Sur på systemet...

Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

2 kommentarer

  • Britte vitte vit bum bum

    Du er ikke alene 😘 kender det alt for godt! Hvorfor lave noget om når det nu fungere så godt? Også selv om man ikke kan bestemme på den anden side af skilsmisse hegnet 😏 er selv begyndt at dele, for ca 5 måneder siden, og til trods for at han har skulle dele i mange år, er det jo noget andet når det er mig!! Der lige pludselig skal dele! Men, når man så ser ens barn blive glad, føle sig tryg, blomstre og få endnu en fortroliget, så begynder paraderne at falde. For uanset hvad, så er det jo vores guld det drejer sig om, og ikke os selv.
    Jeg er nu ikke bange for at snakke om det, og håber ved Gud ikke det er forbudte følelser at have!! For hvis vi ikke kan føle, hvem/hvad er vi så??? Kom endelig med mere fra denne skuffe Karen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karensnotebook

      Tak for din kommentar! det hjælper lidt at høre at selv jer, der selv har fundet en ny kæreste, også synes det er svært, at udvide familien. Jeg er slet ikke der, hvor jeg kan glæde mig på andres vegne (heller ikke mit barns) over at der er kommet en ny kvinde ind i billedet, men det håber jeg kommer snart. For det føles virkelig barnligt og umodent at være så ond i sulet, som jeg er ind i mellem.
      Tak fordi du læser med og sender en kommentar! Det betyder virkelig meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sur på systemet...