Mit liv som boheme og nomade

Om mine dagbogsskriverier

 

I sidste uge var det dagbogsdag på Nationalmuseet. (Det hedder helt sikkert noget andet end dagbogsdag?) Det betød at Nationalmuseet opfordrede alle til at skrive om vores helt almindelige hverdag, som den udfolder sig netop d. 6/9 2017, og sende det til Nationalmuseet, som så vil opbevare alle dagbøgerne, så fremtidsmenneskene (Som svæver rundt i sølvdragter, som man selvfølgelig gør ude i fremtiden) om mange år kan grine højt af, hvor fuldstændig håbløst gammeldags vores liv er i dag. Jeg synes det er en sjov ide og jeg tog også notater, så jeg regner med at indsende min dag til Nationalmuseet, og derved føle mig som noget ganske specielt.

Man kan vist også tage billeder og video, og det er jo meget 2017 agtigt og er helt sikkert også noget som fremtidsmenneskene vil grine af. Haha, se de tog billeder med deres Iphones! Hvor gammeldags!

Nu er hele dagbogsmediet ikke ligefrem en fremmed størrelse for mig. Jeg har skrevet dagbog siden jeg var teenager og jeg ser også denne blog som en form for offentlig dagbog. jeg har altid en notesbog med mig, uanset hvor jeg går hen. Også hvis jeg bare skal i Netto. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvad jeg skulle gøre uden at kunne skrive. Hvor skulle jeg så gøre af alle mine tanker? Jeg husker bedst med en blyant. Jeg elsker at skrive med blyant. Det er meget bedre end at skrive med kuglepen, selvom det også er lidt mere besværligt. De skal jo spidses hele tiden. Men de glider så dejligt crispy henover papiret.

Alle min gamle dagbøger har jeg fundet frem igen ad flere omgange, fordi jeg af og til deltager i En Pinlig Affære hvor jeg stiller mig på scenen på Nørrebro teater og læse højt af dem, så fremmede mennesker kan grine af mine teenagetanker. Det er på en måde lidt dårlig stil sådan at hænge unge Karen ud for det københavnske borgerskab en lørdag aften, men på den anden side; unge Karen ville også gerne stå på scenen, og hvad gør man ikke for en klapsalve. Hun ville helt sikkert forstå!

Jeg ved ikke, hvornår jeg er på scenen næste gang, men jeg skal nok gøre opmærksom på det her og alle mulige andre steder! Sådan noget går jeg nemlig ikke stille med dørene med. Man kan selvfølgelig også holde øje med En Pinlig Affære her eller Nørrebroteaters program her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit liv som boheme og nomade