Weekend noter

Metallica – en metaljomfrus bekendelser

Jeg var til Metallica koncert i sidste uge. jeg går ellers aldrig til koncerter. Ikke fordi jeg er religiøst i mod det eller noget, men mest fordi jeg altid ender med at bruge mine penge og tid på andre kulturelle oplevelser end musik. Det havde jeg i mange år dårlig samvittighed over. Jeg syntes det var pinligt, så når andre talte om det fede koncerter de havde været til, lod jeg enten som om jeg også lige havde været afsted til noget sejt, eller som om jeg havde forsøgt at få billet, men ikke nåede det. Noget der selvsagt godt kunne ende i lidt pinlige samtaler.

Nu er jeg mere voksen omkring mit manglende koncert-gen. (ja det er et gen. videnskaben har talt, så shut up.) Jeg kan godt lide musik og jeg lytter næsten altid til musik. Jeg ved også hvad jeg kan lide, når jeg hører det, men jeg kan ikke huske navne på bands og numre, og jeg står helt af i forlegenhed, når musiknørderne slår til med deres årstal, lyrics, udvikling, navne på bassister og what have we not. Jeg aner ikke noget om musik. Og jeg opsøger ikke nyt musik selv. folk fortæller mig hvad jeg skal høre, og så gør jeg det.

Den værste pick up line er “Hvad for noget musik lytter du til?” I DONT KNOW!! Spil noget og måske kan jeg genkende det..

Hvordan fik jeg så forvildet mig ind i den der Metallica-koncert? Well long story;

I den by hvor jeg voksede op, var det drengene der slog tonen an. I alle mine teenageår troede jeg, at det gjaldt om at være som drengene, for at de kunne lide én. Så jeg var dark and mysterious, havde hængerøv og hår under armene. (så sindssygt charmerende) Jeg var pigen med de smadrede Dr. Martens, fedtet hår og min fars aflagte ternede skjorte. Det var ikke et kønt syn kan jeg afsløre. Men det var heller ikke meningen. For jeg skulle jo for guds skyld ikke ligne én, der gik op i sit udseende. Jeg var så pisseligeglad med alt. Med life og love og alt det i mellem.

Og jeg lyttede for guds skyld heller ikke til pop musik! Det mest poppede der kom ud af mine højtalere var Alanis Morrisette og Tracy Chapman. Og Metallicas 3 stille numre. (Officielt i hvert fald, for der var også noget med en masse musical hits og Løvernes Konge, men det er en anden historie)

Så da drengene hjemme fra min by kontaktede mig for at høre, om jeg vil med på en ekstra billet til Metallica, sagde jeg straks JA! SGU DA! Det var så fedt at være vred og rebel igen. Og øm og dyb til Nothing Else Matters.

Jeg er siden blevet lidt mere afslappet omkring musik jeg kan lide. Min smag er alsidig, for at sige det mildt. Og i sidste uge var det altså Metallica, der fik en ordentlig tur på “anlægget” (Jeg har ikke noget anlæg) herhjemme. Og på cykelturene til og fra arbejde. Og det kan sgu stadig noget det der Metallica. Også de vrede numre. Jeg er fan. Igen.

Det føltes som om vi var meget tættere på!

IMG_6709

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekend noter