Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø..... Jeg vil ikke døøøø!

Hoste og sollys og anelsen af en blå frosthimmel

Så blev det endelig februar. Og skal vi ikke bare komme hurtigst muligt igennem den nu. Jeg bladrede  igennem nogle af mine sommerbilleder i går, og jeg blev helt varm om hjertet af at se, at jeg rent faktisk en gang har været en lækker solbrun steg, og ikke sådan en træt bleg dame, som jeg føler mig lige nu. Jeg er fandeme så træt for tiden.

Måske er det fordi jeg har været syg i tre dage, og det føles som om jeg har været væk fra omverden i flere uger. Jeg går rundt hele dagen, som om jeg lige er trådt ud af et mørkt rum og misser mod sollyset. Eller “sollyset” er måske lige at stramme den en anelse for hårdt op, for der er jo for filan gråvejr igen i dag. I går har jeg på fornemmelsen, at det var solskin hele dagen, ikke at jeg opdagede det, da jeg jo lå på langs i sengen med snotklude og Yogi-the inden for behagelig rækkevidde. – og nå ja, jeg har vel også fået onduleret en serie eller to på mit sygeleje. F.eks. er jeg ret godt opdateret på det engelske kongehus gøren og laden de seneste par hundred år. House of Winsor på Netflix. Bum 5-6 timers underholdning, man snildt kan blunde fra nu og da og stadig fange the highlights.

Jeg har også skrevet lidt på mit eget, men det er begrænset hvilke guldkorn, der er sluppet igennem den grødet masse af snot og feber mit indre udgøres af. Det blev mest til mærkelige drømme om Mountbatten og noget med, at jeg opdagede, at jeg havde et tykt blond overskæg, som jeg ikke rigtig vidste om jeg skulle fjerne, eller om jeg kunne skjule det på en måde. Feberdrømme er skræmmende.

Jeg er nu gået ud i virkeligheden igen, mest fordi det liv der findes på min sofa ikke er tilstrækkeligt til at fodre min hjerne, og jeg har hostet mig igennem en skøn tirsdag på kontoret. Mine opture er den tid jeg stjæler til mine egne projekter, og den croissant jeg spiste i formiddag, og at jeg fik sendt en masse gode mails ud, så det ser ud som om jeg har været rigtig effektiv i dag. Det var jeg ikke. Nu vil jeg cykle hjem, mens jeg endnu kan ane lidt af den blå frosthimmel, og i morgen er jeg helt sikkert mere frisk end jeg var i dag… er det ikke sådan det fungerer?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø..... Jeg vil ikke døøøø!