Efterårstid er drømmetid!

Det er mørkt og regnfuldt og jeg elsker det! Efterår er min absolutte yndlings årstid, og jeg kommer konstant til at tage for meget uld på, fordi jeg elsker at pakke mig ind i strik.

Den der efterårsferie kom en lille smule bag på mig (igen i år) og jeg fik nærmest ikke opdaget at den var der, før den var væk igen. Næste år vil jeg sørge for at tage fri sammen med skolerne, så jeg ikke afleverer et barn til en fritter med 3 børn og 5 pædagoger. De havde det hyggeligt, jovist, men jeg synes måske barnets efterårferie blev lidt kort i det. Jeg tog dog torsdag og fredag fri, så jeg kunne drage til Jylland og besøge familien. Kaisa og jeg er blevet eksperter i at køre med tog. Vi hygger os med Netflix, snacks og tegnegrej hele vejen, og vi glæder os faktisk begge to til turen mod Jylland. Men hjemvejen er laaang. Så skal vi jo “bare” hjem til hverdag og madpakker igen. Og DSB gør det ikke let for os, ved konstant at have forsinkelser, uventede skift og pladsbilletter der bliver forbyttet. Og til en pris, man let kunne flyve til en europæisk storby for. hver gang jeg drager udenfor København, savner jeg at have en bil, selvom jeg i min hverdag ikke ville vide, hvad jeg skulle bruge den til.

Og fra drømmen om en bil til drømmen om tid og rejser og varme himmelstrøg og palmesus og sol på min kind; Jeg har netop opdaget, at jeg har 8,3 ugers barsel tilbage!! Det er jo som at have fået en gave fra himlen! Jeg er fløjet totalt afsted på drømmene om at rejse til de varme lande med barnet, og se hende lege i vandkanten, mens hun spiser papaya direkte fra træet (Eller hvor faen sådan nogle eksotiske frugter vokser?) Det er fantastisk drømmemateriale på min efterårsdag!

Faktisk opdagede jeg det ved en tilfældighed. Jeg var nemlig inde på borger.dk for at udføre den årlige ydmygelse, det er at trykke på “Ja, jeg er stadig enlig forsørger, thank you for asking”-knappen. Jeg hader det. Fordi det bliver lidt, som når velmenende folk siger “hvordan kan det passe at sådan én som dig ikke har nogen kæreste.” Ja det ved jeg sgu da heller ikke. Her er det Staten der spørger; Er du nu helt sikker på at du er ENLIG? Øh ja. Også hvis vi lige ridser op hvad reglerne for ENLIG er? øh ja. Så kan du på tro og love skrive under på, at der KUN er ét barn og én voksen i jeres husholdning. JA for fanden.

… Men da jeg alligevel var inde på den der side, hvor man kan se alle mulige offentlige personlige oplysninger, hoppede jeg lige forbi barsel. Og vupti! Så blev det jo en helt anden fantastisk oplevelse at gå på borger.dk.

 

img_8336

Hende med meninger om hashtags

Der er simpelthen så meget, jeg har lyst til at kommentere på for tiden, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Er verden ved at være fuldstændig bindegal, eller er det bare der, jeg kigger hen? Eller.. måske skal jeg tage det som et tegn til at jeg skal åbne munden, og fortælle alle hvor skabet skal stå. Jeg ved det nemlig.

#detkunnehaveværetmig …Næ, det kunne det så strengt taget ikke. Jeg er nemlig ikke læge, og jeg har gudskelov aldrig stået i en situation, hvor min beslutning har afgørende betydning for, om folk lever eller dør. (Udover selvfølgelig når jeg sætter mig bag rettet i en bil, men det er jo ikke det, det handler om her) Men #detkunnehaveværetmig har gået sin gang på de sociale medier blandt alle mine lægevenner de sidste uger. Et hashtag der skal skabe opmærksomhed omkring lægernes (og de andre lægefaglige folks) helt urimelige arbejdsvilkår. Og deres angst for som enkeltperson at kunne blive stillet til ansvar for et system, der ikke bakker op om deres faglighed. Jeg bliver bekymret, når lægerne råber op og fortæller om, hvad besparelser og øget pres på dokumentering og implementering af nye sundhedssystemer gør ved et menneske, der står med ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer. Jeg har forholdsvis mange læger i min vennekreds og fælles for dem alle er, at de brokker sig ALDRIG. Og da slet ikke på de sociale medier. Når de så gør, som nu, bliver jeg bekymret.

Jeg har endnu aldrig selv været patient på et hospital (udover da jeg fødte), men har utallige gange været pårørende, og lagt al min tillid i hænderne på uddannede fagfolk. Jeg bliver NØDT til at kunne stole på, at de får de absolut bedste betingelser til at udføre deres arbejde.

