Fredagsstemning

For det første er alle mine planer om at drøne ud i solen og lege forår med min datter sat på hold, fordi hun er blevet syg, og weekenden nu tegner lidt anderledes, end jeg havde regnet med. Øv.

For det andet gør alt det her sol, og tvunget ophold i lejligheden, at mine vinduer og støvede vindueskarme griner hånligt ad mig. De ved godt, hvad weekenden så skal bruges på. Det er sikkert også en god ide at bruge tiden herhjemme uden at gå ud i forårs-København, hvor fristelserne lurer.

Jeg er jo simpelthen slået helt ud over, at jeg ikke har fået penge tilbage i skat. Hvad skal jeg dog holde ferie for? Hvordan skal jeg få købt mig en ny forårsgarderobe? Jeg bruge flere timer om dagen på at udtænke mere eller mindre legitte forretningsmodeller for, hvordan jeg skal skaffe flere penge til husholdningen.

Jeg har skrevet mange lange indlæg om min økonomi før, men dengang var jeg vitterligt på røven. Det er jeg ikke nu. jeg er bare krævende og forkælet. Jeg vil have MERE!

Jeg er ved at undersøge hvordan jeg kan tjene penge på min blog. Så forvent nogle ændringer lige om hjørnet. For nej, det lader ikke til at annoncører står i kø for at få deres produkter vist og anmeldt på en side med ca. 55-100 læsere om ugen. (Surprise honey!) Og der er åbenbart også en koncensus om at en blog skal have pæne billeder på? Jeg kigger personligt aldrig på billederne, men springer lige til teksten. Sådan er vi vel så forskellige, men der er ikke penge i skriverne, men kun i foto-bloggerne. Damn. Så nu skal jeg finde mig en niche, en farve, et look, en stil, et kamera, en grøn plante og det der gulvtæppe, som jeg kan google mig frem til at alle, der tjener penge i blogland har. (Er der penge i de gulvtæpper?) Under alle omstændigheder er det nok meget godt, at jeg får ryddet op og taget nogle billeder (og beslutninger) og ført mig frem som en tjekket blogger. Hvis altså jeg skal tjene nogle penge på det her…

My girl and me – vi “samsover” (igen)

Det har været en af de aftner, hvor jeg vågner kl. 21.15 efter at være faldet i søvn med barnet under putning, hvilket er noget jeg virkelig burde være færdig med for længst. Men eftersom jeg har brudt alle de regler, der står i alle bøger om hvordan man opdrager og putter sit barn, og har introduceret putning i moderens seng. Det var muligvis dumt, og kommer til at koste kampe på sigt, men lige nu synes både barnet og jeg, at det er helt ideelt. Faktisk er jeg helt vild med at sove med mit barn. Vi har sovet sammen det meste af hendes liv, men for et par måneder siden rykkede jeg rundt på møblerne i vores lejlighed, så hun kunne få sit eget værelse, og dermed også sove i sin egen seng uden mig. Det er gået ganske over forventning. Hun har ikke noget imod at sove alene, men savner også at sove hos mig. Det er jo så hyggeligt. Så jeg fortrød og hev hende ind til mig igen. Jeg elsker at vågne om morgenen med hende, og jeg elsker at hun i søvne lige rækker en hånd ud efter mig i løbet af natten, og jeg elsker at lægge mig til at sove ved siden af et barn, der ser så fredfyldt og mild ud i søvne. (Det er ikke “fredfyldt” og “mild”, jeg vil sætte på hendes personlighed i vågen tilstand, men det er en anden historie)

Så ja, jeg tror vi praktiserer det der i øko-kredse kaldes “sam-sovning”. Der er ellers ikke meget af det, der står i øko-bøgerne, som jeg på den måde føler mig som foregangskvinde for. Samsovning er nok den eneste. Og NÅ JO! Vi praktiserede også nulsukker politik til hun var 3. jep! Det er jeg ret stolt over. Ikke mindst fordi vi i den grad er kommet efter det siden! Børnehaven introducerede kanelsukker på havregrød, og vi har ikke set os tilbage siden. haha. Men det er jo også lidt en joke at jeg, der aldrig har holdt mig tilbage for et godt stykke wienerbrød, skulle forbyde min datter the good side of life, nemlig Kombinationen af sukker og fedt.

Jeg kom forresten i tanke om, at jeg vist har nævnt et par gange herinde, hvordan jeg måske gik liiige lovlig meget op i barnets fastelavnskostume. Jeg har nævnt det, men ingen billeder til at vise frem. Hvad slags blogger er man, hvis man ikke lige flaunter et hjemmelavet kostume?! Jeg er SO behind, men nu gør jeg det godt igen: Mine damer og herre, lad mig her, godt en måned for sent, introducere: PAX – fra Pax intergalaktiske eventyr! (Kendt fra Ramasjang – mød hende her)

Jeg beklager, at der ikke er en grøn plante og noget fra Hay i baggrunden, som der sig hør og bør, når bloggerne tager billeder, men jeg glemte at fotografere derhjemme, så det blev i børnehavens garderobe. Der er lang vej igen for blogger-Karen..

