En meta-tanke om, hvorfor jeg er tavs på bloggen...

Da de første valg skulle træffes, var jeg heller ikke træfsikker…

Så for satan, nu er jeg tilbage. Med bandeord lige i fjæset på første linje. Den ikke så mange dikkedarer-type.

Lige for tiden funderer jeg meget over valg og beslutninger. Hvilke valg har jeg foretaget mig gennem mit liv, og hvilke konsekvenser har de haft. Både dem der er valgt helt bevidst, men også de ubevidste valg, som jeg har foretaget uden at vide, at jeg her tog stilling til noget, som jeg ville mærke konsekvenserne af resten af mit liv. På godt og ondt. Det noget chokerende udfald af denne tankerække er, at jeg opdager, hvor mange valg jeg egentlig ikke har taget, men bare reageret på omstændighederne, og fulgt med masserne. Det har jeg det lidt svært med at indrømme, kan jeg mærke.

En af det første gange jeg kan huske, at jeg skulle vælge noget om min fremtid, var da jeg i 9. klasse ikke blev erklæret “egnet” til gymnasiet. Jeg blev erklæret “måske egnet”. Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg følte at hele min opfattelse af mig selv ramlede. Jeg havde aldrig haft andre planer end at følge de andre på gymnasiet  efter 9. klasse. Jeg kan huske, at min lærer var helt ked af at skulle overbringe mig den nyhed. Han var min dansklærer, og jeg kunne rigtig godt lide ham, og fik kun gode karakterer i dansk. Det var matematikken der haltede. Men mest var det fordi, jeg var social og forholdsvis vellidt, og min matematiklærer var også studievejleder og ville gerne have nogle stærke elever til at føre den nye 10. klasses kulturlinje, som skulle samle alle de elever, der ikke valgte den ellers meget populære idrætslinje. Jeg skulle være med til at samle “resten”, som det så smukt blev formuleret. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. (og de havde åbenbart også regnet ud, at jeg sikkert ikke ville vælge idrætslinjen)

Jeg gik hjem og græd, og følte at nu var det endelig bevist, at jeg var dummere end alle de andre. (i øvrigt en skøn bekræftelse at få som 15 årig) og jeg skulle overveje, om jeg ville gå til den ekstra prøve, der var for “måskeegnede”. Jeg turde ikke gå til nogen prøve. Tænk hvis den ville afsløre, at jeg vitterlig var dum?? Og så ville jeg jo også afsløre at jeg troede, jeg kunne gå på gymnasiet. Det turde jeg ikke.

Men skæbnen ville, at jeg kom hjem til en besked fra en efterskole, jeg havde skrevet mig op til flere år forinden, som netop havde ringet og sagt, at der var kommet en plads til mig. Jeg skulle altså den eftermiddag vælge, om jeg ville går til “måskeegnede”-prøven eller blive i min folkeskole i 10. klasse eller springe ud det nye vilde liv – efterskole!

– Jeg valgte det sidste! Heldigvis! Jeg ville ikke have trivedes et år mere i folkeskolen, men jeg tror faktisk, jeg ville have fået mere ud af at gå direkte på gymnasiet. Jeg var ikke en lykkelig efterskoleelev. Jeg kunne ikke give slip på det derhjemme, og den følelse af at være blevet afsløret i ikke at være god nok, hang ved alt alt for længe. Mit efterskoleår blev en lærdom for livet, og efterfølgende har jeg været meget glad for at have fået den oplevelse, men mens jeg var der, var jeg faktisk ikke glad for det. Jeg var hjemme hver weekend, og holdt mig til nogle få meget tætte veninder jeg fik på skolen. De har til gengæld fulgt mig i mange år efter og givet mig rigtig rigtig meget.

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde valgt efterskolen, sådan rigtigt. Eller at jeg havde turde tage den der ekstra prøve til gymnasiet, så jeg havde fået vendt nederlaget til succes, for den havde jeg selvfølgelig bestået. Men sådan gjorde jeg ikke, jeg lod livet vælge for mig, sådan som jeg stadig gør over and over again. Jeg tror det er på tide at jeg får sat en stopper for den udvikling. Jeg vil gerne selv stå ved roret. Nu hvor jeg sådan er ved at være voksen.img_8325

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En meta-tanke om, hvorfor jeg er tavs på bloggen...