"Glædelig" hverdag - Velkommen til skoldkopperne!

Søndagssysler på ukendt terræn

I dag er det søndag, og jeg har store planer for i dag. Jeg har et projekt, som jeg glæder mig til at komme i gang med, men som jeg også er lidt spændt på, fordi det er ukendt terræn, for at sige det mildt. Jeg skal rense et filter i mit blandingsbatteri på badeværelset, og skifte brusehovedet. Den første del har jeg aldrig prøvet før, men jeg har set én gøre det, og jeg har en youtubevideo. Jeg har før haft held med at kaste mig ud i håndværkerprojekter, så det satser jeg på også virker denne gang. Jeg har købt nyt værktøj und alles. (Jeg tror, det er en rørtang jeg har købt, men måske er det mere en svensknøgle, jeg har brug for? Anyways sådan en har jeg også, så jeg skulle være fully equipt for the job.)
Jeg er overhovedet ikke spor handy, men jeg har lagt mærke til at mange mænd med bløde små kontorhænder, der aldrig har haft deres gang på værkstedet, ikke er bange for at skrue og hamre uden at kende forskel på stærkstrøm og svagstrøm, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne det?? (Jaja, der er hverken stærk eller svag strøm i et blandingsbatteri, så langt er jeg trods alt med. Slap nu af.) Det kommer til at gå pissegodt! Følg med på instagram – jeg vil opdatere løbende!(jeg hedder Karen Nørøxe på insta) Måske skulle jeg lave en Youtubevideo? Jeg kunne blive internettets gør-det-selv-guro, og tjene tonsvis af penge på det! Jeg kunne sælge værktøj og kurser og foredrag og bøger og livsfilosofier! Jeg bliver rig!!! – men først skal jeg lige ordne det der filter…

Jeg elsker søndagssysler.

I det hele taget har det været en weekend med masser af sysler. Jeg har også fået strikket et ærme færdigt på den cardigan, jeg har været i gang med i en evighed. Nu mangler jeg bare det andet ærme. (Og kanter, og knapper og hæftninger og vi ses på den anden side af jul.)

Sådanne weekender som denne, hvor jeg har nydt solen og syslet i hjemmet i mit eget tempo, men høj musik efter eget valg, og drukket kaffe med veninder, jeg ikke har set i evigheder, får mig til at føle mig heldig. Heldig fordi jeg har hver anden weekend helt for mig selv. Jeg har som bekendt aldrig prøvet andet, så det er den eneste måde, jeg kender til at være forældre på. Men for mig er det helt livsnødvendigt, at jeg har tid for mig selv. Jeg mener det virkelig, når jeg siger at Kaisas far og jeg har fundet den helt ideelle løsning for vores måde at have familie på – for de voksne. For der skal ikke være tvivl om, at barnet allerhelst så sine forældre bo under samme tag. Hun vil, også selvom hun aldrig har prøvet andet, allerhelst have at hendes mor og far begge to var der altid, så hun ikke skulle savne den ene af os hele tiden. Og det forstår jeg godt, og det er den største dårlige samvittighed jeg har overfor mit barn, og som jeg tror alle skilsmisseforældre har. Måske forstår hun det når hun bliver ældre, måske forstår hun det aldrig.

Jeg håber I alle nyder solen og søndagen og jeres børn og jeres valg! Jeg vil drikke min kaffe ud, rejse mig fra denne lille solplet og gå indenfor og få gang i den rørtang!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Glædelig" hverdag - Velkommen til skoldkopperne!