Drømme fra et IC3 tog til Randers

Når jeg kører i tog, er det som regel på strækningen København H til Randers og retur igen. Og jeg har altid planer om at skrive på den tur. Jeg skrev en gang en novelle fra København til Hjørring og den succesoplevelse har jeg ikke glemt. Ja, jeg lyder som en SAS reklame fra 00’erne. Bille August og mig skriver alt i transportmidler.

Jeg sidder lige nu ombord på IC Lyntoget og er lige trillet fra Århus. Dvs. jeg har ca. 30 minutter til at få dette indlæg fra hånden. Aint never gonna happen. Har nemlig også en 5 årig, der laver Barbie-frisure i en app på min telefon, som skal ses af mig igen og igen. Jamen de er da så flotte så skat… Også den ja. Wow sikke et hår du har lavet. zzzz mor keder sig.

Til gengæld får jeg også brugt tiden på at ghost shoppe. For fiplan hvor har jeg lyst til at købe alt muligt lækkert nyt tøj. Jeg har sådan brug for sko og tasker og jeans og en forårsfrakke. Og for himlens skyld også en rejse til de varme lande til sommer. Med mit barn. Mest af alt har jeg brug for en ny lejlighed og et lån i banken til ditto. Og nu er det snart forår, og så er det tid til at pynte altanen med blomster og krukker og nye møbler. Åh hvem der bare havde en kolonihave, eller et sommerhus.

Jeg venter i spænding på at kunne få lov at se hvor meget jeg får tilbage i Skat. Eller OM jeg får noget tilbage i år. Hele min sommerferieplanlægning afhænger af den pose penge jeg forventer mig ankommer til maj. Oh shit. Tænk hvis jeg skal betale noget!? Så er sommerferien aflyst. Og min lejlighedssøgning er indstillet. Og min garderobe må forblive trist og grå. Jeg plejer bare at få penge retur fra Skat, så nu regner jeg jo med det. Det er farligt. Universet har det med at straffe dem der forventer…

.. Så kom jeg ikke længere med det indlæg i toget, da vi nærmede os Randers og skulle pakke vores ting sammen. (Vi når jo at flytte ind med alt vores skrammel på sådan 3,5 timers tur.) Til gengæld fik jeg tjekket min Skatteopgørelse i går. Pis. Jeg skal betale 34kr. Det er selvfølgelig ikke et problem at skulle betale, men jeg havde jo sat næsen op efter en pose penge. Nu er der ingen sommerferiepenge til mig. Damn. Og jeg skal vist til at sælge noget før jeg køber nyt tøj.

Nu er Asos og de andre lækre shoppingsider byttet ud med “how to make more money” sider. Hvor finder man de sider??

På en dag som denne…

…Tænker jeg over, hvad det vil sige at være kvinde. Hvad er det vi har til fælles, som mændene ikke har? Ud over menstruation og lange toiletkøer. Uanset om man er vokset op i Allingåbro, Brønshøj, Napa Valley eller Addis Ababa i Etiopien, er der en ting som alle piger og kvinder er sig meget bevidste, fra de er helt små; Vores egen sårbarhed over for seksuelle krænkelser. Vi er alle blevet opdraget med, at vi ikke skal gå alene hjem en sen aften, at vi skal passe på, hvad der kommes i vores drink, og tage os i agt for de store stygge ulve, om det er på rideskolen, i håndboldklubben eller i nattelivet. Vi har lært the basics i selvforsvar, knytter nøglerne i hænderne på den der måde, som vi har lært, og vi har talt i tlf med veninder og venner hele vejen hjem, fordi det gav os tryghed.

jeg var ikke mere end et stort barn første gang jeg oplevede, at en voksen mand råbte efter mig på gaden, at jeg havde lækre ben. jeg var måske 12 år og anede ikke hvad i al verden det vil sige at have lækre ben??

I sommer var jeg en uge i Portugal alene. Jeg har rejst alene før, og har altid elsket det. Det er friheden til at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, og den ro det at vide, at jeg kan trave rundt i nøjagtig det tempo, der passer mig, der er så tiltrækkende ved at rejse alene. Man oplever tingene på en helt anden måde.

Men det har også begrænsninger at rejse alene kvinde. Jeg kan ikke sætte mig på en restaurant, cafe eller bar uden der kommer mænd hen for at tale med mig. (Og nej, de er ikke interesseret i at vide hvem jeg er, men i at vide, om jeg er single, er her alene og om de kan få mit telefonnr.) Jeg passer på ikke at gå alene ud om aftenen, og jeg opfører mig generelt lidt mere påpasselig, end jeg gør herhjemme.

