Traditionen tro...

På en dag som denne…


…Tænker jeg over, hvad det vil sige at være kvinde. Hvad er det vi har til fælles, som mændene ikke har? Ud over menstruation og lange toiletkøer. Uanset om man er vokset op i Allingåbro, Hellerup, Napa Valley eller Addis Ababa i Etiopien, er der en ting som alle piger og kvinder er sig meget bevidste, fra vi er helt små; Vores egen sårbarhed over for seksuelle krænkelser. Vi er alle blevet opdraget med, at vi ikke skal gå alene hjem en sen aften, at vi skal passe på, hvad der kommes i vores drink, og tage os i agt for de store stygge ulve, om det er på rideskolen, i håndboldklubben eller i nattelivet. Vi har lært the basics i selvforsvar, knytter nøglerne i hænderne på den der måde, som vi har lært, Vi krydser vejen og holder øje med skygger og mørke blindgyder. Vi laver mere eller mindre bevidst små krumspring i vores hverdag, fordi det giver os lidt mere tryghed.

Jeg var ikke mere end et stort barn første gang jeg oplevede, at en voksen mand råbte efter mig på gaden, at jeg havde lækre ben. jeg var måske 12 år, og anede ikke hvad i al verden det vil sige at have lækre ben??

I sommer var jeg en uge i Portugal alene. Jeg har rejst alene før, og har altid elsket det. Det er friheden til at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, og den ro det er at vide, at jeg kan trave rundt i nøjagtig det tempo, der passer mig, der er så tiltrækkende ved at rejse alene. Man oplever tingene på en helt anden måde. Og man falder i snak med folk på en helt anden måde, fordi man ikke er optaget af sit eget selskab.

Men det har også begrænsninger at rejse alene kvinde. Jeg kan ikke sætte mig på en restaurant, cafe eller bar, uden der kommer mænd hen for at tale med mig. Langt de fleste er ikke interesseret i at vide hvem jeg er, men i at vide, om jeg er single, er her alene og om de kan få mit telefonnr Jeg går ikke alene ud på ukendte steder om aftenen, og jeg opfører mig generelt lidt mere påpasselig, end jeg gør herhjemme.

I Portugal i sommerferien 2016 skete der så alligevel noget, der fik mig til at føle mig sårbar og helt magtesløs. Jeg blev overfaldet. Jeg havde besluttet at spare 50 euro og tage bussen i stedet for en taxa til lufthavnen, selvom det betød, at jeg skulle gå fra mit hotel kl 6.00. På vejen hen til bussen, gik jeg et kort stykke på en øde vej, og pludselig mærker jeg en arm stramt om min hals og en hånd i mellem mine ben. Jeg blev so to speak temmelig hårdhændet “grabbed by the pussy”. I kampen (hvis man kan tale om en sådan) fik han væltet mig bagover, og i faldet fik jeg en hudafskrabning på min fod og hånd. Det var det. Han nåede ikke at gøre mere, for jeg skreg af mine lungers fulde kraft så højt og længe som jeg overhovedet kunne. Jeg tror, han blev forskrækket over, hvordan denne dame ingen blu havde og satte i med det eneste selvforsvar, jeg kunne mønstre. Skrig! Så han løb.

Bagefter fortsatte jeg grædende og rystet de knap 200 meter hen til bussen, hvor der stod to mænd og ventede på bussen. De gjorde intet. Den ene vendte bogstavligt talt ryggen til mig, da jeg begyndte at fortælle, hvad der lige var sket (selvom de helt åbenlyst havde hørt mig skrige) og den anden tog det som en invitation til at flirte og fortælle, at han var vild med skandinavien og en gang havde været i Norge. Jeg var SÅ alene i verden indtil en beruset walisisk pige kom, og spurgte om jeg var ok og gav mig et kram.

Min historie er harmløs. Der skete jo ikke noget. Ingen voldtægt, ikke andet end et par hudafskrabninger og en klam følelse i kroppen. Men den følelse sad der længe. Alt for længe. Jeg var i månederne efter bange for at gå ud om aftenen i København, og blev meget let forskrækket, hvis nogen kom for tæt på mig bagfra. Jeg har heller ikke sådan helt vildt lyst til at rejse alene igen. (den frygt skal jeg lige have overvundet igen)

Men det mest tankevækkende ved hele den her historie er, at jeg i sekundet hvor jeg mærker armen om min hals tænker: “Så nu sker det!” Det som jeg hele mit liv mere eller mindre bevidst er blevet forberedt på og advaret mod.

For det er vi kvinder. Vi lærer at være på vagt. Ikke at klæde os for udfordrende. Ikke at tale med fremmede mænd. Vi scanner øde gader og mørke kroge helt uden at tænke over det. Fordi vi ved, at det er en mulighed. Nogen kan tage den beslutning at voldtage os, og der er ikke noget vi kan gøre ved det.

Men fanden tage mig, om jeg vil lade en idiot i Portugal ødelægge min frihed til at rejse alene, og gå ud om aftenen og iklæde mig små sommerkjoler. Vi skal fandeme kæmpe for vores frihed, kvinder!! Både for kvinderne i Allingåbro, Hellerup og Addis Ababa!!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Traditionen tro...