Sådan en perfekt weekend

Hvordan hilser man?

Jeg vil gerne skrive lidt om, hvordan man hilser på hinanden. Og hvordan man ikke gør. Mest det sidste, for det har jeg åbenbart mest erfaring med.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har mit ophav i det jyske. Jeg har boet mange år i København, og flytter nok heller aldrig herfra. (igen. Long story, some other time) Men jeg bliver aldrig rigtig Københavner. Jeg lærer f.eks. aldrig rigtig at begå mig hjemmevant i krydsfeltet mellem knus/kram og give hånd.

I fredag gav jeg Per Fly et virkelig awkward kram. Det var han ikke lige forberedt på. Skulle nok bare have givet et fast håndtryk, som man normalt gør, men jeg synes vi kender hinanden bedre end det. Men ikke godt nok til kram, kunne jeg fornemme. Så han lænede sig ikke frem, da jeg gjorde, og jeg kunne ikke så godt stoppe bevægelsen, da jeg først havde sat i gang. Resultatet blev at jeg sådan nærmest hang lidt på ham i et sekunds tid, hvorefter jeg skyndte mig tilbage i mit eget personal space, og fór videre med rundhåndede kram til resten af gruppen. For når man først er begyndt at give kram til nogle i en gruppe, kan man jo ikke stoppe igen? Eller kan man?
Alle var enige om at det ikke var kønt. Per er heldigvis en meget rar mand, der ikke udstiller nogen unødigt, så han gjorde ikke noget væsen ud af det, men siden i fredags har vi bare nikket pænt til hinanden, når vi har ses på gangene. Vi behøver ikke flere berøringer. Vi har været der.

Og Per Fly er ikke en gang Københavner, så måske har det slet ikke noget med det at gøre alligevel? Måske er det bare en brancheting. Eller måske er det en personlighedstype-ting? I hvert fald synes jeg alt for ofte, jeg befinder mig i en situation, hvor jeg ikke ved om man lægger an til kram eller hånd eller kindkys eller et nik eller highfive eller en pegefinger i vejret. Jeg vælter rundt i gryden af hilsner og ender med at hive fat i det første det bedste, der dukker op. Jeg kan ikke tænke hurtigt nok til at bedømme relationen i forhold til hilsnens intitmitet, før jeg har kastet mig om halsen på en perifært bekendt, eller kindkysset min onkel eller nikket diskret som en velkomst til min søster.

Det er jo et handikap. Man må kunne få støtte. Både psykisk og socialt. Og Økonomisk. helt sikkert økonomisk støtte til personer med over-følsom hilsen-syndrom.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan en perfekt weekend