I Portugal i sommerferien skete der så alligevel noget, der fik mig til at føle mig sårbar og helt magtesløs. Jeg blev overfaldet. Jeg havde besluttet at spare 50 euro og tage bussen i stedet for en taxa til lufthavnen, selvom det betød, at jeg skulle gå fra mit hotel kl 6.00. På vejen hen til bussen, gik jeg et kort stykke på en øde vej, og pludselig mærker jeg en arm stramt om min hals og en hånd i mellem mine ben. Jeg blev so to speak temmelig hårdhændet “grabbed by the pussy”. Han fik mig væltet bagover, og i faldet fik jeg en hudafskrabning på min fod og hånd. Det var det. Han nåede ikke at gøre mere, for jeg skreg af mine lungers fulde kraft så højt og længe som jeg overhovedet kunne. Jeg tror, han blev forskrækket over, hvordan denne dame ingen blu havde og satte i med det eneste selvforsvar, jeg kunne mønstre. Skrig! Så han løb.

Bagefter fortsatte jeg grædende og rystet de knap 200 meter hen til bussen, hvor der stod to mænd og ventede på bussen. De gjorde intet. Den ene vendte bogstavligt talt ryggen til mig, da jeg begyndte at fortælle, hvad der lige var sket (selvom de helt åbenlyst havde hørt mig skrige) og den anden tog det som en invitation til at flirte og fortælle, at han var vild med skandinavien og en gang havde været i Norge. Jeg var SÅ alene i verden indtil en beruset walisisk pige kom, og spurgte om jeg var ok og gav mig et kram.

Min historie er harmløs. Der skete jo ikke noget. Ingen voldtægt, ikke andet end et par hudafskrabninger og en klam følelse i kroppen. Men den følelse sad der længe. Alt for længe. Jeg var i månederne efter bange for at gå ud om aftenen, og blev meget let forskrækket, hvis nogen kom for tæt på mig bagfra. Jeg har heller ikke sådan helt vildt lyst til at rejse alene igen.

Men det mest tankevækkende ved hele den her historie er, at jeg i sekundet hvor jeg mærker armen om min hals tænker: “Så nu sker det!” Det som jeg hele mit liv mere eller mindre bevidst er blevet forberedt på og advaret mod.

For det er vi kvinder. Vi lærer at være på vagt. Ikke at klæde os for udfordrende. Ikke at tale med fremmede mænd. Vi scanner øde gader og mørke kroge helt uden at tænke over det. Fordi vi ved, at det er en mulighed. Nogen kan tage den beslutning at vóldtage os, og der er ikke noget vi kan gøre ved det.

Men fanden tage mig, om jeg vil lade en idiot i Portugal ødelægge min frihed til at rejse alene, og gå ud om aftenen og iklæde mig små sommerkjoler. Vi skal fandeme kæmpe for vores frihed, kvinder!! Både for kvinderne i Brønshøj, Allingåbro og Addis Ababa!!

Traditionen tro…

… er der weekendindlæg fra min hånd. Jeg var til fredagsbar i fredags. Og det var vildt og sjovt, og jeg var festens midtpunkt og lo og lo, og lavede high fives med alle mine unge og smarte kunstneriske venner….

… Not so much. På mit arbejde er der forholdsvis tit fredagsbar. Det er en kunstskole, så eleverne holder fredagsbar i tide og utide, og mangt en mandag morgen er startet med at lufte ud og finde frem til dem, der var ansvarlige for at gå i Netto med tomme flasker/vaske gulvene eller stille højtalerne tilbage på plads. Det er på ingen måde et problem, men kun rigtig hyggeligt, og jeg er altid en lille smule misundelig på de søde tømmmis mennesker, der glider rundt langs gangene. Jeg har som regel brugt min fredag aften i sofaen med X-factor og et sovende barn i soveværelset. Ikke så meget street over det.

Men nogle gange sker det, at jeg joiner ungdommen (Som altså ikke er SÅ meget yngre end mig!) og deriblandt altså også i fredags, og det endte på samme måde som de andre gange, hvor jeg tror, jeg kan blende ind blandt eleverne. – Det kan jeg ikke. Det bliver mærkeligt og awkward, og jeg må liste af og søge tryghed blandt mine egne på en vinbar på Vesterbro i stedet. Måske skal jeg droppe at tro, jeg kan være unge sjove Karen med eleverne på skolen? Eller også skal jeg skyde brystet (Brysterne) frem og være pisse ligeglad. Jeg tror det handler om at kende sin scene og sit publikum. Vinbarer på Vesterbro er nok mere min scene.

Older posts