige så snart overmætheden fra forrige måltid har lagt sig, er der igen plads til at proppe noget i munden. Og intet af det, jeg har valgt at putte i munden de sidste 4 uger, har været kedeligt nok til, at jeg gad stoppe med at spise, bare fordi jeg var mæt. Deraf overmæthed. Så der har været godt gang i opfedningen og jeg skulle nu være helt klar til en lang vinter.

Nu sidder jeg her og har spist min rugbrødsmad for længst og stirre tomt på det æble, jeg har med til eftermiddagssnack. Vil det være for meget “alene-på-kontoret”-agtigt hvis jeg i stedet medbringer en lille aperol-spritz, bare til at komme igennem eftermiddagen? Jeg tror det, desværre.

 

Hverdagen kalder… men mest på mere vin og chokolade

Min ferie er ved at være til ende. Det er ok. Det har været 4 uger med masser af sol (lige som resten af Danmarks befolkning kan prale af) og masser af tid med min datter. TID. Det var det eneste jeg havde ambitioner om at suge til mig af i min ferie. Jeg plejer at være lidt for god til at have store planer og ambitioner om at skrive en roman eller ommøblere mit hjem eller lægge mit liv helt om i løbet af min sommerferie. Det resulterer ofte i, at jeg ved feriens afslutning er helt slukket og ærgerlig over, at jeg skal tilbage til det liv, jeg forlod i juni, uden at have nået mine mål for sommerferien.

I år er det lidt anderledes, fordi jeg faktisk har nået alt det jeg havde sat mig for. Jeg skulle tilbringe så meget tid som muligt sammen med mit barn og jeg skulle slappe af. Det har jeg gjort. I høj grad!

Jeg har knap nok gjort mig en eneste tanke om hvad mit efterår skal indeholde, og mine augustforsætter ligger så langt væk i min hjerne, at jeg tvivler på, om de når at komme frem inden efteråret har ramt os.

Jeg vil gerne begynde til yoga igen. Og jeg overvejer at undersøge, om jeg kan tage min datter med i træningscenteret, der ligger tæt på os, så jeg kan træne, mens hun ser youtube på min tlf. Er det good or bad parenting? Jeg er i tvivl. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg skal igang med noget træning. Min krop og min energi bærer tydelige præg af sommerens pasta, rosé, hvidt brød og sukkerfest. Det har været skønt, men jeg orker ikke engang at bøje mig efter den solcreme, der lige er trillet ud af min taske, og mit taljemål får elastikken i min nederdel til at være spændt ud til max. Det er ikke så flaterende, kan jeg godt vedkende mig. Men som altid er det et spørgsmål om at jeg ikke har ret meget tid i min hverdag til at træne i. Jeg må erkende at det der med at træne hjemme på stuegulvet, har jeg simpelthen ikke rygrad til. Og hvis jeg ikke kan tage barnet med, er eneste bud på motionstid hveranden lørdag formiddag. Det gør jo ingen hvepsetalje.

Nå men mens jeg skriver dette sidder jeg i toget på vej hjem til København, og har lige sat tænderne i en Snickers (Jeg købte to, så jeg ikke skulle dele) Måske det er tid til at walk the talk?

Det er tilbage til hverdagen på alle mulige måder!

 

 

waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809