Ting jeg drømmer om...

lidt (mere) om at dele sit barn

Jeg tænker at køre et lille tema her på bloggen. Erfaringer fra en skilsmisse. Det er klart de indlæg jeg får størst respons på, og det er noget jeg har tænkt meget over. Særligt på det seneste.

Man lærer aldrig at holde af afleveringsdagene. De er hæslige uanset hvor mange år der er gået. Men man lærer at leve med dem, og man lærer at savne uden at blive ædt op, og man lærer at nyde sine “fridage”.  Der er fordele og ulemper ved at have delebørn (eller et delebarn, som det er tilfældet her hos mig), og ulemperne er selvklart størst, fordi man inderst inde ved, at man er skyld i sit barns største sorg (at mor og far ikke bor sammen),  men jeg ved også inderst inde, at jeg er voksen nok til at tage det ansvar på mig. At gøre det så nemt for hende som muligt, og tage alt ansvar på mig. Alt.

I vores tilfælde gik vi fra hinanden, da vores datter var 3 måneder gammel (ja, den historie er et andet indlæg. Eller måske er det ikke.) så hun husker ikke, at vi nogensinde har boet sammen. Hun har aldrig set sine forældre være kærester. Alligevel ved jeg, at hun ønsker at vi bare kunne bo sammen. Vi har samtaler, som regel ved sengetid, hvor følsomheden er størst, om hvorfor far ikke bare kan bo her hos os? Hvorfor kan hun ikke få en lillesøster eller lillebror med både far og mor? Og så sent som i søndags, da vi havde vinket farvel til far, og hun var træt efter en begivenhedsrig weekend, brød hun helt sammen og hulkede at hun IKKE ville være skilt, for hun savnede altid én af os.

Man skulle da være en iskold starut, hvis ikke det gjorde ondt i et voksenhjerte at se sit barn ulykkelig over omstændigheder, som jeg har pålagt hende. (frivilligt eller ej)  men jeg ved også, at jeg er den voksne, og jeg kan og skal hjælpe hende til at mærke kærligheden fra både hendes far og hendes mor. Hun må gerne være ked af det. Og hun må også være sur på sine forældre over, at de har bestemt at hun altid må undvære en af dem. Sådan er det. Og vi tager ansvaret.

Jeg savner hende altid, når hun ikke er hos mig. Men jeg har også lært at leve med det. Jeg nyder den frihed jeg har på mine “fridage”, og jeg glæder mig til hun kommer hjem igen. Og så samler jeg al min voksne styrke til at glæde mig over, at hun har et sæt forældre, der elsker hende så himmelhøjt, at vi begge vil slå knuder på os selv for hendes lykke.

IMG_6565

2 kommentarer

  • Katrine

    Ååhhh Karen ❤️ Jeg ved hvordan hun har det. Skilsmissebarnet i min mave håber altid på at de voksne finder sammen igen. Hvor kunne det bare være så dejligt at opleve den rene lykke i mini-Karen hvis hendes største ønske gik i opfyldelse. Mit hjerte sukker for den slags. Lykkelige løsninger. Og det tager tid inden skilsmissebarnet opdager lykken i netop den konstallation – men heldigvis er den der. Det er en gave at have dobbelterfaringer/traditioner/værdier at trække på senere i livet. Det kan også pludseligt blive meget tydeligt, jo ældre man bliver, at det ville være super mærkeligt hvis ens mor og far var kærester. Fordi de passer højest sandsynligt slet ikke sammen. Og så skulle man jo også undvære den skønne bonusfamilie man måske har fået oveni hatten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karensnotebook

      Jeg er desværre også romantiker nok til at se at “det eneste rigtige” er at give barnet, hvad hun ønsker sig. Men jeg tror også jeg er farvet af, at der virkelig heller ikke er mange film eller historier, der ender med at de levede lykkeligt hver for sig til deres dages ende. Selvom der er er mange mange eksempler på det i virkeligheden. Mange tak for din kommentar Katrine.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg drømmer om...