August-forsætterne

Min første uge efter ferien

… jeg kom til at skrive ‘ferine’ i stedet for ferien i overskriften og fik en øjeblikkelig sukkertrang. Uhm brun farin!??

Nå, men jeg har været på job i fem dage. Nej faktisk kun fire, for jeg havde fri i tirsdags. Da var det nemlig første dag i SFO for yndlingsbarnet. Det var SÅ stort! Hun har glædet sig hele sommerferien, og havde lagt tøj frem og bestilt at få krøller, så vi flettede håret aftenen inden, så det kunne krølle på den store dag. Jeg må indrømme at jeg også glædede mig ret meget. Det er da stort, når ens barn ikke længere går i børnehave, men lige om lidt er et ægte skolebarn. Shit jeg kan tage mig selv i at savne den lille vuggestue trut, der var så nuttet. Hun er stadig nuttet, men nu også med himmelvendte øjne, og meget selvstændige meninger om det meste. Og de der meninger, der udvikler sig til raserianfald af vulkan-karakter, og som kan vælte hele huset, skal jeg virkelig tage mig sammen til at håndtere på en voksen og pædagogisk rigtig måde. Det kommer ikke let, men vi øver os, og jeg håber vi får lidt mere styr på det inden skolestart på fredag. Bare morgnerne kan køre rimelig smooth, så er vi nået langt.

Sidste uge har altså stået i begyndelsernes tegn. Jeg begyndte på arbejde, og Kaisa begyndte i SFO og i næste uge skal hun begynde i skole. Buhu… Kan vi slukke for tiden et øjeblik?

Denne weekend var barnefri for mit vedkommende, og jeg har nydt det til fulde. Fredag hentede jeg en pakke hos Zara, som jeg havde bestilt hjem en sen aftentime i løbet af ugen, efter at være startet på arbejde og følte jeg trængte til NYT. Det var ikke helt spot on, må jeg sige. Jeg sender ca. halvdelen tilbage igen, fordi det var i mærkelige størrelser eller underlige snit. blandt andet en ultrakort denimkjole med flæser ved halsen? Hvad jeg lige havde forestillet mig med den, er jeg ikke helt klar over? Kønt var det i hvert fald ikke, så jeg må fluks sende det tilbage, sammen med et par sko i str 41, som også lige er det største for mig. (Jeg plejer at ligge mellem 40 og 41, og jeg køber ALDRIG sko der er for store. Så hellere et nr. for små. klip en hæl og hug en tå, er mit mantra udi skokøb.)

Udover netshopping var weekenden fyldt med underlødigt aftensmad, Netflix, HBO og DR, yoga opstart, drinks med veninder (begge dele virkelig tiltrængt) og sol på altanen. Alt det man skal lave, når man er alene hjemme i 1,5 døgn. 🙂

Mandagen er i gang, og jeg må hellere følge med!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

August-forsætterne