Jeg arbejder i toget...

Om at være både et stort og et lille bitte menneske

Follow my blog with Bloglovin

Hverdagen er i sandhed værd at holde af. Selvom jeg har hundrede skænderier med min 6 årige, er vi også gode til at hygge os og heldigvis er hun lige så social og oplevelsessyg som sin mor. (Godt hun ikke har arvet sin fars introverte sind. Host host)

Vi har hygget os umådeligt i denne weekend, hvor Copenhagen Pride var dagens absolutte højdepunkt. At stå med sit barn og se festlige glade mennesker danse forbi med deres glæde og seksualitet synligt og stolt fremme i solen. (Nogle mere børnevenligt udklædte end andre, skulle jeg mene, men så fik vi da alle sammen én på opleveren.) Det er en fest!! Kaisa spurgte mig, hvorfor der egentlig var fest og hvad regnbueflagene betød? Jeg svarede, at det var for at vise at vi synes, at alle mennesker skal have lov til at være kærester med dem de har lyst til, og gå i det tøj de har lyst til. Hun kiggede på mig som om jeg havde fortalt hende, at det var fordi himlen er blå. Ja SELVFØLGELIG må man være kærester med dem man vil?! Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at der faktisk er nogen der mener, at det er meget vigtigt at kærestepar ikke er af samme køn, og at de visse steder i verden kan blive slået ihjel for det. Jeg håber at hun vokser op i en verden, hvor det er helt utænkeligt at et menneskes seksualitet kan være afgørende for hvilke job det besidder, hvor det må bo og hvem det må bo sammen med. I hendes (og mine) øjne er kærlighed heldigvis kærlighed.

På det punkt er det meget nemt for mig at være overskudsmenneske og politisk korrekt. I andre situationer er jeg knap så “hellig”. Jeg vil så gerne være et stort og overskudsagtigt menneske. Sådan én der under andre det bedste og aldrig mærker jalousi, grådighed, frygt, vrede og smålighed. Tænk hvis man bare kunne danse gennem livet blandt regnbuer og morgenfruer og solsikker. Voksen og fornuftig og tolerant – altid.

Sådan kan jeg godt være. Sådan er jeg tit. Bare ikke altid.

Nogle gange rammes jeg også af de der grimme følelser, som jeg ikke vil stå ved. Dem der får det værste op i mig. Jeg har behov for en gang i mellem i lukkede rum, eller til mig selv i spejlet, at hvisle det der lille bitte menneske som bor inden i mig, ud gennem sammenbidte tænder. Nå de grimme ting er sagt og kigget på og grinet af, kan jeg igen vende tilbage til at være voksen og glad og velovervejet.

Så jeg ville sådan ønske, at folk der bliver stødt og vrede over andres seksualitet, også ville lade det lille bitte menneske få taletid til spejlbilledet på toilettet, for derefter at forsvinde. Så kan man nemlig meget bedre møde verden med smil.

For vi ved jo alle sammen godt at der ikke er nogen, der ikke rummer både det store favnende menneske og det lille bitte grimme menneske. Lad det store vinde mest.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg arbejder i toget...