#metoo er også et hashtag, der kører på fuld sving rundt på de sociale medier lige nu. Jeg har selv valgt at lægge det på min status, fordi jeg for et års tid siden var udsat for et overfald, der satte dybere spor, end jeg sådan lige ville være ved. Ja, jeg er både voksen og tækkelig klædt og intelligent og alligevel følte jeg mig skamfuld, lillebitte og tænkte over om det måske lidt var min egen skyld, selvom det absolut ikke var det.  Jeg synes, det er et fuldstændigt vanvittigt vilkår kvinder har, at det er hvad der kan ske. I mørke gyder, i nattelivet, i situationer hvor man er alene med en mand, man ikke kender. Eller med en mand man kender. Det sker. Også for de kvinder du kender. Så vi tager forholdsregler. Vi lærer det fra barnsben; gå aldrig alene hjem, lad ikke din drink ude af syne, vær opmærksom på dine omgivelser, sådan forsvarer du dig, sådan holder du dine nøgler i hånden, så de kan gøre mest skade på en eventuel overfaldsmand. osv. osv. Det er også noget jeg skrev om 8. marts her. Fordi jeg synes det er vigtigt.

… Og nu er jeg helt forpustet over at mene noget om hashtags, men også dejligt lettet over at deltage i diskussionen. Jeg er med på alt, hvad nogen nogensinde taler om!

img_5827

 

Weekend lige om lidt!

Det er fredag, det er fredag, det er fredag! Den her uge har været laaaang, synes jeg. Lang og utrolig kort. Mit daglige kalorieindtage er oppe på normalen og lidt til, efter jeg havde den der mærkelige spisevægring for et par uger siden. Jeg må konstatere, at hvis jeg nåede at tabe mig lidt på den omgang, så har jeg i hvert fald indhentet det hele igen. Jeg er glad og frisk og har maven fuld af hvidt brød. Hvilket jo er godt, når man går en weekend i møde med drinks og yoga og masser af ambitioner.

Jeg gør det altid. De weekender hvor min datter er hos sin far, har jeg altid ambitioner om at få skrevet, ryddet op, flyttet rundt på møblerne, drukket drinks, shoppet, dyrket yoga, læst romaner, lavet 5 års planer og karrierestrategier og alt muligt andet, som er helt fuldstændig urealistisk for mig at nå på en enkelt weekend. især fordi jeg også synes det hører med til weekender, at jeg skal sove længe og se underlødigt tv… Men bare jeg når lidt af det, er det også en succes. Og i denne weekend er det drinks og yoga, der ikke kan nedprioriteres. Det virker som det mest fornuftige at fokusere på.

Jeg overvejer i øvrigt at opsige mit fitnessabonnement. Jeg bruger det jo ikke, for faen. Men jeg kunne også begynde at bruge det i stedet for? Hvad hvis jeg nu satte alt ind på at bruge det max den næste måned, og hvis det lykkes kan jeg jo fortsætte, og måske få en flad mave (Eller møde en lækker mand på løbebåndet? Det sker da, gør det ikke?) Og hvis jeg ikke kan slæbt min krop de 500 meter ned i fitten, så må kortet ryge ad Hækkenfeldt til og jeg kan bruge pengene på smukke ting til mig selv i stedet? Var det lige en plan der udformede sig der? Jada!! (desværre for min motivation, lyder det allerede mere fristende, at klippe kortet i småstykker og bruge pengene på noget sjovere, end at knokle i et fitnesscenter. Med mindre det der med manden sker for real. Så vil jeg gerne.)

 

Når lyset bare ikke rigtig vil lyse for mig…

Jeg slår mig selv i hovedet for tiden. Det er ikke sundt, og det skal man jo generelt holde op med, for det kommer der ikke noget godt ud af, men det sker nu alligevel af og til.

Jeg slår mig selv i hovedet med alt det som jeg ikke kan, gør eller har. Og jeg kan, gør og har ellers ret meget, det er bare ikke det der overstråler lige i dag.

Her er et lille uddrag:

Jeg har ikke skrevet mit manus færdigt, som jeg ellers havde lovet nogen og mig selv.

Jeg har ikke skrevet den kronik/læsebrev/klumme, som jeg havde tænkt mig.

Jeg har ikke gjort nok for at verden er et bedre sted. (Ja, lige i dag synes jeg, at den opgave ligger på mine skuldre.)

Jeg har hul i mine sko. (og går i dem alligevel, i stedet for at få dem lavet)

Jeg har ingen kæreste.

Jeg har ingen penge til at rejse med Kaisa, sådan som jeg drømmer om.

Jeg er for dårlig til at rykke på de drømme jeg har og de muligheder jeg får.

Min tlf. er gået i stykker 2 gange inden for de seneste 14 dage. Det er 2 x 800kr for reparation. Det har jeg fandeme ikke råd til.

Der er gået hul i mine yndlings jeans, og jeg hader at shoppe jeans.

 

Det var godt! Det gør godt sådan at skrive mine slagvåben ned, for listen er faktisk ikke så lang som jeg troede. Jeg kan godt overskue de fleste af punkterne, når de sådan står der på liste. Jeg ryster det lige af mig og tager punkterne et efter et…

For eksempel har jeg jo mega succes med at læse dagbog op sammen med de andre fra En Pinlig Affære. Det giver lidt på selvtillidskontoen. 🙂 Som man kan se; lidt ængstelig inden salen fyldes, Karen 15 år blæst op på stort lærred på scenen, Karen glad og stolt lige kommet ned fra scenen! Kom og se mig næste gang!

img_8317 img_8318img_8325img_8337